H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Jonna Stampe, f. Drewsen 14. august 1856

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 14. august 1856
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonna Stampe, f. Drewsen
Sprog: dansk.

Glorup den August 1856

Kjære Jonna!

Det er længe siden jeg skrev Dig til, længe siden at jeg hørte fra Dig og din kjære lille Kreds! Det veed jeg, at din Fader har besøgt Dig, at Louise Lind med sine Smaapiger have været paa Christinelund, men det er ogsaa den hele Viden, jeg har ikke været langt ude denne Somme, ikke længer end til Weimar og til Dresden, hos kjære mennesker der, og den meeste Tid har jeg skrantet; Sommeren har været saa kold, jeg har gaaet med en Forkjølelse over i tre Uger, Hostet og hevet, som det ellers kun er Tilfældet om Vinteren hjemme. Ved Festligheden i Weimar, Storhertugens Fødselsdag, fik jeg saa megen kold Luft i mig at jeg i Dresden laae flere sage syg og i Maxen, var jeg en klynkende Lazarus, jeg havde da ikke Lyst til at reise mere sydpaa og efter omtrent 4 Ugers Ophold hos Serres, reiste jeg i forrige ude med Christian Thyberg hjemad over / Berlin, Hamborg og Flensborg; derfra vilde jeg i Løverdags have gaaet lige til Korsør og samme Aften naaet Basnæs, men Veiret var ikke godt, Dampskibet gik saa snegleagtigt at jeg indsaae at det blev meget sildigt før jeg naaede hen hvor jeg vilde, jeg steeg derfor i Land i Svendborg og kjørte til Glorup, hvor jeg nu bliver til Tirsdag, i det at Grevinden ventes hjem fra Marienbad paa Løverdag og saa kan jeg dog være to Dage sammen med hende. - Glæder Du mig med Brev, send det da til Basnæs ved Skjælskjør.

I Weimar saae jeg første Act af Gøthes Faust anden Deel, det rundede sig smukt, var saa forstaaeligt; tidligere har jeg altid syntes at anden Deel faldt aldeles fra hinanden, jeg læste nu den hele Digtning og det var en sand Nydelse, nu var den mig første Gang saa klar, anden Deel af Faust forholder sig til første, som Toppen paa Træet forholder sig til Roden, det er en Digtning som i Tidens Løb vil skattes og elskes. - Hos Serres i Maxen over/satte jeg med Major Serre , "Silkeborg", "den nye Barselstue" og "Fuglen i Pæretræet". Denne sidste blev paa Serres Fødselsdag opført af Dilitanter og virkelige Skuespillere, Musiken blev, som jeg foreslog dem, sat ud for Klaveer, den berømte Henselt var hele Orchestret; Stykket selv blev efter Opførelsen antaget af Thaterintendenten for det kongelige Theater i Dresden og vil der om nogle Uger komme paa Scenen. Mit Træ i Maxen grønnes og trives, den lille Eeg jeg plantede ifjor har sat nye Skud, et Danebrogsflag vaiede over den. Det nye Anlæg "Den danske Svanerede", som er indviet mig blev besøgt og var nok saa festligt indrettet. - Gjerne var jeg hjemme taget til Wilhemsthal hos Storhertugen af Weimar, jeg veed at jeg er saa velkommen der, men jeg blev af Geheimeraad Carus, Kongens Læge, skyndet paa at søge den salte Sø, bruge Søbade og det vil jeg nu paa Basnæs, dersom kun Veiret vil [ulæseligt, hul i papiret] varmt. Jeg længes meget efter [ulæseligt, hul i papiret] dit Befindende, vide lidt om [ulæseligt, hul i papiret] Børnene. / Hils dem Alle saa kjærligt, saa hjerteligt. Rigmor tænker jge husker mig nok, men Astrid beholder mig nok ikke, det er saalænge siden vi mødtes! - Bring Elise og Jeanina, ligesom ogsaa Holger min Hilsen! - Din Fader har vel fortalt friskt og levende om Italien og Schweitz; dette sidste Sted veed jeg Intet af hvad han har seet, i Mailand slap han for mig, og efter at han kom til Danmark hørte jeg aldrig fra ham. -

Jeg længes meget efter at see Dig, din Mand og Børnene, længes efter de Kjære i Kjøbenhavn, dog derhen kommer jeg neppe før i de første Dage af September, jeg gaaer nu, som sagt fra Glorup til Basnæs, maaskee derfra lidt til Holsteinborg og over Sorø hjem. - Silkeborg, Wilhelmsborg, Adlersborg og alle andre Borge maa jeg opgive i Sommer, saaledes er det naar man har saa mange Huse.

Lev vel! Gud [hul i papiret, måske: bevare og] glæde dig

din [ulæseligt, hul i papiret: hengiv]ne

[ulæseligt, hul i papiret: H. C. ]Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (Microfilmscan 6, 93-96)