H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Ludwig Müller 16. maj 1834

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: kjærlighed

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 16. maj 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Ludwig Müller
Sprog: dansk.

München den 16 Mai 1834

Min kjære, gode Ludvig!

Tak, og atter Tak for Dit venlige Brev, der ret glædede og oplivede mig, thi jeg saae at Du er og vil blive en trofast Ven! ogsaa Otto takker jeg for den tilføiede Efterskrift; jeg vil troe, at han har faaet et Brev fra mig, som jeg sendte afsted da jeg vaar i Florents. Husker jeg ret, da skjændte jeg deri paaa Dig fordi jeg i bemældte By ikke hørte Noget fra Dig; men nu har Du jo gjort det godt igjen og jeg – ja, saavidt jeg husker, vaar min Skjænden ikke saa slem. – Din Fader har altsaa været temmelig syg; det gjør mig meget ondt; jeg har altid, som Du veed, selv før jeg kjendte ham og Dig, havdt et Slags Kjærlighed for ham; Du erindrer jo nok at jeg gik paa hans Forelæsninger forat see det fortræffelige godmodige Ansigt og at jeg tidt, i Beskuelsen deraf, glemte at høre efter. Foraaret bringer Liv og Glæde, det vil ogsaa bringe ham og Eder alle begge disse Herligheder. Hils den gode Moder og siig jeg kommer snart hjem med Kreditivet paa Pandekager, som Otto har givet mig og gratulerer Gusta den 24 Mai, jeg skal da drikke hendes Skaal og det ikke i det prosaiske münchener Øl, der nu er min Lacryma Christ og Falernerviin, men i en Kop Chokolade; jeg vil da bilde mig ind jeg sidder hjemme i Hjørnestuen og sladdrer med hende og Frøken Schneel, som Du jo siger "jeg ikke kan elske!" en Talemaade der klinger meget uærlig. God Fornøielse til Disputatsen! Din lille Replik om Jette Wulff, hvis Bekjendtskab Du har gjort, interesserede mig meget; ja jeg vidste det nok: Du vilde synes godt om hende. Jeg vil saa gjerne at de jeg holde af skulle kjende og skatte hinanden. - Du har ogsaa en Stjerne hos hende, jeg fik nyeligt et Brev fra Stratsburg og deri skrev hun: - ja hun skrev saameget smukt; havde det været Ondt, skulde jeg nok have fortalt det. – og endte med: "naar jeg engang vender hjem, skal det være noget af det, jeg meest vil glæde mig til, endnu nøiere at lære ham at kjende og ofte see ham og Dem i min lille Stue; vi to ville da fortælle ham om de Herligheder vi have seet og nyde dem i Erindringen. Skriver De ham til da hils ham ret meget fra mig!" See det skrev hun og Understregningen med. – Hun reiste nu til Marseille og gik derfra til Neapel, hvor hun nu vist er, den Lykkelige! O Neapel! Du veed ikke, hvilken Feeverden der ligger mig i dette Ord. Goethe siger: at ligesom den der har seet et Spøgelse aldrig kan blive glad derefter, saaledes kan der har seet Neapel heller ikke blive ganske ulykkelig!" men en dyb Længsel efter en tabt Lyksalighed kan dog heller ikke kaldes Lykke. – Hvor underligt synes det mig ikke, at nu er det Hele forbi. Alperne have lukket Landet for mig. Det er forbi, som en forunderlig Drøm. – Det er mig, som jeg ikke har inddrukket den rige Salighed nok. Jeg var ikke ret lykkelig i Italien! skjænd ikke paa mig derfor, min Skyld var det ikke ganske! Fra Hjemmet kom Sorgen og Giftdraaberne. Alt som mit aandelige Jeg bevægede sig herude, bedømte sig selv og Alt uden om, leed det dybere ved – - hvad der vel ikke kunde være anderledes. Jeg vil glemme det, maa glemme det. Mine Venner mene mig det jo saa godt! – Du skal høre noget om min Reise fra Florents. Ja, her kan Du troe fulgte mange Plager; det var, som vilde en ond Stjerne tvinge mig til at blive kjed af Italien, men det er ikke lykkedes. Alt det Pas-Vrøvl, der var, kan Du ikke begribe; man vilde, at jeg alt i Neapel skulde have været forsynet med østerisk Paategnelse, en Ting man der benægtede; thi hvad Pas og Creditiv angaaer, har jeg et Øie paa hver Nerve. Jeg fik imidlertid viseret til Venedig; men hvad man her vilde gjøre, vidste man ikke. Det kunde blive en artig Historie at sendes tilbage igjen ved Grændsen! Hertil kom Kulde og Mavekrampe, og hvad der var det Værste, .- et frygteligt slet Reiseselskab, som jeg ved Skjæbnens Villie beholdt i 8 Dage. Jeg traf nemlig ved ved at stige ind i Vognen i Bologne, to temmeligt raae Mennesker og den halvgale Zeuthen uagtet meer end tilladelig Godmodighed fra min Side, viste sig særdeles utaalelig / og fortjente en god Portion Prygl paa sin philosophiske Bagdeel. Desuden blev jeg stukket af en Skorpion, da jeg laae i min Seng i Venedig. Ja jeg kunde skrive en heel Jerimiade om Reisen fra Italien; men jeg vil vende mig til Solskinnet og Solskin, veed Du, er der meget af i Italien. – Altsaa, tilbage til Florents igjen! Lystspildigteren Berti, som jeg var anbefalet til, tog sig venligt af mig, indførte mig i flere Familier og forærede mig sit nyeste Stykke; Gli amanti sessagenari. Daglig besøgte jeg Gallerierne, hvor jeg fra forrige Gang syntes halvt hjemme. Intet er dog skjønnere end den medicæiske Venus! det er utroligt hvilket Liv der ligger i Øiet uden Seekraft. Ingen Afstøbning kan give Dig hende som hun lever i Marmoret. I Bologna saae jeg Raphaels hellige Cæcilia; det er herligt som hans Madonna i Dresden, og dog fra denne ganske forskjelligt. Det forekommer mig, at han i den dresdener Madona har idealiseret sin Fornarina, noget Guddommeligt udtaler sig der; Sæcilia er mig mere menneskelig, men den aandrigste Skjønne, blandt Dødelige. – Campo Santo, de skjæve Taarne, Mad. Malibran & & ja det kan give Stof til flere Samtaler hjemme; vi rullede nu afsted med mit kjedelige Selskab; jeg sad uden paa Vognen hos Veturinen, for at have det saa godt mueligt. I de høie Popler, de første Træer af denne Art, jeg her saae, hang Madonna Billeder og Fuglene qviddrede rundt om. Hist og her stod vel en Helgen ved Veien med en brændende Lampe foran; men det tog sig ikke saa smukt ud som Billedet i Træet. – I Padua saae jeg Europas største Sal og et Par Kirker, men den Herlighed kjender jo Otto og kan fortælle Dig om. – Overhovedet havde Italien efter et jeg gik over Appeninerne Intet Mere der ret greb mig; Naturen smælter her sammen med vor. Man maa over Apeninerne for at faae Begreb om Italien og over Sumpene for at see en hesperisk Nataur. - Det ærgrer og bedrøver mig, at Otto Intet har seet af Italien. Feddersen vil engang hjemme bevidne Sandheden af mine Ord. Venedig bør man see, den ligner ingen af de andre italienske Byer, den er en Art østerisk-italiensk Amphibie, som lever i Vandet og paa Landet. Jeg følte mig slet ikke hjemme der. Det hele havde mig noget schauderligt. Denne uhyre Taushed, disse henfaldne Bygninger, dette Liig som Alt antyder, Gondolerne lignede Liigvogne, alle overdragne med sort Klæde, kun Aarernes Pladsken i Vandet var det eneste jeg hørte. - Alle Døre og Porte gik ud til Kanalerne, Trapperne dybt ned i Vandet. Jeg syntes, man maatte være en halv Fisk for at leve her. Først da jeg stod paa den smukke Markusplads med sin sælsomme Kirke følte jeg mig bedre [overstr: vel]. I denne By faaer man først Idee om Titian; jeg besøgte hans og Canovas Grav, besteeg Markustaaarnet og vandrede om i det øde Dogepalads. I Vicenza fik jeg ret Respect for Paladius; det er herlige Bygninger, han har reist, og hans eget beskedne Huus carachteriserer hans Væsen. I Verona glemte jeg ikke Capulets Huus; jeg var i Dandsesalen hvor Romeo saae sin Julie og gjorte mig en Skizze af den gamle forfaldne Bygning. – Saa fløi jeg ud af Italien. Tyroler-Tæppet med de venlige Bjerge og væmmelige Christusbilleder, rullede ned mellem os. I Inspruck var jeg, med en ung Skotlænder halvanden Dag, vi vandrede lidt om paa Bjergene, han fandt Skottlands Natur omkring sig, og da Aftenklokkerne løde brast han i Graad af Hjemvee, jeg var vred paa mig selv at jeg slet ikke eiede denne smukke Følelse! – Den første Mai var jeg Alt i München, hvor man spiser godt, hvor Folkene ere fortræffelige, hvor jeg daglig kan see Alperne, men Syd-Italien er det slet ikke. Danmark er i alle Maader ligesaa smuk som Syd Tydskland og lidt til. Vi have dog Havet! Disse lysegrønne Popler og Bøge, stikke forunderligt af til den mærke Skov Natur i Italien. - Jeg savner de kjæmpe høie Cypresser, de stolte Pinier og Olietræerne, hvis Blade, om Aftenen lignede sort Fløiel, som dryppede Nat. Jeg savner det sælsomme blaae Hav, Palmer og Cactus og fremfor Alt de smukke Mennesker (der i Grunden vare Kjæltringer) og den levendegjørende Luft, saa friskt og dog / fyldt med Duft af Oranger og Citroner. O Gud, mon jeg dog aldrig mere skulde komme til Neapel? Lykkelige Ludvig, Dig venter dette Paradiis. Jeg har her i München læst flere Bøger over Italien; alle forekommer mig som en forslidt Vrange af et herligt Tapet. Skulde Ingen kunde give det med levende Farver? Fru-Stahl-Holsteins Corinna forekommer mig som en Guide, svøbt ind i almindelig Romansnak og megt fornuftige Afhandlinger. Heine, som jo rigtignok knap kom over Apeninerne, kunde godt have skrevet det hele i Hamborg; det er kun Arabesker af hans eget Hoved, ikke engang sammensat af italienske Blade. – Rumohr er nu bare Snak, og Goethe – ja, det er den Eneste, som jeg kjender igjen Italien hos; men det er saa særdeles fragmentarisk; jeg finder hele Sider i min egen Dagbog, der synes skrevne ud af hans. O, gid jeg havde Kraft til at udtale det Billede som lever i min Sjæl; jeg havde da gjort noget Godt. Men jeg kan ikke, og Lyst faaer jeg vel ligesaa lidet som Mod. – Digteren, i det mindste den som har min Natur, er en Blomst, der kun trives ved Kjærlighed, ved Opmuntring og Roes og den Slags Solskin troe mine lærde og fornuftige Opdragere ikke er mig gunstig, og saa klippe og vande de saalænge til Planten gaaer rent ud. – Tro mig, kjære Ludvig, saa vist som min Sjæl skatter Kunsten og nu mere end før føler dens Hellighed og Storhed, saalidet er mit Mod, til at virke, paa denne min eneste Vei! – Der er Saar som aldrig kunne læges. – Troe ikke dette er Sygelighed, Blødagtighed, jeg affecterer ikke Ulykke, Tiden vil overtyde Dig derom. Men Nok om dette! – Livs-Forhold maa man bære, om disse end sønderrive vore bedste Følelser og Forhaabninger. Inderligt og dybt føler jeg, hvormeget den gode Gud har gjort for mig, hvor forunderligt han har styret Alt, og med barnlig Sjæl klynger jeg mig ogsaa tidt til ham; han har givet mig en Familie af ædle Mennesker, jeg som slet ingen have i den hele Verden; jeg elsker ogsaa mine sande Venner, saa trofast et Hjerte kan det. Min Reise har vist ogsaa virket gavnligt paa mig; jeg har faaet en langt klare[re] Anskuelse af Alt; Skyggesiden ved den, er det jeg har lært at kjende en sydlig Natur, mit Hjerte altid længes efter, og hvad der er smerteligere; har viist mig min egen Lidenhed, min egen uhyre Mangel. O, der er i Øieblik, jeg kunde fortvivle derover. – Meget vil heller ikke behage mig i Hjemmet, der er altfor meget Smaaligt og i Litteraturen er der ingen Kjærlighed for Kunsten selv. Jeg forudseer mangen bitter, mørk Time hjemme; men da vil mine Venner være mig, hvad jeg saa gjerne troer? Kun at de ikke holde Forelæsninger, belære mig paa den gamle Maade! Det taaler jeg ikke! Jeg vil og maa nu sprænge gamle Sædvaner, ellers vedblive de hele mit Liv. [ulæselig overstregning] Det lykkelige Menneske. Feddersen er nu i Neapel, Broderen kommer jeg tidt sammen med her i München, han er et vakkert, særdeles smukt Menneske. Byen selv, veed jeg ei hvad jeg skal sige om, det er mig som jeg laae paa Landet; det er ved Haver og Pladse trukket ud i det Uendelige; Træer og Grøfter, Haver og ikke udsprungne Bygninger synes at sige mig: jeg er kommen 10 Aar fortidlig her til; efter den Tid vil det være en prægtig Stad. Hvormeget har jeg ikke hørt om Münchens Kunstskatte! – der er sandeligt ikke farligt meget. Maaskee naar man kommer fra Norden! det tager sig ikke ud efter at man har seet Italiens – Efter hvad jeg har hørt, er jo det lassenske Legat allerede givet bort; siig mig endeligt noget Bestemt herom. Een Maaned vilde jeg være i München, og den er tilende ved første Juni, da reiser jeg til Wien, hvor jeg, efter som mine Pengesager staae, kun kan blive Juni ud; jeg lægger dig derfor ret paa Hjertet, at jeg i Slutningen af den Maaned faaaer et Brev fra Dig (Wien post restante) hvor Du siger mig om der er Sandsynlighed for at jeg faaer noget Legat? Hvor stort det er? Og hvorlænge det varer; thi naar jeg ikke, senest 7 Juli, hører i Wien noget gunstigt derom (at det er tilfaldet mig), da rejser jeg hjemad; thi, som sagt mine Penge, Tillæget iberegnet, strække næppe længer end til ind i August. Da have I mig! – Hvor gjerne jeg vilde være ud til hen i Efteraaret, f Ex til midt i October, kan Du sagtens troe; der er saa meget mellem Wien og Kjøbenhavn man ei bør jage forbi. - Hils Fru Viborg, Ægtemanden og den lille Fransiska fra mig, glem ikke Ottos jeg glæder mig ret til ham og hans elskværdige Kone, men fremfor Alt, send et Dusin Hilsener til Nørager til de smaae Væsner, Moderen, Kammerraaden – og – ja Du ma ikke vise Brevet frem – min Amalie! [ulæselig overstregning] / Du kommer jo dog imellem til Thybergs? Hils Moderen og de kjære Døttre fra mig. Jo, jo, der er virkeligt meget, jeg glæder mig til Hjemme. Vær nu kun I ogsaa elskværdige mod mig, saa skal I see hvor nydelig jeg kan være. – Jeg har nu ogsaa Sands for Paster, selv for rustne Mynter og meget Mere, vi før ikke harmonerede i. Jeg lover Dig ogsaa, at jeg slet ikke vil kjæle for Dig eller hænge med Hovedet; kommer der italiensk Hjemvee, eller bliver Luften for kold hjemme, da lukker jeg mig inde paa mit Kammer, og det altid – til I engang bære mig ud derfra, ikke saa følsom, overspændt, "trodsig", som I kalde mig, men stiv og kold som de almindelige Mennesker. - Edvard skrev mig til sidst den 1 Februar. Det er nu ret længe siden! Seer Du ham imellem? Han er dog rask, munter, lykkelig! Gid at jeg ikke var i en Stilling, der nødte mig til at modtage saa mange Tjenester af ham; Sligt bringer en Overvægt i den ene Skaal for Venskab; gid at jeg ogsaa kunde vise ham Lignende; saaledes er det ogsaa med hvad Du maaskee kan udrette for mig om det Lassenske Legat; næsten ønsker jeg tidt, at jeg ikke fik det, blot for at være mere uafhængig. Ja, jeg udtrykker mig ikke ret; dog, Du vil forstaae mig. Jeg har et Slags Empfindlighed med mine Venner, der tidt gjør mig megen Sorg. Livsforhold maae falde bort, naar Hjerter ret skal mødes. Edvard er min solideste Ven; jeg seer den Samme i Dig, gid vi glade maae mødes og lykkeligt skatte det Gode hos Hver! Om jeg har forandret mig noget, og hvorledes? – Ja, det maa I selv opdage, naar vi mødes - jeg veed kun, at I ville have mig anderledes end før. – Lev nu vel! Hils dem Alle. som tænke venligt paa mig, og beed Otto skrive mig til. -

Din trofaste ven

H.C.Andersen

(Broderen) (Jeg er lidt syg, har noget Feber)

Tekst fra: Solveig Brunholm

München den 16 Mai 1834

Min kjære, gode Ludvig!

Tak, og atter Tak for Dit venlige Brev, der ret glædede og oplivede mig, thi jeg saae at Du er og vil blive en trofast Ven! ogsaa Otto takker jeg for den tilføiede Efterskrift; jeg vil troe, at han har faaet et Brev fra mig, som jeg sendte afsted da jeg vaar i Florents. Husker jeg ret, da skjændte jeg deri paa Dig fordi jeg i bemældte By ikke hørte Noget fra Dig; men nu har Du jo gjort det godt igjen og jeg - ja, saavidt jeg husker, vaar min Skjænden ikke saa slem. - Din Fader har altsaa været temmelig syg; det gjør mig meget ondt; jeg har altid, som Du veed, selv før jeg kjendte ham og Dig, hvavdt et Slags Kjærlighed for ham; Du erindrer jo nok at jeg gik paa hans Forelæsninger fora t see det fortræffelige godmodige Ansigt og at jeg tidt, i Beskuelsen deraf, glemte at høre efter. Foraaret bringer Liv og Glæde, det vil ogsaa bringe ham og Eder alle begge disse Herligheder. Hils den gode Moder og siig jeg kommer snart hjem med Kreditivetpaa Pandekager, som Otto har givet mig og gratulerer Gusta den 24 Mai, jeg skal da drikke hendes Skaal og det ikke i det prosaiske münchener Øl, der nu er min Lacryma Christ og Falerner Viin, men i en Kop chokolade; jeg vil da bilde mig ind jeg sidder hjemme i Hjørnestuen og sladdrer med hende og Frøken Scnel, som Du jo siger jeg ikke kan elske! en Talemaade der klinger meget uærlig. God Fornøielse til Disputatsen! Din lille Replikom Jette Wulff, hvis Bekjendtskab Du har gjort, interesserede mig meget; ja jeg vidste det nok: Du vilde synes godt om hende. Jeg vil saa gjerne at de jeg holder af skulle kjende og skatte hinanden. Du har ogsaa en Stjerne hos hende, jeg fik nyeligt et brev fra Stratsburg og deri skrev hun: - ja hun skrev saameget smukt; havde det været Ondt, skulde jeg nok have fortalt det. - og endte med: "naar jeg engang vender hjem, skal det være noget af det, jeg meest vil glæde mig til, endnu nøiere at lære ham at kjende og ofte see ham og Dem i min lille Stue; vi to ville da fortælle ham om de Herligheder vi have seet og nyde dem i Erindringen. Skriver De ham til da hils ham ret meget fra mig!" See det skrev hun og Understregningen med. - Hun reiste nu til Marseille og gik derfra til Neapel, hvor hun nu vist er, den Lykkelige! O Nepael! Du veed ikke, hvilken Feeverden der ligger mig i dette Ord. Goethe siger: at ligesom den der har seet et Spøgelse aldrig kan blive glad derefter, salledes kan der har seet Neapel heller ikke blive ganske ulykkelig!" men en dyb Længsel efter en tabt Lyksalighed kan dog heller ikke kaldes Lykke. - Hvor underligt synes det mig ikke, a tnu er det Hele forbi. Alperne have lukket Landet formig. Det er sforbi, som en forunderlig Drøm. - Det er mig, som jeg ikke har inddrukket den rige Salighed. Jeg var ikke ret lykkelig i Italien! skjænd ikke paa mig derfor, min Skyld vaar det ikke ganske! Fra Hjemmet kom Sorgen og Giftdraaberne. Alt som mit aandelige Jeg bevægede sig firer, bedømte sig selv og Alt uden om, leed det dybere ved - hvad der vel ikke kunde være anderledes. Jeg vil glemme det, maa glemme det. Mine Venner mene mig det jo saa godt! - Du skal høre Noget om min Reise fra Florents. Ja, der kan Du troe fulgte mange Plager; det var, somvilde en ond Stjerne tvinge mig til at blive kjed af Italien, men det er ikke lykkedes. Alt det Pas-Vrøvl, der var, kan Du ikke begribe; man vilde, at jeg alt i Neapel skulde have været forysnet med østerrigsk Paategnelse, en Ting man her benægtede; thi hvad Pas og Creditiv angaaer, har jeg et Øie paa hver Nerve. Jeg fik imidlertid viseret til Venedig; men hvad man her vilde gjøre, vidste man ikke. Det kunde blive en artig Historie at sendes tilbage igjen ved Grændsen! Hertil kom Kulde og Mavekrampe, og hvad der var det Værste, .- et frygteligt slet Reiseselskab, som jeg ved Skjæbnens Villien beholdt i 8 Dage. Jeg traf nemlig ved ved at stige ind i Vognen i Bologna to tememligt raae Mennesker og den halvgale Zeuthen uagtet meer end tilladelig Godmodighed fra min Side, viste sig særdeles utaalelig / og fortjente en god Portion Prygl paa sin philosophiske Bagdeel.

Desuden blev jeg stukket af en Skorpion, da jeg laae i min Seng i Venedig. Ja jeg kunde skrive en heel Jerimiade om Reisen fra Italien; men jeg vil vende mig til Solskinnet og Solskin, veed Du, er der meget af i Italien. - Altsaa, tilbage til Florents igjen! Lystspildigteren Berti, sm jeg var anbefalet til, tog sig venligt af mig, indførte mig i flre Familier og forærede mig sit nyeste Stykke; Gli amanti sessagenari. Daglig besøgte jeg Gallerierne, hvor jeg forrige Gang syntes halvt hjemme. Intet er dog skjønnere end den medicæiske Venus! det er utroligt hvilket Liv der ligger i Øiet uden Seekraft. Ingen Afstøbning kan give Dig hende som hun lever i Marmoret.

I Bologna saae jeg Raphaels hellige Cæcilia; det eer herligt som hans Madonna i Dresden, og dog fra denne ganske forskjelligt. Det forekommer mig, at han i den dresdener Madona har idealiseret sin Fornarina, noget Guddommeligt udtaler sig der; Sæcilia er mig mere menneskelig, men den aandrigste Skjønne, blandt Dødelige. - Campo Santo, de skjæve Taarno, Mad. Malibran & & ja det kan give Stof til flere Samtale hjemme; vi rullede nu afsted med mit kjedelige Selskab; jeg sad uden paa Vognen hos Veturinen, for at have det saa godt mueligt. I de høie Popler, de første Træer af denne Art, jeg her saae, han Madonna Billeder og Fuglene qviddrede rundt om. Hist og her stod vel en Helgen ved Veien med en brændende Lampe foran; men det tog sig ikke saa smukt ud som Billedet i Træet. - I Padua saae jeg Europas største Sal og et Par Kirker, men den Herlighed kjender jo Otto og kan fortælle Dig om. - Overhovedet havde Italien efter et jeg gik over Appeninerne intet Mere der ret greb mig; Naturen smælter her sammen med vor. Man maa over Sumpene for at see en hesperisk Nataur. - Det ærgrer og bedrøver mig, at Otto Intet har seet af Italien. Feddersen vil engang hjemme bevidne Sandheden af mine Ord. Venedig bør man see, den ligner ingen af de andre italienske Byer, den er en Art østerrigsk-italiensk Amphibie, som lever i Vandet ogpaa Landet. Jeg føler mig slet ikke hjemme der. Det hele havde mig noget schauderligt; denne uhyre Taushed, disse henfaldne Bygninger, dette Liig som Alt antyder, Gondolerne lignede Liigvogne, alle overdragne med sort Klæde, kun Aarernes Pladsken i Vandet var det eneste jeg hørte. Alle Døre og Porte gik ud til Kanalerne, Trapprne dybt ned i Vandet. Jeg syntes, man maatte være en halv Fisk for at leve her. Først da jeg stod paa den smukke Markusplads med sin sælsomme Kirke følte jeg mig bedre. I denne By faaerman først Idee om Titian; jeg besøgte hans og Canovas Grav, besteeg Markustaaarnet og vandred eom i det øde Dogepalads. I Vicenza fik jeg ret Respekt for Palladio; det er herlige Bygninger,han har reist, og hans eget beskedne Huus carachteriserer hans Væsen. I Verona glemte jeg ikke Capulets Huus; jeg var i Dandsesalen hvor Romeo saae sin Julie, og gjorte mig en Skizze af den gamle forfaldne Bygning. - Saa fløi jeg ud af Italien. Tyrols-Tæppet med de venlige Bjerge og væmmelige Christusbilleder, rullede ned mellem os. I Innspruck var jeg med en ung Skotlænder halvanden Dag; vi vandrede lidt om paa Bjergene,han fandt Skottlands Natur omkring sig, og da Aftenklokerne løde brast han i Graad af Hjemvee; jeg var vred paa mig selv at jeg slet ikke eiede denne smukke Følelse! - Den første Nat var jeg Alt i München, hvor man spiser godt, hvor Folkene ere fortræffelige, hvor jeg daglig kan see Aplerne,men Syd-Italien er det slet ikke. Danmark er i alle Maader ligesaa smuk som Syd Tydskland og lidt til. Vi have dog Havet! Disse lysegrønne Popler og Bøge stikke forunderligt af til den mærke Skov Natur i Italien. Jeg savner de kjæmpehøie Cypresser, de stolte Pinier og Olietræerne, vhis blade, om Aftenen lignede sort Fløiel, som dryppede Nat. Jeg savner det sælsomme blaae Hav, Palmer og Cactus og fremfor Alt de smukke Mennesker (der i Grunden er rene Kjæltringer) og den levendegjørende Luft, saa friskt og dog / fyldt med Duft af Oranger og Citroner. O Gud,mon jeg dog aldrig mere skulde komme til Neapel? Lykkelige Ludvig, Dig venter dette Paradiis. Jeg har her i München læst flere Bøger over Italien; alle forekommer mig som en forslidt Vrange af et herligt Tapet. Skulde ingen kunne give det med levende Farver? Fru Stahl-Holsteins Corinna forekommer mig som en Guide, svøbt ind i almindelig Romansnak og megt fornuftige Afhandlinger. Heine, som jo rigtignok knap kom over Apeninerne, kunde godt have skreveet det Hele i Hamborg; Det er kun Arabesker af hans eget Hoved, ikke engang sammensat af italienske Blade. - Rumohr er nu bare Snak, og Goethe - ja, det er den Enesete, som jeg kjender igjen Italien hos; men det er saa særdeles fragmentarisk; jeg finder hele Sider i min egen Dagbog, der synes skrevne ud af hans. O, gid jeg havde Kraft til at udtale det Billede som lever i min Sjæl;jeg havde da gjort noget Godt. Men jeg kan ikke, og Lyst faaer jeg vel ligesaa lidet som Mod. - Digteren, i det mindste den som har min Natur, er en Blomst, der kunt rives ved Kjærlighed, ved Opmuntring og Roes og den Slags Solskin troe mine lærde og fornuftige Opdragere ikke er mig gunstig, og saa klappe og vande de saalænge til Planten gaaer rent ud. - Tro mig, kjære Ludvig, saa vist som min Skjæl skatter Kunsten og nu mere end før føler dens Hellighed og Storhed, saalidet er mit Mod til at virke, paa denne min eneste Vei! - Der er Saar som aldrig kunne læges. - Tro ikke dette er Sygelighed, Blødagtighed; jeg affecterer ikke Ulykk, Tiden vil overtyde Dig derom.Men Nok om dette! Livs Forhold maa man bære, om disse end sønderrive vore bedste Følelser og Forhaabninger. Inderligt og dybt føler jeg, hvormeget den gode Gdu har gjort formig, hvor forunderligt han har styret Alt, og med barnlig Sjæl klynger jeg mig ogaa tidt tilham; han har givet mig en Familie af ædle Mennesker, jeg som slet ingen have den hele Verden; jeg elser ogsaa mine sande Venner, saa trofast et Hjerte kan det. Min Reise har vist ogsaa virket gavnligt paa mig; jeg har faaet en langt klare Anskuelse af Alt; Skyggesiden ved den, er det jeg har lært at kjende en sydlig Natur, mit Hjerte altid længes efter, og hvad der er smerteligere; har viist mig min egen Lidenhed, min egen uhyre Mangel. O, der er i Øieblik, jeg kunde fortvivle derover. - Meget vil heller ikke behage mig i Hjemmet, der er altfor meget Smaaligt og i Litteraturen er der ingen Kjærlighed for Kunsten selv. Jeg forudseer mangen bitter, mørk Time hjemme; men da ville mine Venner være mig, hvad jeg sa gjerne troer. Kun at de ikke holde Forelæsninger, belære mig paa den gamle Maade! Det taaler je gikke! Jeg vil og maa nu sprænge gamle Sædvaner, ellers vedblive de hele mit Liv. Det lykkelige Menneske. Feddersen er med i Neapel, Broderen kommer jeg tidt sammen med her i München han er et vakkert, særdeles smukt Menneske. Byen selv, veed jeg ei hvad jeg skal sige om; det er mig som jeg laae paa Landet; det er ved Hveer og Pladse trukket ud i det Uendelige; Træer og Grøfter, Haver og ikke udsprungne Bygninger synes at sige mig: jeg er kommen ti Aar fortidlig her til; efter den Tid vil det være en prægtig Stad. Hvormeget har jeg ikke hørt om Münchens Kunstskatte! - Der er sandeligt ikke farligt meget. Maaskee naar man kommer fra Norden! det tager sig ikke ud efter at man har seet Italiens - Efter hvad jeg har hørt, er jo det Lassenske Legat allerede givet bort; siig mig endeligt noget Bestemt herom. Een Maaned vilde jeg være i München, og den er tilende ved første Juni, da reiser jeg til Wien, hvorjeg efter som minePengesager staae, kunkan blive Juni ud; jeg lægger Dig derfor ret paa Hjertet, at jeg i Slutningen af den Maaned faaaer et Brev fra Dig (Wien post restante) hvor Du siger mig om der er Sandsynlighed for at jeg faaer noget Legat? Hvor stort det er? Og hvorlænge det varer; thi naar jeg ikke senest 7 Juli, hører i Wien noget gunstigt herom (at det er tilfaldet mig), da rejser jeg hjemad; thi som sagt mine Penge, Tillægget iberegnet, strække næppe længer end til ind i August. Da have I mig! - Hvor gjerne jeg vilde være ud til hen i Efteraaeret, f Ex til midt i October, kan Du sagtens troe; der er saa meget mellem Wien og Kjøbenhavn man ei bør jage forbi Hils Fru Viborg, Ægtemanden og den lille Fransiska fra mig, glem ikke Otto jeg glæder mig ret til ham og hans elskværdige Kone, - men fremfor Alt, send et Dusin Hilsener til Nørager til de smaae Venner, Moderen Kammerraadinden - og ja - Du ma ikke vise Brevet frem - min Amalie! / Du kommer jo dog imellem til Thybergs? Hils Modereno g de kjære Døttre fra mig. Jo, jo, Der er virkeligt meget, jeg glæder mig til Hjemme. Vær nu kun I ogsaa elskværdige mod mig, saa skal I see hvor nydelig jeg kan være. - Jeg har nu ogsa Sands for Paster, selv for rustne Mynter og meget Mere, vi før ikke harmonerede i. Jeg lover Dig ogsaa, at jeg slet ikke vil kjæe for Dig eller hænge med Hovedet; kommer der italiensk Hjemvee, eller bliver Luften for kold hjemme, da lukker jeg mimg inde paa mit Kammer, og det altid - til I engang bære mig ud derfra, ikke saa følsom, overspændt, "trodsig", som i kalde mig, men stiv og kold som de almindelige Mennsker. Edvard skrev mig til sidst den 1 Februar. Det er nu ret længe siden! Seer Du ham imellem? Han er dog rask,munter lykkelig! Gid at jeg ikke vari en Stilling, der nødte mig til at modtage saa mange Tjeneste raf ham; Sligt bringer en Overvægt i den ene Skaal for Venskab; gid at jeg ogsa kunde vise ham Lignende; saaledes er det ogsaa med hvad Du maaskee kan udrette for mig om det Lassenske Legat; næsten ønsker jeg tidt, at jeg ikke fik det, blot for at være mere uafhængig. Ja, jeg udtrykker mig ikke ret; dog, Du vil forstaae mig. Jeg har et Slags Empfndlighed med mine Venner, der tidt gjør mig megen Sorg. Livsforhold maae falde bort, naar Hjerter ret skal mødes. Edvard er min solideste Ven; jeg seer den Samme i Dig. Gid vi glade maae mødes og lykkeligt skatte det Gode hos Hver! om jeg har forandret mig noget, og hvorledes? - Ja, det maa I selv opdage, naar vi mødes; jeg veed kun, at I ville have mig anderledes end før. - Lev nu vel! Hils alle dem, som tænke venligt paa mig, og beed Otto skrive mig til.

Din trofaste ven

Andersen

(Broderen) (Jeg er lidt syg, har noget Feber)

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (121)