H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Signe Læssøe 18. juni 1834

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: "digt indgår"

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 18. juni 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Wien den 18 Juni 1834.

Min kjære moderlige Veninde!

Hvad skal jeg dog troe, hvad tør jeg tænke, da De slet ikke skriver mig til. Fra Florents sendte jeg Dem et ret langt Brev fuldt af min Nyden i det herlige Neapel, jeg fortalte Dem Afskeden derfra den underskjønne Natur, beskrev Dem, Paaskefesten i Rom og min Reise over Bjergene til det gamle Florents. De maa dog have faaet dette Brev? Mine Breve gaae jo stedse rigtigt til Dem. I München ventede jeg at finde Svar, men der laae intet. Jeg ventede i en heel Maaned, men intet kom. Da jeg nu vilde reise til Wien skrev jeg ikke, thi mueligt, haabede jeg, har hun, for et Slags Sikkerhed, sendt sit Brev derhen; jeg kom, men ikke et Brev hilsede mig. Nu har jeg været her i 8 Dage, en Evighed er svundet siden jeg hørte fra Dem, længer kan jeg ikke udholde denne Taushed og skriver derfor i Dag. Der er nu saa grumme meget at fortælle, min hele Afsked fra Italien, Reisen i Tyrol og Livet i Tydskland. Jeg vender tilbage til Florents, knøtter Traaden til mit sidste Brev, som De maa have faaet eller ogsaa har Postvæsenet taget mit Brev for den friske røde Anemone fra Virgils Grav jeg sendte deri. - Nu ere vi altsaa igjen i Florents. Lystspildigteren Berthi giorte mig her mit Ophold ret behageligt, jeg blev indført i flere florentinske Familier, besøgte dagligt Gallerierne, hvor min Sjæl inddrak den medicæiske Venus i al sin Skjønhed,ja dette er et Gudebillede, værd alene at reise over Søe og Bjerge for at beskue. Alle Aftryk synes Fuskerarbeide mod Originalen. Efter henved 14 Dages Ophold forlod jeg denne Kunstens gamle Stad og nu syntes alle onde Aander at have sammensvoret sig for at jeg skulde blive kjed af Italien, men det lykkedes ikke. Først var der saa meget Vrøvlerie med mit Pas, som man sagde alt i Neapel skulde være viseret af østerisk Menister, en Ting man der havde benægtet. Jeg kunde nu kun faae viseret til Venedig, der maatte jeg selv see hvorledes jeg fik det arangeret med at gaae over Grændsen. Dette kunde blive en smuk Historie at maatte gaae tilbage til Neapel igjen; jeg var i en stor Uroe, Kulden paa Appeninerne var særdeles stærkt og begge Dele bidrog til at jeg fik slig en Mavekrampe, der, hvis den havde steget een Potens høiere maatte have taget Livet af mig. Fra de raae, vilde Appeniner saae jeg første Gang, ude i Horizonten, det adriatiske Hav, som et sølv Baand mellem den ultramarinblaae Himmel og de næsten kulsorte Bjerge. Bologne ligger som i en Blomsterhave. Alt var smilende Foraar, men ogsaa her ventede Lidelser. Mad Malibran var ariveret og hele Omegnen derfor strømmet til for at høre hende; saaledes fandt jeg alle Vertshuse overfyldte og maatte betale tre Gange mere end ellers dertil kom, at jeg ikke engang kunde faae en Billet, og maatte lade mig nøie med at have hørt hende i Neapel. - Jeg saae nu den prægtige Campo Sancto, hvor Ligene ligge Side om Side i aabne, lyse Buegange. Malerie og Marmor Monument vexler med hinanden og den grønne Ranke slynger sig ind om Liigkisten. Det hele forekom mig som et eget Billedgallerie fuldt af Portrætter og historiske Stykker. I Academia del Arte saae jeg da Raphaels hellige Cicilia. Det er et Billede! Aand, Begeistring, Herlighed og Mennesket ligger i dette Aasyn. Hos hende staaer Paulus, med Udtrykket af den dybe Tanke, dernæst Johannes, det er den personificerede Følelse, Augustinos med Glæde og Humor i hvert Træk og Magdalene med dette lette, spøgende Blik. I disse fire har saaledes Raphael givet Musikkens Elementer om jeg saa maa sige, men viist disses Harmonie, i Billedet af Cicilia; ved hendes Fødder forstummede jordiske Instrumenter, thi over hende, i det klare Sollys, synge Guds Engle. - Da næste Middag Veturinen holdt for min Dør og jeg vilde stige i Vognen for at reise videre, hvem seer jeg da derinde, min forskruede Landsmand, Philosophen Zeuten, et Menneske, der har været mig til megen Plage i Italien, da jeg altid er truffet sammen med ham og han virkeligt har vanvittige Øieblik; desuden to temmelige raae Mennesker, Tydskere der i Rom lagde dem efter at tilhukke Marmoret for den større Kunstner og hvoraf den ene især var udmærket, som Drikkebroder. I første Overraskelse satte jeg mig hos Kudsken og rullede saa gjennem den lombardiske Slette, hvor alt mine skjønne Pinier svandt og kun den høie Cypres stod og pegede mod Himlen, som den vilde sige: see! Du er endnu i Italien. - I de ranke Popler hang Madonnabilledet og Fuglene sang deres Kyrie Eleison i det vi foer forbi. Hele 3 Dage maatte jeg døie disse temmeligt raae Menneskers Omgang, som ved min utaalelige Landsmand var en sand Pøenitense Reise. I Ferara var jeg kun Natten over og saae saaledes ikke Tassos Fængsel; da vi gik over Pofloden, havde den pavelige Grændse Comision forlagt mit Pas, de sagde da, at de intet havde faaet, til jeg fandt det bagved et Bord, viseret af dem selv og Alting. I Padua besøgte jeg den hellige Antonii Grav, saae de smukke Kirker og det gamle Raadhuus, hvis Sal er den største i Europa, den imponerer ogsaa! Nu gik Touren til Fusina, hvorfra jeg saae Venedig, denne sælsomt svømmende Stad. Nei, nei, den er ogsaa alfor forunderlig, ængstelig kan jeg sige. Jeg følte mig slet ikke vel der! Alle Gondolerne ere betrukne med sort Klæde og ligne ganske Liigvogne,jeg kom i en saadan og nu seilede vi en Slags Vand-Landevei, det vil sige, een med Pæle inddæmme t Kanal til man kom til Kirker og Huse der syntes reiste paa Vrag i Havet. Vi dreiede ind i Gaderne. Alle Bygninger stode lodret op af Vandet. Ikke et Menneske saae vi, der var ikke fodbred Gade; Alle Døre og Porte vendte ud i Kanalerne, alle Trapper gik ned i Vandet, jeg syntes allerede at jeg blev en halv Fisk. - Den hele By syntes mig et Liig, en død Svane, som laae paa Søen. En knugende Taushed hvilede over det Hele; kun Aarens Pladsken i Vandet var den eneste levende Lyd. Stykke for Stykke syntes de store Pallaier at falde hen; sønderbrutte Glasruder, forgyldne henraadnede Bjelker mødte Øiet. Først da jeg kom paa den prægtige Markusplads med sin sælsom me Kirke følte jeg mig bedre; men alle de Gader hvori man kunde gaae vare saa snævre at satte jeg Hænderne i Siden da var Gaden ogsaa spærret! Den første Nat jeg sov her var der kommet en Skorpion i min Seng, jeg blev stukket og fik en saa stærk Vundefeber at jeg næste Dag maatte holde Sengen. Siden besteeg jeg Markustaarnet, vandrede i de store døde Sale i Doge-Palaiet, overlæssede med Pragt, og dog som en Grav. Rialtobroen, hvor Schylock sluttede sin Handel, havde mig en egen Interesse. - Jeg seilede ud til Ligunerne, hvor Havet brødes mod nogle Grave. De ikke Katholskes Kirkegaard. Hvide Dødningbeen, skyllede Vandet op paa. Var jeg død i Venedig da skulde jeg ogsaa have hvilet her. - Jeg saae Fiskerkonerne vente deres Mænd, man siger at de om Aftenen synge af Tassos befriede Jerusalem og at da Mændene, naar de fra Havet hører de kjendte Stemmer, svare med den følgende Strophe. Efter en Storm er dette altid Tilfældet, men da lytter ofte Konen længe og forgjæves; ingen svarer og hun sidder da ene paa de Fremmedes Grave og seer ud over Havet, som tog, istedet for at give. Tre Dage var jeg i Venedig, længer kunde jeg ikke udholde det, jeg leed formeligt, uden dog at kunde udtale det i Digt, som i det Hele, Italiens Skjønhed synes at have berøvet mig. Stemmen, eller rettere Nordens Luftninger har der gjort det af med mig. - Jeg maatte bort, men der var kun een Leilighed og med denne gik mit gamle Selskab, Reisen skulde vare 5 Dage. Jeg var noget forstemt, beed derfor i det sure Æble og fløi mod Alperne. Nord-Italien var mig ikke Italien og er det ikke heller, her er Naturen allerede temmelig tydsk, først over Appeninerne ere de italienske Skove, mine skjønne Pinier, de maleriske Huse, de skjønne Mennesker; men vil man ind i Hesp [erien], da over Sumpene, der voxe Palmerne, der er det blaae, oliefede Hav og - Paradiset. Man siger at den som eengang var i Venusbjerget, gribes, selv i Hjemmet, af Hjemvee efter denne Feeverden og maa vende tilbage eller døe. - O Gud, at jeg er født i Norden! - "Alt Gnav frabedes", naar jeg kommer hjem, skrev De; men endnu er jeg ude, endnu seer jeg en Flig af de blaae Alper, der nikke venligt til mig, altsaa maa jeg nok gnave lidt; hjemme skal jeg rose, selv den lange, sunde Taage, der smager og kan skjæres i Stykker, det forfriskende Sneevand, der saa kjølende trænger ind i Støvlerne; den skjønne Smaaheds Aand, som interesserer sig for det Ubetydeligste, denne - - &&. - I Vizenca saae jeg de prægtige Bygninger af Paladio, hans olympiske Theater og det gamle Raadhuus. I Verona var jeg i Capulets Huus, hvor Romeo dandsede med sin Julie. Nu boer en Hyre kudsk der og den store forgyldte Sal med de brogede Vægge, laae med Høe og med Kalktønder. Jeg gjorte mig en lille Skizze deraf, det vil glæde mig at vise Dem den og alt det Kratserie jeg bringer med, jeg puttede gjerne hele Italien i Lommen for at vise den kjære Moder, hvor deiligt der er, - hvor meget jeg har tabt! - Men jeg vil, jeg maa før jeg døer, igjen til Italien!!! Veronas Amphietheater er en Unge imod Collosæum, men herligt, interessant i høieste Grad. - I denne By fik vi en nye Reisekammerat, en ung Skottlænder, der følte sig saa ilde hos Selskabet inde i Vognen at han bad mig om Plads uden paa. Nu sad vi sammen og det blev ret moersomt, han sang mig skottske Viser, fortalte om Walter Skott, der havde kommet til hans Forældre og vi besluttede saasnart vi naaede Botzen at forlade vort Selskab og reise ene sammen til München. Da jeg gik over Alperne ind i Tyrol, fik Fuglen stemme, da digtede jeg:

Farvel til Italien

1.

Jeg saae det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst,

Hvor under Pinien Skjønheds Børn os møde!

Hvor Ilden sprudler frem fra Bjergets Bryst,

Og Oldtids Byer opstaae fra de Døde!

2.

Der klædt i Marmor høie Guder staae,

Der Duft og Toner i hver Luftning vifte,

Mens Havet er en Olie azurblaae,

Og Bjergene med syvfold Farver skifte.

3.

Der, Alt er Malerie ved Malerie!

Der, klart Guds-Skaber-Kjærlighed man skuer!

Selv Bondens Gjærde - Laurbær groer deraf

Den høie Cactus, Ranken tung med Druer.

4.

Der blev mit Hjerte Barn, men Tanken Mand,

Der lærte jeg Natur og Kunst at kjende!

Du Farvernes og Formens skjønne Land,

Farvel! det var en Drøm! - En Drøm maa ende!

I Insspruck vare vi i to Dage hos de godhjertige Tyrolere, vi gjorte nogle smaae Vandringer i Bjergene; midt i en vild Fjeldkløft fandt vi en Grav, med et forfaldet Monument, der stod hebraiske Bogstaver derpaa; vi spurgte en Hyrde, hvem der laae jordet. »En Jøde«, svarede han, »man kunde jo ikke lægge ham i christen Jord!« - Det kunde være Stof til en Novelle. - Skottlænderen fandt at den hele Natur var som i Skottland, han saae sine Bjerge igjen og blev blød om Hjertet. Da sang jeg een af de skotske Melodier af Bruden fra Lammermoor, nede i Dalen ringede i det samme Klokkerne, og det gode Menneske brast i Graad, han syntes at være i Hjemmet. Og jeg har aldrig kjendt Hjemvee, kun Hjem-Angest!
- I München var jeg en heel Maaned, der var 3 Uger formeget. Det er en By, der saa at sige, endnu staaer i Knop, om 8 a 10 Aar kan den være smuk. Nu staaer den under Bygning. Gaderne ere trukne ud i det Uendelige, med Haver og Marker, man bygger op i alle Hjørner. Naar jeg undtager det leutembergske Gallerie, da er her ikke saa herligt at see for den som har levet i Italien. Øl er Elementet her, for Morgen til Aftenen sidder Folk med Kruset i Haanden, og saa er her et lumpent Klimat, een Time afrikansk Varme og en anden, koldt som paa Spitsbergene. Jeg leed meget af Tandpine, noget jeg da var frie for i Italien. Folket er ellers særdeles godmodigt og jeg nød megen Venlighed, blev strax indført i Kunstforeningen, det litteraire og flere Selskab. Af de Familier jeg kom til at kjende, fandt jeg den behageligste Omgang hos min Landsmand Dr: Birk der skriver for Theatret og hvis Kone: Mad: Birk-Pfeifer er meget bekjendt, som Skuespillerinde og Digterinde. Et Tilfælde gjorte mig ogsaa bekjendt med Componisten Lindpaitners Familie, dog Papiret tillader ikke at jeg gaaer ind paa Enkeltheder. Den sidste Mai reiste jeg ind i Tyrol igjen, var to Dage i det yndige Salsburg, der har noget italiensk i sin Characteer, flade Tage, Viinranker op af Murene og smukke grønne Bjerge med Graner og Løvskove. Floden Salzack bruser gjennem Byen, hvor jeg boede ved Siden af det Huus, hvori den berømte Doctor Bombastus, Theophrastus Paracelsus døde. Hans Billede staaer endnu uden paa Huset. Jeg gjorte en lille Fodtour ind i Bjergene, saae Vandfaldet ved Gollingen, der i tre Afdelinger, den ene 80 Favne høi, bruser mælkehvid ned i den sorte Afgrund. Interessantere var mig ellers det saakaldte Oefen hvor Floden Salzack har sprængt Fjeldene og hvor man kravler paa de nedstyrtede Masser mellem Skum og Støvregn. I Hallein steeg jeg ind i Saltværket. Jeg var i en hviid Bjergrnands Dragt, havde Lampen i Haanden og med et: »Glück auf!« vandrede vi indad en dansk Fjerdingvei. Folk arbeidede i Schacterne, Saltstenen glimrede. Jeg saae hvorledes man ledte det søde Vand ind fra oven, fyldt Schacten for at det i flere Dage kunde staae og suge Saltet ud og derpaa ledes ned til Byen, for at afkoges i en uhyre Jernpande. - Man sætter sig nu paa Ruller, en »Bergknappe« tager Faklen i Haanden og saa rutscher man gjennem Bjerget ned til Byen, det er en Fart gjennem Underverdenen, som jeg ei gjør oftere. - I Linz saae jeg første Gang Donaustrømmen og kjørte paa Jernbaner, de første jeg har se et. I Klosteret Molk, hvor Napoleon har været, da hans Troupper laae paa denne Side Donau, 0sterigernes paa den anden, saae jeg hans Sovkammer, hvor man viser en brændt Plet paa Gulvet her har han engang i Harme brændt en Depesche, der mishagede ham. Den 9 Juni kom jeg her til Wien, anbefalet fra München blev jeg ogsaa her godt modtaget. Forfatteren til Hans Sachs, Digteren Deinhardstein er Directeur for det keiserlige Theater og inviterede mig strax til at benytte en Plads i første Parterre (vort Parquet) hver Aften, saalænge jeg var i Wien, noget man jo i Hjemmet ei vilde give mig, skjøndt jeg der kunde fordre det, med Hensyn til Andre. - Digteren Grilparzer, der har skrevet die Ahnfrau, goldne Vlies og mehre Stykker, finder jeg særdeles elskværdig, vi komme stundom sammen og han sværmer som jeg for Italiens Natur. Det tredie poetiske Bekjendtskab er med Castelli, det synes en særdeles godmodig, naturlig Mand, kun ikke længer ung; til i morgen er jeg indviteret ud til ham paa hans Lyststed i Hyttendorff. - - . Dersom De ikke, før De modtager dette Brev, nyeligt har skrevet mig til Wien, da sæt Dem endelig til Skriverbordet, skriv senest 8 Dage efter at De har modtaget dette Brev, thi det bruger 10 Dage fra Wien til Kjøbenhavn, og send mig et Brev post restante til Dresden, det er jo det sidste jeg faaer fra Dem i Udlandet, derfor venter jeg det sikkert. Igaar fik jeg Brev fra Jette Wulff, skrevet fra Ischia, hvor hun er oversalig, »seer jeg ud af mit Vindue«, skriver hun, "da seer jeg hen over grønne Viinhaver, hvor Druerne alt modne, jeg seer det blaae Hav og de skjønne Bjerge! ja, er det ikke deiligt Andersen!" - Hun paalægger mig, naar jeg skriver Dem til da "ret meget hilse!" Hun ønsker at De kunde see den store Herlighed i Guds Natur, hvorom vi hjemme ingen Idee have. Ja tro mig, jeg er ikke ubillig mod Hjemmets Fortrin, ja selv hvad Naturen angaaer, da er den danske ligesaa smuk som Sydtydsklands, men hvad er det mod mit »bella Italia!« Hils nu alle de kjære Børn fra Frederik til Joseph. Siig til Dine at nu skal jeg snart have den Fornøielse at drille hende. Gid det maa g[aae] Ludvig godt til Examen, beed ham hilse Brøndsted fra mig, hils De ogsaa Ipsens og fælles Venner, Deres Broder kjender mig nok ikke? - Lev ret glad og glæd mig i Dresden med Brev; een af Sønnerne!

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter