Dato: 16. maj 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Wien den 16 Mai 1834

Til Henriette Hanck

Ret med broderligt Hjerte takker jeg Dem for Deres sidste fortrolige Brev, gid jeg ret kunde sige Dem hvor kjært det var mig og dog – bedrøvede det mig. Bedrøvede? siger De nok. Ja, fordi jeg ikke seer mig istand til at bevare det, som jeg vilde. – Tror mig, ingen Broder vil inderligere glæde sig, end jeg, naar Deres Aands Arbeider ere hvad jeg haaber, og blive erkjendte derfor, men hvad kan jeg dømme om disse, aldrig har De vilde vise mig dem, det lille Digt paa Træet ude i Tolderlund er jo det eneste jeg kjender. At Fader og Bedstemoer ville gjerne at Flere end De, skulle glædes ved Deres Arbeider er naturlig, men kun Faae dømme kjærligt som De. – Hvad Fru Bruuns185 Brev angaaer, da er dette mig som et Nul; det er, efter alt hvad jeg kjender, en forskruet Kone, selv om Deres Digte vare middelmaadige, vilde hun have fundet dem fortræffelige, fordi det smigrede hende, at De betroede Dem til hende. Aligevel ved jeg ingen De kunde have henvendt Dem til uden maaskee – Ingemann, det er en Mand med Hjerte og uden Spot. – Dog, hvem kan raade i dette Tilfælde, vor egen Følelse maa lede os. – Der ligger en Salighed i at see sine Tanker gaae over i en Slægt om sig, at troe Dem leve endnu længe efter os, men det har ogsaa de største Lidelser. Har De Mod til at see Deres bedste Følelser perciflerede, Deres klareste Øieblikkes Tanker, behandlet som Dumhed og taabligt Væv, taale Kritik af Mennesker, der staaer dybt under Dem, taale Spot og Miskjendelse? Nu saa er De ogsaa Digter, og bidrager som Leed til den store Skjønhedskjæde der binder Jorden til Himlen. Jeg kjender ikke Deres Arbeider, men – af Deres Breve – troer jeg, De kan skrive, saaledes at Menneskene kan have Glæde og Gavn deraf, lad Dem da høre Sangen, men vær stærk om De uforskyldt maa lide derfor; Menneskene ere sælsomme Væsener. Husk paa, hvorledes Folket strøede Palmer for Christus, og Dage derefter raabte: Korsfæst ham!

Troe mig, der ere Øieblik, jeg i mit Hjerte ønsker, gid jeg aldrig havde sat Haand til Papiret, gid jeg var blevet et godt ærligt Menneske, der var tilfreds med Døgnlivet, arbeidede, spiiste og gik saa i Graven, uden at have tænkt noget over det Hele; De Andre have jo sagt til Dem? Prøv Dine Digte og vælg. Jeg siger tillige, prøv Dit Hjertes Mod og er dette stærkt, saa bør De! Hvem veed hvad det Hele kan lede til. Jeg er nu en halv Tyrk og troer aldeles paa Forudbestemmelse; Vi ere frie, siger man. Ja, som den vilde Hest paa en lille Klippe Ø, kun der, til den afmaalte Grændse er det Hele. – Med stor Forventning længes jeg efter et Exemplar, De maa lade mig faae eet og ærligt skal jeg siige Dem det Indtryk det har gjort paa mig, dog det er kun en Enkelts Mening og De veed at hver seer Tingene gjennem sit farvede Glas. – Skriv mig til 8 Dage senest efter at De har faaet dette Brev og lad det komme post restante til Dresden, det er det sidste Brev jeg faaer fra Dem og Deres i Udlandet; gid at De i disse skrevne Ord ikke maa finde andet end broderlig Hengivenhed, broderlig Angest, men troe slet ikke at jeg vil skræmme Dem fra hvad der glæder Deres Kjære, kun forberede Dem paa at for at flette Verden Krandse, det være sig af Roser eller Tidsler, faaer man selv prøve Tornene. Danmark er et ulykkeligt lille Land for Skribentere, man staaer Menneskene saa nær, det Personlige falder let i Øinene og dette blander De med vort Aandelige; Odense er endnu en mindre Underafdeling, der vil blive en Sladder, er det store kritiske Kjøbenhavn naadig, da stiger ogsaa Odense Barometer, men omvendt – - Ja det Hele er i Grunden Intet, kun at De er paa det Rene med Dem selv, føler det virkelige Gode i Deres Arbeider og husker paa, hvor let og eenfoldigt Mængden dømmer. Nu Gud styrke Deres Hjerte! Lad ham lede Dem og skjænke Dem Glæde. Deres broderlige Andersen..

Tekst fra: H.C. Andersens Hus