Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 17. juni 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Wien den 17. Juni 1834.

Min kjære, gode Søster Jette!

De er dog den bedste Lys-Alf! Ogsaa i Wien kom fra Dem det første Brev fra Vennerne. Tak, ret hjertelig Tak derfor, skjøndt det bedrøvede mig. »Bedrøvede?« siger De; ja, for Venners Angreb er min Sjæl en Mimosa, der ikke taaler det Mindste. De bebreider mig, at jeg for Fremmede har læst af Deres Breve. De kan have Ret til at klage. Maaskee!

Men jeg anseer dette endogsaa for et smukt Træk hos mig, det Eneste, der endnu ret er blevet tilbage af den gamle Andersen, der med alle sine Feil dog behagede Dem. I min Glæde er jeg altid naturlig; kom der et Brev fra Dem, da jeg var i Udlandet, da gik det, saa at sige, over i mit Kjød og Blod, og var der da En eller Anden, jeg der følte mig trukken til, maatte jeg sige, hvad der rørte sig i mig, og saaledes dele min Glæde. At man kan have spottet over Deres Breve, er - tilgiv mig - en Usandhed. Slige Folk har jeg ikke betroet mig til, og Enhver med Aand og Hjerte maa skatte Dem ved at høre Maaden, De udtrykker Dem paa. Det har fornærmet Dem; - ja, ja, jeg begriber dt„ et lille Væsen har sladdret for Dem! - men vi ere jo allerede Venner igjen, og naar De befaler, saa skal jeg med Deres kjære Breve ogsaa være - ligesom andre fornuftige Mennesker og ikke et Natur-Barn. Nu er det jo Nok derom? Dernæst skjænder De paa mig, fordi jeg er »saa bitter «, mod Enkelte hjemme! O Gud, Jette, De veed ikke, hvorledes man har forstyrret min korte Lykke i Italien; alt som min Aand blev der mere Mand, fornærmedes den over, at en Yngre635 behandlede mig som Dreng; jeg er krænket af et Menneske, jeg har betroet hver Tanke, et Menneske, som nu bidrager til denne ubegribelige Angest for at see Hjemmet. Min Sjæl trænger til Kjærlighed, ved den kunde jeg blive Alt; men Enkelte have tilintetgjort mig for denne Verden; der er Intet, slet Intet, jeg mere glæder mig til, Intet, der driver eller hæver mig; Alt, hvad jeg har vundet, er, at mit Liv forekommer mig saa ubetydeligt, at jeg med let Hjerte kan sige: »Vi ville lade den Fugl flyve«! - Blive Vinteren over ude, er der slet ingen Anledning til; nei, sidst eller midt i August er jeg i Danmark. De veed, hvor ubetydeligt mit Stipendium var, og jeg venter egentlig nu kun paa en lille Sum til at gjøre Reisen hjemad for;636 thi at jeg fra München over Wien, Dresden og Berlin kan i to Maaneder reise hjemad for 50 Species, som Folk hjemme have troet, viser kun, at man ikke veed, hvad det er at leve ude og gjøre en Reise. - Jeg kan jo ogsaa ligesaa godt være hjemme som i Tydskland, det er samme Natur og omtrent de samme Mennesker. - Tro ikke, jeg er i et daarligt Humeur, medens jeg skriver dette; nei, jeg er glad, saa glad, jeg kan blive det; min Tanke er hos Dem og i mit kjære Neapel. Den smukke Drøm er nu tilende.637 - - -

Digteren er død, myrdet i Italien; skulde der endnu være lidt Liv i ham, naar han kommer til Norden, saa gjøre de nok Kaal derpaa. Jeg kjender mine Folk! - Men vi maae sladdre lidt om min sidste Væren i München, Reisen til Wien og Opholdet her. - I München638 var jeg een Maaned, der omtrent var 3 Uger for meget; der er særdeles kjedeligt og et lumpent Climat, der varierer flere Gange om Dagen. Kunstskattene ere store, kommer man fra Norden, men ringe, træder man ind fra Italien. Jeg levede her meget med en Dansk: Dr. Birch,639 der omtrent i 14 Aar har været fra Hjemmet og skrevet flere Stykker, der i Tydskland have gjort Lykke, en særdeles aandrig Mand; dog er hans Kone640 mere berømt saavel ved sine dramatiske Arbeider, som ved sit fortræffelige Spil; hun kalder sig: Madam Birch-Pfeiffer. Jeg blev indført i Bayerns Kunstforening, literaire Forening etc. etc., kort, nød en meget god Omgang. Et lille Eventyr havde jeg der i Byen. Den første Aften, jeg var i Operaen,641 fik jeg Plads mellem en ung, smuk Dame og en gammel Mama. Jeg var politisk (De har jo engang yttret en lignende Tanke om mit Væsen), gav mig først i Samtale med den Gamle, som jeg saaledes vandt, at hun var galant nok til at forsikkre mig, at jeg var et af de interessanteste Mennesker, hun længe havde truffet paa; nu kom jeg da i Samtale med den unge Dame, en Niece eller Sligt, der sagde: »Ja, De kjender vist en Søn af Mama, hun er Moder til den berømte?« »Hvad behager?« Jeg maatte spørge nok engang. »Den bekjendte Componist ?!« Ja, nu sagde hun anden Gang et Navn, jeg ikke forstod, og af Undseelse derover forsikkrede jeg, at det var mig en stor Glæde, han var mig særdeles bekjendt. Saa skiltes vi ad. Den sidste Dag, jeg nu er i München, spadserer jeg i den engelske Have og møder der min gamle Dame, som jeg hilser; hun trykker mig i begge Hænder og siger, at det har bedrøvet hende saa meget, at hun ei bad mig besøge sig, og at jeg nu endeligt maa komme til Middag hos hende. »Men jeg reiser i Morgen«, svarede jeg med de tilbørlige Complimenter. »O, saa kom i Dag!« Jeg kom, og hvem var den gode Gamle-Lindpaintners642 Moder! Jeg nød nogle saare behagelige Timer, og Moder og Datter vare nær ved at omarme mig ved Afskeden. Det var nogle ganske elskelige Mennesker. Den Gamle presenterede mig for sine Børn: »Det er mit Theaterbekjendtskab, det er den meget interessante Herre, som kommer fra Italien«. At jeg var saare elskværdig, min naadige Frøken, kan De troe, saa elskværdig, at selv mit Ydre vandt - det saae jeg i et stort Speil, der hang lige for Bordet, og som jeg af Tilfælde , kun af Tilfælde, kom til at opdage mit legemlige Jeg i. - Da jeg med »Lohnkutscher«643 tog til Salzburg, fik jeg i mit Selskab en særdeles underholdende Münchener, som ret behagede mig, og det lod til, at han ogsaa syntes godt om mig; et Par Aftener tilbragte vi sammen, og hvem var saa den gode Mand? Münchens første Skuespiller,644 en Acteur, der fra Scenen især havde tiltalt mig! Han kyssede mig ret paa Tydsk ved Afskeden og sagde ogsaa, at jeg var saa behagelig. Troer De nu ikke, at jeg er et ungt, interessant Menneske, saa kan jeg vise Dem det skriftligt i min Stambog;645 der har han skrevet det. O, hvor det er Skade, at jeg ikke er hos Dem paa Ischia! Hvilken Nydelse for Dem: den deilige Natur og mit behagelige Selskab! Sligt et interessant, ungt Menneske! Ja, man bliver dannet paa Reiser! Naar jeg kommer hjem, vil jeg leve af at være interessant! - Jeg skal nok støde Abrahams af Pinden!646 Salzburg ligger yndigt mellem grønne Bjerge, Fjelde med Løvskove og fjerne Alper. Husene have noget Italiensk: flade Tage og Ranker op om Muren. Floden Salzach bruser gjennem Byen. Jeg gjorde en Udflugt i Bjergene,647 saae det smukke Vandfald ved Golling, og Oefen, hvor Floden har sprængt Klipperne og bruser mælkehvid i den sorte Afgrund. Jeg var da nede i Bjergværket i Hallein, omtrent en Fjerdingvei inde; De skulde have seet min høie, poetiske Figur i en hvid Bjergmandsdragt med Lampen i Haanden nede mellem Salt-Søilerne; gjennem hele Bjerget rutscher man ned til Byen; en »Bergknappe« med en Fakkel i Haanden flyver foran. Det er en Flugt gjennem Underverdenen. I Linz saae jeg første Gang Donaufloden og kjørte paa Jernbaner.648 I Slottet Mölk649 besøgte jeg Napoleons Sovekammer og saae den brændte Plet i Gulvet, hvor han i Vrede havde brændt en Depeche, som mishagede ham. Den 9. Juni kom jeg her til Wien, hvor jeg seer smukke Grækerinder med blaae Øine som de homeriske Gudinder, tykke, stygge Tyrker og guulbrune Zigeunere, som behage mig meest. Mine Anbefalings/Breve fra München skaffede mig god Modtagelse. (Apropos, jeg fik da intet Brev fra Brøndsted; jeg maatte i München selv introducere mig). Digteren Deinhardstein,650 der er Directeur for det keiserlige Burg/Theater - De kjender hans »Garrick i Bristol« og »Hans Sachs« - inviterede mig strax til at benytte en Plads i Parquettet, saalænge jeg var her; jeg har saaledes i Wien, hvad mit kjære Hjem ikke vilde give mig som Digter, skjøndt det der tilkom mig med Rette!651 Jeg gaaer nu hver Aften i Theatret og er meget glad derved. Grillparzer,652 der har skrevet »Die Ahnfrau« og senere et sandt Mesterværk »Das goldene Vlies«, viser mig megen Venlighed, og med Castelli653 har jeg tilbragt et Par glade Eftermiddage paa hans Landsted; saaledes er jeg ret tilfreds med Menneskene; Naturen derimod er temmelig dansk, og Havet - ja, det veed De da - mangler ganske. Kunsten, den plastiske etc. etc., har jeg endnu ikke ret gjort Bekjendtskab med. Idet jeg berører dette, maa jeg dog berigtige, hvad min Tale mod München angaaer, at det leuchtenbergske Gallerie654 der har herlige Sager! - De forlanger, at jeg skal sende Dem nogle Digte; men jeg har, som sagt, ingen skrevet. Da jeg var i Frascati, besøgte jeg Beatrice Cencis655 Borg; her skrev jeg en Ubetydelighed, som De gjerne maa faae. De kjender jo hendes Historie: Faderens unaturlige Kjærlighed og den pavelige Dødsdom over hende, da hun dræbte ham, en Ting, hun dog aldrig tilstod. I Palazzo Barberini i Rom seer De hendes Billede, som Guido malede, da hun førtes til Retterstedet.

BEATRICE CENCI

(Skrevet ved Cencis Borg i Albanerbjergene 1833)

Roserne.

Zephyr, hvorhen vil Du gaae?
Til de sladdrende Piger, der staae
Med den kobberne Koncha om Vældet,
Der hvor Cactussen groer,
Hvor den kraftige Ranke sig snoer
Om Olietræet ved Fjeldet.
Bliv dog og see paa os og vor Pynt!
Siig os dog Lidt! De har først nu begyndt,
Og Du jo veed, de har Meget at tale,
Thi Giovanni gik nylig forbi,
Blæste for dem en smuk Melodi,
Kjendt i Albanernes Dale;
Tusinde Kys kan Du altid faae,
Blunde paa Barmen, der rødmer og bæver.
Nei! hvor han svæver!
Hører slet ikke os Sødskende smaa!
- Hvor har Du været? Hvad har Du øvet?
Vaad er din Vinge, Du er bedrøvet!
Du blev nok dykket lidt, som det lader
Nede i Søen, hvor Pigen sig bader.
Snildt skulde Du, som Maleren der,
Holdt Dig bag ved de grønne Træer!
Zephyr.
Bølgen ei gjorde min Vinge vaad!
Det er Graad, Brødrenes Graad.
Did vi jo gik,
Hvor hun sad for den gabende Vrimmel,
Og med Uskyldigheds Blik Saae mod Guds Himmel.
Og da hun knælede fromt uforfærdet,
Sprudlede Blodet for Bøddelsværdet.
Intet Tausheden brød.<
- Beatrice er død!
Roserne.
Død! er hun død!
Hun, som Intet forbrød!
Skal vi ei meer, her hvor Pilene græde,
See hendes Smiil, hendes barnlige Glæde!
Skal vi ei høre Fromheden bede,
Mens for Madonnas Billed dernede
Deiligt i Aftenen Børnenes Klynge
Lovsangen synge.
Ak, hun er død,
Hun, som Intet forbrød!
Her vi jo hørte Faderens Brynde
Synden hun dræbte! er det at synde?

Røber det Hele, at min Blomstring er forbi, da tal ikke til mig om disse Linier. Den kjære Broder Christian paa Elben skrev jeg til fra München,656 ogsaa Moderen fik et lille Brev; jeg længes ret efter Svar fra Begge. - En lille Fugl har sagt mig, at Jensens657 ere nu i Neapel, at De holder meget sammen med dem, bliver maaskee hos dem, medens Peter gaaer til Sicilien. Mine Breve tør De nok læse et Stykke af for Jensens, selv uden min Tilladelse; jeg blev ikke vred, om jeg siden hørte af de gode Mennesker: Frøken Wulff har læst høit for Fremmede af Deres Brev. Hils dem ret meget. Jeg seer tidt paa Jensens smukke Stamblad658 og erindrer ogsaa derved den naturlige, gode Frue, som jeg ønsker ret maa drikke Liv og Sundhed af Italiens himmelske Luft. - I dette Øieblik fik jeg Brev fra Moderen659 paa Petersgaard, et kjærligt, elskeligt Brev; hun længtes kun efter at høre fra de kjære Børn paa Ischia, hvor hun nu troede, De var; »men paa Løverdag«, skriver hun, »faae vi bestemt Brev fra dem«. Der var ogsaa Brev fra Christian paa Vagtskibet; naar jeg nu slutter dette, begynder jeg strax paa et til ham660. ) O, jeg glæder mig saa meget ved at see ham, jeg vil ret paa Tydsk give ham et ægte, dansk Kys, den kjære, eiegode Broder! O Gud, Jette, hvorlænge vil det dog ikke vare, før jeg seer Dem, før vi To mødes! Ja, ja, Deres Brødre kunne ikke holde mere af Dem, end jeg; gid De ret maa føle det og ikke glemme mig nu, da De er i Paradiset. Den tiende Juli661 reiser jeg til Prag, og da gaaer det Skridt for Skridt hjemad, hvor jeg - for Pengenes Skyld - indtræffer alt meget tidligt; glæd mig dog endelig endnu med et Brev i Udlandet, og send dette poste restante til Hamburg, saa kan Christian ogsaa have godt af det, og jeg bringer Fader og Moder friske Hilsener hjem fra de kjære, neapolitanske Børn. Det er ogsaa bedst, at det kommer til Hamborg; thi sæt, at der skete et Slags Mirakel, at jeg blev lidt længer ude, saa kunde jeg altid bede Christian tage mig Brevet og sende mig det derhen, hvor jeg var. Altsaa, senest 10 Dage efter at De har faaet dette (dog heller lidt før), skriver De uden at plukke Høns et søsterligt Brev til mig i Hamborg, poste restante. Husk, jeg gaaer hjem til meget Slemt, gaaer hjem til den lange, seige Taage og det kolde Sneevand, der trænger ind i Støvlerne. Lad Italien lufte til mig, og naar Søsteren skriver, skal Broderen hemmeligt betroe hende sit hele Hjerte, sin Glæde og Liden, som før vi skiftede Plads. Hils Peter ret meget, og siig, at »Goddag«, det kan han da sagtens skrive til mig! Fortæl mig lidt Udførligt, naar De skriver. Alt fra Neapel interesserer mig. O, De veed ikke, hvor jeg der tænkte paa Dem, hvorledes jeg i den blaae Grotte formeligt havde Dem hos mig. I Badene paa Ischia havde jeg nær skrevet paa Muren: »Goddag, Jette!«; men saa betænkte jeg mig. Lev nu vel og lyksalig! Kommer De til Amalfi, da hils Bjergene, Klosteret og det herlige Hav fra Digteren, og tænk selv paa Broderen

Andersen .

Tekst fra: H.C. Andersens Hus