H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Christian Voigt 18. marts 1834

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 18. marts 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Voigt
Sprog: dansk.

Neapel den 18 Marts 1834.

Min kjære eiegode Ven!

Den sidste Dag jeg er her, maa jeg dog tale med dig om al den Herlighed, min Sjæl har inddrukket i dette sande Paradis. Men jeg maa knøtte Traaden fast til Rom, hvor jeg i mit sidste Brev forlod dig, og da løst skizzere den hensvundne Tid, hvori ligger et heelt Menneskeliv hjemme. - Gregoir XVI gav da de Fremmede og sine Romere Karneval. Tre Timer hver Eftermiddag var i 8 Dage Rom forvandlet til en Maskeradesal. Lystigheden begyndte med, at de stakkels Jøder maatte trave op paa Capitoliet og paa en ydmyg Maade bede om Tilladelse til at blive i Rom og istedetfor at løbe selv i Gaden at give en Pengesum og lade Heste træde i deres Sted. Korsoen ): Byens Hovedgade var opfyldt med Masker, Vogn kjørte ved Vogn, og Fodgjængerne snoede sig imellem. Fra alle Sider regnede Confetti ned, en Art Kalkkugler. Hele Kurve fulde hældtes ned paa os. - Den første Dag stødte jeg paa Herts, og nu kan du troe der begyndte en Kamp! Romerne toge Deel deri og raabte til ham: "Bravo Francese!" og til mig: "Bravo Inglese!" - Da min Confetti imidlertid slap [op] maatte jeg ind i en Sidegade at kjøbe for nogle Bajocci, idet jeg nu vil stikke Pengene i Lommen, der var 3½ Scudi (3½ Specier) deri, bliver den revet mig ud af Haanden, og jeg faaer Ansigtet fuldt af Confetti, mens Tyven løber; det ærgrede mig og spolerede mig Glæden den første Dag, det var som jeg i det nye Aar aldeles ingen Glæde maatte faae. - Men jeg vilde nu være glad og søgte at glemme det. Næste Dag var der en Kamp igjen med Herts, hvori jeg var den seirende, han flygtede ind i en Skomagers Boutik, tog et Par Støvler og truede mig med istedetfor den Confetti, han ikke havde. Et lille Eventyr havde jeg med nogle engelske Damer, der ideligt slog Confetti paa mig; jeg sprang da op paa Vognen og nu kastede den smukkeste en Blomsterbouket paa mig, som jeg gjemmer endnu. - Du skulde see denne brogede Vrimmel af Harlequiner, Pjeroter, Hyrdinder etc. og saa det lystige Væddeløb med Heste, som hver Dag endte Karnevalet. Hestene bleve gjort rasende ved at give dem brændende Ild paa Ryggen, de fløi afsted, og tænk dig, de løb midt igjennem Menneskevrimmelen uden at der var Skillerum i den lange ikke brede Gade, dog skete der ingen Ulykke, kun en Dreng blev traadt ihjel. Paa Theatrene var glimrende Festiner, jeg var en Aften i eet og Rygtet gik, at samme Nat blev Een myrdet oppe i en Loge under Musik og Dands, Polletiet søgte ivrigt efter Morderen. Karnevalet endte med Mukolifesten, Enhver løb med et brændende Lys i Haanden, som Modpartiet søgte at slukke. I Millionviis svævede Lys paa lange Stænger fra Vinduerne og Balloner med Voxstabler dalede ned fra de øverste Etager; du gjør dig intet Begreb om det glimrende Syn og den Skrigen, der var. - Dagen efter Karnevalet reiste Herts, Zeuthen og en Nordmand ved Navn Berg sammen til Neapel. Vi maatte betale Reisen meget dyrt, da alle vilde fra Rom, hvor Fasten begyndte. De Danske her, morede sig meget over det Tilfælde, at vi skulle reise sammen og spaaede os megen Morskab. Zeuthen, maa du vide, har paa sit lange Ophold i Rom lagt sig meget efter at ligne de gamle Philosoffer i deres Særhed og ved Mangel paa Fiinhed og almindelig Omgangs-Tone at være piquant. Det gik ellers mod Forventning godt den hele Reise. Paa Albanerbjergene fik vi Snee, men i Sumpene var alt deiligt Foraar. De vilde Bøfler gik i det høie Græs og pladskede i Vandet. Da vi kom til Terrazina, som du kjender fra Fra Diavolo var der ganske Sommer; det deilige blaa Hav hilsede os og vi spadserede under de smukke Palmetræer. Det var just din Gebursdag den Dag og da vi om Aftenen kom til Bords drak Herts og Jeg: Christian Voigts Skaal i rød Kalabreser-Viin og sang oven paa Visen af Fra Diavolo. Zeuthen var saa nobel at klinke med. - Da vi Dagen efter kom til Mola di Gaëta blev vi alle som ude af os selv af Henrykkelse over den rige deilige Natur. Træerne bugnede af Citroner og Oranger, der var en heel Skov af disse, og Havet laae saa uendelig blaat for os med sine Skibe og Øerne, der lignede svømmende Sommerskyer. Fjerde Dag kom vi til Neapel, der efter Paris er, som By, den herligste jeg kjender. Vi havde imidlertid det Uheld at de to første Vertshuse vi kjørte til vare opfyldte. Der holdt vi nu midt paa Torvet. En Mand tilbød os da privat Logie, og Herts og Berg gik for at see paa dette, idet de paalagte mig at sørge for at Veturinen blev paa samme Sted, til de kom tilbage, da de ellers ikke kunde finde ham. Neppe ere de borte, saa kjører han afsted, jeg raaber: han skal holde, og da han bliver ved, skriger jeg paa Zeuthen, som sad i Kabrioletten, at han skal faae Kudsken til at holde. Den gode Magister, som sad hensjunken i sig selv, foer op og spurgte, hvad det var. Jeg sagde, at Kudsken skulde holde o. s. v. - "Ja, svarede Zeuthen, der ere Ingen, som have sagt noget til mig, og [jeg har] ogsaa en Stemme, nu skal han kjøre!" - "Men vær dog fornuftig," sagde jeg, og [raabte] til Kudsken: "holdt!" - Da begyndte Philosophen paa sin Maade at skrige, at jeg havde "en beskidt Kjæve!" og skældte mig saa nedrig ud, at jeg formeligt forsteenede og lod Kudsken kjøre med mig og den gale Mand hvor han vilde. Vi maatte da lade en Dreng gaae efter de Andre og saaledes kom vi til Ro hvor Herts efter at have hørt den Gales Opførsel [udstreget: Paroxysme] tilbød mig at dele Værelse med mig, saaledes oplevede jeg noget lignende som Øehlenschlæger og Baggesen, uden at jeg ligner mig med hiin, at min æsthetiske Uven og jeg bleve Stuekammerater. Herts viiste sig den hele Tid særdeles elskværdig og vi vare begge eenige i, at Zeuthen var et farligt Menneske at omgaaes, som det virkeligt rafler [!] imellem for. Neppe troer jeg ogsaa at det hede Klima og den italienske Viin, som han ikke taaler, virker godt paa hans aandelige Jeg. - Men nok om denne Ubetydelighed. - Vi fik ved vor danske Ministers Hjælp gode Værelser og er blevet indført i flere Huse, især har jeg været meget ude og det baade til Middagsgilde og Bal om Aftenen. - Hvilken Lykke for mig at Vesuv er saa uvenlig. Alt i 3 Maaneder før jeg kom havde det uafbrudt kastet Ild og Lava. Alt første Aften jeg kom saae jeg den røde Lava i tre Strømme, hver saa bred som Peblingesøen, slynge sig ned ad Bjerget og speile sig i den klare Bugt. - En 14 Dage efter vor Ankomst besteeg vi det. Vi kjørte til Herkulanum og saae her de øde Værelser under Aske-Dyngerne, toge nu Æsler og reed mod Aften opad Bjerget. Vi kom over en heel Lavamark, der lignede en udbrændt Verden. Al Vegetation ophørte, og da Æslerne ikke kunde stige længer gik vi med Føreren op ad den øverste Top, der bestaaer af kulsort Aske. Ved hvert Skridt glede vi ½ tilbage, det var særdeles trættende og Herts sank flere Gange udmattet om, vilde endogsaa have givet tabt og blevet tilbage; men Berg og jeg fik ham under Armen og saaledes kom vi efter i en Time hvert Øieblik at have sjunket i til Knæene, op til hvor selve Kjædelen staaer, eller rettere det sidste høie Punkt med Krateret. - Det var en Lava-Slette vi stode paa eller rettere, det var sønderknuste Lava-Klipper. Maanen stod op lige over Krateret og skjultes hvert Øieblik af den beegsorte Røg der hvirvlede op, det blev da sort Nat om os, vi maatte holde hinanden i Haanden indtil det atter lysnede. Grunden under os bævede, en uhyre Ildsøile steeg fra Krateret og gloende Stene faldt ned nogle Favne fra os. For nu at komme frem til Lavastrømmen maatte vi over een der for et Døgn siden havde været flydende, kun den øverste tynde Skorpe var sort men gjennem Spalterne skinnede den røde Ild; der maatte vi nu ud, dersom Skorpen var bristet havde vi sjunket i et Ildsvælg. Det brændte os saaledes under Fødderne at vore Støvler gik itu og vi kunne [!] kun nogle faae Minutter udholde Heden og Svovldampen; foran os strømmede den blodrøde Lava som en tyk Ild-Velling der farvede Skyerne røde. - Det var et Øieblik i mit Liv jeg aldrig vil kunne glemme. - Den største Udflugt jeg gjorte fra Neapel og som skulde erstatte mig Sicilien, var en Reise paa 5 Dage, hvor vi gik ind i Calabrien og saae de skjønne græske Templer ved Pestum der skal staae endnu fra den heroiske Tid.

Jeg vil i Korthed fortælle dig lidt om al den Herlighed jeg her lærte at kjende. - Vi tog fra Neapel til Torre del Anunciata og vandrede derpaa gjennem Viinhaver op ad til Pompei. Hvilken forunderlig Følelse var det ikke at gaae i disse øde Gader, læse Navnene paa Muren af de som boede der, skrevet i hiin Tid. Jeg var i Diomedes Viinkjælder, hvor Viinkrukkerne endnu laae. Theatrene saae ud, som man endnu igaar havde spillet paa dem. Orchester, Scene, Alt var særdeles godt vedligeholdt. - Unge Grædepile stode skudt op mellem Marmor Templerne. Farverne paa Malerierne og Væggene i de enkelte Huse, vare saa friske, og de deilige Mosaikgulve saa lækkre at gaae paa, at det kildrede op i Hjertet. - Samme Dag kjørte vi til Salerno (du behager at følge mig paa Kortet); her var saa mange Betlere at vi eet Sted blev omringet af over 50, der tilsidst kastede Stene efter os, da vi Intet gav dem. Folkene inde i Calabrien er i det Hele som en Slags - Vilde. Vi saae i Salerno Gregoir VII Grav o. s. v. og foer næste Dag med fire Heste til Pestum. Hvilken stolt Natur. Tidsler og vilde Figen voxte over Templernes Gulv. Som Colosser stode de skjønne Søiler [hul i papiret]. Oldtidens Roser som Sybariterne her samlede vare forsvundne, men [hul i papiret] et Violbed, Alt svømmede i Viol-Duft! Da man ikke kan overnatte her, maatte vi endnu samme Dag tilbage til Salerno. Morgenen efter leiede vi en Fiskerbaad og seilede paa det deilige blaae Middelhav, der seer ud som det var farvet. Da vi kom til Amalfi fandt vi det saa smukt, at vi bleve der.

Man fortalte os, at i de sidste 4 Aar havde den strængeste Vinter været 8 Graders Varme. Her var ganske Sommer. Lazaronerne laae næsten nøgne i Sandet, skjøndt det kun var midt i Marts Maaned. Olietræerne vare hentørrede af Hede, og Solen brændte som i Afrika. Vi sad om Aftenen paa Altanen og saae paa det uendelige Hav, der var ganske melkehvidt, Himlen rosenrød og paa Strandbredden sang Fiskerne deres Aften-Psalme til Madonna. Afrikanske Baade laae trukket op paa Sandet og nogle Tunisere sad og røg Tobak paa Klippeskrænten. - Morgenen efter gik vi igjen ombord. Det hele Hav var som et hvaddret Baand, saa svagt krusedes det af Luftningen. Blaaheden lader sig ikke beskrive. Middelhavet ligner slet ikke Vandene mod Norden, det seer ud som en ætherblaae feed Olie. Opad Dagen naaede vi Capri, den skjønne Ø, hvor Tiber svælgede i Vellyst.

Søen begyndte imidlertid at gaae stærkt, og for at see den blaae Grotte, Capris første Mærkelighed, maatte vi i smaae Baade, som kun rummer to Personer. De vippede der som Nøddeskalle. Den blaae Grotte er først opdaget for 4 Aar siden af to Tydskere, der svømmede ind i dette af Indvaanerne kaldte: Hexehul. Man maa næsten den halve Ø omkring for at naae derhen; Klipperne ere lodrette; saa at ei den bedste Svømmer kan rædde sig, kæntrede Baaden; desuden er her mange Haier. Min Roerkarl var en daarlig Makker; jeg kom en halv Time bag efter de Andre! Paa Klipperne voxte røde Søæbler, der i Brændingen saae ud, som Klippen blødte. Indgangen var saa lav at vi maatte sætte os paa Bunden af Baaden; nu kom vi ind i en Hule, hvor Søen var saa stille, som seilede vi paa en fast Masse; Hulen selv saa stor, at vore 6 Baade mageligt seilede bag efter hinanden i en Cirkel. Vandet saae ud som brændende Spiritus, det var som om vi seilede paa Ætheren, og naar vi slog deri, blev Draaberne ganske rosenrøde. Hvælvingen, Baaden, vi selv, Alt saae ud som blaae Æther. O! det var et Tryllerie, som ingen Digter kan besynge, ingen Maler give med jordiske Farver. Næste Dag besteeg vi Ruinerne af Tibers Villa, seilede derpaa til Sorent og gik den deilige Bjergvei, mellem Viinskove og Orange-Haver, langs med Havet, til Castelamare, hvorfra vi kjørte til Neapel. Min onde Stjerne vilde, at jeg skulde komme paa Vogn med Zeuthen denne Tour, men ved en aldeles Taushed søgte jeg at undgaa hans Udbrud; dog fik vi Leilighed til at see, at han ikke engang er godmodig. Vred over at jeg ikke vilde boe sammen med ham, eller Gud veed hvad, gjorte han Følgende. Herts sidder paa en anden Vogn og idet denne krydser vor, gjør Herts Tegn til mig og jeg kaster med Fingeren et Kys til ham. Nu bryder Zeuthen ud: "see hvor de to spiller Komedie! Ja Andersen vil vinde ham, og jeg troer det lykkes!" og nu fortæller han i min Nærværelse to Fremmede i Vognen, hvilket Forhold der havde været mellem os i Dannemark. Jeg sagde det ogsaa til Herts med det Tillæg, at da han behandlede mig med Venlighed, var det min Natur imod at være anderledes end jeg var, men at jeg slet ikke handlede af nogen Hensigt. Herts blev da meget vred, og Magisteren har neppe spundet Silke derved. Jeg vil slet ikke omtale, hvorledes han i Gjæstgiverstæderne gjorte sig til Nar ved sit Væsen, hvorledes han ved Bordet spøttede, ræbe[de] etc. som den pantsatte Bondedreng blot for, som han troer, at være naturlig. - I en Kro tog han ViinfIasken, som var tom, og vred derover kastede den i Steengulvet, men blev yderlig forknøt, da vi Alle loe ham ud, og Vertinden opløftede sit frygtelige Skriig. "Hvad koster den? Hvad koster den ?" spurgte han i Hast og greb i Lommen. Tidt har han saaledes inderligt moret mig. Men nu nok herom, han fortjener for sit Galskab og sit onde Blod at gjøres latterlig, og jeg har Grund og Ret at gjøre mit dertil, hvilket jeg ogsaa har sagt ham. En meget interessant Tour gjorte jeg for nogle Dage siden til Øen Ischia. Vi kjørte ud gjennem Posylypgrotten, der er en hulet Hvælving gjennem Bjerget og strækker sig næsten en dansk Fjerdingvei, saa at den Dag og Nat er oplyst med Lamper. Tæt ved ligger Digteren Virgils Grav, hvorfra jeg her sender dig et Blad. Vi gik nu til Agnano-Søen og saae Hundegrotten, hvor en syndig Hund blev lagt og fik Krampetrækninger. Grotten selv seer ikke større ud end et Sandhul hjemme. Jeg var selv derinde og lugtede til Jorden, det var saa afskyelig en Stank, at Fanden ikke kan efterlade sig den bedre, og den Lugt maatte vi hver give 24 Skilling dansk for. - Derpaa saae vi Pozzuoli; vandrede i Gravgaden, i de gamle Templer, hvoriblandt Jupiter Serapis's tiltalte mig. Søevandet stod over hele Gulvet, og Fiskene løb der over det hvide Marmor; som vor danske Poet i Rom: Bøtcher siger: "Aalen legede paa Gudindens hvide Marmorbryst". - Siden drog vi til Lucriner og Avernersøen, hvor vi kikkede ind i Underverdenen og kogte Æg i det kogende Vand, der strømmer ud af Nero’s Bade. Du skulde have kravlet med os omkring i Solfataras Svovlkrater, seet den grønne Røg piple ud af Fjældet og Svovlet koge ved dine Fødder, det var en sand Næse-Nydelse, men saa drak vi Falerner-Viin bag efter og tænkte paa Horatz, der havde besjunget den. I det gamle Bajæ staaer Veneris og Mercurs Templer endnu i god Stand, blomstrende Mandeltræer skyggede over de gamle Mure. Med en lille Baad seilede vi fra Bajæ om Kap Mysenum, men nu fik vi slig en Søegang, at vi maatte have Seilene ned og det var næsten umueligt for Roerkarlene at arbeide imod. Da vi kom forbi Procida, reiste der sig ude paa Søen, nede imod Gaeta, en Skypumpe, der som bekjendt trækker alt med sig eller hvirvler ned i Dybet. Nu kan du troe der blev roet, og jeg først blev let om Hjertet, da jeg var paa Klippegrund. Paa Ischia var ellers ganske Vinter, og her saae vi første Gang bladløse Træer og Sneen ligge nogle Tommer over Jorden. Vi besteeg Klipperne, gik i det udbrændte Krater og saae de velgjørende Bade. Hjemtouren var endnu ubehageligere. Søen var ganske seladongrøn og med Skum, og vi blev af Brændingen næsten kastet mod Klipperne; vi droge nu til de elysæiske Marker, hvor vi med eet fandt Sommer og styrkede os med den deilige hvide Lacrymæ Christi, jeg troer Jordens bedste Viin. - Gid jeg kunde tydeliggjøre dig det ubegribelige Farvespil, som Naturen her fremviser. Hver Aften gik jeg ved Neapels Strandbred, og hvergang viiste sig en nye Scene. Du skulde see, hvorledes Luft, Hav og Bjerge smælte hen i det deiligste Lilla, de halv nøgne Fiskere med deres kraftige brune Lemmer trække Baadene op paa Land. Ofte er Vandet azurblaat, Bjergene ganske rosarøde, og Øerne svømme som Skyer paa Vandet. I de sidste Aftener har det været forunderligt gribende. Vesuv ligger med Snee, og henad denne løber den blodrøde Lavastrøm, der skinner ganske rød paa det mørke Vand. - Det er en sand Feeverden, jeg nu skal forlade! O Gud, imorgen er det Hele forbi for mig. Det var en Drøm, en smuk Drøm, som jeg aldrig drømmer meer. Fra Kunstens Side har jeg ogsaa været heldig ved at træffe her Verdens første Sangerinde: Mad. Mallibran. Jeg har hørt hende i 3 Stykker, i Bellinis yndede Norma, i Il Barbiere di Seviglia og i La prouva d’un Opera Seria af Gnecco. Den berømte Lablache spilte Figaro, og det ganske mesterligt. Neapels Musæum er særdeles riigt, og der ere utrolige Skatte fra Pompei. Jeg har hvilet mig paa en Divan derfra, hvor endnu Lædder [!] og Fryndser vare hele. Deilige Tegninger paa Vaserne og smukke Malerier. - Den kongelige Familie har jeg i Dag, til St. Josephs Fest, seet i Kirken; denne var overalt behængt med Buxer, Frakker, Fruentimmer-Kjoler, Klokker etc. etc., saa den havde Udseende af et mægtigt Klædeskab. Man giver nemlig paa Sanct Josephs Dag Klæder til 800 Fattige, og alle disse Klæder hænger under Loftet af Kirken og Pillerne om Altret. - Apelsinerne faaer man her 4 a 5 for en Skilling dansk. Lazaronerne spille nærmest til Væg med dem. Alle Folk koge og arbeide paa Gaden. Alt er Sang og Lystighed. Det er en herlig By, et Velsignelsens Land, o jeg kan græde ved at tænke paa, at imorgen gaaer det mod Norden, mod det ærlige, trofaste Norden, men hvor der er koldt, meget koldt. Taage er vor Sirocco, Pile vore Oliven og sure Skovæbler de gule, deilige Oranger. - Lev vel! Lev vel! imorgen skal jeg sige det samme til mit Sydens Paradiis, hvor Vandet er som Nordens Himmel og hvor Bjergets Ild skaber Skyer og koger Druer, hvor Marmor Guderne staae op fra de døde, og Oldtidens Byer voxe frem med det nye Grønne. Lev vel! Lev vel!

Florents den 9 April!

Hertil er jeg kommet. Altsaa et Stykke nærmere dig og Hjemmet end sidst, da jeg skrev. I Rom vilde jeg have fortsat Brevet, men da jeg kun var her 8 Dage og der var saa meget at see, maatte jeg opgive det. Altsaa begynde vi nu ved Reisen fra Neapel. Det var en frygtelig kold Morgen, Vesuv laae ganske hvid med Snee, Vinden var bidende og stærk, det var Italiens første Vinterdag, saa kold en Afsked havde jeg ikke troet at Neapel vilde tage med mig, men alt samme Eftermiddag, da jeg besaae Amphitheatret ved Capua, blev det Foraar; Mandeltræerne blomstrede i det varme Solskin. I Mola di Gaeta vare Apelsinerne plukkede af siden sidst, men nu bugnede Skoven med Citroner og Pomerantser. Et forunderligt Held følger mig hele min Reise, at jeg altid faaer det Interessanteste at see. Da hele Kongehuset fra Neapel var i Rom, gjorte Paven Paasken saa glimrende [som] mueligt. Du skulde Paaskesøndag have seet den herlige Peterskirke, der ved den uhyre Menneskevrimmel syntes at blive større, du skulde have hørt Basunernes Lyd, da det Helligste fremviistes og seet fleere Tusinder synke paa Knæ, du havde vist knælet med dem. Peterspladsen var ikke halv opfyldt, skjøndt 2/3 af Roms Indbyggere og alle Fremmede var der; Paven gav os Syndsforladelse og Velsignelse; mit Øre inddrak den deilige Musik, og mit Øie saae paa den klare Himmel og de smukke Pige-Øine rundt om; for denne sidste Synd havde jeg Pavens Tilgivelse. - Anden Paaskedag var der stor Stads, som ret var mig væmmeligt. Det er nemligt Skik, at denne Dag døbes Jøder og Tyrker; iaar havde de kun faaet Fingre paa en lurvet Jødedreng paa 7 a 8 Aar. Drengen havde et skurvet Hoved, og da Vandet kom deri, klistrede de faae Haar sig fælt sammen paa det halvnøgne Hoved. Skidne Skoe og Strømper havde han da ogsaa, men oven paa Alt dette, havde Kirken givet ham en glimrende hvid Silkekjole. For dette lille Kræs Skyld gik Cardinaler og Præster i Procession, der blev sjunget og ryget, Peters og Pauli Hjerneskaller satte frem - O det var ækelt! - Heller vil jeg fortælle om den smukke Illumination Paaskeaften. Hele Architecturen af Peterskirken var besat med Lamper, saa at man saae i Ild- Kontur den hele Kirke med sin mageløse Kuppel. I et Nu forvandlede det Hele sig! Hver Lampe blev et brændende Baal, og hele Forvandlingen skete ved Menneskehænder. Flere Hundrede ventede paa det afgjørende Signal. Anden-Paaskedag, den sidste jeg var i Rom, fik jeg mange smukke Tegninger til min Stambog, Thorvaldsen skrev nogle kjærlige Ord, trykkede mig i sine Arme og kyssede mig saa faderligt, idet han bad mig med Mod gaae min bestemte Vei og ikke bryde mig om Mængdens Skrig og alle deres usle Domme. Om Aftenen saae jeg det herlige Girandola, som i flere Aar ikke har fundet Sted.

Vel saae jeg i Paris, til Julifesten, Fyrværkerie; men dette overgik Alt af denne Slags. Ildfiske legede i Luften. Vesuv spruddede, Ildkaskader strømmede, og Flamme-Balonner tabte sig i det Uendelige. - Om Aftenen drak de Danske min Skaal og sang et Lev vel! Herts skrev i min Stambog noget morsomt Drillerie og tegnede et Billede dertil, som ret morer mig. Det var ret lystige Dage og jeg fik i disse dit kjære Brev, som glædede mig saa meget. Jeg vil nu tage det frem igjen og see, hvad det var, jeg har tænkt burde besvares. Du siger, at det ørste Brev jeg sendte dig fra Rom var det interessanteste af alle de du har faaet! Nu, jeg troer dette er interessantere, i det mindste have de Ting, jeg har mældt dig i dette, været mig de interessanteste (Napoleons Støtten undtagen), jeg har nydt paa min Reise. Troe ikke at det er af Bitterhed jeg roser Italien paa Danmarks Bekostning. Kartofler er vel en herlig, velgjørende Frugt, men Oranger ere dog langt smukkere! Hvad Molbecks Kritik angaaer, da var jeg en Nar at jeg lagde den paa Hjertet, naar jeg kommer hjem vil jeg bruge den til min Bagdeel. Hvor kan det kolde, prosaiske Menneske, hvori der ikke er Gnist af lyrisk Følelse, bedømme en lyrisk Digter, fordi jeg ikke passer til hans trekantede Kiste, er jeg derfor ikke forkastelig. Det er en mageløs Egoisme at sige: det er galt og slet, som ikke behager mig. O hvor han skulde vadskes!!! Men Møllebækken kommer nok paa det Tørre. bene! Hvad min Virken som Digter ellers angaaer, da har jeg i Italien ikke skrevet et eneste Stykke. - Al min Lyst dertil er borte, man har overskaaret Svingfjederen og jeg har ikke isinde oftere at flyve mod Solen. Du veed ikke, hvad jeg har lidt og naar jeg tænker paa Hjemmet, paa al den Sorg og Lidelse som venter mig der, da kunde jeg tidt glemme, at man bør gaae Livet igjennem, selv om man ikke er til mindste Nytte! - Jeg tænker tidt paa, gid jeg dog var smuk eller riig og havde saa et lille Embede, saa giftede jeg mig, arbeidede, spiste og lagde mig tilsidst paa Kirkegaarden, det kunde være et behageligt, et lykkeligt Liv, men da jeg er styg og bliver altid fattig, saa vil ingen have mig, thi det see Pigerne alene paa, veed du nok, og det er jo særdeles rigtigt; jeg vil da som en sølle Tidsel staae ene hele mit Liv og blive spøttet til, fordi det faldt i min Lod at faae Tornene. - Men bort med alle disse fornuftige Griller! Jeg er glad, jeg er saa lykkelig; som jeg kan blive det, men Digteren er død, ham har man myrdet, maaskee faaer jeg i den anden Verden det komiske Indfald at stævne mine Mordere, - - dog det er jo overspændt Sludder, som alle Hjertets gode Følelser naar de mangle Snørliv! - Til min Reise vil vi nu vende os, det er morsommere. Den første April forlod jeg Rom og valgte den øde Vei over Siena da jeg har rejst over Terni og Perugia før. Siena er den eneste By der er noget ved paa hele denne Fart og jeg vil derfor indskrænke mig til at meddele dig, hvorledes jeg havde det den anden Dag paa Reisen; da det var min Fødselsdag. Du har dog da tænkt paa mig? - Jeg laae Natten forud i en lille By Ronciglione og blev kaldt paa Klokken 4 om Morgenen. Kaffe fik jeg; men Mælk eller Fløde, sligt Slikkerie kjendte man ikke, selv et Stykke Brød kunde jeg ikke faae. Idet jeg reflecterede over denne slette Frokost, faldt det mig ind: det er jo min Fødselsdag, og saa gratulerede jeg mig til mig selv! - Hele mit Reiseselskab bestod i bare Italienere, jeg maatte da træde op i dette Sprog og traadte da, som en Høne i Blaar. Min Sidemand i Kabrioletten var en meget dum Præst, der, da han nok hørte at mit italienske ikke var saa ganske lignende hans og fik at vide at jeg var fra Norden, spurgte mig om jeg var en Milaneser. - Det var da saa hundekoldt oven paa Heden i Rom, og saa blæste det en Storm, saa en Pakvogn gik omkuld oppe paa Bjergene. Det sneede og haglede og jeg frøs lige ind til Hjertet. Henimod Middag efterat have paseret Viterbo, kom vi til Montefiascone, berømt, som du veed, ved Fugger, der her drak sig ihjel i L'est, est, est, jeg havde besluttet at drikke mine Venners Skaal i denne Viin, men der var ingen at faae i hele Byen. Vi kom ind i et usselt Osterie, hvor Værtinden gav mig en Suppe kogt paa Vand, Salt og Ost og forlangte saa omtrent 3 M. dansk for en Tallerken af denne Kraft-Suppe. Jeg maatte da skjændes med hende, sige, at jeg ikke var nogen Engelænder, og sætte Armene i Siden, saa fik jeg den for 12 Skilling dansk, hvilket var 11 Gange mere end den var værd. Inde i Vognen sad en Signor Pierreboni med Kone og Svigerfader, de vare saa ædle at indvitere mig ind til sig, da jeg frøs saa stærkt. Nu sad jeg da ret luunt, medens Stormen ruskede i Vognen, men vi kom saa langsomt frem, at det blev Aften før vi kom forbi Bolsenasøen og Nat før vi naaede vort Qvarteer Aquapendente. Signora var meget elendig for Røvere. Egnen er ogsaa særdeles vild, og skjøndt Skoven er brændt af langs med Veien for at der ikke skal være Smuthuller for disse godt Folk, bliver Egnen ikke sønderligt venligt ved disse sorte Træstubbe og ved de enkelte Kors man har opreist der antyde at her er en Reisende blevet myrdet. Forunderlig nok jeg havde ikke Tanke til Frygt, den forlod mig ved mit lange Ophold i Rom, hvor Alt var saa sikkert, og hvor jeg hjemme havde tænkt mig det saa forskrækkeligt. Folk snakke ogsaa formeget, man vil være interessant, og saa kommer de med deres Røvere. - Dog - lad mig tie, jeg er jo endnu ikke ude af Italien, og den Vei, jeg skal hjem ad, er ikke sikker. Aviserne mælder, at Postvognen er plyndret. Maaskee Veturinerne ere sikkrere. I Aquapendente fik jeg da est, est, est og drak nu mine Venners Skaal her blandt de fremmede Mennesker. Ved Bordet maatte jeg lære Signora nogle danske Ord, især fandt hun Ordet Lysesax yndigt, men hun udtalte det ogsaa Lusesax og gav Begyndelsen Fortrinet for sin Velklang; "Luse" sagde hun, "O molta bella !"" Fortæl Hillerup det, samt lidt mere af Brevet. Jeg tænker det vil more ham. Siig ham, at de Danske, han levede med i Rom, have ham i venlig Erindring, og at jeg tidt tænker paa ham og glæder mig til at slaae en Sladder af med ham om Caffe greco, Kneipen, Ponte molle, gamle Reinhard o.s.v. o.s.v., ikke at tale om alt Andet, der staaer i alle Reisebeskrivelser. - Det forbandede florentinske Blæk, jeg [kan] knap læse, hvad jeg selv skriver, gid det bare ikke bliver til hvidt Papir det Hele før det kommer over Alperne. Løverdagen den 5 April kom jeg her til Florents, og Dagen efter indtraf Magister Zeuthen, samme Tour som jeg, men du kan nok vide, at jeg heller altid var en Dag forud for ham. Ved min Ankomst her fandt jeg et meget interessant Brev fra Ørsted, en Slags Kritik over Agnete, som var mig meget kjær, skjøndt som han selv siger, vi hver have vor forskjellige æsthetiske Religion, og altsaa dømme fra forskjellige Synspunkter. Ved et Brev fra Christ. Winther har jeg her i Florents gjort Lystspildigteren Berthis43 Bekjendtskab, han har besøgt mig og lovet mig sin bedste Komedie. - Seer du Chr. Winther da hils ham ret meget fra ham, han blev særdeles glad for Brevet. Siig til Winther, at jeg haaber han ligesaa venligt erindrer mig, som jeg tidt og inderligt tænker paa ham. Det er et herligt Menneske og en ægte Digter, hans Træsnit vil holde sig naar de Andres forlaarne [!] Marmor-Templer er gaaet over til Gruus og Nix! - Men for at gaae fra Zenith til Nadir, den anden Winter er jo død og Wosemose gaaet op i Raketten? Men hvad har egentligt Tiber gjort, at han skal til det nordiske Capri? Er det for Hedetøi man bruger islandske kolde Omslag? Det maa du endeligt fortælle mig noget om! Høren sie? Skriv bestemt til mig de første Dage af Mai og send dit Brev til München post restante. Det maa du, dersom dette Brev har moret dig og - Du holder noget af mig. (Send dit Brev bort før 8de Mai). - Nu veed jeg ellers ikke mere Nyt at fortælle, uden at Hertuginden af Toscana skal i Barselseng; jeg mødte hende igaar i Haven ved Palazzo del pitti og hun nærmede sig meget Skjønheds Linien i Rundhed. Damerne her ere slet ikke smukke, nei, Neapel, det var en By!!!!!! Dersom der kommer noget Sladder om Agnette eller noget Moral til mig, saa giv mig en Prøve deraf. Hils Arnesen ret meget, Jacobæus, Graae og alle vore fælles Venner. Bring din Frue og hendes Døttre min Compliment og det idag. Ret selv Skrivefeilene i dette Brev, thi det er for langt, til at jeg gidder læse det igjennem. Slaae en Konvolut om indlagte lille Lap, der, som du seer, indeholder nogle Notitser for Liunge, og send ham det saa fra mig. - Fortæl mig noget om, hvorledes Ravnen tager sig ud med den nye Forandring. Bevar vel alle Placaterne, som du har lovet mig, siig mig om Skibet er givet og hvor ofte Dronningen paa de 16, Bruden fra L- og Sligt er givet eller om det hele Stads er lagt hen. Dersom jeg kommer hjem i September, vil jeg den lange Vinter ret savne min lykkelige Jette Wulff, der da er i Italien. Hun er vist, naar du faaer dette Brev, alt paa Veien hertil, men da hun holder sig til Søen og jeg til Landjorden, mødes vi desværre ikke. Du vil vist ogsaa have meget travlt med din Examen, naar jeg kommer - saa at jeg ogsaa maa undvære dig en stor Deel. Jeg er ellers blevet en lidenskabelig Skizzemager, min Mappe er fuld af smaae Vuer her fra Italien, jeg puttede gjerne det hele Land i min Lomme. Hils dine gode Forældre og Sødskende fra mig, og naar du skriver Johan til, da fortæl ham lidt om mig og siig, at jeg venter til Efteraaret at møde ham i Hamborg. Gud bevares Hamborg! saa er man jo allerede hjemme. Jeg synes selv at Wien og München er som man havde det ene Been paa Dørtrinet. Europa er dog kun en lille Stump at bereise! Hvem der dog kunde komme til Amerika, det var noget! Lev nu vel! her har du haaber jeg en halv Times Læsning og det med Gammelt og Nyt. Lev vel.

Din broderligt sindede Andersen!

Tekst fra: Riborgs Broder. H. C. Andersens Brevveksling med Christian Voigt