Dato: 21. juli 1856
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 350. Fra Henriette Wulff.

Nykongensgade. Kjøbh: d 21 July 1856.

Min kjære gode Ven! Naar Gud i sin Naade tager fra os det Kjæreste vi har paa Jorden, omfatte vi endnu med større Kjærlighed dem, han har ladet os beholde her, og derfor har jeg ogsaa med Vemod og Længsel seet mig om efter Dem, jeg giver det for mig hellige Navn af broderlige

Ven! Men De er langt borte, og jeg har intet Ord seet fra Dem - dog er jeg ligefuldt overtydet om Deres kjærlige Deeltagelse, om Deres smertelige Medfølelse med mit store dybe Tab, idet Gud kaldte min højt elskede Christian fra mig til en bedre Verden! Ja han er jo salig hos Gud, en Engel, som han Alt var det her paa Jorden; ak jeg vilde ikke, selv om jeg kunde, kalde ham tilbage til denne Jord - men bede Gud om Styrke til at vente taalmodigen til Han tillader mig at gaae bort herfra; hvilken trø­stende Tanke, hvilket Haab at vi har en Evighed at skulde leve sammen! Ifølge Guds uendelige Naade. Jeg længes ret inderlig efter at tale med Dem; dog varer det vel længe endnu før De kommer hjem. Alt hvad De kunde ønske at vide om vores elskede bortgangne Ven, og jeg ogsaa gjerne sige Dem, vil vi tale muntlig om, jeg er egentlig meget træt, af at rejse, af at skrive; dog er det en Trang for mit Hjerte at tale disse Ord med Dem, og bede Dem snart skrive mig til. Gud har givet mig en vidunderlig Kraft til at gaae det Alt igjennem og sendt mig kjærlige Mennesker imøde, der troligen fulgte mig paa min Vandring gjennem America, over Oceanet; og en hurtigere og beqvæmere Rejse over det store Atlanterhav kunde man ikke have en[d] 13 Dage fra Ny-York til Hamborg med et ypperligt stort Dampskib, hvor jeg ikke var uvel et Øjeblik, men følte mig langt raskere end nu herhjemme i denne idelige Regn og Kulde! Min elskede Syster var rejst Dagen før jeg kom; det kunde jo ikke opsættes da Kochs Helbred er saa slet; men min stakkels Ida er ret inderlig bedrøvet, og hun trænger til at see mig og tale med mig, hvorfor jeg vel paa Onsdag otte Dage d 30te tager op til hende til Sandefjord, skjøndt jeg selv føler stor Trang til Roe; men de finde Alle jeg bør tage derop - og saa gjør jeg det.

Om de mange velsignede Mennesker der har taget dem af mig med sand christelig Kjærlighed i Nordamerica, om mange af Deres Venner der -­ men især om vores Christian taler vi om snart haaber jeg. - Min Længsel efter det kjære Land der i Vesten, der er bleven mig dyrebarere end nogen­sinde før, efter at besøge den venlige Kyst hvor hans

Støv hviler beskyttet af de eviggrønne Ege - er stor, og næste Sommer, lever jeg, haaber jeg atter at see det kjære Sted igjen! Mit Hjerte er groet fast til den Jordbund, det er det eeneste Sted paa Jorden, jeg føler mig hjemme!

Hvor De er, min kjære Ven, veed jeg egentlig ikke, men tænker at man paa Maxen veed Deres Opholdsted, hvis De er derfra.

Ida skrev mig sidst at De var ikke vel, lad mig snart beroliges, og siig mig ret omstændelig om Dem selv, det er saa længe siden jeg hørte fra Dem, det sidste Brev var fra Maj, muligen er der nu for nylig gaaet til Nordamerika, men jeg tog jo derfra d 1 July , saa det er kommet efter min Afrejse, som flere Andre ogsaa. Nu Levvel, kjære gode Andersen, Gud holde sin Haand over Dem og os Alle! Vær ikke altfor bedrøvet eller urolig for mig; - Gud er saa god og uendelig Naadig imod mig, han har mig i sin Varetægt og jeg vandrer taalmodigen til han atter vil forene mig med min elskede Broder, der jo var Alt for mig!

Farvel - skriv snart til Deres

trofast hengivne Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost