Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 23. februar 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Neapel den 23 Februar 1834.

Min kjære Sø[ster Je]tte!

Snart fortvivler jeg ganske over Dem! ikke et Brev! ikke et eneste Brev fra Dem! Hvad er der dog skeet? Nei, nei! Dem kan jeg ikke have taget Feil af. De kan ikke lade Dem forlede af Mængden til at være ubillig mod mig! Men hvad er dog Grunden til Deres næsten halvaarlige Taushed! O, der var saa meget, saa uendeligt meget at fortælle Dem, men dette bliver intet Brev, kun et lille Ryk i Ærmet, om at være saa god at huske paa den poetiske Broder, der nu lever ved det herlige mørkeblaae Middelhav,531 hvor Skovene bugne med Citroner og Oranger, hvor Vesuv vælter sin røde Lava af Bjerget, hvor Alt er som en Drøm, en lystig deilig Drøm, kun at jeg savner alle mine Kjære. Nu veed jeg først hvad Italien er! ja: »vedi Napoli e poi muori!«532 - Kom dog, kom dog! min kjære, eiegode Søster! O Gud, jeg kan græde over, at De ikke er her! - Vi fik da Carnaval i Rom,533 og det et glimrende! jeg sloges med Confetti, saa Herts maatte tye ind til en Skomager,534 hvor han tog et Par Støvler og truede at slaae mig med, istedetfor den Confetti han ikke havde. Damerne væltede hele Kurvefulde paa os. Rom var en Maskarade Sal. Gaden il corso en bølgende Strøm. En Tyv stjal min Pengepung535 med 3 Scudi i og gav mig Øinene fulde af Confetti, det var Skyggesiden ved Carnevalet. Hver Dag var der Hesteløb og i Theatret glimrende Festiner med og uden Masker. Midt under Dands og Musik blev Een myrdet oppe i en Loge.536 - Jeg var der samme Nat, Morgenen efter Carnevalet reiste jeg med Herts til Neapel,537 vi deelte flere Nætter Værelse sammen, Gjengangeren og Helig Anders. Paa Albanerbjergene fik vi Snee og i Terazzina deiligt Foraar. Mandel træerne blomstrede, Orangehøsten var i fuld Gang og der hang Frugt paa Palmerne ved Stranden, see saaledes. Veien er usikker her, Flere skulle være plyndrede; vi saae slet ingen Røvere, men Soldater nok for at holde dem i Ave. I Mola di Gaeta stødte vi paa hele Skove med Oranger og Citroner! de bugnede af Frugter; det deilige mørkeblaae Hav væltede op paa Kysten hvor Levkoier og Receda voxte vildt. Ved Neapel var store Viinskove og Aloer paa min Høide. Gud, hvor vi ere stifmoderligt behandlet i Norden! Italien lader sig ikke beskrive! Egnene maa sees, Luften indaandes, den er som de saligste Kys! man kan blive gal derover. Af alle de Stæder jeg nu har seet, staaer Neapel øverst, dens Omegn rivaliserer kun med Genuas. Hvilket Held er det dog for os: i flere Maaneder har Vesuv været meget uroligt; Nat og Dag vælter Røg og Lava ud af Krateret; - flere Gange har der staaet en ild Spile paa henved l00 Favnes høide op i Luften; jeg har endnu kun seet det blusse og hver Aften en migliebred Ild-Strøm, glødende og blodrød vælte ned af Bjerget. Det er et forbausende Syn! Igaar spadserede jeg alene til Portici og Herkulanum, hvilede mig ved Foden af Vesuv; da rystede Bjerget, jeg kan ikke forklare det, den blege Flamme spillede i Solskinnet med den sorte Røg og det lød i Luften fra den rislende Lava, som tusinde Fugle slog med Vingerne. Imorgen bestige vi Bjerget, men Krateret kan ingen i denne Tid komme til, thi store gloende Stene kastes bestandig i Luften og den brændende Lava koger i Spalterne. Øerne heromkring see ud som svømmende Skyer, Børnene ere raphaelske Engle og Madonna aabenbarer sig i de smukke Qvinder. - Jeg kommer nu lige fra Theatret ST Carlo hvor jeg har hørt den berømte Madam Malibran538 i Bellinis Opera »Norma «. Det var et Menneske?Hjerte opløst i Toner, jeg kom til at græde, Folk jublede Bifald, men Een - tænk dog - Een peeb! Een peeb hver Gang at Hjertet var ved at opløses i Saliglihed. Hvor kan dog Menneskene være saa onde? Da jeg gik ud af Theatret stod Folk i en Klynge, Vesuv kastede Ild mod Himlen, Søen lyste deraf, Maanen skinnede saa uendeligt klart, som var det Dag og en stor Tremast fløi ind i Havnen, thi det stormer stærkt. Her, her er mit Fædreneland, thi her føler jeg mig hjemme! men om fire Uger skal jeg bort, da er min smukke Drøm forbi! Da gaar det mod Norden! Dog, Norden er Rom, Florents og Venedig. Naar jeg døer engang vil jeg spøge i Neapel, her er især Natten saa uendelig [smuk].539 Nu sidder jeg paa mit Værelse, Klokken er snart 12, jeg har ladet min Tjener hente mig i Dag en Flaske Lacrymæ Christi, det er første Gang jeg smager den, Vesuv stikker deri.540 Skaal min kjære, trofaste Søster! Hør, nu synge de Serenade paa Gaden! der spilles Guitar! - Nei det er ogsaa altfor deiligt! Min Sjæl er saa fuld af Kjærlighed, længe har jeg ikke været saa lykkelig som i dette Øieblik! min Smerte er knusende naar jeg lider, men min Glæde er ogsaa navnløs naar jeg er glad. - Sydens Varme ruller i mit Blod og dog skal jeg - døe i Norden! - Der staaer i Bibelen, at den som har smagt det himmelske Brød, kan aldrig vederqvæges med det jordiske!541 saa bliver jeg det da aldrig i det kolde Land hvor jeg skal høre hjemme. Dog Gud være lovet, jeg har dog følt og seet Himmelen; om den vil jeg drømme, om den vil jeg synge. Dersom De ved Modtagelsen af dette Brev endnu ikke har skrevet mig til, send da et Brev Postdagen efter til Florents Post restante, men kan De ikke skrive den første Postdag, senest den anden, da maa Brevet gaae til München post restante. Det er vist?

Neapel den 25 Februar. Iaftes i deiligt Maanskin besteeg jeg Vesuv.542 Hav, Luft og Øer, vare en Feeverden. Bjergene laae med Snee og Vesuv kastede Ild. Jeg reed op til den næstøverste Kegle og gik nu med Herts der nær var vendtom af Mathed, i 1 Time gjennem Aske til Knæene opad. Ved den øverste Kegle var Lava Blok væltet paa hinanden; den sorte Røg der slog op skjulte Maanen, saa det hvert Øieblik blev sort Nat. Der var ei Spoer af Sti, vi kravlede frem, næsten en Fjerdingvei. For at see den nye uhyre Ildstrøm, maatte vi ud paa den halvstørknede fra igaar. Det var rædselsfuldt. Skorpen brændte os gjennem Støvlerne saa vi knap kunde holde det ud og flere Stæder var der Spalter, uhyre lange, som vi maatte over og i disse, saae vi kun den røde Ild, var Skorpen bristet havde vi sjunket i et Ildhav. En Alen fra os bruste, som et Vandfald den røde Lava ned ad Bjerget. Ild og store Stene fløi fra Krateret og rislede ned af Keglen. Svovldampen faldt qvælende for Brystet, og da Jorden brændte under os kunde vi kun staae der 2 Minutter, jeg følte mit Liv var i Guds Haand, og svimlede af Henrykkelse. Mere næste Gang. Lad Fru Lessøe læse dette og hils Deres kjære Forældre og Søskende ret meget. Her er et Par Blade fra Herkulanum. Lev vel! Deres broderlige Andersen.

[Udskrift]

Til Frøken Henriette Wulff

Søcadetacademiet i Kjøbenhavn

ved Godhed!

Tekst fra: H.C. Andersens Hus