H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Bernhard Severin Ingemann 7. maj 1834

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 7. maj 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

München den 7 Mai 1834.

Et ego in Arcadia! kan jeg nu sige. Jeg har været i Landet hvorom Mignon sang, hvor hen jeg saa tidt ønskede mig. Det er forbi, som en smuk Drøm. O, hvor nødigt forlod jeg ikke Paradiset, med sit herlige Hav, Marmorguderne og Byerne, der staae og see de Døde. Men siger De maaskee, i Paradiset glemte De Deres Venner, ingen Brevdue flagrede til Sorøs Bøgeskov. Jeg begriber det heller ikke selv, da jeg dog saa tidt og inderligt tænkte paa Dem og Deres fortræffelige Kone. Men jeg var som i en Virvel af aandelig Nyden, og kom der Timer jeg var et besindigt Menneske, da var det mørke-Timer og fra disse skulde mit Brev ikke udgaae. - Det er alt over et Aar siden vi saae hinanden. En Levealder synes jeg er hengaaet i den Tid, saa riig paa Afvexling og Erfaring. Hvorledes skizzerer jeg Dem blot de høieste Bjergtoppe af dette Aars forunderlige Alpeland jeg er ført igjennem! - Rhinen var det første som interreserede mig, men var dog ikke det jeg havde tænkt! Jeg havde ogsaa en forunderlig Længsel efter Paris, dette store Krater hvor Frihedsvinen voxer til at begeist[r]e og beruse. Den brogede By behagede mig. Her lærte jeg hvad Theatervæsen er, hvorledes Decorationer kunne være, saae Balletter og Vaudeviller saavel paa Theatrene som i Verdenslivet. - Et historisk Moment oplevede jeg her, som aldrig vil udslettes af min Erindring: Napoleons-Støttens Afblottelse. - Jeg saae Pariserfolket under Julifesten. Den første Dag med sin forunderlige Taushed, da de sorte Flor veiede, som Trophæer og blaaelige Blus brændte paa Gravene. Den anden Dag, da Husenes Vinduer og Tage var overfyldte med Mennesker ved Vendome Pladsen. Jeg saae Slører med Sølvbierne falde og Napoleons Statuen staae i den blaae Luft medens Tusinder jublede: »vive la memoire de Napoleon!« - Fra det livsfrodige Paris gik jeg, eller rettere fløi, lige ind i det stille Schveits med sine melankolske Bjerge, der begynde som Fjelde og ende som Skyer. En elskværdig fransk Familie i en lille By paa Jura, indbød den fremmede Digter og beværtede ham uden al Betalning, i tre Uger. - Det var den sælsomste Overgang fra Pariserlivet. Sneen laae op til mine Vinduer, Køernes Klokker var nu min Opera og de mørke Graner min Boulevard. Her fuldendte jeg i stille Eensomhed min Agnete, et Arbeide jeg fik forunderligt kjært og dengang var usigelig lykkelig ved. Ingen fremmed Haand sønderskar mig da hendes Lemmer for at see om hun var kunstnerisk nok formet. - I September gik jeg over Alperne og til Lago Magiore. Vinen hang fra Træ til Træ i rige Guirlander med tunge Druer. Jeg følte mig Barn, med de lykkelige Børn som sang for Madonnabillederne og den hellige Følelse jeg kun kjendte som Lille naar jeg kom ind i St Knudskirke i Odense, vaagnede atter i Mailandsdom, dette herlige Gudstempel, efter Peterskirken det skjønneste jeg kjender. Ved Genua saae jeg Havet, det herlige Hav og stolte Pinieskove. Det var mig her, som traadte jeg ind i et Phantasie Land skabt af Duft og Farver. Kysten her er Malerie ved Malerie. - Jeg saae Pisa med sit skjæve Taarn og vandrede om i de døde Gader, gjorte en Udflugt til Livorno hvorfra jeg saae Corsika og Elba, som svømmede Skyer paa det natblaae Hav. - I Florents var jeg første Gang kun kort, dog inddrak jeg for evig Skjønheden af den medicæiske Venus, det første Marmorbillede der ret har henrevet mig. Hvor er det dog mueligt at der kan ligge dette Liv i Øiet uden Seekraft. Det er Gudinden selv der slumrer i det kolde Marmor. Niobegruppen, de herlige Billeder - - dog De kjende det jo, som jeg. Min gode Stjerne vilde at jeg indtraf til Rom, netop den Dag man anden Gang jordede den store Raphael. De veed man havde aabnet hans Grav for at see om det Hovede man udgav for hans var det rette. - jeg hørte det høitidelige miserere, saae Folket knæle og Kunstneren tilbedet som en Helgen. - Paa femte Maaned var jeg i Rom, blev som hjemme mellem Folket og alle Oltidsskattene, de ældre Kunstnere der, talte tidt om Dem. Fra Bøtcher og Koop har jeg Hilsener. Vinteren var som et smukt Foraar hjemme. Blomster og Frugt hang paa det samme Træ og Luften var blaae, som en nordisk Vinterhimmel. - Gjengangerbrevenes Forfatter kom kort efter mig til Rom;jeg var den første han traf paa, han kom mig venligt imøde og jeg kan ikke være bitter; hjemme bedrøvede han mig ret dybt og haardt, men han har vist taget feil af mig. Det generede mig at nære en ublid Følelse mod et Menneske jeg i et fremmed Land saa ofte kom sammen med, han var ogsaa ganske anderledes end jeg havde troet, ja - han er godmodig, vi kom godt ud af det sammen og jeg føler det er et Menneske jeg kan lære meget af; hvorfor skal man ogsaa være Uvenner! jeg vilde saa gjerne at den hele Verden skulde skatte og elske hinanden. Vi levede meget sammen og gjorte siden Reisen til og fra Neapel. - De veed da at vi i Aar fik Carneval med Masker, De kan troe at jeg ogsaa gav Herts Confetti, i det jeg tænkte, see det skal Du have for det! og det skal Du have for det! dette var Straffen. - Romerne toge ordentligt Deel i vor Kamp og raabte til ham bravo francese! og til mig bravo inglese, medens en Tyv stjal mig min Pengepung og gav mig saa Confetti i Øinene. Vor Julefest var ogsaa særdeles lystigt. Som Kjættere kunne vi ikke faae Lov at feire den inde i Rom, men vi fik to prægtige Sale ude i Villa Borghesa, de bleve smykkede med Laurbær og Piniegrønt og da vi intet Grantræ havde til Juletræ toge vi et stort Laurbær og behang dette med Oranger og mange smukke Presenter. Den kostbareste var et Sølvbæger med Indskrift: Juleaften i Rom 1833 og jeg var den Lykkelige, som fik det. - Hvor rolig og tilfreds kunde jeg ikke have været i dette skjønne Land, men nordisk Kulde naaede fra Hjemmet hen over Alperne, man tillod mig ikke at være glad. De vil ikke skjænde paa mig derfor, min var sandelig ikke Skylden. Selv i Paris prøvede jeg hvor utroligt onde Folk kunne være mod mig i mit Fædreneland. Ved min Afreise fra Kjøbenhavn skal der have staaet et velmeent lille Digt til min Roes i Kjøbenhavnsposten, en Uven, der maaskee misundte mig den Lykke at reise udenlands skrev en ond Parodie derpaa, fuld af Grovhed mod mig, De har vist læst det? da Mennesket nu frygtede at jeg ikke skulde faae hans Giftdraabe at see, slog han en Convolut om hele Kjøbenhavnsposten, og sendte mig den, ufrankeret. Det var det første Brev jeg herude fik fra Hjemmet, det første Brev, som jeg altsaa ret med Glæde og Kjærlighed aabnede. Det bedrøvede mig ret dybt og inderligt, saaledes kunde jeg ikke have været mod min bittreste Fjende. - Ved dette nye Aars Begyndelse syntes al Sorg og Fortræd at vilde forstyrre min Glæde i Rom. Først havde og have adskjillige af mine Venner den forunderlig[e] Interesse for mig at de her hundrede Steder samlede enhver bitter Yttring mod mig som Digter, og om at jeg var ude, og Alt fortalte de mig; strax efter mældte man mig Molbecks ubillige Critik over mig i Maanedskriftet hvor jeg jo skal være fra kjendt Alt. Den næste Postdag underrettedes jeg om min gamle Moders Død, en Forandring der var ønskelig for hende da hun var svag og gammel, men dog rystede mig forunderligt. Det er dog en egen Følelse at staae ganske ene i Verden, ikke at have et Væsen, der maa elske os. - Mit Digt Agnete var endnu ikke trykt, jeg ventede selv at det vilde vinde en Deel for mig, naar det kom ud, men før dette fandt Sted, underrettede det Menneske jeg med mest broder Sind hang ved, at man alt talte ilde om det før det var ude, at en Mand,jeg agtede, en Ven af mig (Himlen veed hvilken Ven det var) havde i et Brev ærklæret at han ei kunde udholde at læse mere end de første Blade af Agnete, at det var et til Fortvivlelse maadeligt Arbeide, sammenjadsket og forvirret, og at mine Venner burde forhindre at Sligt blev trykket. Det var mere end jeg kunne udholde, nær havde jeg glemt at den gode, gamle Gud lever. Jeg fik en hæftig Feber og laae nogle Dage til Sengs. Thorvaldsen trøstede mig kjærligt, selv Herts viiste sig meget elskværdig mod mig. Vi reev os løs fra Rom og gik til Neapel hvor jo enhver syg Sjæl maa føle Vederqvægelse, her fik jeg kjære Breve fra min eiegode Fader, den gamle Collin, Wulffs og Fru Lessøe og saaledes vandt jeg atter Livs Lyst. Men al den Gift man lod strømme over mig, har sælsomt forandret min Livs Anskuelse, maaskee har det mere en den hele Reise virket paa mit Væsen, men Cuuren var slem, næsten dødelig. - Hvilken Feeverden aabenbarede sig ikke for mig i Neapels Omegn. - Dette mageløse skjønne Hav, saa forskjelligt fra vort i Norden. Liig en feed blaa Olie laae det udbredt for mig. Vesuv havde i 3 Maaneder uophørligt kastet Ild og Lava. Hver Aften saae jeg Ildstøtten speile sig i Vandet. - En smuk Aften steeg Herts og jeg derop. - Vi sank i den dybe sorte Aske, til over Knæene. Maanen hang som en Ild-Frugt lige over Krateret og skjultes hvert Øieblik af den tykke sorte Røg. Da blev det mørk Nat. For at nærme os den friske Lavastrøm, maatte vi over een der var strømmet et Døgn forud. Kun den øverste Skorpe var fast og i denne gik der store Spalter i hvilke vi saae den røde Ild. Det brændte os saaledes under Fødderne at vore Støvler gik itu og vi kun nogle Minuter kunne staae paa dette farlige Sted! var Skorpen bristet, da havde vi styrtet ned i et Ildsvælg. Men vi stode nu ogsaa tæt ved den røde, levende Lava der væltede ned af Bjerget og farvede Skyerne røde ved sit stærke Skjær. Siden besøgte vi Pompei, vandrede i øde Gader hvor Navnene endnu stode paa Huusdøren hvo der boede derinde. Unge Grædepile hang mellem Marmorsøilerne og nye deilige Mosaikstykker, kaldte frem til Livet saae vi i de seneste Udgravninger. Vi reiste ogsaa noget om i Calabrien, saae de græske Templer i Pestum og seilede i en lille Baad paa det store blaae Hav fra Salerno til Amalfi og derfra til Capri. Den blaae Grotte her, er efter Vesuv det Herligste jeg har seet. De kjender den nok ikke? Ved Svømning blev den opdaget for nogle Aar siden. Aabningen er saalille at man kommer i en Baad der kun rummer to Personer, desuagtet maa man endogsaa sætte sig ned paa den flade Bund og seiler nu fra det store Hav ind gjennem en snever Aabning hvor Brændingen leger med de røde Søeæbler. Grotten er særdeles stor og høi, 6 Baade kunne roe om hinanden derinde. 40 Favne er Vandet dybt, og har ganske samme Farve, som brændende Spiritus. Det var stille, som en fast Masse. Klipperne, Baaden, Alt spillede i forskjellige Variationer af Blaat, og naar man stænkede Vandet mod Lyset, da vare Draaberne rosenrøde. O det var en levende Feeveerden. Vi seilede paa den blaa Æther. - Ischia, Vajo, & & har jeg alt seet og ret inddrukket Billedet deraf og da vi efter fem Uger forlod Neapel, havde vi det Phænomen at alle Aarstider med eet aabenbarede sig. Vesuv var bedækket med Snee, men over denne løb den røde Lava. De tørre Palmer sagde det var Sommer. Mandeltræernes Blomster tydede paa Vaar og de modne Citroner raabte høit: nu er det Høstens Tid. - Paa denne Paradiis-Reise havde jeg ellers en meget ubehagelig Landsmand med, Philosophen Zeuthen, der viiste sig særdeles ukjærlig og jeg som de Andre kan kun undskylde ham med, at han sikkert er halvgal og fordrager ikke det varme Clima; mangen bitter, men ogsaa mangen komisk Historie med ham, skal jeg engang mundtligt fortælle Dem; god er han visseligt ikke. Fremmede fortalte han, i min Nærværelse, hvad Fors [t] aaelse der hjemme havde været mellem mig og Herts. - I Rom saae jeg den høitidelige Paaskefest, det prægtige Girandola paa Engelsborg og fik en kjærlig Afskeed af Thorvaldsen og alle Landsmændene. - I Florents var jeg siden i 12 Dage, kom i nogle Familier, ligesom jeg paa min hele Reise har fundet særdeles mange elskværdige Mennesker, megen Godhed og Forekommenhed. Tidt undrede det mig særdeles hvorfor man dog var saa fortræffelig mod mig. Venedig, syntes mig alfor sælsom. Denne dybe Taushed, Bygningerne der Stykke for Stykke falde hen, denne fiske Natur som hele denne Bæverstad har. Det var mig ordentligt ængsteligt. Alle Trapper gaae jo ned i Vandet, man bliver reent til Fisk heri. En Skorpion stak mig om Natten, men jeg slap med en Vunde Feber. I Verona besøgte jeg Capulets Huus hvor Romeo saae sin Julie og i Inspruck besteeg jeg Tyroler Bjergene og fandt mig vel mellem dette elskværdige Folk. Den første Mai kom jeg her til München hvor jeg bliver denne Maaned ud. I September maa jeg rimeligviis vende hjem, thi der gaaer mange Penge med, meget mere end mit lille Stipendium giver. - De første Dage af Juni indtræffer jeg i Wien og haaber da der at finde et Brev fra Dem, postrestante. Det lover De mig! Jeg beder her ved Deres gode Kone, som jeg ret inderlig længes efter at tale med, at hun husker Dem paa at skrive, maaskee tilføier hun selvet venligt: god Dag! - I Wien vil jeg blive fire Uger og vender saa mod Norden. - Det er mig en forunderlig ængstelig Følelse at tænke derpaa. Hjemvee har jeg aldeles ikke kjendt og dog hænger min hele Sjæl ved mange Kjære i Hjemmet. - Gud veed hvad Bittert og ondt der skal møde naar jeg er i mit Fædreland, dog Guds Villie skee! - Mansoni har jeg begyndt at læse i Originalsproget, men det er mig Granit at komme igjennem. Vil De hilse Hauck fra Voigt i Neapel og Hjorth fra Schelling i München. Tænk venlig paa mig og skriv snart. Siig mig da et Par Ord om Agnete, dette »til Fortvivlelse vanskabte Arbeide«,jeg troer endnu at opleve Glæde af dette Barn, er De af modsat Mening - geneer Dem ei for at sige det, jeg vil gjerne belæres, selvom Methoden skeer ved aandelige Stokkeprygl. Lev ret glad og vel med inderligt Venskab.

H.C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost

München den 7 Mai 1834.

Et ego in Arcadia! kan jeg nu sige. Jeg har været i Landet hvorom Mignon sang, hvor hen jeg saa tidt ønskede mig. Det er forbi, som en smuk Drøm. O, hvor nødigt forlod jeg ikke Paradiset, med sit herlige Hav, Marmorguderne og Byerne, der staae og see de Døde. Men siger De maaskee, i Paradiset glemte De Deres Venner, ingen Brevdue flagrede til Sorøs Bøgeskov. Jeg begriber det heller ikke selv, da jeg dog saa tidt og inderligt tænkte paa Dem og Deres fortræffelige Kone. Men jeg var som i en Virvel af aandelig Nyden, og kom der Timer jeg var et besindigt Menneske, da var det mørke-Timer og fra disse skulde mit Brev ikke udgaae. - Det er alt over et Aar siden vi saae hinanden. En Levealder synes jeg er hengaaet i den Tid, saa riig paa Afvexling og Erfaring. Hvorledes skizzerer jeg Dem blot de høieste Bjergtoppe af dette Aars forunderlige Alpeland jeg er ført igjennem! - Rhinen var det første som interreserede mig, men var dog ikke det jeg havde tænkt! Jeg havde ogsaa en forunderlig Længsel efter Paris, dette store Krater hvor Frihedsvinen voxer til at begeiste og beruse. Den brogede By behagede mig. Her lærte jeg hvad Theatervæsen er, hvorledes Decorationer kunne være, saae Balletter og Vaudeviller saavel paa Theatrene som i Verdenslivet. - Et historisk Moment oplevede jeg her, som aldrig vil udslettes af min Erindring: Napoleons-Støttens Afblottelse. - Jeg saae Pariserfolket under Julifesten. Den første Dag med sin forunderlige Taushed, da de sorte Flor veiede, som Trophæer og blaaelige Blus brændte paa Gravene. Den anden Dag, da Husenes Vinduer og Tage var overfyldte med Mennesker ved Vendome Pladsen. Jeg saae Slører med Sølvbierne falde og Napoleons Statuen staae i den blaae Luft medens Tusinder jublede: "vive la memoire de Napoleon!" - Fra det livsfrodige Paris gik jeg, eller rettere fløi, lige ind i det stille Schveits med sine melankolske Bjerge, der begynde som Fjelde og ende som Skyer. En elskværdig fransk Familie i en lille By paa Jura, indbød den fremmede Digter og beværtede ham uden al Betalning, i tre Uger. - Det var den sælsomste Overgang fra Pariserlivet. Sneen laae op til mine Vinduer, Køernes Klokker var nu min Opera og de mørke Graner min Boulevard. Her fuldendte jeg i stille Eensomhed min Agnete, et Arbeide jeg fik forunderligt kjært og dengang var usigelig lykkelig ved. Ingen fremmed Haand sønderskar mig da hendes Lemmer for at see om hun var kunstnerisk nok formet. - I September gik jeg over Alperne og til Lago Magiore. Vinen hang fra Træ til Træ i rige Guirlander med tunge Druer. Jeg følte mig Barn, med de lykkelige Børn som sang for Madonnabillederne og den hellige Følelse jeg kun kjendte som Lille naar jeg kom ind i St Knudskirke i Odense, vaagnede atter i MailandsDom, dette herlige Gudstempel, efter Peterskirken det skjønneste jeg kjender. Ved Genua saae jeg Havet, det herlige Hav og stolte Pinieskove. Det var mig her, som traadte jeg ind i et Phantasie Land skabt af Duft og Farver. Kysten her er Malerie ved Malerie. - Jeg saae Pisa med sit skjæve Taarn og vandrede om i de døde Gader, gjorte en Udflugt til Livorno hvorfra jeg saae Korsika og Elba, som svømmede Skyer paa det natblaae Hav. - I Florents var jeg første Gang kun kort, dog inddrak jeg for evig Skjønheden af den medicæiske Venus, det første Marmorbillede der ret har henrevet mig. Hvor er det dog mueligt at der kan ligge dette Liv i Øiet uden Seekraft. Det er Gudinden selv der slumrer i det kolde Marmor. Niobegruppen, de herlige Billeder - - dog De kjende det jo, som jeg! Min gode Stjerne vilde at jeg indtraf til Rom, netop den Dag man anden Gang jordede den store Raphael. De veed man havde aabnet hans Grav for at see om det Hovede man udgav for hans var det rette. - jeg hørte det høitidelige miserere, saae Folket knæle og Kunstneren tilbedet som en Helgen. - Paa femte Maaned var jeg i Rom, blev som hjemme mellem Folket og alle Oltidsskattene, de ældre Kunstnere der, talte tidt om Dem. Fra Bøtcher og Koop har jeg Hilsener. Vinteren var som et smukt Foraar hjemme. Blomster og Frugt hang paa det samme Træ og Luften var blaae, som en nordisk Vinterhimmel. - Gjengangerbrevenes Forfatter kom kort efter mig til Rom; jeg var den første han traf paa, han kom mig venligt imøde og jeg kan ikke være bitter; hjemme bedrøvede han mig ret dybt / og haardt, men han har vist taget feil af mig. Det generede mig at nære en ublid Følelse mod et Menneske jeg i et fremmed Land saa ofte kom sammen med, han var ogsaa ganske anderledes end jeg havde troet, ja - han er godmodig, vi kom godt ud af det sammen og jeg føler det er et Menneske jeg kan lære meget af; hvorfor skal man ogsaa være Uvenner! jeg vilde saa gjerne at den hele Verden skulde skatte og elske hinanden. Vi levede meget sammen og gjorte siden Reisen til og fra Neapel. - De veed da at vi i Aar fik Carneval med Masker, De kan troe at jeg ogsaa gav Herts Confetti, i det jeg tænkte, see det skal Du have for det! og det skal Du have for det! dette var Straffen. - Romerne toge ordentligt Deel i vor Kamp og raabte til ham bravo francese! og til mig bravo inglese, medens en Tyv stjal mig min Pengepung og gav mig saa Confetti i Øinene. Vor Julefest var ogsaa særdeles lystigt. Som Kjættere kunne vi ikke faae Lov at feire den inde i Rom, men vi fik to prægtige Sale ude i Villa Borghesa, de bleve smykkede med Laurbær og Piniegrønt og da vi intet Grantræ havde til Juletræ toge vi et stort Laurbær og behang dette med Oranger og mange smukke Presenter. Den kostbareste var et Sølvbæger med Indskrift: Juleaften i Rom 1833 og jeg var den Lykkelige, som fik det. - Hvor rolig og tilfreds kunde jeg ikke have været i dette skjønne Land, men nordisk Kulde naaede fra Hjemmet hen over Alperne, man tillod mig ikke at være glad. De vil ikke skjænde paa mig derfor, min var sandelig ikke Skylden. Selv i Paris prøvede jeg hvor utroligt onde Folk kunne være mod mig i mit Fædreneland. Ved min Afreise fra Kjøbenhavn skal der have staaet et velmeent lille Digt til min Roes i Kjøbenhavnsposten, en Uven, der maaskee misundte mig den Lykke at reise udenlands skrev en ond Parodie derpaa, fuld af Grovhed mod mig, De har vist læst det? da Mennesket nu frygtede at jeg ikke skulde faae hans Giftdraabe at see, slog han en Convolut om hele Kjøbenhavnsposten, og sendte mig den, [overstr: som det] ufrankeret. Det var det første Brev jeg herude fik fra Hjemmet, det første Brev, som jeg altsaa ret med Glæde og Kjærlighed aabnede. Det bedrøvede mig ret dybt og inderligt, saaledes kunde jeg ikke have været mod min [overstr: best] bittreste Fjende. - Ved dette nye Aars Begyndelse' syntes al Sorg og Fortræd at vilde forstyrre min Glæde i Rom. - Først havde og have adskjillige af mine Venner den forunderlig Interesse for mig at de her hundrede Steder samlede enhver bitter Yttring mod mig som Digter, og om at jeg var ude, og Alt fortalte de mig; strax efter mældte man mig Molbecks ubillige Kritik over mig i Maanedskriftet hvor jeg jo skal være fra kjendt Alt. Den næste Postdag underrettedes jeg om min gamle Moders Død, en Forandring der var ønskelig for hende da hun var svag og gammel, men dog rystede mig forunderligt. Det er dog en egen Følelse at staae ganske ene i Verden, ikke at have et Væsen, der maa elske os. - Mit Digt Agnete var endnu ikke tryk[overstr: ke]t, jeg ventede selv at det vilde vinde en Deel for mig, naar det kom ud, men før dette fandt Sted, underrettede det Menneske jeg med mest broder Sind hang ved, at man alt talte ilde om det før det var ude, at en Mand, jeg agtede, en Ven af mig (Himlen veed hvilken Ven det var) havde i et Brev ærklæret at han ei kunde udholde at læse mere end de første Blade af Agnete, at det var et til Fortvivlelse maadeligt Arbeide, sammenjadsket og forvirret, og at mine Venner burde forhindre at Sligt blev trykket. Det var mere end jeg kunne udholde, nær havde jeg glemt at den gode, gamle Gud lever. Jeg fik en hæftig Feber og laae nogle Dage til Sengs. Thorvaldsen trøstede mig kjærligt, selv Herts viiste sig meget elskværdig mod mig. Vi reev os løs fra Rom og gik til Neapel hvor jo enhver syg Sjæl maa føle Vederqvægelse, her fik jeg kjære Breve fra min eiegode Fader, den gamle Collin, Wulffs og Fru Lessøe og saaledes vandt jeg atter Livs Lyst, / Men al den Gift man lod strømme over mig, har sælsomt forandret min LivsAnskuelse, maaskee har det mere en den hele Reise virket paa mit Væsen, men Cuuren var slem, næsten dødelig[overstr: t]. - Hvilken Feeverden aabenbarede sig ikke for mig i Neapels Omegn. - Dette mageløse skjønne Hav, saa forskjelligt fra vort i Norden. Liig en feed blaa Olie laae det udbredt for mig. Vesuv havde i 3 Maaneder uophørligt kastet Ild og Lava. Hver Aften saae jeg Ildstøtten speile sig i Vandet. - En smuk Aften steeg Herts og jeg derop. - Vi sank i den dybe sorte Aske, til over Knæene. Maanen hang som en Ild-Frugt lige over Krateret og skjultes hvert Øieblik af den tykke sorte Røg. Da blev det mørk Nat. For at nærme os den friske Lavastrøm, maatte vi over een der var strømmet et Døgn forud. Kun den øverste Skorpe var fast og i denne gik der store Spalter i hvilke vi saae den røde Ild. Det brændte os saaledes under Fødderne at vore Støvler gik itu og vi kun nogle Minuter kunne staae paa dette farlige Sted! var Skorpen bristet, da havde vi styrtet ned i et Ildsvælg. Men vi stode nu ogsaa tæt ved den røde, levende Lava der væltede ned af Bjerget og farvede Skyerne røde ved sit stærke Skjær. Siden besøgte vi Pompei, vandrede i øde Gader hvor Navnene endnu stode paa Huusdøren hvo der boede derinde. Unge Grædepile hang mellem Marmorsøilerne og nye deilige Mosaikstykker, kaldte frem til Livet saae vi i de seneste Udgravninger. Vi reiste ogsaa noget om i Calabrien, saae de græske Templer i Pestum og seilede i en lille Baad paa det store blaae Hav fra Salerno til Amalfi og derfra til Capri. Den blaae Grotte her, er efter Vesuv det Herligste jeg har seet. De kjender den nok ikke? Ved Svømning blev den opdaget for nogle Aar siden. Aabningen er saalille at man kommer i en Baad der kun rummer to Personer, desuagtet maa man endogsaa sætte sig ned paa den flade Bund og seiler nu fra det store Hav ind gjennem en snever Aabning hvor Brændingen leger med de røde Søeæbler. Grotten er særdeles stor og høi, 6 Baade kunne roe om hinanden derinde. 40 Favne er Vandet dybt, og har ganske samme Farve, som brændende Spiritus. Det var stille, som en fast Masse. Klipperne, Baaden, Alt spillede i forskjellige Variationer af Blaat, og naar man stænkede Vandet mod Lyset, da vare Draaberne rosenrøde. O det var en levende Feeveerden. Vi seilede paa den blaa Æther. - Ischia, Vajo, & & har jeg alt seet og ret inddrukket Billedet deraf og da vi efter fem Uger forlod Neapel, havde vi det Phænomen at alle Aarstider med eet aabenbarede sig. Vesuv var bedækket med Snee, men over denne løb den røde Lava. De tørre Palmer sagde det var Sommer. Mandeltræernes Blomster tydede paa Vaar og de modne Citroner [overstr: jo] raabte høit: nu er det Høstens Tid. - Paa denne Paradiis-Reise havde jeg ellers en meget ubehagelig Landsmand med, Philosophen Zeuthen, der viiste sig særdeles ukjærlig og jeg som de Andre kan kun undskylde ham med, at han sikkert er halvgal og fordrager ikke det varme Clima; mangen bitter, men ogsaa mangen komisk Historie med ham, skal jeg engang mundtligt fortælle Dem; god er han visseligt ikke. Fremmede fortalte han, i min Nærværelse, hvad Forstaaelse der hjemme havde været mellem mig og Herts. - I Rom saae jeg den høitidelige Paaskefest, det prægtige Girandola paa Engelsborg og fik en kjærlig Afskeed af Thorvaldsen og alle Landsmændene. - I Florents var jeg siden i 12 Dage, kom i nogle Familier, ligesom jeg paa min hele Reise har fundet særdeles mange elskværdige Mennesker, megen Godhed og Forekommenhed. Tidt undrede det mig særdeles hvorfor man dog var saa fortræffelig mod mig. Venedig, syntes mig alfor sælsom. Denne dybe Taushed, Bygningerne der Stykke for Stykke falde hen, denne fiske Natur som hele denne Bæverstad har. Det var mig ordentligt ængsteligt. Alle Trapper gaae jo ned i Vandet, man bliver reent til Fisk heri. En Skorpion stak mig om Natten, men jeg slap med en Vunde Feber. I Verona besøgte jeg Capulets Huus hvor Romeo saae sin Julie og i Inspruck besteeg jeg Tyroler Bjergene og fandt mig vel mellem dette elskværdige Folk. Den første Mai kom jeg her til München hvor jeg bliver denne Maaned ud. I September maa jeg rimeligviis vende hjem, thi der gaaer mange Penge med, meget mere end mit / lille Stipendium giver. - De første Dage af Juni indtræffer jeg i Wien og haaber da der at finde et Brev fra Dem, post restante. Det lover De mig! Jeg beder her ved Deres gode Kone, som jeg ret inderlig længes efter at tale med, at hun husker Dem paa at skrive, maaskee tilføier hun selvet venligt: god Dag! - I Wien vil jeg blive fire Uger og vender saa mod Norden. - Det er mig en forunderlig ængstelig Følelse at tænke derpaa. Hjemvee har jeg aldeles ikke kjendt og dog hænger min hele Sjæl ved mange Kjære i Hjemmet. - Gud veed hvad Bittert og ondt der skal møde naar jeg er i mit Fædreland, dog Guds Villie skee! - Mansoni har jeg begyndt at læse i Originalsproget, men det er mig Granit at komme igjennem. Vil De hilse Hauck fra Voigt i Neapel og Hjorth fra Schelling i München. Tænk venlig paa mig og skriv snart. Siig mig da et Par Ord om Agnete, dette "til Fortvivlelse vanskabte Arbeide", jeg troer endnu at opleve Glæde af dette Barn, er De af modsat Mening - geneer Dem ei for at sige det, jeg vil gjerne belæres, selvom Methoden skeer ved aandelige Stokkeprygl. Lev ret glad og vel med inderligt Venskab.

H.C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 81-84)