Du har søgt på: +"1855-08"*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 1. august 1855
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 329. Fra Henriette Wulff.

Classens Have d 1ste August 55.

Min kjære fortreffelige Ven!

Siden Deres sidste Brev, jeg modtog for 8 Dage siden, har jeg dagligen ønsket at tale lidt med Dem, at takke Dem for det kjære Brev, men bestan­digen bleven forhindret; nu i dette Øjeblik ved at læse i Avisen om Jord­rystelsen i Syd-Tydskland,3024) hvor just De opholder Dem, griber mig en Ængstelse for Dem, der bringer mig uopholdelig til Skrivebordet; ikke at jeg troer der just er hændet Dem Noget, men jeg er dog ængstelig for hvad Virkning det kan have haft paa Dem, da De er langt fra vel i denne Tid; dog med Guds Hjelp, kan Rejsen og dens Afvexlinger have gjordt Dem godt, og at De føler Dem bedre siden Deres sidste Brev, gid jeg ret snart maatte høre det fra Dem!

Deres sidste Brev fra Maxen, den Dag De havde isinde at tage derfra, var velsignet som altid, det morede mig at høre om Deres lille Udflugt i Bjergene, hvor De læste højt »Svanereden«, og siden om Stedets Forskjøn­nelse. At Deres Fyrretræ staaer kraftigt og sunt er et godt Omen - men det er jeg jo rigtignok vandt til at see, at Vor Herre lægger sin Velsignelse i hvad De foretager Dem. At De tænker paa at opgive Rejsen til Italien finder jeg gandske naturligt, og er glad derover; jeg troer Klimatet er slet ikke for Dem, saa afvexlende og raadt det er om Vinteren i Rom, og alle de italienske Staters Tilstande ere ogsaa saaledes

i alle

Henseender, at man gjør bedst i at skaane sig for den Smerte at være Vidne til al den Ulykke og Undertrykkelse! Jeg er kommet til den fulde Overbevisning, at man maae være en topmaalt Egoist, hvis man kan føle sig tilfreds i Italien. ­

Men lad os komme lidt til Deres ny Bog, kjære Ven, som gjør en bestan­dig stigende Lykke, hos alleslags Mennesker, hvem der blodt har en eeneste aandelig Stræng i sig, der kan bevæges! De spørger mig, kjæreste Andersen, om min Mening om de episoder om Fru Hartmann - og Ørsted; De har flere Gange selv, baade muntlig og skriftlig talt herom, men jeg har ikke haft Lyst at indlade mig herpaa, - da det er de eeneste Punkter, hvor jeg ikke kan harmonere med Dem! Nemlig - at Deres apotheose

af Fru H: forekommer mig forceret - overdreven, og det eeneste Sted i Bogen, hvor De gjentager Dem, og er lidt bred; - Ørsted - hvis Død intraf paa samme Tid, staar som - Menneske og som han er givet af Dem i sit sidste Øjeblik - meget i Skyggen; og har man fulgt Dem i Deres høje Begejstring for Fru H: føler man lunkent, og Ørsted's Død næsten som en mindre betydelig Begivenhed eller Tab! Dette Intryk har det gjordt paa mig - og jeg blev bedrøvet derved, jeg veed egentlig ikke hvorfor, men jeg havde ventet mig Ørsted mere inderlig, mere begejstret behandlet, som - Fru H: - hvem jeg jo ikke har kjendt, og kan altsaa ikke føle det for som Ørsted; og jeg troer nok at det saaledes er gaaet Flere -. Siig mig nu, min kjære gode Ven, om De synes jeg her er aldeles ubillig i min Mening, eller om De troer, der kan være lidt i den. Jeg kunde udvikle Dem min Mening langt omstændelige[re] desangaaende, men De vil nok forstaae mig, og saa vilde vi springe over alle Vidtløftigheder. De kan troe, jeg har daglig stor systerlig Glæde i Hjertet over Dem, ved idelig at høre Deres Lovtaler og Priis fra alle Kanter, det er ogsaa en af disse store Velsignelser jeg har at takke Gud for, at opleve at see Dem paa den Plads De bør indtage, som Dem tilkommende!

Hvor er De nu, kjære Andersen? Jeg tænker mig Dem hos Kong Max,3025) som De jo ærer og elsker, og skjøndt jeg jo ingen Kongeelsker er, vil jeg dog glæde mig hjerteligen ved at vide Dem med hvem De elsker, og (entre nous) er jeg ogsaa vis paa det er en ædel Sjæl - naar De holder af ham; De veed nok min Tillid til Dem er saa godt som ubegrændset! - Og det er jo gandske naturligt, naar man kjender Dem som jeg gjør. Skulde De alt være gaaet til Schweitz faaer jeg det nok at vide, og hvor jeg skal sende mine Breve efter Dem; træffer De Fru Kerr og lille nysselige Maggie,3026) da vil De hilse dem paa det venligste, jeg faaer dem vel neppe at see før jeg drager over salten Sø, som bliver vel i Slutningen af denne Maaned, directe til Madera; Gud give De

vilde rejse med os, kjæreste Andersen, hvor godt vilde De have af et Vinterophold i et saadant varmt, stadigt, yndigt Klima, spise Vindruer og Banana, og leve med den mest henri­vende Natur, og naar De vilde (havde Lyst), i en Kreds af Mennesker der elske - og beundre Dem! - Men - Havet -! Hører jeg Dem sige. Ja det er slemt at De ikke holder af Havet; men jeg troer det er fordi De ikke er rigtig fortroligt med det, kom ud paa Oceanet engang, og De vil see Noget, - der er værd at see, og der er værd at beskrives af Dem! Troede jeg det kunde hjelpe Noget vilde jeg skrive Ark fulde for at bevise Dem hvor rigtigt det var af Dem - men destoværre, har jeg langt fra den Tillid til mig selv, at jeg troer det vilde hjelpe, og jeg maae altsaa mod min bedre Overbevisning lade Dem sidde i denne Muddergrøft - hvor De dog ikke føler Dem rigtig tilpas. Tænk dog derpaa; var det ikke muligt?

Jeg længes efter den kjære Ø, som en Skibbruden, der sidder paa et Vrag, og øjner den dejligste Kyst i det Fjerne, med Haabet at blive reddet derhen; men dette er dog meget at forstaae i en lidt legemlig Henseende, thi det er mine legemlige Smerter, der er bleven til en reen Jobsjade af rheumatisme, som jeg haaber gandske sikkert at faae Lindring for i det herlige Himmelstrøg. Det vil jo gaae mig til Hjerte at sige Farvel her til Alle de Elskede, især til Ida og Henny! Og hvem veed for hvor lang Tid? Og naar seer jeg min gode broderlige Andersen igjen?

Seer De min kjære Ven, lever jeg, er det dog lidt urimeligt bestandig at flakke her tilbage mod Norden hvær Sommer, som Trækfuglene, de gjøre det dog lidt lettere; saa jeg vel ligesaa godt faaer give Slip paa den Tanke at jeg kan »leve« i dette Klima - og døer jeg - ja - da har vi jo en Evig­hed at leve sammen - Alle!

Fra Broder Chr: har jeg de venligste Hilsner, det var hans Fødselsdag i Gaar, vi To kjørte ud i Skoven, rigtig ind i den, hvor der ingen Folk var, og nød al den Skovdejlighed en heel Dag; paa de aabne Enge duftede Høet saa velsignet; jeg laae længe i en Bunke og blev ret vemodig i det jeg lod Tanken see tilbage til saa mangen Barndoms Dag, tilbragt saaledes ved at tumle mig i Høet, og følte nu ved maaske sidste Gang at see den danske Sommer at Hjertet er dog bunden til det Sted, hvortil Barndoms Errindrin­gerne ere knyttede. Paa Mandag d 6t kommer Koch's fra Norge, det er Gudskelov lidt bedre med Koch, og de har haft et behageligt Ophold deroppe. Min egen elskede Henny kommer samme Dag hertil med Cadet­skibet,3027) saa det bliver en rigtig Glædes Dag, med Guds Hjelp! Brevene fra og om

den kjære Sjæl, have jo i højeste Grad været glædelige, han er jo rigtignok en ægte Perle!

I Aften kommer Grimur her med en Englænder, Correspondent for Times, Mr. Phillmore,3028) jeg glæder mig til at tale med dem begge om min gode Ven - H. C. Andersen!

Men nu et hjerteligt Levvel til denne gode Ven, Gods Blessing with you!

Skriv mig snart til og omstændeligt, og siig allerhelst at De er rask og glad!

De omfavnes af Deres systerlige Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost