Dato: 24. februar 1856
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Til Frøken Henriette Wulff i Vestindien.

Kjøbenhavn den 24 Februar 1856.

Min trofaste søsterlige Veninde!

Igaar læste jeg de seneste Breve fra Dem og fik selv dermed en lille Skri­velse; hjertelig Tak! Det er saa deiligt at høre og fornemme hvor vel De har det, hvor lysteligt De tumler Dem, og saa er der altid Solskin, Blom­ster, Sommerdeilighed hvor i De seer og nyder Alt; jeg fik ved det sidste Brev stor Længsel efter at naae hin Side det store Hav, og da jeg om Aftenen paa Bal hos Prinds Christian, traf Feddersen,3159) der kjærligt talte om Dem og var bevæget ved at De havde besøgt hans Kones Grav, fik jeg endnu mere Lyst, der tiltog da den amerikanske Minister3160) tilfældigviis strax efter talte til mig om sit Fædreland og hvor mange Venner jeg, efter hans Sigende, havde der; jeg er nu kommet saa vidt at jeg har faaet Kortet frem - men Du Himlens Gud hvilket uhyre Vand at komme over og hjem igjen; og naar jeg saa kom til New York eller Boston, hvor ere saa Ven­nerne? Hvorledes vil jeg alene føle mig der? Dog det rører sig meget i mig! sæt ud for mig hvad en Reise fra Liverpool til Amerika koster paa første Plads i et stort Dampskib; hvad det koster daglig at leve i Amerika, f Ex i det store Vertshuus ved Niagara! Skriv mig lidt omstændeligt derom, første Gang De, efter at have læst dette, glæder mig med Brev. - Siig mig den bedste Aarstid paa Havet, Reiseplan etc - see dette er allerede et stort Skridt, om kun endnu et Tankeskridt. Vi have her endnu stærk Kulde, Isen ligger ud mod Trekroner, jeg længes uendeligt efter Foraaret og at komme lidt ud. Igaar kom Efterretningen hertil om Heinrik Heines Død, den 17 Februar (i Paris) om Morgenen Kl 5 endtes hans svære Lidelser, han var ved sin Bevidsthed til det sidste Øieblik. Dreyschock 3161) er her i Kjøbenhavn men sygelig, melankolsk, han tænker paa at gaae til Stock­holm. - Denne sidste Maaned har været mig ganske trist og uhyggelig; jeg fortalte Dem nok i mit forrige Brev at der var stjaalet Penge fra mig, eller idetmindste, at disse ganske underligt vare forsvundne, ogsaa fra min Vert­inde var Penge komne bort, Pigen mistænktes og kom paa Politiet, men bekjendte ikke, nu kom hun hjem til os igjen og skulde nogle Dage efter til sin Hjemstavn Norge; jeg leed ved Tanke om at hun var mistænkt uskyldigt og tænk Dem saa, samme Morgen hun skulde bort, forsvinder der 90 Rdlr fra en Herre i Huset, og kun hun kan tænkes skyldig, der blev nu Alarm igjen, og saa smed hun Pengene paa Trappen, hvor Madamen fandt dem; nu kom hun da ikke afsted, men igjen paa Raadstuen hvor hun snart har siddet i 14 Dage, dog uden at tilstaae, men hun er skrækkelig forhær­det og vist meget ond sige de! og det Menneske har passet mig og været om mig i to Maaneder; underlig nok jeg havde altid en Sky for hende. ­Nyt er her ellers ikke meget at skrive om; Dickens Liden Dorrit læse[r] jeg med stor Glæde.3162) - Paa det kongelige Theater gaaer det svært tilbage, Dina3163) er nylig givet for daarlig Huus, Axel og Valborg3164) blev saaledes spillet at jeg gik derfra. I Wien har Bournonville faae[t] sin Ballet Napoli frem, den har særdeles behaget og han blev fremkaldt efter anden og tredie Act; Lizt har der ført an ved Mozarts Festen,3165) noget Mange med en Slags Ret ere vrede over, da han som Componist staaer under Spohr og Lachner, der ogsaa begge ere Capelmestere. - Worsaae møder jeg tilfæl­digviis næsten altid paa Garnisonspladsen, hans brune Øine og hvide Tæn­der skinne mig et langt Stykke fra imøde, vi tale oftest om Dem! Grimur Thomsen træffer jeg ogsaa paa dette Strøg, der er Veien til hans »uden­landske Departement«, han seer mere ud som en graa Efteraarsdag, men Øinene skinne dog igjennem og jeg troer, paa mig, med Velvillie. Naar dette Brev naaer Dem er vist Deres Broder allerede paa Hjemreise,3166) dog lægger jeg min hjertelige Hilsen herved, om han maaskee dog endnu kan modtage den. De er da ellers ene der ude i »den vide, vide Verden«, hos Venner paa en anden Side Kloden! mon jeg skulde komme saa langt! Det er ikke alene det Vand som skræmmer derfra, men Uvisheden om hvor­ledes jeg vil føle mig i en anden Verden, Uvisheden om jeg virkelig der vil finde Venner og Gjestfrihed, som Tydskland, Sverrig, Holland og Enge­land har viist mig den. Jo ældre man bliver des inderligere trænger man til Mennesker, ikke mange vel, men nogle man kan slutte sig tillidsfuld til! groe saadanne i Colombuslandet? Jeg glæder mig nu til at høre hvad De svarer og skriver efter at have læst dette Epistel! Glæd mig snart med Brev. Min anden April er om nogle Uger, den Dag er jeg just i Tanken levende hos Dem.

Deres broderlige Ven H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus