Du har søgt på: +"1855-08"*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 13. august 1855
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Den 13. August 1855.

Min inderlig kjære Ven!

Jeg skriver Dem ikke blot disse Linier til for at takke Dem for det venlige Brev, som De sendte mig, men ogsaa for at bevidne Dem min Erkjendtlighed for en anden af Deres poetiske Productioner, som jeg ikke ret har talt med Dem om. Jeg læste forgangen Dag, det var netop en deilig Sommerdag, paa hvilke slige Digte gjøre et dobbelt smukt Indtryk, den lille Bog igjennem paany, som De har kaldt Historier; jeg kan ikke nok sige Dem, hvor jeg følte mig tiltalt af flere af de Eventyr og Fortællinger, der her ere samlede. Fornemmelig var det "Aarets Historie", der denne Gang greb mig. Det var netop saadan en Sommerdag med Solglands og Sommerfugle, hvori man hørte Biernes Surren i Græsset, og hvor for Resten intet Blad bevægede sig, saa man ligesom mærker de hemmelige Aanders Tilstedeværelse og Virksomhed, der væve de grønne Sommertoppe og farve Blomsterne og betragte os med deres blinkende Solblink igjennem Træernes Blade; da læste jeg igjen Deres "Aarets Historie". Det er et særdeles deiligt Digt, fuldt af Følelse, Fylde og Digterphantasie. Det er netop et af de Eventyr, hvoraf De har skrevet flere, og som jeg sætter allerhøiest, hvori De viser, at der i den dristigste Opfindelse ogsaa ligger den høieste Sandhed. Og saadan skal det være; jo dybere Roden gaaer i Sandhedens Jordbund, des friere og kjækkere kan Toppen vifte mod Skyerne, høit i Luften, baade i Sollys, i Aftenglands og ved Stjerneskjær. De har i dette Digt tillige symbolisk udtalt al den Foraarsglands, Sommerfylde og Efteraarsveemod, der kan ligge i et Menneskeliv. Saadan skal det netop være i dette Slags Digte; noget Lignende har De gjort i Deres "grimme Ælling" og i mange andre af Deres Eventyr, hvori der ligger mere Poesie end i mange, berømte, lange Digte. "Hun duede ikke" og "Ib og lille Christine" ere ogsaa meget smukke Fortællinger; baade Deres milde Menneskehjerte og Deres Humor, hvorved De er i Stand til at lade en Hane eller Høne i en Hønsegaard parodiere den menneskelige Daarskab, saaledes som den gebærder sig baade i store og smaae Kredse, baade i store Selskabssale og i dunkle Kjeldere, ere mig usigelig kjære, hvor jeg finder dem, og man finder dem meget ofte hos Dem. Deres "Mit Livs Eventyr" er, saa vidt jeg har erfaret, læst med megen Interesse; jeg talte netop for et Par Dage siden med Cultusministeren derom, ligeledes med Etatsraad Krieger og flere Andre; de ere Alle enige derom, at det besynderlige Livs-Eventyr, som De deri giver os, gjør et digterisk Indtryk, og da det nu ovenikjøbet har det forud for andre Digte, at det virkelig er oplevet, saa læser man det med dobbelt Fornøielse. Jeg skal ikke negte for Resten, at jeg ofte er bleven forbittret under Læsningen deraf over al den Kulde og persiflerende Malice, vore Landsmænd mod Dem have lagt for Dagen; men, Gud være lovet, Modvægten mangler heller ikke; har der i Deres Liv været megen Skygge, saa har der og været meget Lys deri, og Lysglandsen tiltager med Aarene, det er det Bedste! - I denne Tid har Poesien lidt et stort og uerstatteligt Tab; Atterbom, Forfatteren til "Lycksalighetens Ø" er død; i mine Tanker er dette Værk en af de ypperste Frembringelser i den nyere tid, dybere fra Ideens Side end Alt, hvad Sverrig ellers besidder, og paa mange Steder ogsaa dybt og ypperligt udført. Hans Poesie havde draget mig til ham (thi jeg ansaae ham for Sverrigs største Digter), og vi stode i bestandig Brevvexling. Jeg havde haabet at see ham her i Sommer; men det var anderledes bestemt. Han var en af de Faa, der stode tilbage fra en stor Tid; hans, ligesom Tiecks Bortgang (denne sidste har jeg ogsaa kjendt meget nøie, og jeg turde vel regne ham blandt mine Venner) har gjort Poesiens nærværende Verden trang og øde for mig; jeg føler mig træt, kjed baade af Roes og af Dadel - thi mod mig vare de begge uretfærdige - og længes inderligt efter hiint Poesiens Land, som jeg med Vished veed, vi gaae imøde, og hvor jeg skal finde mine Venner igjen. Der vil ogsaa være en smuk Plads for Dem, Andersen, det kan De stole paa. Lev vel, min elskede Ven! Gid nu dette Brev maatte træffe Dem! Besøg os endelig, naar De kommer hjem!

Deres trofast hengivne C. Hauch.

[Udskr:]

Sr Wohlgeb.

Herrn Professor H. C. Andersen

Ritter mehrerer Orden

München

Poste restante

Tekst fra: H. C. Andersens Album