Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 10. marts 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Neapel den 10 Marts 1834

Den sidste Dag jeg var i Rom, fik jeg Deres søsterlige, velsignede Brev og al den Glædens Manna de Andre lyksaliggjorde mig med. De bleve læste flere Gange i Rom og var min Lecture paa Reisen til Neapel. Guldberg har jeg skrevet et langt Brev til, som jeg har bedet ham lade Deres Bedstemoder læse, der vil De see mine sidste Fata og kun her give Dem et Par af Hovedpunkterne . – Da jeg ikke kommer til Sicilien men gaaer til Norditalien vil jeg først skrive Bedstemoder og Fru Søeborg til fra Venedig, hvor jeg er om henved 8 Uger. Gid jeg kunne skildre Dem Carnevallet i Rom, hvorledes Gaden var en Maskeradesal, hvorledes der haglede Confetti og Blomster ned. – De vilde Heste der løb for os. – De glimrende Maskerader i Theatret, hvor Een blev myrdet midt under Dands og Musik, den smukke Mukoli-Aften hvor Alle løb med Lys paa Gaden og brændende Ballonner i tusindviis fløi i Luften. Gid De kunne flyve med mig over Albanerbjergene, hvor Sneen faldt, see i Terracina de blomstrende Mandeltræer og i Mola di Gaeta den rige Orangehøst. Skovene bugnede med Apelsiner og Citroner; Palmetræerne bar Frugt, det var deilig Sommer. – I 3 Maaneder har Vesuv uafbrudt væltet Røg og Lava op. Den 24. Februar om Aftenen besteeg Herts og jeg Vesuv. Det staaer som en udbrændt Verden! Da Æslerne ikke kunne stige længer, gik vi opad Keglens Side i dyb Aske; det varede over een Time, thi ved hvert Skridt glede vi igjen tilbage. – Det var Nat da vi kom til den øverste Kegle. Her saae vi Fuldmaanen staae op, men hvert Øieblik skjultes den af sort Røg og rød Ild, som Bjerget kastede ud, da maatte vi staae stille, thi det blev ganske mørkt om os. Grunden bævede under os og uhyre gloende Stene rullede ned. For at komme hen til den flydende Lava der som Kildevæld pibler ud af Bjergtoppens Side, maatte vi ud paa den for ganske nyelig styrknede Lava. Den var saa varm, at vore Støvler brast og vi kun nogle Øieblikke kunne udholde Heden. Rundt om var der ogsaa store Spalter i den, gjennem hvilke man saae den røde Ild; var den tynde Skorpe bristet, havde vi styrtet ned i et Ildhav. Det var saa rædselsfuldt, Heden og Svovldampen saa stærkt og kun en Alen foran os væltede den migliebrede Lavastrøm ned som en uhyre Ildkaskade, der farvede Skyerne røde, som var det en By, der brændte. Hvad jeg sætter ved Siden af dette Besøg, er eet til Søes, som jeg nyelig har gjort. Jeg gik nemlig ind i Calabrien, hvor Folket er som vildt og tog lige ned til Pestum, hvor jeg saae de græske Templer fra den heroiske Tid, de staae endnu som nye, midt imellem Tidsler og vilde Figen. Paa Søilerne groede deilige Violer, jeg har plukket een til Dem, som her følger med og som er fra det sydligste Sted jeg kommer; søg det paa Kaartet, neden for Salerno, det er et godt Stykke, ikke saa langt fra Sicilien og Africa. – Herfra seilede jeg til det paradisiske Amalfi og derfra til Capri, hvor jeg gjorte Bekjendtskab med Middelhavet, der er saa uendeligt deiligt, saa utroligt blaat at De ikke kan tænke Dem det. – I en Nøddeskal af Baad, hvori kun var Plads til 2 Mennesker og Roerkarlen, tog jeg ud paa det store, bevægelige Hav, langs de steile, ubestigelige Kyster og kom saaledes til den berømte blaae Grotte, opdaget af to tydske Malere der for 3 Aar siden badede sig her. Vi maatte sætte os ned paa Bunden af den lille Baad for at komme gjennem den lave Aabning ind i Grotten hvor Vandet var som en SpeilFlade og blaat som brændende Spiritus, Alt rundt om saae ud som den uendelige blaa Himmel, Menneskene som Luftbilleder, der var 20 Favne dybt, men dog saae man den klare Sølvbund og naar man stænkede med Vandet imod Lyset, da lignede Draaberne deilige røde Roser. Det var en Feeverden som ingen Digter kan skildre, ingen Maler gjengive i Farver. Vi svømmede i den blaae Æther, medens udenfor Bølgerne brødes mod de steile Klipper hvor de røde Søæbler voxte som blodige Taarer. – Jeg har da ogsaa været i Herkulanum og Pompeii. – Det er forunderligt at gaae i de store øde Gader, læse Navnene paa Husene, hvo der boe derinde og det er Secler siden de levede. – Venus Templet stod med Søiler som hugne igaar og unge Grædepile vare skudte op mellem Kolonnerne. I Castors og Pollux Huus var deilige Sager, men det bliver for vid[t]løftigt at skildre dem. – O jeg kan græde ved at tænke paa Afskeden fra Italien, det er et Trylleland! – Nu er her Sommer, maaskee begynder først Foraaret paa hiin Side Alperne naar jeg om 2 Maaneder kommer der. – De kan ikke gjøre Dem Idee om dette Farvespil denne Vexlen med Former, Syd Italien har. Havet er mod Aften rosenrødt, Øerne svømme som violette Skyer derude, og Bjergene ere ganske lyse lilla. – Den røde Lava vælter som en Blod Strøm ned af Vesuv og speiler sig ved Maaneskin i den seladon grønne Bugt, hvor Fiskerne trække Baade op, medens her en simpel Karl læse høit for Matroserne et Stykke af Orlando furioso og en Improvisator samler en Klynge om sig. Om Aftenen klinger Guitarerne i Gaderne. Her er Serenade og det med store Bravour-Arier. Laceronerne spille med Apelsiner, som vi med Kartofler, og de smaae Børn pyndte sig med Skallerne og med store grønne Petersellietoppe. O det er Phantasie-Liv. – Saa snart Deres Bedstemoder faaer Brevet fra mig, da skriv med hende til mig, det maa De endeligt ! De veed ikke hvilken Glæde De derved forskaffer mig. – Hils dem allesammen og siig Caroline at det fornøier mig meget hendes Interesse for Agnete. – Tante Augusta maa skrive nogen længere Breve, naar hun skriver, sidste Gang var det altforlidt. Nu har jeg ægte Lava til Bedstemoer og enkelte Smaaeting fra Tibers Villa paa Capri. – I Pompeii tør man ei tage en Steen, derimod kjøbte jeg nogle Stumper i Herkulanum, hvor det ikke gaaer saa strængt til. – Sommeren 1835 seer De mig i Danmark og altsaa ogsaa Fyen. Jeg vil haabe at Pengesager ikke nøde mig til at komme hjem i October dette Aar, men at jeg kan besøge endnu Tyrol, Ungarn og Bøhmen, ja maaskee svippe endgang endnu over til Schweitz, hvor jeg ikke har seet saa meget. – Men nu maa jeg slutte dette korte Brev, der dog meddeler Dem en Reise-Udflugt, mange vilde være lykkelig ved at have gjordt og som er mig den interessanteste, Veien over Simplon undtagen, jeg har gjort. Hils Betty Salomonsen og tænk venligt paa mig. Faaer De dette Brev i Marts Maaned da er jeg endnu i Rom, men alt den 5te April i Florents. Lev vel! Deres broderligt hengivne Andersen.

N.B. Den første Maaned af dette Aar var mig en Sorgens og Lidelsesmaaned, maaskee den tungeste i mit Liv . Nu er det meget bedre !

Tekst fra: H.C. Andersens Hus