Dato: 28. maj 1834
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 42. Fra Henriette Wulff. Ischia d 28d Maj 1834.

I Morges modtog jeg Deres Brev fra München, kjære Andersen, og skynder mig at skrive Dem til, at mit Brev kan træffe Dem endnu i Wien.

Jeg havde først besluttet i længere Tid ikke at skrive Dem til, da jeg var lidt vred paa Dem, men nu har jeg betænkt mig, skriver Dem til, og plukker den lille Høne med Dem! Dog det skal ikke være det første jeg taler om med Dem, her i denne Dejlighed jeg er omringet af. Den 6te Maj kom vi med Dampbaaden fra Marseille til Neapel, opholdt os der i otte Dage, da vi drog her over og har været her siden og tænker i det mindste at blive her nogle Maaneder. I Neapel var jeg ikke meget omkring, da jeg var meget svag efter Rejsen, dog gjorde vi en Esel-Tour til Camaldoli,628 nogle Kjøretoure ud af strada nuova, nogle Spadseretoure i villa reale, og de fleste Formiddage i Museet. At jeg er lykkelig og glad ved at see alle disse Herligheder, behøver jeg ikke at sige Dem. Dog er Intet at sammenligne med den stille yndige Roe jeg nyder her paa Ischia i den velgjørende Luft, der allerede udøver den beste Virkning paa min Sundhed. - Hvor ønskede jeg De kunde kikke her ind til os i vores lille Stue, hvor jeg, naar jeg hæver Øjnene fra dette Blad seer ud over Viinhaver, Havet, over Procida til Vesuv; ja er det ikke dejligt Andersen? Om Formiddagen beskjæftiger jeg mig her med at læse tegne eller hvad der er mig kjærest, skrive til mine Venner. Efter Middag, kommer Esel-Promenaderne paa Fjeldstierne, der more mig utroligt, Peter gaaer da med sin Bøsse, og skyder Fugle. Kun eet Ønske har jeg, at Alle mine Kjære kunde være her med! Dog det undertrykker jeg strax, da det er ubilligt at vilde være fuldkommen lykkelig. Naar jeg nu her er styrket ved Søebade og mineralske Vande, som jeg Alt bruger, da maae vi vel drage herfra, og maaske vil vi da boe nogle Maaneder i Amalfi eller Sorent, dog det er gandske ubestemt; Vesuv er rolig, kun i Forgaars Aftes stod en Ild-Støtte op af Krateret, men vi ere alt for langt borte til rigtig at see det, dog da vi blive saa længe her, haaber jeg at være engang i Nærheden deraf, naar det ret gjør sig lystig. - Ved min Ankomst her til Neapel blev jeg venligen modtaget af et Brev fra Dem, og mange Hilsner bragte af Vogt og Frøken Mathiesen. I Deres Brev var De slet ikke glad; men jeg begreb det saa godt, De skulde forlade Neapel; dog synes mig De ikke skal være for sørgmodig Andersen, men hellere begynde at lægge Planer til en Rejse igjen til Neapel; man kan jo aldrig vide om det ikke kan skee, og man kan opklare sig mange Aar med et saadant Haab. Dersom jeg troede det kunde hjelpe det mindste, at De vilde gjøre Dem Umage for at opfylde hvad jeg beder Dem om, saa bad jeg Dem om, min kjære gode Andersen, dog ikke at være saa bittert stemt mod Alle hjemme og især Ænkelte , det vil jo rent gjøre Dem Livet suurt, og dog kan man ingen bedre Venner have, end De har i den elskværdige Ludvig Møller, - den fortreffelige Frue Lessøe - Collin - osv.

Ja naar jeg bare kunde tale et Øjeblik med Dem, det forekommer mig, som skulde jeg meget snart faae Dem lystig - men det er vel en altfor arrogant Tanke, der dog eene kommer af mit Ønske at see Dem tilfreds. Siden vi nu er ved at tale om at være tilfreds, saa vil jeg sige Dem at jeg undertiden slet ikke har været det med Dem siden De forlod Hjemmet; jeg har aldrig talt derom, da jeg først vilde vide det med Vished, som jeg nu veed, at Flere aldeles fremmede Personer har læst mine højst ubetydelig[e] Breve til Dem, som jeg haaber har haft lidt interesse for Dem, da De holder lidt af mig, men hvad i al Verden kan Fremmede bryde sig om hvad jeg skriver! Som jeg da ogsaa veed nu, at Flere blodt har gjordt sig lystelige derover. Jeg har gjordt mig Umage for ej at bryde mig derom; men det er mig medfødt at være angst og bange for enhvær Omtale af Fremmede; enten god eller det Modsatte, det er mig lige piinligt; det forundrer mig lidt at De ikke errindrer det, da det er Noget, jeg ofte yttrer. Da jeg nu har bedet Dem lade være, vil De jo ikke gjøre det; heller ikke læse Stæder af mine dumme Breve for Andre, troer jeg det, saa maae jeg skrive til Dem, som var jeg en generet Skoledreng, med Fødderne i et Bræt, for at sidde ud til Beens, og Hovedet i en Sele, for at knejse. capite?629 Til den overbærende Broder kan jeg vrøvle og sludre lidt, alt som Aanden giver, og føle mig ret hyggelig og glad derved; men tænker jeg paa at Andre skal see det, bliver jeg gandske forskrækket. See saa! nu er den Steen letted fra Hjertet, og vi ere de gamle Venner. Det Brev De skrev fra Neapel til Danmark, har jeg ikke faaet endnu, jeg faaer det tilligemed Eet fra den skikkelige Castenschiold med den første Rejsende hertil; jeg længes ret derefter. Min egen Christian har vel sagt Dem, at vi toge fra Hjemmet d 27de Martz, det var i Gaar to Maaneder siden. Og hvad har jeg ikke seet i den korte Tid. Lyon har i høj Grad interesseret mig, vi vare der i 4 Dage, kort efter insurrectionen,630 om hvad jeg saae der, tales vi engang ved. Genua er dejlig, destoværre vare vi der kun kort; derimod længere i Livorno, saaledes at vi fik Tid at fare i Galop til Pisa, og see de højst interessante Bygninger. Civitta Vecchia hvor vi ogsaa bedede med Dampbaaden var frygtelig. Det var Søndag Morgen, jeg gik ind i Kirken, hvor der var militair Messe og saae et Regiment meget andægtigen bede efter Musik af Barberen i Sevilla. - Hvorfor siger De mig slet ikke Noget om hvad der beskjeftiger Digteren, skal det være en Hemmelighed? saa sig mig den kun, jeg skal være taus, og tage glad Deel i og fryde mig ved Hvad Smukt De skaber. Det lader til, som havde De Lyst at skrive om Italien, gjør det! hvad De taler om Mangel paa Mod og Kraft, og Deres Tilintetgjørelse som Digter, da kjære Ven, lader jeg det gaae ind af det Eene og ud af det Andet Øre; hav dog ikke saadanne Griller fordi Een eller Anden ikke kunde lide Agnete; det skulde snarere opflamme Dem til at skrive Mere og tilsidst nøde Alle til at finde Deres Musa en medicæisk Venus . Vi har haft den Sorg her, at være Vidne til, den yndige Udines Død, Vogts Datter. Hun blev pludselig syg af Kopper, Meslinger og mange slemme Sygdomme, leed i otte Dage, og døde d 20e Faderen er fortvivlet og Alle sørge ved hendes Død, da det virkelig var et ualmindeligt yndigt Væsen; mig behagede hun i en ualmindelig høj Grad, og det rystede mig, at see hende saa pludselig hensvinde. - Skriv mig nu snart til, og giv mig omstændelig Beskrivelse om Deres Liv i Wien, spiis ikke for mange »gebratene Hüener« eller hvad det er, der skal være saa ufordøjelig. Skriv ogsaa Christian til engang imellem, jeg veed det fornøjer ham. Kan De begribe hvor jeg længes efter ham, og hvor jeg glæder mig til hans Komme til Vinteren til Rom, det er mit Livs Lys-Alf. Hvor vil han fryde sig ved Italien og Livet her. - Naar De skriver til Fru Lessøe da hils hende ret fra mig; ogsaa Deres nette Ludvig Møller. Kommer De til Dresden, da hils min kjære gode Dahl, og fortæl ham hvor lykkelig jeg er ved at være her i Italien. - Peter hilser Dem meget, vilde gjerne skrive Dem lidt til, men jeg maae sande med ham selv, at han er ingen Helt med Pennen i Haanden, derfor mener han det ikke mindre vel.

Siig mig endelig saasnart De faaer noget at vide om De bliver ude i Vinter eller De rejser hjem, og Planen for Deres videre Rejse. Det fornøjer mig at De er Du med Christian, det er saa ret venligt; dersom jeg, som Clärchen siger: »trug ein Wämmslein und Hosen und Hutz,631 blev jeg det ogsaa snart med Alle dem jeg holdt af. - Her i min dejlige Eensomhed læser jeg med megen Glæde Tasso's Gerusalemme liberata. - Nu Farvel jeg haaber De ofte tænker paa mig, da De i Phantasien tidt er her i Italien. Har De skrevet nogle Smaadigte, da skriv lidt af i Deres næste Brev; vil De dermed fornøje Deres søsterlig hengivne Jette?

[Udskrift] A Monsieur

Monsieur H: C: Andersen

post: rest: Wienne

Tekst fra: H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling