H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 23. februar 1834

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: *opmuntr*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 23. februar 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

78. Til E. Collin.

Neapel den 23 Februar 1834.

Deres særdeles store Interesse for mig, Deres Omhue og Plage med mit hjemsendte Arbeide, kan jeg ikke noksom være Dem taknemlig for; des­værre er og bliver min Stilling altid saaledes at jeg ikke vil kunne gjen­gjælde det! men vær overtydet om at jeg ret dybt føler hvormeget Ven­skab De yder mig, hvormeget jeg er i Deres Gjæld!–I det nye Aar har jeg alt oplevet mange interessante Ting her i Udlandet, som vist kan more Dem og Alle hjemme i Huset, jeg forudsætter at De lader dem læse Brevet.–Jeg vilde have forladt Rom i Slutningen af Januar eftersom der ingen Udsigt var til Carneval. De veed at ved den nuværende Paves Udvælgelse for 3 Aar siden var der en Sammensværgelse i Gjæring, der var bestemt til at virke paa en bestemt Dag, men da den opdagedes blev Carnevalet na­turligviis forbudt og har været det siden den Tid, det vil sige Brugen af Masker, hvad der især gjør det interessant. Idet jeg saaledes stod i Begreb med at gaae til Neapel overraskede Gregoir XVI, sit Folk og de Fremmede med at Carnevalet maatte finde Sted iaar, da han stolede paa deres Kjær­lighed. Naturligviis blev jeg da denne Fest over i Rom, og den skal i mange Tider ikke have været saa glimrende som iaar. Fra 3 om Eftermiddagen til 5 1/2 vrimlede alle Sidegader med Harlequiner, Pjeroter, Tyrker, Hyrdinder etc. etc. men Hovedpunktet var Gaden il Corso, her kjørte Vognene op og ned i to Rader og Menneskemassen skjød sig frem mellem disse, Gud veed hvorledes det gik saa lykkelig af! Den Ene overkastede den Anden med Confetti, en Art Kalkkugler, af Størrelse som en Ært; fra Altaner og Vinduer strømmede hele Kurve fulde ned over Damer og Herrer, saa Alle saae ud, som havde vi ligget i en Meelsæk. Hver Dag endtes med et Vædeløb af 8 Heste, der fløi fra den ene Ende af Gaden til den anden, mellem Menneskerne, som der ei var det ringeste Skillerum mellem og dog blev kun en Dreng, der kom for langt frem, løbet i hjel. Hestene havde brændende Svamp paa Ryggen og Jernpigge der slog dem til Blods for at gjøre dem vilde; Maalet var en Sum-Penge og en smuk Fløiels Fane, Alt: Presenter af Jøderne, der, skammeligt er det i Christenhedens første Stad, maatte aabne Carnevalet med at gaae op paa Capitoliet og paa en yd­mygende Maade bede om Tilladelse at boe endnu et Aar i Rom, i det dem anviiste Qvarteer og at de, i stedet for selv at løbe for Romerne maatte sætte Prisen for Heste. Det nye og usædvanlige i dette Folkeliv giorte øieblikkeligt et glædelig Indtryk paa mig; det var den første Dag; Herts kom med en Mængde Confetti, jeg havde ogsaa kjøbt og'ndash;vi vare uden Masker –nu begyndte der et myrderligt Slagsmaal. »Det skal Du have for det!« og »Det skal Du have for det!« og saa gik det. Publicum tog Deel i vor Kamp og raabte til Ham »bravo francesi!« og til mig »bravo inglese!« men da min Confetti slap maatte jeg trække mig til en Sidegade for at kjøbe for nogle Skilling endnu, jeg havde det og vilde stikke min Pung i Lommen (der var 3 Skudi og nogle Poul i O: omtrent 3 Species), i det den berører Lom­men, rives den bag fra ud af Haanden paa mig, jeg troede det var Spøg og dreier mig om, men faaer i det samme et Par Haandfulde Confetti lige ind i Øinene og Tyven var borte. Det fordærvede mig min Smule Glæde. Det var som jeg slet ingen maatte have. Flere mistede ellers Uhre, Lomme­tørklæder etc.–De følgende Dage vandt jeg ellers en glimrende Seier over Herts, saa han flygtede ind i en Skomagers Boutik og tog et Par Støv­ler, som han stod i Døren og svingede over sit Hoved, i det han truede med, at bruge dem i stedet for den Confetti, han ikke havde. Om Aftenen, til ud paa næste Morgen, var stor Festina i Theater Alibert, de fineste Damer vare i Costume uden Maske, mange havde derimod Maske og en stor Deel, gik aldeles som hjemme. Scenen og Parterret var Dandsesal og man kunde gaae omkring i Logerne; jeg var der kun eengang, men det var meget lystigt; Rygtet gik ellers at man havde fundet en Dame myrdet med flere Dolkestik oppe i een af Logerne. Poletiet var meget om sig for at finde Morderen.–Den 11 Februar endte Carnevalet med den smukke Mukoli­-Fest. Da Hestene havde løbet, fik Enhver sig et eller flere Lys i Hænderne, alle Vinduer, Stilladser og Vogne vare som oversaaede med Lys og En­hver søgte at holde det tændt, thi Modpartiet slukkede af alle Kræfter. Tænk Dem nu to Rade Vogne og flere tusinde Mennesker, Alt i en lang snever Gade, Luften opfyldt med smaa Balonner med Voxstabler i, der dalede ned i Hovedet paa Folk, dette Skrig »sensa mukoli!« o det var mage­løst.–Jeg havde nogle Kampe med vor Prindssesse og een med Kongen af Bayerns Søster, der tilsidst kastede mig over med god Bonbon [i Mar­gen:

Blærerie siger Fru Drevsen!]145, som Drengene sloges om.–Een ung Dame, jeg ikke kjendte overdyngede mig med Confetti, men da jeg til­sidst sprang op paa Vognen forærede hun mig til Forsoning en Blomster Bouket, som jeg har endnu. Det var en Engelænderinde; da jeg fik den sagde jeg i Spøg Stages Replik fra Øster og Vestergade.–Næste Morgen Klokken 4 reiste jeg fra Rom, det var saa uforskammet dyrt med Vogne og jeg kunde ikke faae Selskab, saa at jeg maatte slutte mig sammen med Herts, Zeuthen og en Nordmand, her til kom en engelsk Esquire og en florentinsk Donna, Moder til Prima-Donnaen ved St Carlo. De Danske i Rom morede sig meget over dette Selskab og sagde til mig, det spændte vist lystigt af, thi Zeuthen er ganske vist halvgal, vi oplevede komiske Sce­ner med ham i Rom, naar han kom i sin Schlaffrock og med den store Prygl i Haanden for at spise.–Han vil være original og viser sit philo­sophiske Væsen i Mangel paa al Høflighed; det er gaaet saa vidt at Blunck har bedet ham: »holde Mund!«–Siden have vi taget det fra den comisk[e] Side og da han er inderlig godmodig, bør man det vel ogsaa.–Jeg er vis paa han engang bliver en mærkelig Original.–Reisen gik ogsaa godt; dens Deilighed maa jeg i nogle faae Træk give Dem.–Den første Dag gik vi over Albanerbjergene hvor vi fra Sommerveir fik Vinter med Snee­fog, saae Horatiernes Grav og da vi mod Aften kom til Villetri var der Foraar, Grædepilenes Blade hang som store grønne Taarer. Næste Dag gik vi over Sumpene, der vare saa frodige grønne, saa overordentligt rige at det var en Øien Lyst. De store stærke Bøfler gik i Vandet og stænkede høit op; og ved de eenlige Gaarde brændte store Blus for at rense Luften, mod Aften vare vi i Terrazina, som De jo kjender fra Fra-Djavolo. Palmetræerne voxte her i store Grupper, Træerne bugnede med Oranger og foran Bøndernes Huse, laae de nedfaldne Citroner, skrabet sammen i Bunker, som Kartofler hjemme hos os.–Alt Klokken 3 næste Morgen maatte vi fra dette Paradiis; hele Veien mødte vi Soldater, da her er meget usikkert og flere skulle være udplyndret i den sidste Tid; vi mærkede til

intet og aldrig har jeg følt saa liden Frygt som paa denne Reise, ikke en Tanke om Røverne foruroligede mig, maaskee mit Kujonerie har tabt sig!

–Alt var saa vildt, saa herligt at der ikke var Tid til at tænke paa andet. I Mola di Gaeta saae vi Ciceros Bade, som jeg tegnede af, thi jeg er blevet en heel Tegner og Kunstnerne i Rom, opmuntrer mig alle for mit gode Øie; i alle Tilfælde ere mine mange Skizzer (alt over 100,) mig en Skat, som jeg selv vil have megen Glæde af hjemme. Gid jeg havde lært at tegne!– I Haverne her, der vare Skove med Citroner og Oranger var Herts, og vi alle, som ude af os selv. Tænk dog, det deilige Hav og hele Skove med Oranger og Citroner, Jorden som oversaaet med disse; Receda og Lev­køier voxe som Ukrud!–O Gud, o Gud! hvor vi dog i Norden er sted­moderligt behandlet; her, her, er Paradiset!–Henimod Aften den 15de kom vi til Neapel, og havde det Uheld at de Hoteller vi henvendte os til vare alt opfyldte. Endelig kom der en Mand, som lovede os privat Logie Og nu gik Nordmanden og Herts for at see paa det først, i det de paalagte mig, at sørge for, at Veturinen blev holdende paa samme Sted, til de kom tilbage. Neppe ere de borte før Veturinen jager afsted, jeg skriger han skal holde og raaber til Zeuthen, der sidder foran i Cabrioletten, at han maa standse ham, den gode Philosoph havde siddet i lærde Tanker, da de An­dre gik bort, og bliver nu saa lidenskabelig over at jeg forstyrrer ham, at han siger lige det modsatte til Veturinen. »Men de Andre kan jo ikke finde os!« skriger jeg, »ja,« svarer han »man har ikke sagt noget til mig og jeg har ogsaa en Stemme, derfor skal han nu kjøre!«–Det var jo reent Gal­skab og jeg satte mig derfor derimod, men nu blev han saa nedrig grov, at ingen Fiskerkjærling kunde naae ham, saa lod jeg dem kjøre og Vetu­rinen maatte sende en Karl for at finde de Andre.–Herts der var enig med mig at Z: virkelig imellem havde en Skrue løs, som neppe udenlands Reisen curerer, da her er saa varmt, foreslog mig, at vi to, Herts og jeg, deelte Værelse sammen til vi fik et fast Logie; saaledes oplevede jeg om­trent det samme som Øehlenschlæger med Baggesen, kun at vi ei laae i een Seng, at vi sov sammen, der gav mig Anledning til mange Betragninger. Næste Morgen opsøgte jeg vor Charge d'affaires, Etatsraad Voigt, der tog særdeles kjærlig imod mig, lod sin Tjener gaae med at søge Væ­relser og hvorved vi fik en meget god Leilighed for den her ringe Priis 9 Carliner om Dagen, det er 2 Carlin og nogle Gran om Dagen for os hver, altsaa 2 U 6 Skilling Dansk; her betingede Herts og jeg at vi hver fik et særskildt Værelse og Zeuthen og Nordmanden blev lagt sammen i eet.

Voigt førte mig strax om til de Danske og i nogle Familier, og da Herts ved sin Døvhed, ikke kan være saa selskabelig, Zeuthen ikke taler fransk og Nordmanden er en ung Mand i Verden, saa er jeg Hønen i Kurven og har alt været to Gange budt ud til Middag, medens de Andre maatte til til146 Restaurationer; med General Mathiesen har jeg gjort Landtoure og selv alene vandret til Portici, Herculanum og Posylip. Det er en over­ordentligt interressant Tid vi ere komne her; Mad: Garzia-Marlibran synger i Semiramis; La Sonambula; I Normanni in Parigi; Norma; Gaza ladra og i Ana Bolena; saae vi faae hende da at høre i noget godt. Endnu har jeg ikke været i ST Carlo, men kun i Puppe-Theatret og i Theater Carlino, hvor jeg blev indviteret med Mathiesen og saae deilige Damer, brændende som Vesuv og dog zarte som den nordiske Foraars Snee. Mit døende Barn, forunderlig nok, skaffer mig ogsaa her Hyldest, man kjender det i Neapel af fransk Oversættelse, skade den er i Prosa; omtrent som naar hjemme Wosemose oversætter Victor Hugo.–Noget af det heldigste for os er Vesuvs Uroelighed; i tre Maaneder har det uaf­brudt væltet en flere Miglier bred glødende Lavastrøm ud af Krateret. En sort Røgsky hvirvler bestandigt op og ofte staaer en flere Favne høi hvid Ildstøtte deri. Om Aftenen er den ene Side af Bjerget, en blodrød ild Mark! Det er forbausende herligt. Luften er der til saa blaa, Havet saa mørkt og Varmen som i den stærkeste Sommer hjemme. Orange Høsten er i fuld Gang; man faaer for 1 Skilling Dansk 4 store Oranger. Mandeltræerne blomstre og hele Landeveien seer ud som den var ind­hegnet med kjæmpehøie Caktus og Aloer. Igaar besøgte jeg allene Virgils Grav og Posylip Grotten, denne er bestemt en dansk Fjerdingvei, hulet ind gjennem Bjerget. En heel By ligger oven paa. De mange Løgter derinde oplyser den dog ikke, og da Landeveien gaaer her igjennem er man i dette evige Tusmørke nær ved at brække Halsen over Gjeder, eller blive kjørt over.

Da jeg troede at mit hjemsendte Arbeide blev forlagt af Reitzel, veed De, at jeg betingede nogle visse Exemplarer, som jeg ogsaa opgav Dem Navnene paa de af mine Venner jeg vilde at disse skulde tildeles, da jeg nu selv blev Forlægger, har De vist nok gjort mit Forlangende, men nu tilføier jeg nogle Flere, nemlig, et til hver af Deres Søstre, et til Boye i Søllerød, et til Augusta Collin og den tilkommende Jette Collin.–Der­som der efter den første Liste var glemt Heiberg og han ei har subscri­beret da send Fru Heiberg et Exemplar og siig at jeg ret ofte tænker paa hende, da jeg hverken i Paris, Tydskland eller Italien endnu har seet hendes Lige; en Sag Herts er enig med mig i. Een af mine bedste Glæder i Hjemmet vil være at nyde hendes Kunst-Præstationer.–Gjennem Bis­sen har jeg faaet Hilsen fra Thiele, med det forunderlige Tillæg: »At jeg nok selv viste hvorfor han ikke vilde skrive mig til!« men da jeg ikke har den fjerneste Idee derom, har det særdeles fraperet mig og jeg beder Dem derfor at sige Thiele dette.–Saavidt jeg erindre var det i et Brev til Deres Fader jeg yttrede et Slags Misbilliggelse over Thieles altforvidt drevne Omhue for mig, endog at forberede Folk paa mit Udvortes, dette var urimmeligt af mig at tage Notits af, men da jeg ikke til Fremmede har yttret mig derom og han jo umueligt kan være indviet i et Brevs Hemme­lighed, saa forstaaer jeg det slet ikke og venter nu sikkert fra Thiele et Brev som Godtgjørelse, og dette Brev venter jeg post restante i München; da skal han faae Brev fra mig igjen.–Fra Deres Hjem faaer jeg altid kjære Hilsener der ret glæder mit Hjerte, men fra Een'ndash;faaer jeg aldrig Hilsener. Nemlig fra Drevsen! Jeg troede dog vi vare ikke Uvenner.– Hils alle hos Hornemanns og gratuleer den Forlovede. Det var smukt at Emil dog ikke reent glemte mig, jeg som saa inderligt længtes efter Li­vorno, hvor jeg dog ikke traf ham. Voigts og Brockenhuus takker for Hil­senen, men hans Donna Toldi har jeg ikke endnu seet, uden paa Theater Placaten, hun spiller i denne Tid i Zampa men jeg lader mig heller for­lede af Malibran.–Tak for Deres Vise til Faderens Geburtsdag, den er jo ganske fortræffelig, slipper alt for Dem, kan De være istand til at sulte ihjel som Poet. Jeg gratulerer!–At der er saa meget hvidt Papir i Deres Brev, kan jeg ikke takke Dem for; her koster et Brev en Species og saa vil man jo dog gjerne have Smæk for Skillingen; see kun hvor lange mine Breve ere!–Naar skal Lind have Bryllup? Louise lovede mig en Gang et Brev, husk hende der paa! Lind kan jo holde paa Pennen, saa er der neppe noget Stødende deri.–Dog jeg faaer intet Brev, jeg vil derfor heller beile til Fru Drevsen, [lad] den lille Viggo bede hende fra mig om at skrive mig nogle Ord til.–Det glæder mig om Guirillabanden giør Lykke.–Stykket selv har jeg et Slags Mistanke til. Overskou mangler æstetisk Smag og hans lyriske og alvorlige Sager frygter jeg fødte under samme Tegn, som Farens Dage. Dog maaskee feiler jeg. Gid Overskou og Bredahl maa have megen Glæde af deres Arbeide.–Dersom Theater­-Directionen vilde behandle mig honet kunde jeg være tilsinds at skrive en ny Text til den deilige Opera Norma, som for Øieblikket begeistrer hele Italien. Texten duer aldeles ikke, men Musikken er henrivende.–I Rom blev den første Sangerinde deri kaldt 8 Gange frem i Rad og tilsidst overøst med Blomster, det samme skal være Tilfældet her med Malibran.– Da mit Stipendium ikke tillader mig at gaae til Sicilien, maa jeg til min store Bedrøvelse, her hvor jeg er 20 Timer derfra, give Slip derpaa og vender alt om 4 Uger mod Norden, men med et tungt Farvel til Paradiset. De første Dage efter Paasken er jeg i Florents, skriv derfor saaledes at jeg der faaer et Brev post restante, men jeg bliver der kun 8 Dage og gaaer saa over Venedig til München! Lev ret glad og tilfreds, det er dog det bedste Ønske. Deres Ven

Andersen.

NB. Naar De skriver 9 Dage før Paasken, da kan jeg faae det i Florents.

[I Margen: ] Vil De give Liunge medfølgende Sæddel; dersom De vil, kunde De vist lyksaliggjøre ham med bedre Notitser af dette Brev.–

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter