H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Hans Christian Ørsted til H.C. Andersen 8. marts 1834

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 8. marts 1834
Fra: Hans Christian Ørsted   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 8de marts 1834.

Idet jeg seer tilbage paa den lange Tid, jeg har ladet hengaa, uden at besvare Deres venskabelige Jule-Brev, undrer jeg mig over mig selv og over den Hastighed, hvormed denne Tid er hensvunden for mig i en Hvirvel af Forretninger. Skjøndt en saadan Opsættelse seer lidt uundskyldelig ud, haaber jeg dog, at De kjender mig nok til at undskylde den. Deres Brev kom vel ikke Juleaften, men dog i Juletiden, og skaffede os saaledes den Fornøjelse i det Mindste at have Noget fra Deres Haand, medens vi maatte savne den at se Dem selv hos os. Jeg har ret mange Hilsener fra min Kone og alle mine Børn og mange Taksigelser til Dem, fordi De i det Fjerne mindedes os saa venligt.

De vil, at jeg skal sige Dem min Mening om Agnete og Havmanden, og De truer med at tage Tavshed for Misbilligelse. Jeg seer, at De vedbliver at være den Gamle. De kan ikke bare Dem for at forlange den Utilfredstilleliges Mening. Men tro mig, jeg er ikke den rette Dommer for Deres Digt. Vi have, om jeg saa maa sige, en ganske forskejllig æsthetisk Religion. De synes at være af den Mening, at Digteren kan skabe, hvad han vil, naar der kun er Livlighed, Følelse og Fantasi i Værket; jeg vil, at den af Digteren fremstillede Verden, med al dens Frihed og Dristighed, dog skal beherskes af de samme Love, som det aandelige Øie opdager i den virkelige Verden, og uden hvilke det ikke var værd at leve der. Efter min Mening bør derfor det Godes Magt føles som der Herskende i et Digterværk, om ogsaa det Onde, ja selv Helvede er dets Gjenstand. Digtet har, efter min Mening, ikke Lov til at indskrænke sig til Verndensdissonanserne, udrevne af deres Sammenhæng, lige saa lidt som et musikalsk Kunstværk tør nøies med at give os Dissonanser, der skulde opløses udenfor Kunstværket. Jeg kan ikke noksom rive mig løs fra denne med min Natur sammensmeltede Overbevisning for ret upartisk at nyde, efter deres egen Art, de Værker, som ikke ville underordne sig hine den aandelige Verdens Love. i Deres nye Digt fremstiller De os et Væsen, hvori Hjertets aldrig tilfredsstillede Længsel, dens forunderlige Higen efter en ny og anden Verden skal aabenbare sig. Men denne Længsel viser sig ikke henrettet paa Noget af det, der giver Tilværelsen dens høiere Adel; det er ikkun en vild Begjærlighed efter noget sandseligt Stort. En saadan Begjærlighed kunde være Ytringen af en høiere Trang; men her seer man Intet af denne, tvertimod, hun sønderriver Venskabs- og Kjærlighedsbaand for at tilfredsstille denne Sandseverdenens Tillokkelse. Vel sandt, Digteren har lov til at skildre dette; men saa maa det skinne igjennem, at denne Tillokkelse er en Forførelse, har noget Djævelsk, og dette Djævelske maa ikke være uovervindeligt for Mennesket, men den Ulykkelige, som hengiver sig dertil, maa vises os som skyldig, ei som den, der ene er dømt ved Skjæbnen.

De seer let, at denne Grundanskuelse maa have en Indflydelse paa min hele Dom om Digtet. I øvrigt tilstaaer jeg med Fornøielse, at De har anvendt megen sindrig Kunst paa at danne et dramatisk Digt af den gjenstridige Stof, der passer saa godt paa Kæmpevisens Træsnit, og at mange skjønne Vers og Skildringer, saavel af Følelser som af Naturen ikke have forfeilet deres Indtryk paa mig.

Jeg maa nu slutte. Jeg har blot at tilføie, at Alt staaer hos os ved det Gamle, og at De hos hele Familien bevares i samme, kjærlige Erindring, som vi haabe og ønske ogsaa at være i hos Dem. Lad ikke min uforanderlige Vedbliven i mine Kunstanskuelser svække de venskabelige Følelser, De saa længe har næret for mig, ligesom jeg heller ikke skal ophøre at være

Deres af Hjertet hengivne

H. C. Ørsted.

Tekst fra: Mit Livs Eventyr