H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff 15. maj 1834

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 15. maj 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

[Poststempel: München 15 Mai 1834].

Min eiegode, kjære Søster Jette!

Nu er De der! nu er De i mit Drømme-Land, aander den friske Luft, seer Oldtidens Skatte, gaaer under Pinier og Laurbær! lykkelige Menneske!

O føl det ret, er det Dem mueligt! Naar Paradiset er tabt da ligger det endnu skjønnere i Erindringen. Alpetæppet er rullet ned mellem os og mit Hjerte aander kun her den store, endte Herlighed, som aldrig kommer mere, som jeg kunde have nydt, havde Menneskene hjemme tilladt mig det! O kjære Søster, Venner og Uvenner have været grusomme mod mig, naar jeg tænker paa hvorledes de kolde Fornuftvæsner forstyrrede mig min Ro, da føler jeg en Bitterhed mod Enkelte, som jeg eengang ret elskede . Tak for al Deres søsterlige Sind, De bragte mig kun Glæde. - O vær lykkelig! De er traadt ind i den skjønneste Deel af Italien; Hesperien begynder hvor Sumpene595 Ende, den som saae Rom, men ei Neapel kjender ei den herlige sydlige Natur. - O havde jeg vidst at De Alt i Mai kom der til, ja - da var jeg vendt fra Rom til Neapel blot for at være nogle Dage hos Dem, men i Deres Brev stod »jeg reiser til Søes«. - »Denne store Tour« jeg maatte da troe, hvad der ængstede mig, at De seilede rundt om Spanien og paa den Maade var det høist uvist naar De kom. O havde jeg dog vidst det, jeg kunde jo have været des kortere i Tydskland, hvor der ikke er noget Nyt for mig at see. - Jeg havde blevet oversalig ved at møde Dem. Nu følger jeg Dem i Tankerne paa den store Skibsbroe, hvor Madammen staaer paa Stilladset, og Manden blæser i Trompet til alle Aarer svulme.596 Vi see over paa det sortgraae Vesuv, hvor jo ingen Lava mere strømmer, men vi vente en Eruption. Jeg gjør Dem opmærksomme paa de lystige, halvnøgne Lazeroner, der lege med Oranger - dog det er sandt, nu er Orangetiden forbi. - Vi seile til Capri, De klapper i Hænderne og siger, »see dog det blaae Hav, de deilige Bjerge. Andersen, Andersen, vi ere i Italien!« Nu seile vi ind i den blaae Grotte og Vandet er svømmende Æther! Var dog Christian her! Moderen, Faderen, de allesammen! - O Gud, i det jeg skriver dette er det som jeg var der og saa sidder jeg i det ærlige München, hvor Folk drikker Øl og siger »schönes Wetter«, skjønt Himlen er mælkeblaa og trykken[de] som i en heed Bager-Ovn. - Men jeg seer dog Alperne; der vil jeg flyve over; - nu ere vi igjen i Neapel! maaskee hos Voigts. Hils dem allesammen. Den engelske Dame597 lovede jeg en Oversættelse af det døende Barn, her er den! vil De give hende den?598 Maaskee sidde vi i Theatret hører Malibran og Lablache. Vi spadsere i den levende Toledo-Gade, see Skolebørnene gaae forbi med Korset og fornøie os over de glade, smukke Mennesker, i snevre, smudsige Gader. - Villa reale599 var min daglige Spadseretour, tænk paa mig naar De staaer der og seer over mod Øen saaledes omtrent seer den jo ud, men Farverne mangle. - Göthe siger, at »ligesom den, der har seet et Spøgelse, aldrig kunne blive glad, saaledes kan den der har set Neapel, heller aldrig blive ulykkelig!«600 Men er da en dyb, mægtig Længsel: Lykke? - Men jeg maa fortælle Dem om min Reise om min Væren her. Alt den lste Mai indtraf jeg her i München, hvor jeg fandt Deres kjære Brev fra Stratsburg; forunderligt! I Paris, i Schweits, i Italien og nu her i Tydskland er De den der først ønsker mig velkommen, i alle disse forskjellige Lande har Deres Brev først mødt mig. Gud velsigne Dem derfor. Dagen efter indtraf et Brev fra Broderen paa Vagtskibet, han sagde mig at det Brev jeg skrev i Neapel til Dem, kom først til Danmark nogle Dage efter De var borte. (Brevet indtraf sidst i Marts, De havde sagt mig De reiste de første Dage af April). Han havde nu sendt Dem Brevet. Har De faaet det? Det indeholdt min Afreise fra Neapel, Paaskefesten i Rom og min Reise til Florents.601 - Broderen svarede jeg strax og lagde et lille Brev indeni til den kjære, stakkels Moder, der lever nu saa barnløs hjemme. Jeg vil nu gribe Traaden og fortsætte mit sidste Brev. Altsaa, nu ere vi i Florents. Jeg var her 14 Dage,602 nød ret Galleriet, og det fornøi[de] mig ret at jeg nu i mangt et Billed, strax kjender Mesteren, uden at kigge i Cathaloget. Den medicæiske Venus603 er dog det herligste SkjønhedsBilled jeg kjender, dette Liv i Øiet uden Seekraft vil frapere, ja begeistre Dem. Digteren Berti604 førte mig ind i nogle Familier, saa jeg virkeligt havde det ret godt, men nu kom Plagerne. Man sagde mig at mit Pas605 alt i Neapel skulde have været viseret af den østeriske Minister og bayerske Consul, en Ting Voigt ikke havde fundet fornødent, men som man nu sagde man mueligviis ved Grændsen vilde gjøre Fordring paa. En ikke ringe Forskrækkelse! det kunde blive smukt at vises tilbage eller maatte sende Passet til Neapel! Hertil kom nu en bidende Kulde paa Appeninerne og en Mavekrampe, hvorom jeg aldrig har havdt Idee. I Bolognia606 var Mad: Malibran ariveret, hele Omegnen derfor strømmet til, og Alt tre Gange saa dyrt som ellers. Jeg var her l l/2 Dag, saae de sjældne Malerier, hvoriblandt Raphaels Cicilia og Domenichinos Sancta Agnese607 aldrig vil udslettes af min Erindring. Jeg besøgte den prægtige Campo Sancto,608 som De endeligt ikke maa forsømme, kommer De der og travede om i de første Kirker Nu kom Afreisen og Veturinen holdt for min Dør. - Her maa jeg nu forud fortælle Dem at under hele mit Ophold i Rom var der en Landsmand,609 en Slægtning af Steffens, der hjemme blev anseet for gal og i Rom ved sit komiske Væsen morede os alle sammen, men da han blev min og Herts Reise Kammerad til og fra Neapel, virkeligt ved ondt Sind og Galskab forstyrrede os vor Nydelse, mig var han endogsaa særdeles uforskammet imod, men ved Maaden han var det paa, kunde man intet sige, jeg har i mine Breve til Dem slet ikke berørt ham før. - Komiske og onde Træk skal jeg engang mundtligt meddele Dem. For ei at reise sammen med dette Væsen var jeg taget et Par Dage tidligere fra Rom, han vilde som jeg til München, nu da! - Veturinen holdt som sagt ved Hotellet, jeg stiger ind og hvem træffer jeg der - min halvgale Zeuthen, der med mig gik til Venedig og Reisen vilde vare 3 Dage. Det øvrige Selskab vare nogle raae Mennesker, Tydskere, der kom fra Rom, saa jeg ret følte mig ilde stemt og syntes at Alt arbeidede paa at jeg skulde ønske mig ud af Italien. For Selskabets Skyld valgte jeg heller at sidde hos Veturinen i den kolde Regn. Alt rundt om saae ogsaa mindre italiensk ud, høie Popler og en uendelig flad Egn. Hist og her stode vel nogle Pinier, men sparsomt, og den enkelte Zypres pegede mod Himlen som den i Spot vilde sige til mig: Du er endnu i Italien. Nei Apeninerne lukke for denne Feeverden, ligesom Sumpene ere Grændse for det Allerhelligste. Mellem Alper og Apeniner strækker sig kun Forgaarden hvor nordiske Træer og Væxter i riig Fylde bilder den nyelig Komne ind: Her er Italien. - I Padua610 saae jeg Europas største Sal hvor Livii Buste pranger, det er det Interesanteste jeg veed om denne By. - Morgenen før jeg kom her til hvor jeg ved Pofloden forlod det Pavelige, kastede Grændse-Politiet mit Pas bort, jeg havde overleveret dem, de paastod jeg ikke havde givet dem det, og saa laae det paategnet af Manden selv bag ved Bordet. Det var ogsaa en Lidelse. - Den 19 April ved Aften saae jeg Venedig,611 denne forunderligt svømmende Bæverstad. En Landevei af grønt Vand, dæmmet med Pæle og bugtet som paa Landjorden fører fra Fusina til Venedig. Hvorledes forklarer jeg Dem Indtrykket af denne Stad. Bygningerne synes som Vrag, Stykke for Stykke at falde ned. Jeg saae ikke Fodbred af Land, Gader og Stræder var Vand hvorfra Husene hævede sig, Døre og Porte vendte her ud til og alle Trapper gik ned i Vandet. Jeg blev virkeligt til en halv Fisk, Stilheden var utaalelig, og dertil kom nu at alle Gondoler ere overdragne med sort Klæde, saa at de ligne Liigvogne. Det Hele havde noget schauderligt, der forstemte mig. Først da jeg stod paa den prægtige Markus Plads foran den sælsomme Kirke følte jeg mig mere vel. Om Natten var der imidlertid kommet en Skorpion i min Seng,612 den stak mig, men det kolde Veir gjorte det ei farligt, kun fik jeg en hæftig Vundefeber der lagde mig til Sengs. - Næste Dag613 besøgte jeg Dogens Bolig, saae fortræffelige Sager af Titians og Poul Veronese, besteeg Markustaarnet og var i Tentorrettis rige Gallerie,614 hvor jeg fandt det første Stykke jeg har seet af Murillo og Raphaels: Nedtagelsen af Korset. Jeg krydsede Gaderne igjennem, hvor man med Albuen i Siderne kan spærre hele Pasagen. Travede over Rialto og besøgte Titian og Canova der ligge i Kirken dei frari. Efter tre Dages Ophold forlod jeg Venedig med Feber i Blodet og ikke i fornøiet Stemning eftersom den eneste Veturin der afgik til Tyrol og som jeg havde indladt mig med ogsaa tog mit gamle, utaalelige Selskab paa Vognen og det var nu en fem Dages Reise. - Jeg sad igjen uden paa Vognen615 og min eneste Fornøielse var at Veturinen kun tog Hatten af for de nyligt malede Madonnabilleder, der hang i Træerne og slet ikke vilde bemærke de Gamle. I Vicenza saae jeg de herlige Bygninger af Paladio616 og i Verona gjorte jeg mig en Skizze af Huset hvor Romeo saae sin Julie første Gang.617 Jeg var i den store Dandsesal, nu laae der Tønder med Viin og en Mængde Brænde. En Hyrekudsk boer i Capulets Palais. - I Verona kom der en ung Skotlænder618 til os, der vilde med til Tydskland, en halv Time sad han inde hos de Andre, saa bad han mig om Plads udenfor; nu blev det morsommere, han var fra Edingburg, havde kjendt Walter Skott og kunde gamle Viser som han sang for mig og oversatte Indholdet paa Fransk. - Da vi naaede Botzen bleve vi to enige om strax samme Nat at forlade vort Selskab og gaae med »Eilwagen« til Inspruck. Saaledes fløi vi afsted fra Italien ind mellem Bjergene, hvor de hæslige blodige Christibilleder ret krasse saarede mit Øie, der havde seet Italiens Marmorguder. - I Inspruck619 vare vi halvanden Dag, boede sammen og vandrede om paa Bjergene, han fandt sit Skottland mellem disse Bjerge, og da Aftenklokkerne ringede brast han i Graad af Hjemvee.620 Jeg blev ordentligt vred paa mig selv at jeg ikke Kjendte denne skjønne Følelse. - Nu kjender jeg den! paa denne Side af Alperne er Hjemvee vaagnet i min Sjæl, dyb og mægtig! jeg længes efter Hjemmet hvor Orangerne groe, hvor det uendelige blaae Hav strækker sig med svømmende Øer, Vesuv med sin røde Lava og det hele Liv der. O var jeg i Neapel, var jeg der altid! - Rom er mig ikke nok, her er Naturen død, et udbrændt Krater, og jeg kan ikke leve uden Havet, det har bundet mig som Agnete; min stakkels forskudte Agnete. »Dette til Fortvivlelse vanskabte Arbeide«, som min bedste Ven kaldte det.621 - Den første Mai var jeg i München, en sælsom By, udstrakt ved Marker og Landeveie. - Det er som laae man paa Landet. Grønne Træer, Grøfter med Græs og prægtige Bygninger, men tilfreds føler jeg mig slet ikke her; ligesaa godt hjemme! - Jeg har læst en Masse af Bøger om Italien,622 hvor tomme ere de dog alle sammen. Heines lille Spring ned til Lucca623 kunde han gjerne have skrevet i Hamborg, der er ikke Spor af italiensk Natur deri. Corinna er en kjedsommelig Guide med Romansnak og Critik, Göthe er den eneste der giver noget sandt men det er saa fragmentarisk! Kan man da ikke udtale dette mægtige Indtryk!624 O havde jeg Kraft og Mod! men det er forbi med disse, som med min Nyden i Paradiset! Menneskene har myrdet mit poetiske Jeg, og jeg havde ogsaa en Brutus625 der imellem, som jeg har elsket saa høit et Hjerte kan elske, men han begreb det aldrig. Men bortfra alle Grillerne, jeg er jo lykkelig, de sige det Allesammen. Nu gaaer det rask hjemad, til Vennerne , til Lystighed, o jeg vil jo komme meget omkring og til flere Bryllupper og Aften-Snakkerie og høre meget og lære - o Du gode Gud, naar jeg tænker paa at jeg igjen skal gaae paa Forelæsninger hos Smaae og Store, dannes og læres - o da løber det mig iiskoldt ned over Ryggen. Det vil ikke gaae godt, jeg er nu stiv af Reisen. Gud hvorledes vil det dog ende for mig? O skriv De mig ofte til, vær mig en god Søster, lad Italien vifte over til mig, misforstaae mig aldrig, om end Alle gjøre det. Saasnart De har modtaget dette Brev da skriv strax til mig og send Brevet til Wien post restante. Jeg forlader München den sidste Mai og bliver 1 Maaned i Wien. Tidligere havde jeg afsendt dette Brev, men jeg ventede at høre fra Hjemmet om mine Pengesager og om jeg altsaa blev kort eller længe i Sydtyskland; Endnu er intet Ord indtruffet, og længer kan jeg ei udsætte det med at skrive Dem til - Det er temmeligt sandsynligt, efter hvad den gamle Collin626 har sagt mig, at jeg altsaa, af Mangel paa Penge, maa hjem i August eller September dette Aar. I Hamborg træffer jeg jo Broderen og hjemme tænker jeg Moderen giver mig nogle Dage Huusly til jeg faaer leiet Værelser selv. - Meget troer jeg min Reise har virket til Fordeel for mig. Jeg seer Alt med ganske andre Øine, men jeg seer mig selv i et klarere Lys, stoler mindre paa min Kraft, det er ikke godt. O Gud, hvor ubetydelig er jeg dog ikke! - Jeg gruer for Hjemmet, for hvad der maa møde, og jeg føler mig næppe vel mellem den Smaaligheds Aand der rører sig. - Mine sande Venner være mig da Alt, for Kjærlighed, Digterlykke, Italien! - O Gud, var jeg dog meget riig eller meget smuk, saa kunde jeg have blevet lykkelig! Verden og Qvinderne især, see nu derpaa! Qvinderne? Tilgiv mig, jeg glemte jeg skrev til een; De staae mig saa høit udenfor de Andre, at mit Hjerte sladdrer Alt ud, som for sig selv og sin Gud. - Og nu Lev vel, min eiegode, trofaste Søster! Gud give Dem Sundhed og Glæde. Hils Broderen Peter! Kan han lide mig? Han kjender mig saalidet. Jeg var ham jo ogsaa komisk hjemme og det komiske vinder ikke Hjertet. Gid vi vare noget sammen, jeg troer dog vi skulde harmonere. See kun til Eduard Collin, Carstenskiold, Dinesen, ganske forskjellige Characterer, vi harmonerede dog meget; ogsaa ham vilde jeg nok vinde. Hils ham og siig han i Deres Brev til mig skal skrive »God Dag!« dersom han troer vi kunne være Venner. - Veed De, at Christian og jeg, den 2den April drak Duus ; han i Kjøbenhavn og jeg i Aquapendente. Det glæder mig ret! Lev nu vel! hils Voigts og Mathiesens,627 Frøkenen har vel bragt Dem min Hilsen? - Fortæl mig hvert lille Indtryk, Alt intereserer mig fra Dem

og Italien. Broderen!

[Udskrift]

a Monsieur Monsieur le Chevalier de Vogt Chargé d'affaires de Sa Majesté le Roi de Dannemark pres la cour pour remettre a Mademoiselle

Tekst fra: H.C. Andersens Hus