Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. maj 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Kirstine Marie Iversen
Sprog: dansk.

München den 3 Mai 1834

Kjære Madam Iversen!

Fra Venedig skulde De have havt et Brev fra mig, men det blev mig umuligt at skrive da, som De skal faae at høre! Nu er jeg alt paa denne Side Alperne i Bayerns Hovedstad, ovenstaaende Vignet kan føre Dem hen paa Slotspladsen, hvor De seer den kongelige Borg og det smukke Theater. Deres Jette har vel faaet min lille Brevdue fra Neapel og Guldbergs ladet Dem læse det større Brev til ham, jeg vil altsaa indskrænke mig til at fortælle min Afreise fra Neapel og her til Tydsland, en Levealder af Skuen og Opleven ligger i disse 7 Uger. - Da jeg reiste fra Neapel var det med Eet blevet Vinter. Vesuv laae bedækket med Snee, men den røde Lava strømmede ud over dette Hvide. Alle de lavere Partier havde imidlertid Foraar, Træerne vare grønne og fulde af Blomster og Havet med de deilige Øer syntes en sand Phantasie-Verden. Med stor Veemod forlod jeg denne utroligt skjønne Egn. Luften var saa klar at jeg endnu, efter to Dages Reise, saa fra Terrazina Vesuv kaste Ild og Røg. I Paaske-Ugen var jeg i Rom, der var opfyldt med Fremmed. Hele den kongelige Familie fra Neapel vare der og Paven gjorte derfor det Hele saa festligt mueligt. Gid at De og Deres havde været Paaske Dag med mig i den herlige Peterskirke, De vilde med den store Mængde have knælet da Basunerne lød gjennem Hvælvingen, det Hellige fremvistes og den himmelske Sagn tonede over os, det var et prægtigt Syn at se den store Petersplads opfyldt med Mennesker da Paven gav os Velsignelse fra Balkonen. Om Aftenen var hele Peterskirken illumineret udvendig. Det var Papirslygter man havde anbragt i hele Arkitecturen, saa at Kirkens Omrids stod skizzret, som med Ildstreger i den blaae Luft. I eet Nu paa et givet Signal, forvandledes Lygterne til brændende Blus og et straalende GudsTempel flammede til langt ud paa Natten. 2den Paaskedag er det Skik at Jøder og Tyrker blive døbt. Denne Gang havde de ikke kunnet faae Fingre paa Andre end en ussel Jødedreng, der nok var nok var 7 a 8 Aar. Det var væmmeligt at see. Ungen havde skidne Skoe og lasede Strømper, et fælt skurvet Hoved, der, da Vandet kom paa, blev endnu æklere. Ovenover denne naturlig Prydelse havde Kirken givet ham en glimrende hvid Silkekjole. For dette lille Kræ var der nu Prosesioner, Sang og Kirkefest, Apostelerne Peters og Paulis Hjerneskalle bleve udstillede og de gamle Kardinaler travede om med Voxlys i Hænderne. - Om Aftenen gav Paven et glimrende Girandola paa Engelsborg. Vel saae jeg i Paris ved Julifesten et prægtigt Fyrværk, men Pavens var dog noget ganske andet. Ildfiske legede i Luften. Kaskader, Templer. Selv Vesuv reiste sig med sine stærke Flammer. Dette var ogsaa den sidste Aften jeg var i Rom, saa jeg ordentligt bildte mig ind, det var en Afskedsfest for mig. I min Stambog fik jegt skjønne Sager af Kunstnerne, Thorvaldsen trykkede mig i sine Arme og ønskede mig Tilfredshed og Digterlykke, de andre udbragte min Skaal og Morgenen efter, den første April Klokken 4 rullede jeg ud af Porta della Populo og saa i det fjerne sidste Gang Peterskuppelen og det gamle Roma./ Min Fødselsdag var jeg saaledes paa Reise og det kan maaske more Dem og Deres at høre lidt omstændeligt, hvorledes jeg tilbragte denne Dag. Jeg vil derfor nedskrive hvad jeg har derom i min Dagbog. Jeg laae i en ussel By Ronciglione og blev kaldt paa Klokken 3; Kaffe fik jeg vel, men Mælk, Æg, saadant Slikkerie havde man ikke, ei engang et Stykke Hvedebrød. I det jeg reflekterede over den slette Frokost, faldt det mig ind, det er jo den 2den April, og saa gratulerede jeg mig til mig selv. Det var imidlertid blevet (overstreget) en Storm her paa Bjergene, saa at en Kareth blæste om, og Kulden var tillige utaalelig, jeg leed meget deraf da jeg sad foran i den aabne Kabriolet og ikke havde synderligt Reisetøi; da det hele Vinteren ei havde været mig fornødent. (overstreget: til) Hele mit Reiseselskab bestod af Italienere, saa at jeg, for Konversationen maatte træde op i dette Sprog og traadte da, som en Høne i blaar. Min Nabo var en meget dum Præst, der, da han mærkede at mit Italiensk ikke saa ganske klang som hans, og hørte, at jeg var fra Norden, spurgte om jeg var en Milaneser. Ham stod Milano som et meget nordligt Punkt. Vi paserede Viterbo og kom mod mod Middag til Montefiascone, der som De veed, er berømt ved Fugger, som her drak sig ihjæl i den prægtige Viin est, est, est! Jeg vilde drikke mine Venners Skaal hjemme i denne Viin, men der var ingen at faae i hele Byen. Vertshuset lignede en Svinestie, Ilden brændte midt paa Gulvet og Vertinden gav mig en Vandsuppe kogt paa Salt og Ost som hun hældre Olie over og forlangte saa omtrent 4 Mark dansk for et Tallerken fuldt af den Kraftspise; saa maatte jeg skjænde og fik den da for 12 Skiling dansk. Inde i Vogenen sad en Hr Pierreboni fra Tourin med Kone og Svoger, da jeg frøs saa slemt, vare de saa fortræffelige at indvitere mig ind i Vongen, hvor der var et stort Ildsted og jeg saaledes Resten af Dagen havde det fortræffeligt. - Ved Bolsina havde man afbrændt en stor Deel af Skoven langs med Veien for at Røverne ei skulde skjule sig der; de sorte kulllede Træstubbe gjorte det endnu mere vildt og da enkelte Kors, som viiste at her var en Reisende myrdet, gjorte det ganske piquant. Det blev imidlertid mørkt og vi kom kun langsomt af sted. Signora inde i Vognen var særdeles bange for Røvere og spurgte mig bestandigt om jeg ingen saae; men det romantiske Held havde vi ikke og kom da seent paa Aftenen til Aquapendente, hvor jeg fik, est, est, est, og drak da en Skaal for alle de Kjære hjemme, der vistnok den Dag har tænkt paa mig. I Florents vare jeg i 12 Dage og gjorte her Bekjendtskab med Lystspildigteren Berthi, som indførte mig i nogle interessante Familier og forærede mig sit sidste Arbeide "Gli amanti sessagenari", et Stykke, der gjør Furore i Florents. Dagligt besøgte jeg Galleriet, inddrak Skjønheden af den medicæiske Venus, der i Sandhed er den ædledeste, den guddommeligste Skikkelse jeg har seet. Hende og Niobe med sine døende Børn, vil jeg aldrig glemme. Fra jeg forlod Florents syntes derimod den ene Plage at forfølge mig efter den anden, før dem i Rad, det var en Reise gjennem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger. Der var som Himlen med Magt vilde gjøre mig kjed af Italien - men det lykkedes ikke. Da mit Pas skulde viseres i Florents hos den østerigske Menister sagde man dette ogsaa skulde være skeet i Neapel, en Ting vor danske Minister sagde nei til dengang jeg da spurgte ham derom, man sagde ellers at Passet var meget godt, men at jo flere Visaer, desbedre. Nu blev jeg temmelig angest at naar jeg kom til Grændsen jeg da skulde reise tilbage og nødes til enten selv at reise hele Italien igjennem til Neapel eller at sende Passet. Denne Uro og den stærke Kulde paa Apeninerne bibragte mig en saa frygtelig Mavekrampe, at jeg var nærved at opgive Aanden. Saaledes kom jeg til Bologne. Her var den berømte Mad: Malibran indtruffet, og hele Omegnen derfor strømmet til, jeg maatte da betale 4 Gange mere for et Værelse end ellers / og fik ei engang Billiet at høre hende, (hvilket dog kunne være det samme, da jeg 4 Gange i Neapel havde hørt hende). Med Villie var jeg vist en Dag tidligere fra Rom for ei at reise sammen med den meget ubehagelige Landsmand Zeuthen, der ogsaa gik til München. Da jeg nu i Bologne stiger ind i Vognen for at kjøre til Venedig, hvem sidder da derinde - - Zeuthen! Det øvrige Selskab var heller ikke for mig, nogle temmelig raae Mennesker, saa det Hele var en sand Lidelse og denne skulde vare i 3 Dage. - I Bologne saae jeg det prægtige Gallerie, hvor Raphaels hellige Cecilie staaer mig som Nummer eet. Jeg var ude paa den skjønne Kirkegard, der bestaaer af lutter Buegange med Marmor-Monumenter og skjønne Malerier. Veien fra Bologne var deilig Foraars Grøn; i de høie Popler. (overstr. Ved) hang Madonnas Billede og folk hilste, naar de gik forbi. - Uhyre Grædepile hang, som store grønne Kaskader ud over Veien. I Ferrara saae jeg ikke Tassos Fængsel, da vi kun overnattede i denne By; derimod var jeg temmelig omkring i Padua; saa der europas største Sal, hvor Livius Buste staaer og hvor gamle prægtige Freskomalerier smykke Væggen. - Den 19 April henimod Aften kom vi til Fusina og saae ude i Vandet, den underligt svømmende By: Venedig. Den havde mig noget forunderligt gribende. Noget ængsteligt som virkeligt slog mig. Alle Gondolerne ere overdragne med sort Klæde, hvorved de faae Udseende af Liigvogne. Jeg seilede ind i Byen, gjennem Gader og Stræder, intet Sted saae jeg Plads for Fodgjængere. Husene stode lodrette op af Vandet. Porte og Døre saae jeg nok af, men alle Trapper gik ned i Vandet, det var mig som jeg blev en halv Fisk i denne Vand-By. Alle Bygningerne syntes Stykkeviis at styrte ned og saa var der en ængstelig Stilhed over det Hele, som kun afbrødes ved Aareslagene i Vandet. Først da jeg kom paa den store Markusplads følte jeg mig vel. Kirken seer ganske tyrkisk ud med sine mange forgyldte Kupler og Doganes Slot er saare prægtig. Jeg saae mange herlige Malerier af Titians, besøgte Canovas Grav og var oppe i Markus Taarnet hvorfra jeg saae paa Venedig, der flyder som en død Svane paa Vandet. Mine Uheld forfulgte mig her; om Natten blev jeg stukket i Sengen af en Skorpion, men det kolde Veir gjorte at det slet ingen Fare havde. Kun svulmede min Haand op og jeg havde en Art Vunde-Feber, der paa tredje Dag gik over til virkelig Feber, jeg besluttede derfor at forlade Vendig, som vel interesserede mig meget, men slet ikke virkede godt paa mit physiske. Den eneste Veturin, som var at finde, var netop den samme der skulde kjøre for mit gamle Selskab med Hr. Zeuthen; jeg bed i det sure Æble og tog Plads med lige til Botzen; 5 Dages Reise. En sand Tortur, især da min Landsmand, uagtet meer en menneskelig Godmodighed fra min Side, viste flere Gange, hvad Alle troede om ham i Rom, at han er gal. Uagtet min Feber og det kolde Veir tog jeg Plads ude paa Vognen og følte mig her langt bedre. I Padua var Feberen forbi og det gik rask afsted til Vicenca, hvor jeg forgjæves spurgte, om Bendzs Grav, som jeg saa gjerne vilde have seet. Derimod viiste man mig det gamle Theater olympico opført af Paladius, hvor Alt er indrettet paa de gamle Grækeres Viis. I Verona var jeg en halv Dag; hvad som interesserede mig mest der, var Capulets Huus. Jeg saae Dandsesalaen hvor Romeo var traadt ind og havde forelsket sig i Julie. Deres Grav var i Klosterkirken. Jeg gjorte mig en lille Tegning af Huset, som De skal faae at see naar vi træffe sammen i Odense. Alperne ere ikke farligt høie herimod Tyrol og det nordlige Italien er, som Tyrol østerisk, mærker man hverken i geografisk eller politisk Henseende Overgangen fra Italien til Tydskland, kun at Cypresserne bleve sparsommere og at mine deilige Pinie-Træer ganske forsvandt. Jeg var i Inspruck to Dage hos de brave Tyrolere, vandrede mellem Bjergene og saae Monumentet i Fransiskaner Kirken hvor hen ved 40 Konger og Dronninger, støbte af Malm staae langs op af Kirkegulvet for Maximilians Monument. - Da jeg kjørte over Brenner vare alle Bjergsøer tilfrosne, det var Vinter oppe mellem Skyerne og deiligt Foraar nede. I Verona fik jeg en ung Skottlænder med i Vognen, der, da han ikke heller syntes om Selskabet, kom udenfor paa Vognen til mig, vi forlod dem i Botzen og reiste sammen lige her til München. - Han fandt at Tyrol lignede Skottland paa én af vore Vandringer mellem Bjergene ringede Landsbyklokkerne nede i Dalen, da brast han i Graad af Hjemvee, thi saaledes lød ogsaa Klokkerne hjemme mellem Skottlands bjerge. Jeg blev ordentligt vred paa mig selv fordi jeg aldrig har følt Hjemvee. Jeg selv føler en forunderlig Angst ved Tanken om Hjemmet. - I Slutningen af September kommer jeg rimeligviis hjem, uagtet jeg har stort Haab om Tillæg, men dette gaar meget godt med til min videre Reise. En Maaned bliver jeg her i München, gaar da tilbage til Tyrol og ned til Wien, efter at have blevet en Maaned her, gaaer jeg ind i Ungarn og Böhmen og tænker da paa Hjemreisen. Naar De nu faaer dette grønne Brev, haaber jeg, som Farven her antyder, at De, Jette og Fru Søeborg, hver, som sidst skrive et lille Hjerteblad (overstreget: til mig) og sender det til mig her i München poste restante, men udsæt det ikke længere med at afsende Brevet, end i det høieste 8 Dage efter at De har modtaget dette. Fra Wien skal da Fru Søeborg og Jette faae Brev, den sidste haaber jeg har nu faaet "Agnete " tilsendt fra Collins. Hils alle Deres Børn og Børnebørn, Biskoppens, Oberstens og alle fælles Venner og Bekjendtere, da min Hilsen til Frøken Schlepegrel har været hende saa behagelig, så giv hende særegen een og siig at naar vi sees skal jeg bringe hende en Blomst fra Digteren Vergils Grav, som jeg har plukket til hende. Frøken Wulff er nu paa Reisen fra Frankrig til Italien, jeg har faaet Brev fra hende, skrevet i Stratsbourg, hun er usigelig lykkelig, men Reisen angriber hende. - München er en livlig behagelig By, fortræffelige Mennesker og alt meget billigt, men Palmer og Oranger voxe her ikke; Luften er varm men ikke blaae og de gamle Marmorguder staae kun som Kopier og minde mig om Paradiset. - Hvorledes gaaer det med Forstandsøvelsen? Er den lille Christian nu blevet en stor Fætter! Hils nu alle kjære der hjemme og beed Caroline holde Tanten til at skrive, Jette stoler jeg paa gjør det af et søsterligt Hjerte, men Tanten har jo saa meget Forstandsøvelser, Bænke-Inscriptioner, & & at gjøre saa hun maae mindes! Lev nu glad og vel gid jeg maa finde dem næste Sommer saaledes. Deres sønligt hengivne

Andersen

Udskrift: a Madam

Madam K. M. Iversen.

(Det iversenske Bogtrykkerie paa Overgade.)

a Odense (en Fionie)

Par Hambourg

En Dannemark.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus