Dato: 10. oktober 1856
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 357. Fra Henriette Wulff.

Fredag Eftermiddag [10/10 eller 17/10 1856]

Kjære gode Andersen! Jeg kan mærke paa Søster Ida, ved at spørge hende ud, om hvordan De havde det i Dag, da jeg destoværre ikke var hjemme, medens De var her, at De har været lidt utilfreds, med hvad jeg havde sagt om anden Deel,3228) og det har gjordt mig saa bedrøvet og urolig at jeg maa tale et Par Ord med Dem, før vi sees i Morgen kjære broderlige Ven, De maae ikke sige at jeg udtalte mig heftigt, det troer jeg at have været en Umulighed, da jeg jo naturligviis ingen slig Følelse kan have haft. Jeg spurgde Dem om De vilde høre hvad »Intryk « de to Deele havde gjordt paa mig, De svarede ja, og jeg sagde Dem uforbeholdent Int[r]ykket paa mig, som jo i ingen ingen

Henseender er, eller kan være nogen Dom, eller betyde det allermindste! De Ting jeg havde at indvende imod anden Deel, kunde maaske for en rigtig Critiker være lutter virkelige fuldkomne Ting, som jeg ogsaa flere Gange gjentog, og der var altsaa aldeles ingen Grund, til at det Intryk anden Deel gjør [paa] mig, skulde være det, det vilde gjøre paa Andre. Jeg troede at der vist vilde være Mange der fore­trak anden Deel, og det hører jeg nu ogsaa til min Glæde, at der er en Mand der gjør, og Mange Mange vilde vist sige det Samme. Havde jeg ahnet at hvad jeg sagde, kunde forvolde Dem et Øjebliks Mismod, havde jeg jo aldrig talt saa aabenhjertigt; men Misforstaaelse er her ogsaa, for man kan godt finde et Kunstværk herligt, fordi enkelte Deele deri tiltaler mindre end Andre. Nu er De da ret vred og utilfreds med mig, kjære Andersen, tænk det ahnede jeg ikke; men tænk atter venligt paa mig! Og hvad jeg kan afvige i min Mening fra Andres, saa skriv De det paa mine mange Manglers Regning, og at jeg i Alt gaaer min egen skjæve Gang, som oftest gandske modsadt Alle Andres her til­lands. Jeg er fuldkommen overtydet om, De vil høste Lauerbær for denne Bog som for ingen Tidligere, og hvem skal glæde sig hjerteligere derved end jeg, just

fordi jeg finder det saa velfortjænt! Vær nu endelig slet ikke vred , eller [i] ondt humeur, eller mismodig, eller lowspirited, eller Alt hvad det hedder, De veed ikke hvor jeg finder mig utaknemlig, hvis jeg et Øje­blik kunde være Skyld i en slig Følelse; mig De har gjordt idel Glæde og Godt! Shake hands, and let us be good friends as ever!

Jeg glæder mig ret til at see Dem i Morgen, men De maa endelig bringe venligt Sind med, mod Deres tro Søster

Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost