Dato: 29. november 1854
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 284. Fra Henriette Wulff.

Bleak House Onsdag Aften [29/11 1854].

De bliver jo ikke forskrækket, kjære Ven, at der saaledes hvær Aften kommer en lille venlig Hilsen fra mig, men da jeg nu i dette Øjeblik mod­tog Deres kjære velsignede Brev fra i Aftes, kan jeg ikke lade være strax at takke Dem, først for Brevet, og saa for Tilladelsen at maatte laane Historierne.

Da jeg havde læst Deres Brev, faldt jeg hen i de vemodigste Grublerier; en saadan Mængde, jeg ønskede at sige Dem trængte sig frem, saa jeg ret ønskede jeg sad ligeover for Dem og kunde tale med Dem og frem for Alt bede Dem saa inderligen for Guds Skyld, dog ikke at være saa sært bedrøvet og vemodig, som man føler De er, uagtet Deres Fromhed og Godhed mod alle Mennesker. Men er det vel saa gandske Ret, kjæreste Broderven, af Dem at sige: »Ingen holder ret af mig!« Jeg troer just De er holdt af som Faa, dog veed jeg vel, at vi saa let kan blive ubillige mod de Mange, dersom man træffer Een , der destoværre for ham selv, ikke forstod at paaskjønne det Væld af Godhed, vi saa rigeligen øse af - selv om det var en meget kjær - den Kjæreste, saa lad os dobbelt elske dem, der ere blevne troe til Enden! Ja kjære Andersen, vi blive jo aldrig færdige her med vore fejlslagne Haab, hvor herligt, hvor trøsterigt at vide, der er Et

der aldrig slaaer fejl, En

der aldrig svigter! ­

De kan troe det gjør mig saa inderlig ondt at De har været syg i længere Tid, at De gaaer ud, selv med den stærkeste Forkjølelse, kjender jeg jo hos Dem, og haaber at De ogsaa denne Gang, snart skal blive rask, skjøndt jeg rigtignok altid ønsker helst De plejedes i Varme og Deres Stue. Mel­lem os vil jeg ærligt tilstaae Dem, at det er den eneste Grund hvorfor jeg skulde ønske i Vinter at boe i Byen, at vi saa maaske saae Dem jevn­ligen, og vi Begge vilde gjøre Alt, for om muligen vores lille Hjem kunde være hyggeligt og tiltrækkende for Dem, men det veed jeg da, at der er Mange, hvis Arme, Hjerter og Døre, staae aabne for Dem, saa vi vel sjeldent saae Dem alligevel. Men kjære Andersen, hvor kan De tale om at Deres Venner »skal bære over med Deres Svagheder!« De er jo det Menneske i Verden, næst efter Broder Chr:, der har færrest Svagheder ­hvis De To har Nogen overhovedet!! De

staaer jo, det tør jeg jo nok i al Ydmyghed sige lige ud til Dem, selv saa besynderlig højt over os fleste andre Mennesker, at vi Andre Smaa maae takke Gud at han har ladet os kjende Sligt, og givet os Sjæl til at fatte og skatte de der er meest liig med Guds Billede, som vi jo alle ere skabte i, - men nogle af os, de Fleste saa lidt liig! Nu maae De ikke smile og sige at det er »Systeren« der er lidt blændet, - nej det er den rene Sandhed, jeg er aldeles vis derpaa! - Veed De hvad Andersen, jeg ønsker det var Foraar, naar saa Deres Fugl, Stor­ken, som De saa dejligt har skrevet om, kommer til Danmark, saa skal De

drage lidt ud i Guds frie Natur, mellem Venner, som De jo finder i Syd og Nord, i alle Lande! Luften ligger tung paa Dem der inde i den fæle By! til Sommer i Schweitz, til næste Vinter i det gamle Rom - (maaske, træffes vi der,) - er Andersen atter sig selv, der spreder Liv, Interesse, de ædleste Nydelser ud til Alle, der vil nærme sig Dem. Hvor jeg synes det maae være en dejlig Følelse, den Bevisthed at have virket i det Godes og Skjønnes Tjæneste sit hele Liv - som De! Hvor mange har De glædet og glæder fremdeles, længe efter vi ere Støv, hvormange har De trøstet, styrket, for­bedret - og for Alt hvad De har givet os, kan vi ikke nok skatte - elske og agte Dem!

Torsdag Aften.

Afbrudt i Aftes, modtog jeg denne Morgen tidlig Deres lille Billet og »Billedet« som jeg takker for, det skulde more og glæde mig uhyre blev Oversættelsen værdig til at sendes den kjære Sjæl Dickens, nej hvor moersomt! Fra Henny hører jeg i Dag, De bestandig ikke er vel; kjæreste Andersen, see dog at komme Dem, pleje Dem godt, pak Dem umaadelig godt ind, vær endelig forsigtig! Naar De i Deres Brev i For­gaars taler om det Besynderlige i for Dem selv, at De ikke kommer her ud, saa lad det aldrig ligge Dem paa Sindet, jeg forstaaer det i Grunden saa godt, De har samme Anthipathi for at komme udenfor

Voldene, som jeg for at tage indenfor

dem, Ingen kan bedre forstaae Sligt end jeg; men derfor længes jeg lige meget efter Dem, tænker dagligen paa Dem og beder ret inderlig Gud om Alt Godt for Dem.

God Aften; Budet venter, ellers maatte jeg endnu sige Dem, hvor her i Dag næsten har været sommerligt, da Sneen smeltede bort fra de grønne Kaalmarker og Græsplætter, og Fuglene qviddrede omkap.

God Nat, Gud velsigne Dem!

Deres troe systerlige Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost