H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Signe Læssøe 18. marts 1834

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 18. marts 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

(en Anemone plukket paa Virgils Grav ved Neapel).

Naples den 18 Marts 1834.

Den sidste Aften jeg er i Neapel maa jeg dog tale med min kjære moderlige Veninde! Mit Hjerte er saa fuldt af al den Herlighed jeg her har inddrukket og som jeg imorgen forlader for stedse. Ovenstaaende Vignet er en særdeles god Fremstilling af Templerne i Pestum, det sydligste Punkt jeg har været og altsaa Vendepunktet for min Reise, jeg troede derfor dette maatte være Dem interessantest af de mange Vûer man kan faae til Breve. De er nu, ved at see paa dette, inde i Calabrien, Himlen er uendelig blaae og de tre stolte Rester fra den heroisk Tid staaer for Dem. Grækerne byggede dem og Tiden har meest skaanet disse af Alle; store Violer groe mellem de gule Søiler, Tidsler og vilde Figen voxe over Gulvene. Alt rundt om er et Vildnis men frugtbart og blomstrende. - 3 usle Huse er Resten af Byen selv og man bliver her som overvældet af nøgne betlere. I een Dag gjorte jeg fra Salerno Udflugten hertil og Reisen igjen tilbage, da Egnen er saa øde, og derfor usikker. Ingen Beqvemmeligheder findes her og Folket var som vildt; tænk! man kastede Stene efter os da vi ikke vilde give den store Vrimmel af Betlere. Gid at De kunne see disse stolte Ruiner mellem det vilde Grønne, aande den friske Luft og Violduften hvori det Hele svømmede. Sicilien og Grækenland skal ikke eie det skjønnere! Hvorledes skal jeg dog kun løst skizzere Dem Hvad jeg har seet og oplevet disse sidste fem Uger. Hvad var det Skjønneste? Dog jo, det veed jeg, thi det bliver Vesuv og den blaae Grotte paa Capri. - De veed mit Held med Vesuv? I 3 Maaneder før jeg kom havde det uafbrudt kastet Ild og Lava. Jeg saae alt den første Aften hvorledes Skyerne skinnede af Ilden og den røde Lava væltede som en tre-armet Blodstrøm ned ad Bjergets Side og speilede sig i Vandet. - En Aften, efter at have vandret i Herkulanums tause Gader, besteegjeg med Herts Vesuv. Vi reed paa Æsler over en Mark af sort Lava, der lignede en udbrændt Verden. Alt Spor af Vegetation ophørte og da Æslerne ikke kunne stige høiere gik vi til Knæene i sort Aske op ad Bjergets øverste Top. Herts havde nær ikke udholdt det, jeg var meget stærk. De skulde da have seet Egnen under os i Aftenbelysning. Det uendelige blaae Hav. Øen Capri der lignede en purpur Sky, de violette Bjerge rundt om med Sneen paa. O det var som en Feeverden. Da vi kom til den øverste Kegle stod Maanen op lige over Krateret, og skjultes derfor hvert Øieblik ved den beegsorte Røg, som hvirvlede op. Vi stode her paa lutter Lavablokke mellem hvilke Heden trængte op. - Med eet bævede det under os, og vi saae Ildstøtten hæve sig og de store gloende Steene styrte ned nogle Favne fra os; For at see Lavastrømmen, der ikke kommer ud af Krateret, men pipler som Kildevæld ud af Siden og danner denne Ildflod, maatte vi over en Strøm, der Dagen forud havde flydt, men nu havde en tynd, sort Skorpe over sig. Der vare store Spalter i den, og her skinnede endnu den røde Ild, den forbrændte os vore Støvler og vi kunne kun nogle Øieblikke taale at gaae paa den, var den bristet, havde vi styrtet ned i Ildsvælget.

Jeg glemmer aldrig Herts, der gik endnu paa et Stykke, da jeg vilde betræde det og han raabte: »nei! nei! det kan ikke bære to!« - Vi kom saaledes tæt hen til Lavaen som flød, den var vist saa bred som Peblinge Søen og væltede langsomt og blodrød ned foran os. Heden og Svovldampen var utaalelig. - Siden efter have vi gjort Toure til Pompei. - Gaaet i de øde Gader, hvor Navnene endnu staae paa de som boe derinde. I Diomedes Viinkjælder laae endnu Viinkrukkerne. Unge Grædepile voxte mellem Templernes Marmorsøiler og Theatrene stode, som om der endnu igaar var spillet paa dem. - En stor interessant Søetour i en lille Baad har jeg gjort lige fra Salerna til Capri. (De vil søge det paa Kortet) Det store Hav var saa blikstille og lignede ved Luftningen, et hvaddret Baand, men Farven, det deilige mørke blaae kan jeg ikke beskrive Dem. Det lignede egentligt en blaae Olie, det var noget ganske Nyt for mig. Raske Calabresere r[oe]de for os og en deilig Dreng: Al Phonso sad som en Amor ved Roret, vi gjorte en lille [Lan] dgang i Amalfi, hvor den største Vinterkulde i flere Aar har været 8 Graders Varme. Heden var alt som brændende Sommer og Lazzaronerne gik næsten nøgne. Men det bliver for vidløftigt at udpege det Meget der har grebet mig,jeg vil seile afsted til Capri. Her kom vi to og to i een Baad for at see den blaa Grotte, opdaget for nogle Aar siden ved Svømning. Aabningen til den er meget lille, man kommer derfor i en lille Dukke-Baad, der i den stærke Søegang vippede liig en Nøddeskal, havde en Hai, hvoraf her spadserer adskjellige givet os et Puf havde det været forbi! - Kysten er lodret, ingen Svømmer kan rædde sig. Saaledes seilede jeg, selv anden i Baaden, næsten den halve ø omkring; nu vare vi ved et lille Hul, vi maatte sætte os paa Bunden afBaaden og gleed nu ind i Grotten der er saa stor at vore 6 Baade mageligt roede rundt derinde. Vandet er her 20 Favne dybt og skinner aldeles som naar man tænder Ild i Spiritus. Der var saa stille, som gIede vi paa en fast Flade. Det var Ætheren vi seilede i. Klipperne, Baadene, vi selv alt blev blaat, deiligt blaat. Alt gik over i en Blødhed, i en Farve som jeg aldrig vil kunne glemme. Vandraaberne vi stænkede op mod Lyset saae ud som Rosenblade og naar vi slog i Vandet, hvor der var stærk Skygge, blev det til en sneehvid Ild der lyste rundt om. - O Gud hvilken Herlighed, som ingen kan gjengive paa Lærredet eller Papiret. - En anden Udflugt vi gjorte, var til Ischia; her fik vi en frygtelig Søegang da vi kom om Kap Mysenum. Seilene maatte ned. Roerkarlene arbeidede forgjæves mod Brændingerne; Søen var da ganske seladongrøn med Sneeskum. Medens de arbeidede frem ad, saae vi ude paa Havet en stor Skypumpe trække Vandet op og hvirvle det rundt, nu arbeidede de stærkere; jeg var slet ikke i godt Humeur. Kulbrændernes Ild skinnede paa Skymassen og gav den en truende Ildfarve, aldrig glemmer jeg det og min Tilfredshed da jeg stod paa Klipperne igjen. Det var ellers der meget koldt. Vi fandt Vinter her og første Gang i Italien, gik jeg paa Snee. Omegnen af Neapel synes at ligge paa bar Ild. Vi fandt i Solfatara de kogende Svovlkratere, saae Klipperne ryge og Svovlet skyde op. I Neros Bade kogte vi Æg i Vandet som strømmede ud af Jorden og i Hundegrotten prøvede vi Dampen af Helvede selv. Det gamle Vajo har jeg besøgt, seilet paa Avernersøen og kigget ind i Underverdenen. De elysæiske Marker vare meget sommerlige, men Sligt et Elysium er næsten hele Italien. - Af Kunst maa jeg henregne til det Herligste, at jeg i 3 Operaer har hørt den verdensberømte Mad: Malibran. Det er dog ikke af disse glimrende Stemmer der fraperer, men derimod et heelt Hjerte af Toner, hvilket er mig langt mere værd. Det var mig som hørte jeg en Svane snart slaae med Vingerne mod de høie Ætherstrømme, snart dykke ned i det dybe Hav og kløve den hule Brænding idet dens bristende Hjerte henblødte i Toner. - Hvad dernæst har glædet og henrevet mig er de herlige Sager paa Musæet, saaledes at føres tilbage i den fjerne Old. - Jeg har hvilet mig paa en Divan fra Pompei, hvorpaa Læderet endnu var heelt. - De skrev engang til mig at jeg nu ikke vilde være ligegyldig hjemme ved en Ruin, en Mynt - - i de fleste Tilfælde vil jeg vist være det endnu mere end før. Jeg kjender nu ældre og skjønnere Sager. Men Tiden flyver! dette Brev bliver dog først sluttet i Florents efter at jeg har tilbragt Paasken i Rom. - Imorgen reiser jeg altsaa mod Norden! det er en underlig veemodig Tanke! jeg forlader Paradiset her medens det paa en Maade endnu staaer i Knop, seer det ei i sin Sommer-Fylde! kommer ei til Sicilien! Mod Norden, mod Norden, der sidder Jernringen, der skal spændes om min Fod, hvor mine Kjære leve i Sneen og Taagen. Jo, jo! Danmark er et fattigt Land! Italien fik et Fyldehorn af Frugt og Blomster medens vi kun fik en Græstørv og en Slaaenhæk! Nu gaaer jeg ud paa min Altan og vil nedskrive hvad jeg øieblikkelig seer. - Paa Huset ligeoverfor er en hængende Have hvor Træerne bugne af Oranger, Maanen skinner derpaa. - Under mit Vindue koge 4 Gryder med Suppe og Fritelli, en halvnøgen Lazaron spiser der stegte Figner. Nogle simple Karle kaste nærmest til Væg med Apelsiner, (man faaer ogsaa 4 for een Skilling dansk). De smaae Børn have pyntet sig med Apelsinskaller og Grønt, de lege under den blodige Kristus paa Korset, hvor de Fordømte ere malet i Skjærsilden. - Nu synger man Serenade, og Vesuv lyser paa Gjenboens Muur. - Men, nei, det kan ikke blive Dem tydeligt, gid De var her. - Imorgen gaaer Reisen paa fire Dage til Rom! De fik jo i mit sidste Brev til Jette Wulff, at vide om Carnevallet der. De skulle have seet Gaderne forvandlede til MaskeradesaIe, Luften var opfyldt med Confetti og især Mocoli-Aften da millioner Lys paa Stænger og i smaae Ballonner svævede i Luften. - I et af Theatrene, hvor jeg var, blev mit under Dands og Musik Een myrdet i en Loge, mig stjal man min Pengepung fra og gav mig Confetti i Ansigtet, ellers var alt fortræffeligt. - Men De kjender jo Festen derfor ikke mere; i Rom vil jeg fortsætte dette Brev, De skal da faae, haaber jeg en bedre Beskrivelse af Paasken end her af Neapel og dens Omegn; det virkeligt Skjønne, hvor Gjenstandene overvælde kan jeg ikke gjengive. Lev nu vel og er det sildigt, som nu jeg lægger Pennen, da sov vel! naar jeg imorgen vaagner er jo Alt hvad jeg her saae og oplevede en Drøm! Endnu i Aften har jeg seet Vesuv kaste Ild, Lavaen løb i Slange bugter ned mod Bjergets Fod. O hvor det er tungt at gaae mod Norden! sov vel!

Florents den 8 April!

Saa nær er jeg nu Danmark! I Rom vilde jeg have fortsat dette Brev, men da jeg kun var der 8 Dage og der var saa uendeligt meget at selv min Dagbog blevjaget af, har jeg udsat det til Florents. Vi knøtte nu Traaden til hvor jeg slap i Neapel! - Det var pludseligt blevet Vinter den Morgen jeg forlod Neapel. Vesuv var hvid af Snee og saa blæste det afskyeligt; mit Haar var nyligt klippet og Vinden trængte gjennem de aabne Porer, saa at jeg virkeligt leed, men da jeg kom til det yndige Mola di Gaeta, hvor Orangeme vel vare afplukkede, men derimod Citronerne des rigere var det atter Sommer og den sidste Morgen i Terrazina viiste sig saa klar at jeg tydeligt saae Vesuv der til Afsked kastede Ild og Røg mod Himlen; det lod som det fortrød den kolde Afsked det havde taget med mig og nu i det fjerne, gav mig et ret kjærligt Lev vel! - En forunderlig Lykke synes at følge mig paa Hele min Reise, at jeg faaer det Interessanteste at see. Den kongelige Familie fra Neapel var taget til Rom, formodentligt for at tale til Fordeel for den spanske Dronning, paa Grund heraf blev Festen saa praktfuld som mueligt, og Girandolaen fandt Sted paa Engelsborg, noget som ei er skeet i flere Aar. - Gid at De Paaske-Søndag havde været med mig i den mægtige Peterskirke, der ved den uhyre Menneskemasse syntes at voxe; gid De havde hørt Basunerne klinge fra Hvælvingen og da Reliquierne viistes, seet Folket knæle paa den store Plads da Paven gav os Syndsforladelse, De vilde have følt som jeg: for sandselige Mennesker, er sandselig Gudsdyrkelse nødvendig! Denne forunderlige dybe Taushed som herskede lærte mig at der selv i et Intet, thi det er dog Tausheden, kan ligge uendeligt Meget. - Hvad som derimod var mig væmmeligt, var Jødedaaben. Anden Paaskedag hædres altid med at en Tyrk eller en Jøde bliver døbt, denne Gang havde de ikke kunde faaet uden en hæslig lille Dreng med skurvet Hoved, som da der kom Vand paa saae ret utaaleligt ud. Skidne Sko og Strømper havde Ungen, men oven paa alt dette Snavs en glimrende hvid Silkekjole, som Kirken havde givet. Der gik nu Kardinaler og Præster i Prosession, der blev sjunget og ryget, Peters og Pauls Hjerneskaller satte frem og det altsammen for det lille Kræ. - Første Paaskee Aften var hele Peterskirken illumineret. Lamperne vare anbragte saaledes i Arkitekturen at man saae Konturerne af hele Kirken i den klare Luft; efter at have brændt en Times Tid forvandlede det hele sig i eet Nu, hver Lampe blevet brændende Blus og det Hele skete ved Menneskehænder. Flere Hundrede ventede Signalet for i et Nu at skabe dette straalende Guds-Tempel. -Anden Paaskeedag, den sidste Dag jeg var i Rom besøgte Thorvaldsen mig og jeg var at see hans nye, fortræffelige Værk, et Basrelief: Nemesis, der vist kan regnes til noget af det Skjønneste han har gjort, han var ellers noget syg; min Dagbog skrev han nogle kjærlige Ord i, trykkede mig i sine Arme og kyssede mig saa faderligt i det han bad mig kun virke som jeg havde begyndt og huske at Kunstneren var den bedste Dommer af sit eget Værk, naar ikke Lidenskaben henrev ham. De Andre Kunstnere tegnede mig nogle smukke Sager, saaledes Bissen: Valborg der hænger Krandsen paa Støtten og siger: jeg hilser Dig min Kjærlighed god Morgen. Blunck: en Tiggerpige; Koop en Yduna med Æbler der siger at de ikke ere sure! men det er Snak, jeg føler at Udødelighedens Æble, er et suurt Æble at bide i. - Petsholt har givet mig en smuk Skizze i Olie, en Storm ved Ostia, Kückler: mit Portræt! Men det bliver for vidtløftigt at opremse, De faaer det jo see. Denne sidste Aften i Rom fik jeg Girandola. Det var det første Fyrværk jeg har seet, skjøndt jegjo var i Paris til Julifesten. Ildfiske legede i Luften, Vesuv spruddede, deilige Ildkaskader strømmede ned! Det var ganske herligt. I Osteriet hvor de Danske samledes drak man min Skaal og sang et Lev vel nok saa lystigt. - Den l ste April forlod jeg saaledes Rom og var 5 Dage om Reisen her til, jeg tog den øde Vei over Siena for at see denne men da vi fik Storm og Vinterveir paa Bjergene og jeg ikke har Vintertøi, da jeg ikke har kjendt til Vinter sidenjeg var hjemme, var jeg næsten forkommet, men det var ogsaa sligt et Veir at det kommer i Aviserne, der blæste en Pak-Vogn om oppe Bjergene hvor vi kom. Af Reisen vil jeg afskrive Dem fra min Dagbog hvorledesjeg havde det min Fødselsdag, hvor jeg var og hvorledes. Det var den anden Dag paa Reisen fra Rom;jeg laae i en lille By Ronciglione og blev vækket Klokken fire. Kaffe kunde jeg erholde, men Mælk, (Fløde tør vi ikke tale om), var der ikke at faae, Brød havde de ikke, jeg drak da den usle Kaffe og som jeg reflecterede der over, huskede jeg paa at det var den anden April og gratulerede mig derfor til mig selv. - Jeg sad foran i Cabrioletten og havde til Naboe en meget dum Præst, der ikke vidste af Tyskland at sige. Jeg maatte da tale en Slags italiensk og da han nok mærkede at den ikke lignede hans og hørte at jeg var fra Norden, spurgte han mig om jeg ikke var en Milaneser. - Alt som vi kjørte tog Stormen til, der laae Snee paa Bjergene og jeg frøs lige til Hjertet. Efter at have passeret Viterbo blev Egnen mere og mere øde, man havde for Røvere, afbrændt Skoven langs med Veien og her stode de sorte Stubbe tilbage. Det var meget øde og vildt. Saaledes naaede vi mod Middag Montefiascone, berømt, som De veed, ved Fugger der her drak sig ihjel i »est, est, est,« jeg havde bestemt at drikke mine Venners Skaal i denne Viin, men der var slet ingen at faae i hele Byen. Vi kom ind i et usselt Osteria, hvor Vertinden gav mig noget Vand med Salt og Ost, som hun kaldte Suppe og saa maatte jeg være grov da hun forlangte 10 Gange mere for den end en god Suppe var værd. - Hele mit Reiseselskab bestod af Italienere. Inde i Vognen var en Signor Pjereboni med Kone og Svigerfader og da de saae at jeg frøs, gjorte de Plads der inde for mig saa at jeg Resten af Dagen sad ret luunt, medens at Vinden ruskede i Vognen. - Ved Bolsena-Søen var der romantisk deiligt, store Huler, der tabte sig i et Mørke, da jeg sagde at dette var »Caserno di Brigandi« skreeg Signora i Vognen »0 Madonna mia!« Hun var meget elendig for Røvere og da vi i det onde Veir kom langsomt fremt blev det mørk Aften og altsaa usikkert. Forunderlig nok, jeg var ganske rolig og har paa hele Reisen fra Rom til Neapel og nu tilbage hertil, følt mig sikker, ja mere sikker end i Danmark, skjøndt Landsmændene i Rom have spaaet mig at da jeg har en Stjerne for at opleve alt Mærkeligt i Italien, jeg da ogsaa nok faaer Røvere. Endnu er jeg da ikke ude deraf. - Stikke mig ihjel maa de gjerne, saa døer jeg i Italien og kommer ikke hjem hvor der venter mig megen Sorg, megen Fortræd, mere Prøve end et Menneske-Hjerte maaskee kan bære - dog nok om det! I den mørke Aften naaede vi A qua pen den te, hvor nogle smukke, venlige Piger toge imod os i Hotellet, gjorte en deiligt Ild paa Kaminen, solgte os est, est, est, en fortræffelig Muskateller hvori jeg drak mine Venner[s] Skaal og klinkede med de fremmede Mennesker. Signora maatte jeg lære nogle danske Ord, hvoriblandt: Lysesax som hun udtalte saa naivt med et u at jeg ikke tør skrive det! Hun fandt imidlertid at det klang nydeligt. Det var den Dag. - Løverdageftermiddag indtraf jeg her i Florents og residerer nu i »Leone bjanco«. strax da Posthuset var aabent igaar spurgte jeg om Breve fra Hjemmet og fik da fra Dem, Collin og Ørsted, saa jeg blev ret lyksalig og slukte dem alle tre under den gamle Hertugs Statue paa Piazza granduca. Siden ere de ordentligt studerede igjennem og nu vil jeg tale med Dem om enkelte af Deres Yttringer. De frabeder Dem »alt Gnav« naar jeg kommer hjem, det tør jeg ikke love, men jeg skal gjøre det paa en nye Maneer. - De kan ellers troe mig at det eneste jeg længes efter hjemme er i Grunden at tale med Dem og nogle faae andre, ret udtale den Herlighed jeg har seet; ja jeg troer virkeligt, at De ved mig, skal faae en Slags Idee om Italien. O gid at jeg var hjemme - en Uges Tid! Ofte er jeg saa menneskelig at jeg er bedrøvet for at Jette Wulff er borte naar jeg kommer, og dog er jeg lykkelig fordi hun faaer mit elskede Italien at see. Critikkenjeg har talt om, gjælder ikke Agnete, men ene om mig som Digter, der skal have staaet af Molbeck i Maanedskriftet. Nu er jeg roligere, Manden er gal, Folk tale efter Autoriteter og jeg en Nar, som ærgrer mig. Agnete komme en Gang til Ære og Værdighed, det spaaer jeg, men skrive noget mere- ? Nei, nei! intet har jeg digtet her og man har knækket Springfjederen [Edvard Collin i "HCA og det Collinske Huus: Svingfjederen] paa Fuglen. De taler om at jeg kunne faae et Levebrød, gid det var saa vel! men der ere mange Hunde om det Been! da begravede jeg Digteren, som man har myrdet. Gud gav mig det aandelige Adelsdiplom, som man har sønderrevet,jeg er Digter, men jeg kan opgive min Adel og smælte hen i Strømmen. Det er intet mørkt Øieblikjeg skriver dette i, jeg er saa rolig, saa lykkelig, som jeg kan blive det og mit eneste Ønske er: aldrig at maatte give noget nyt Arbeide. Min Lyst, mit Mod, min Sjæls Lykke, hang kun ved een Traad og den har min kjæreste Ven overskaaret; Operationen er skeet og Patienten befinder sig vel. O Gud min kjære Moder, jeg kunde have blevet saa usigelig lykkelig! - Men bort, bort alle Erindringer om Sligt! De forundrer Dem over min Henrykkelse ved Italiens Natur, ved Neapels Herlighed, som De ikke vil fatte. Men tænk dog, der Salighed i at indaande Luften, Havet er skjønnere end vor Vinter Himmel, Vesuv er et flammende Ygdrasil og den blaae Grotte: Ætheren selv. Folket her lyksalige Børn, der troe endnu paa Djævelen, paa Liv i de døde Billeder og lege deres Dage bort. - De skulde see de smukke Mennesker, høre Sangen og see Øerne svømme som Skyer i den rosenrøde Taage, o Gud jeg bliver bedrøvet ved at tænke paa - det er forbi. Tak for Nyhederne, især for Tiber som skal til det islandske Capri. Det er kolde Omslag! - den müllerske Psycke glæder jeg mig til at kjende! gid han maa blive lykkeligere som Digter, end jeg som Menneske. De tale om at forelske mig igjen hjemme & &. Gud i Himlen! De veed jo nok hvor styg jeg er, hvor fattig jeg altid bliver og disse Ting see Alle paa, hvem Hjertet end vælger og det er meget fornuftigt! - Min Fødselsdag var De paa Udstillingen? De kan troe jeg ret tænkte paa Dem! Christian har nu været til philologicum,jeg gratulerer! hils ham og Ludvig ret meget. Til den sidste har jeg en Mynt fra Pestum, som ingen Mennesker kan finde rede i og en anden en fra Amphitheatret ved Capua, men da denne er fra Trajans Tid, har den vist ingen synderlig Værdie for ham. Jeg længes meget efter at tale med Frederik og at drille Dine. O Gud give hun havde kjørt med gjennem Skoven hvor Træerne var afsviet for Røvere! gid hun havde siddet i den lille Baad, da vi saae Skypumpen - gid -ja, gid hun nu ikke bliver lidenskabelig over mine onde Ønsker. Hils Joseph og Viggo og siig til Thorald at hvis han ønsker det skal jeg tage en Flaske italiensk Luft, vel tilproppet hjem, saa kan han smage paa den og maaskee male Luften. - De ønsker at jeg tegner ret meget af; ja fra jeg første Gang kom til Rom og der blev rost - thi roses maa jeg, skal jeg trives - for mine Skizzer har jeg ved alle Leiligheder tegnet, saa at Herts altid drillede mig og har i min Stambog - thi der har han skrevet i - berørt dette og tegnet Vesuv af, som rigtignok ikke ligner, men Meningen er meget god og hans Sprichwort med. Men nu maa jeg tale lidt om Florents; her er det brændende Sommer! Alt er sprunget ud og Arnofloden næsten tør. Galleriet forek[om]mer mig saa bekiendt fra sidst. Venus aander og lever og Niobe staaer som Fortvivlelsens kolde Billede, og vil beskjærme sine Børn. Jeg vilde saa gjerne gribe noget Nyt, det forekommer mig som havde jeg seet al Verdens Herlighed og nu kun Gjentagelser vente mig. Hvor jeg dog er et forunderligt Væsen.

Ørsted siger at hans og min æsthetiske Religion ere høist forskjellige, jeg griber Verdens Dissonanser medens han vil at Digteren skal søge Harmonien, men næsten troer jeg at jeg selv er en Dissonans i denne Verden, der er falden formange Taare paa min Kjærligheds Stræng til at den kan bringe Harmonie og jeg kan opnaae hvad jeg stræbte efter. De forstaaer mig nok ikke, men tydeligere tør jeg ikke tale. Om 8 Dage forlader jeg Florents og gaaer over Bologna til Venedig, hvor jeg skal see Havet, sidste Gang see Havet i Syden, men jeg frygter det ligner ikke Middelhavet ved Neapel. Omtrent den første Mai passerer jeg Padua og gaaer til Verona for at see Amphietheatret og Romeo og Julies Grav. Da siger jeg Farvel til Italien, der i Meget er, som De siger 400 Aar tilbage, men i Meget en Evighed fremad. Her kunde Hjertet drømme kom der ingen kolde Storme fra Norden. Her er Havet en Guds Himmel, Skyerne en Phantasie af Farver, Luften en Gudernes Drik, Jorden koger Druer, Billeder smile fra Husenes Vægge, Byer staae op fra de Døde, man lever i den fjerne Old og med sin Nutid og hver Marmor Gud er en Vola der forkynder den kommende Tids Skjæbne. Her er Phantasiens Hjem; Norden er jo rigtignok Forstandens, men da jeg jo er en Phanthast saa føler jeg mig kun Hjemme i mit egentlige Fædreneland. Jeg frygter usigeligt for at komme Hjem til Kjøbenhavn, jeg forudseer Alt og veed hvorledes jeg vil bære det, jeg er ikke længer Barnet som før. Men hvad der engang staaer paa Brettet maa opfyldes, jeg maa jo gaae min Skjæbne imøde. Gud veed om det ikke var lykkeligere at være et ret eenfoldigt Menneske, en god Skrædder eller Skomager, der sad i sit Værksted, spiiste sin Mad og gjorte engang [om] Aaret en Dyrehavstour og lagde sig saa til sidst paa Kirkegaarden. Men nu levvel! hils lpsens og de af mine Bekjendtere De see!jeg er særdeles vel, lever meget lykkelig og - kommer til Kjøbenhavn. - I München hvor jeg indtræffer midt i Mai, haaber jeg sikkert at faae et Brev post restante, det maa ikke frankeres uden til Hamborg, saa gaaer det sikkrere. Glæd mig endelig dermed, De veed ikke hvor meget godt De derved udvirker. Naar jeg kommer hjem vil De blive tilfreds med mig, haaber jeg, og De skal aldrig see det gamle bedrøvede Ansigt. Jeg er meget lykkelig og vil være det. Lev vel! Lev vel

Deres sønligt sindede Andersen.

[Tilføjelse i marginen s. I:]

NB. Det midterste Tempel er Neptuns, det større ved Siden: Ceres, det mindre: Basilicaen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter