Dato: 14. oktober 1854
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 280. Fra Henriette Wulff.

Classens Have 14 Octob: 54.

Kjære Andersen!

Deres Brev, som jeg modtog i Aftes, rørte mig ret, tak for Deres broder­lig[e] Sind, Deres Deeltagelse for vores Sikkerhed, som jeg dog haaber med Guds Hjelp, ikke staaer i nogen Fare. De yttrer venligen det Ønske at vi skulde flytte ind til Byen snart, - hvad vil De sige naar De hører at vi have i Sinde at overvintre herude, liig en anden Capt Perry2855) i Snee og Iis! De kan troe det ofte har gjordt mig vemodig at tænke hvor lidt jeg saae Dem, levede med Dem, efter i saa mange Aar at have altid haft den Glæde. De har aldrig haft et godt Øje til dette vores landlige Hjem, og nu - har De faaet en stor Grund for ikke at kunde lide det.

Jeg vil ærlig tilstaae for Dem, at havde jeg vist af det farlige Nabolaug, før vi bestemte os til at indrette os for Vinteren herude, havde jeg bedet Chr: om at forandre Opholdsted, men - de havde skjuldt det for mig, da min Familie veed at den

Sygdom har indjaget mig en vis Rædsel, siden jeg selv havde den, og føler mig modtagelig for den; for Storm og Orkan paa Søen, for Kugleregn i Oprør, har jeg aldrig blinket - men for - den

Syg­dom - maae jeg tilstaae jeg gjør det; - da jeg yttrede min Fryg[t] herfor, gjorde man lidt Nar af mig - beroligede mig med Grunde, jeg ikke kan Andet end antage for gyldige, da man saa bestemt

siger det eene

er locale Omstændigheder der gjør det lille Strøg farligt, og saa - vil jeg være rolig, vi staae jo i Guds Haand, og hvad Han tilskikker os er jo det Bedste for os! Men hvor vilde jeg nu gjerne fuldkommen berolige Dem, min kjære gode Andersen, ikke at tale om, faae Dem til at troe her er sundt og godt at være; vores invendige Huus er nu saa hyggeligt og rart indrettet, at jeg af Hjertet ønskede De selv vilde komme ud og overtyde Dem derom; hvem der i de sidste Dage have været herude, finder det gandske herligt; - det gjør mig saa ondt, at da Fru Ørsted og Mathilde vare saa venlige forleden Dag at besøge mig, laae Huset just i et af disse uheldige Øjeblikke, hvor der er vendt op og ned paa Alt, just for at bringe noget meget reent og hyggeligt ud af det Chaos. Hvor ønskede jeg, min kjære Ven, at De en Soelskinsdag kom herud - men jeg beder Dem jo ikke derom. Dette var nu Alt om det Ydre, hvad jeg selv angaaer saa er jeg slet ikke rask, men ­det er jeg jo saa vandt til i Danmark, at det forekommer mig gandske i sin Orden; - men hvad jeg ikke kjender saa godt hos mig, er en Tunghed og Alvor i Sindet jeg aldrig før har følt, det er vel Løvfalds-Tanker, nu Løvet falder! I Dag dækker en tyk Taage Jorden, det er blikstille, de store Træer her omkring Huset har endnu meget Grønt paa dem og staae saa ranke og alvorlige og see dem om, man kan knap øjne sin Nabo for den tykke Taage, hvilken Stilhed i Naturen i Dag! Den hviler sig efter alle de Storme den har udholdt, og skal endnu prøve - her er dog langt bedre kjære Andersen, end inde i Byen, med Spektakkel paa Gaderne af Vogne og Mennesker, De veed ikke hvor dejligt eensomt her er; og naar det er klart og det stormer, saa seer jeg Søen, der rejser sine hvide Hoveder, og saa kommer en Ugle, her boer i et lille Kapel, frem paa Taget med sin unge Familie og tuder en lille Concert - selv det holder jeg af, naar jeg sidder i min hyggelige Stue om Aftnen ved Lampen, og læser noget rigtig Herligt, som der Gudskelov er saa meget af - naar blodt vi nu maae være raske ­og vi, eller rettere jeg, thi Chr gaaer jo til Byen, saae de enkelte gode kjære Venner herude, som jeg sætter Priis paa. Men seer jeg Dem

nu ikke i denne Periode, min kjæreste

Ven, saa har jeg to

portraiter af Dem, der ofte komme frem, nu skal det Eene rigtignok sendes til Paris til Mrs Spring, men det Sidste, (De skal have Tak for, at De sad for)2856) er bleven saa dej­ligt, at jeg selv beholder det, og sender det første til Springs. Skriver De mig til, da send mig lidt venlige Ord og Hilsner til de kjære Folk, jeg skri­ver om en otte Dage, og jeg veed hvor glade de blive derfor. Fra Bonn har jeg haft et kjærligt Brev fra dem begge, der er meget i om Dem. Deres lille Søn2857) har spurgt sin Moder som Andersen var gift og havde Børns, og paa det benægtende Svar, blev han bedrøvet og sagde: »At hans Børn maatte have været meget lykkelige, for han vilde have fortalt dem saa mange dejlige Historier!« - Tilsidst - men ikke mindst, takker jeg Dem for hvad De fortæller mig om Deres Virksomhed, Deres hele Liv og Arbejde i denne Tid. Hvor glæder jeg mig til Deres Biographie, hvilken Nydelse vil der blive for mig at læse den, det er det Første

De har skrevet, som jeg ikke har fulgt gradeviis, efter som det er fremstaaet; det vil være gandske Nyt - og dog hvor bekjendt!

At Deres dramatiske Oversættelser ogsaa giver Dem at bestille begriber jeg, at De lever meget selskabeligt, fornøjer mig, jeg troer det er sundt og godt for de fleste Mennesker; og med Alt det min kjære Andersen, flyver Tiden, og vi med den, hvær paa sin Maade, til vi Alle engang samles i Roe, Fred og Glæde!

Nu min kjære Andersen maae De love mig, slet ikke at være urolig for os, vi har det saa godt og hyggeligt, efter hvad man siger mig er der slet ingen Fare paa Færde, eller Grund til Frygt - ja jeg synes endogsaa her er saa dejligt landligt; men fra denne landlige Eensomhed flyve mine Tanker dagligen til de Kjære der tumle dem der indenfor de snævre Volde.

Gud velsigne Dem for al Deres broderlige Kjærlighed for os, lad mig engang imellem høre lidt fra Dem. Fjærn som Nær, uforandret

Deres systerlige Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost