Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 25. juli 1856
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 351. Fra H. C. Andersen.

Maxen den 25 Juli 1856.3209)

Min kjære trofaste Veninde!

Gud skee Lov De er her hos os igjen, ikke ene og forladt der ude! ved Dag og Nat har De i den sidste Tid været i min Tanke! det faldt mig ikke ind at De kunde være i Danmark, før ind i August, ellers havde jeg natur­ligviis skrevet! Gud, vor Herre, forunde mig at jeg ret maa kunde være Dem saa hjertensgod at det opfylder en ringe Deel af hvad han var Dem, den kjære trofaste Bortkaldte. Det var mig saa smerteligt, saa overraskende at høre hans Død! jeg fik Deres Søsters Brev her i Maxen, var selv syg, havde Feber og endnu er jeg, efter tre Uger ikke ganske rask, men dog saaledes at jeg bør sige, det er meget godt og vel. - Jeg forkjølede mig ved Festlighederne i Weimar; Veiret er, lige til igaar, koldt som paa en Efter­aars Dag; - hvor levende Begivenhederne end ogsaa fyldte mig, ikke et Ord om Vennen, ham som jeg tænkte paa, Dem som jeg var angest og bedrøvet for, kom paa Papiret; først for et Par Dage siden kunde jeg udtale mig, De

vil bedst forstaae det.3211)

Christian Wulff.

Den vide Verden Faae kun nævne kan,

Der var opoffrende og god, som han;

Den skjønne Guds Natur han havde kjær,

Og paa hans Bryst faldt Dødens Draabe der;

Een Smerte kun ham fyldte, stor og heel,

Forladt og i en anden Verdens Deel

Sin stakkels syge Søster han forlod.

Et Suk - hans Hjerte brast - hos Gud han stod.

Det danske Flag man ham om Kisten gav,

Hans Kjærlighed ham fulgte i hans Grav;

Et Egetræ strøer gyldent Løv paa den;

Sov sødt, sov vel, Du tro, Du kjære Ven!

Flyv lille Svale, Vindens Vei derhen,

Bring Hilsen ham, som kommer ei igjen,

Hvis blaa og milde Øine vi først see

Der, hvor ei meer er Død og Hjertevee!

Hvad skal jeg kunde sige Dem, som ikke Deres eget Hjerte kan sige Dem og allerede har sagt. Det er velsignet at have Venner hos Gud, der vente os, og som vi i Længselen efter faaer Mod og Lyst til at gaae bort fra denne Verden, den vi kjende. - Hvad er al Verdens Viden mod Salig­heden at tro! - Men ogsaa det at trofaste Venner sørge her med os, er en Velsignelse, det føler De og jeg maa sige Dem: en Veninde, De har fra Barndoms Aarene, som De ikke møder - Livets Tilfældigheder har ført Dem paa andre Strømninger! har ret inderligt, søsterligt tør jeg sige, grædt for Dem, følt Deres Tab; De skulde læse et Brev3212) fra hende til mig, saa kjærligt, saa inderligt, det er Ingeborg Drevsen; hun gik strax til Deres Søster, som hun ellers ikke seer - og til mig, var hele Brevet kun Sorg, Deeltagelse, jeg har ikke Ret til at nedskrive hendes Ord - dog det Par maa jeg give om Christian: »han er et sjældent Exempel paa broderlig Kjærlighed, jeg skal altid bære ham i kjærlig Erindring! - gid dog Jette naar hun kommer hjem vilde tillade mig at vise hende den kjærlige Følelse der boer i mit Hjerte for hende og troe paa den, og tro paa, at jeg sorger med hende over hendes mageløse uforglemmelige Broder, jeg vil prøve paa at gaae til hende, maa jeg kun være i Byen naar hun kommer der!« -

­Jeg troer just at burde udtale Dem denne Deeltagelse, det er saa velsignet allerede her paa Jorden, kun at kunne elske Menneskene og være glad ved dem! - Misforstaae mig ikke! - Flyv op til Deres Søster Ida, give Gud, at dette mit Brev maa naae Dem før De er afsted, det er mig piinligt at tænke at De endnu Intet har hørt fra mig. Sender De mig Brev fra Norge da lad det gaae til den gamle Collin i Kjøbenhavn, han veed altid hvor jeg er, det veed jeg øieblikkelig ikke at sige Dem, men rimeligviis forlader jeg den 5 August Dresden og gaaer til Danmark, men ikke til Kjøbenhavn, De er jo ogsaa borte, men til Basnæs, hvor jeg kan bruge Søbadene, der vist ville gjøre mig godt. Dickens sendte mig forleden Dag et langt, et kjærligt Brev,3213) han er i Frankerige i Bologne og skriver der paa sin Little Dorrit, han beder mig snart komme til England og boe hos ham i hans Huus. Ver­den har megen Glæde, og megen Sorg, gjennem begge løftes vi til Gud, han styrke og velsigne Dem, kjære velsignede Veninde.

Deres broderligt sindede H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus