H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Christian Voigt 26. juni 1834

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 26. juni 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Voigt
Sprog: dansk.

Wien den 26 Juni 1834.

Min kjære, fortræffelige Ven!

Hvad i al Verden gaaer der dog af dig, at du ikke skriver mig til! Nu har jeg Grund til at skjænde! Du er dog ikke traadt i din Faders Sted mellem de kloge Mænd, at det er dette, som beskjæftiger dig! Eller troer du, at naar man er over Alperne, saa er man ikke længer i Udlandet, men saa godt som hjemme; ja, der er noget deri, Sydtydskland er ikke meget forskjelligt fra Danmark, samme Natur, samme Mennesker; men, da vi to dog ikke kunne see hinanden endnu, saa kunde Herren gjerne skrive, og det hører jo selv til den almindelige Høflighed, at man svarer paa Breve, man faaer. Fra Florents sendte jeg dig et langt Brev og bad om Svar i München, men see om der kom! En heel Maaned ventede jeg, skrive vilde jeg ikke igjen, da jeg havde den Idee, at du maaskee af overdreven Forsigtighed havde sendt dit Brev til Wien, men her er heller ikke. Postdag kommer og Postdag gaaer, men uden at jeg hører fra dig. Nu burde du i Grunden intet Brev have, men jeg vil lade Naade gaae for Ret og dog skrive, skjøndt jeg nu intet Svar kan faae derpaa, naar jeg betænker, hvor langsommeligt din Pen løber; dog har du skrevet eller skriver just nu paa et Brev, da fuldend det og lad mig dog faae det, men det maa sendes fra Kjøbenhavn senest den 13 Juli og da til Berlin, poste restante, i August Maaned har du mig selv. - At du har faaet mit Brev fra Florentz, tvivler jeg ikke paa, men derimod betvivler jeg, at dit Svar har forfeilet mig. Du har nok været paa Reise til Fyen og slig en lille bitte, bitte Reise kan forhindre i at skrive; hvad skal da jeg sige, som flyver næsten Europa igjennem paa langs? - Men nu er jeg god igjen; nu skal du høre min Leven og Væren, siden jeg skrev det florentinske Brev. - Alle onde Aander sammensvoer sig for at gjøre Afreisen fra Italien utaalelig; o jeg kunde skrive en Jeremiade der over i 10 Bind; al det Pas-Vrøvl, Snyderie, ja - det bliver for vidløftigt at meddele i et Brev, Jeg saae da for sidste Gang de herlige Gallerier, min guddommelige medicæiske Venus, der lever i Marmoret og let kunde faae mig til at gaae over til Hedenskabet, Niobegruppen og Raphaels Madonna del granducca. - Digteren Berti viiste mig megen Opmærksomhed og forærede mig ved Afskeden sit nyeste Lystspil: Gli amanti sessagenari - Da jeg gik over Apeninerne blev jeg angrebet af en Mavekrampe, der, havde den steget en Potens høiere, havde gjort det af med min hele Person. Jeg foer afsted mellem Skyerne, under de meest jordiske Lidelser. Da jeg indtraf i Bologna, var den hele By i Bevægelse, Verdens berømte Madam Malibran gav Gjæsteroller, og derfor vare alle Hoteller overfyldte, saa jeg for et usselt Hul maatte give omtrent en Species for 20 Timer, og saa fik jeg ikke engang Madammen at høre; dog jeg var jo mellem de Lykkelige i Neapel, hørte hende der 4 Gange. Imidlertid saae jeg den prægtige Campo sancto (!) og Academiet med Raphaels hellige Cecilia. Her er desuden ypperlige Sager af Dominiquino og Guido, jeg inddrak i to Timer Skjønhed for flere Aar. Næste Dag holder min Veturin for Døren, i tre Dage skulde han bringe mig til Venedig, jeg vil stige ind og - hvem finder jeg! min forskruede, gale Landsmand, - Zeuthen, ham, som jeg just var reist tidligere fra Rom for at undgaae - ham som Landsmændene der i Spøg ønskede mig til et Reise-Onde! Jo det var ham! desuden to temmelig raae Tydskere, i hvis Selskab Z: følte sig meget hjemme. Jeg sprang da i første Forskrækkelse op til Kudsken, og saaledes rullede vi gjennem den grønne flade Lombarder Slette, som aldrig vil synes mig italiensk, nei først bag Appeninerne ligger Italien med Pinieskove og Oldtidsskatte og bag Sumpen, Hesperien med Guldæbler, Palmer, svømmende Øer og det ultramarinblaa Hav! I Ferrara overnattede jeg kun, men i Padua saae jeg et Par smukke Kirker, Europas største Sal med Livii Buste, Sanct Antonii Grav og - deilige Pigebørn! - Ved Fusina saae jeg de første Gondoler, de ere overtrukne med sort Klæde og ligner seilende Liigvogne; vi kom i een og glede nu hen mod den sælsomme Bæverstad Venedig. - Nei, nei det er ogsaa en alfor underlig By, den syntes mig ordentlig "schauderlich"; alle Huse stode lodrette op af Vandet, alle Døre og Porte vendte ud dertil, alle Trapper stege ned i Vandspeilet. Jeg blev ordentligt en halv Fisk. Stykke for Stykke synes de gamle Paladser at falde ned. Ikke en Lyd hørte man uden Aarenes Pladsken i Vandet, ikke et Menneske saae jeg, ikke en Fodbred Gade opdagede jeg det første Qvarteer; først da jeg kom paa den store Markusplads med sin sælsomme forgyldte Kirke, følte jeg mig bedre; dog de gaaelige Gader vare da ikke bredere, end naar jeg satte mine Hænder i Siden, saa var der ogsaa spærret. Rialtobroen over den store Kanal havde mig noget Interessant; det syntes mig Hjertet af den store døde Svane: Venedig. Jeg seilede ud til Lagunerne. Hvide Dødningebeen stak frem imod Brændingen. Her blive de ikke-Chatholske jordede, var jeg død her, da skulde ogsaa Bølgerne og Solen have bleget mine Been. Her vente Fiskerkonerne deres Mænd; mod Aften skal de synge Strofer af Tassos befriede Jerusalem, Mændene svarer da langt ude fra Havet; men har det stormet, da udebliver ofte Svaret; Bølgen har taget istedetfor at give, og Konen sidder i den tause Nat, venter forgjæves og seer paa det grændseløse Hav. - Den første Nat jeg sov i Venedig, blev jeg da stukket af en Skorpion, Stikket var ikke farligt, men jeg fik en Vundefeber, der holdt mig en halv Dag i Sengen, længer kunde jeg ikke udholde det. Jeg seilede omkring, bundet i Smerte, forstemt ved Naturen her, saae de øde Sale i Dogens Slot, besteeg Markustaarnet og leed ordentligt af Længsel efter at komme bort. Nu var der ingen anden Veturin, end den, mit gamle Selskab havde taget, jeg maatte enten blive eller bide i det sure Æble og reise med, - gjorte da det sidste, kun at jeg betingede mig Plads uden paa, skjøndt det var en langvarig gjennemblødende Støvregn. - Saaledes efter tre Dages Ophold i Venedig, vendte jeg tilbage over Padua til Vicenza, hvor jeg forgjæves søgte Bends’s Grav. Jeg saae da i denne By de smagfulde Bygninger af Paladio, hans prægtige olympiske Theater og rullede saa mod Verona. Amphitheatret her er kun en Unge mod Colossæum, men særdeles interessant, jeg var ogsaa i Capulets Huus, saae der Salen, hvor Romeo dandsede med Julie; gamle Kalktønder, ViinfIasker og Høe laae langs Væggene, hvor den Gang den Capuletske Slægt pyntet og fornemt paraderede. Adel og Rigdom døe dog hen, Kjærlighed og Kunst leve. Den mægtige Esti Familie i Ferrara, der dømte Tasso for vanvittig, fordi han - kun en Digter - turde forelske sig i Prindsessen, er nu hendød, den lever kun ved Tasso; Tasso og Leonore ere forenede i Efterverdenens Erindring. Tassos Aands Adel har hævet Leonore. Hertugens Slot er Gruus og glemt, Tassos usle Fængsel er nu Ferraras eneste Mærkværdighed. I Verona fik jeg en ung Skotlænder til Reisekammerat, han havde ogsaa taget Plads inde i Vognen, men Selskabet der mishagede ham; Kudsken maatte da ride, og Skotlænderen og jeg havde hans Sæde. Hans Familie havde kommet meget sammen med Walter Skott, han fortalte mig om ham, sang skottske Viser, som han oversatte mig paa Fransk, og saaledes gik det lystigt over Trient til Botzen, bort fra mit egentlige Hjem, Kunstens og Naturens skjønne Land, mia bella Italia. - I Botzen blev Skottlænderen og jeg enige om at forlade vort Selskab endnu samme Nat og kjøre med Diligensen til Innspruck; jeg havde viist mere end menneskelig Taalmodighed mod Zeuthen, sagde ham nu ret venlig Levvel, men han viiste sig ved denne Leilighed som en raae Gadedreng - der altsaa ikke kunde fornærme mig. Prygl skulde han have! - Tyrols Bjerge bør man ikke see efter Schweitzes, men smukt er her, og Folket særdeles elskeligt, vilde de bare lade være at kysse saa meget den Reisende paa Haanden. I Innspruck levede Skotlænderen (Jameson) og jeg to Dage, saae det nye Monument over Andreas Hofer, besteeg Bjergene, hvor vi, ganske romantisk, fandt i en vild Fjeldkløft en Liigsteen med hebraiske Characterer, her var en Jøde bragt til Hvile. Skottlænderen fandt den hele Natur saa skottsk, og da Klokkerne ringede i Dalen, brast han i Graad af Hjemvee. Og jeg har aldrig kjendt denne Følelse! overalt har jeg fundet et Hjem, hele Europa synes mig saa hjemligt, selv under de grønne Palmer i Calabrien; maaskee jeg i Amerika kunde føle Hjemvee, men jeg tvivler derpaa, jeg bliver strax hjemme med Naturen og Menneskene. - München var jeg en heel Maaned i, hvilket er omtrent tre Uger formeget, det er en By, der saa at sige endnu staar i Knop, om 10 Aar kan den være interessant at see, nu bygge de først paa den. Kunstskattene ere mange, kommer man fra Norden, men faae naar man har været i Italien. Det kongelige Slot bliver smukt, Schnorr maler deilige Fresco (!) og i Glyptotheket har Cornelius gjort sig udødelig ved sine Scener af Iliaden. Her saae jeg da Corpus dominifesten, hvor alle Laugene gik i Procession med deres Faner som i Hans Sachs men jeg har seet langt mere glimrende Sager i Rom. - Folkene selv vare ellers særdeles elskværdige, jeg kom til at kjende Componisten Lindpaitners Familie og Dr. Birk, som er gift med den berømte Madam Birk-Pfeiffer, Digterinde og Skuespillerinde, havde mange behagelige Timer, og til Afsked sprudlede Champagne for den danske Digter. De unge Kunstnere indførte mig strax i det litheraire Selskab og Kunstforeningen, og da jeg reiste bort, fik jeg behageligt Selskab, Münchens bedste Skuespiller, som gik til Gasteins Bade. - I Salzburg var jeg to Dage og boede ved Siden af det Huus, hvor Dr. Bombastus Theophrastus Parazelsus døde. Byen seer halv italiensk ud, flade Tage, Viinranker op ad Muren og rundt om staa Fjelde med Løvskov og Gran, der begrændses af høie sneedækte Alper. Jeg gjorte en Fodtour til Golling og saae det berømte Vandfald der, var i Pas Lueg og i Oefen, et ganske frapant Flodleie, Klipperne ere sprængte ved Vandets Kraft, her svimlede jeg ellers og havde nær staaet paa Hovedet nede i den skummende Struddel. Det havde været en brillant Bortgang. I Hallein blev jeg iført en hvid Bjergmandsdragt og steeg nu med Lampe i Haanden ned i Saltværket; var omtrent en dansk Fjerdingvei inde og saae dem arbeide i de dybe Schakter. Med en Bergknappe, som slaaer Fakkelen mod Muren, rutscher man gjennem Bjerget ned til Hallein, hvor Saltet koges i en kjæmpestor Jernpande. - I Linz saae jeg første Gang Jernbaner og - Donau. Det var en smuk stor Flod, men ikke saa blaae som Rhone, ikke saa grøn som Caragliano, dog heller ei saa skiden som Tiberen, men snarere guulgraae som Elben eller Po. - Ja man har reist, hører du nok! Din Stakkel, du kjender jo ingen Floder uden - Odense Aae eller Faaborgs Grøfter! Men det kommer! n’est pas? Monsieur. Du lykkelige Menneske som nu snart kan flagre ud til Frankrig, Italien og al den Herlighed. Men du faaer bestemt Hjemvee, kjender jeg dig; thi Plager er der , paa en Reise, langt fleere end Glæder. Dog gad jeg nok reise hele mit Liv. - I Kloster Mölck saae jeg Napoleons Sovekammer og gjorte mig bekjendt med Terrainet for hans og Østerigernes Leir. Wien har meget tilfælleds med Kjøbenhavn, kun er det lidt livligere, selv i Sommeren. Jeg har herfra gjort flere Toure til Slottet Schönbrun, Josephsdorf, Kloster Neuburg etc., og det Hele er venligt, hyggeligt; Laxenburg endogsaa interessant, men det vilde have virket mere, var det seet paa Udreisen og ikke paa Hjemreisen, hvor endnu Italiens Kunst lever i min Sjæl, og dens Natur saa at sige er gaaet over i mit Blod. Regjeringsraad Deinhardstein, der har skrevet Hans Sachs, er Directeur for det keiserlige Theater og saaledes har jeg af ham faaet fri Plads hver Aften i Parquettet, som baade smigrer min Forfængelighed og sparer paa min Pengepung. Grillparzer, Forfatteren til "Ein treuer Diener seines Herrn", "die Ahnfrau" etc. besøger mig imellem og er meget elskværdig, dog meest behager Digteren Castelli mig, der har foræret mig sine sidste Værker, og boer saa romantisk smukt i Hütteldorff, at det er en Lyst! forleden var jeg indviteret derud og nød et ret landligt Maaltid i hans Lysthuus, hvor Viinløvet hang over vort Hoved; han læste mig sit sidste Digt til den elskede Keiser Franz, og det var hjerteligt smukt. Siden botaniserede vi paa Marken, og jeg lærte ham de danske Navne. Men nu maa jeg nok tænke paa at ende mit Brev. Her følger en lille Sæddel med til Kjøbenhavnspostens Udgiver, vil du ikke nok slaae en Convolut derom og ret snart sende ham den? det er nogle Notitzer fra Udlandet! - I Begyndelsen af Juli reiser jeg til Prag, derfra til Tøplitz, hvor Carl X er, og vandrer til Fods gjennem det bøhmiske og saxiske Schweits, bliver nogle Dage i Dresden og flyver da med "Eilwagen" til det sandede Berlin, men hvor jeg hos Chamisso og Wilibald Alexis vist vil more mig. I August bringer Dampskibet min høie Person til Danimarca, men først skal i Hamburg mine Knebelsbarter falde, slig Skjønhed tør I ikke see hjemme. - Tro mig, kjære Ven, det er en ganske forunderlig, ængstelig Følelse, der griber mig ved Tanken om Hjemmet, om alle gamle Forhold, hvorledes mon det nu vil smage mig? Forandret mig meget har jeg ikke; men noget er vist skeet, og der behøver kun noget for at bringe min hele Sjæl i Bevægelse; jeg taaler nu mindre end før og veed jeg kommer hjem til faae Glæder, men uendelige Plager. - Havde jeg Penge, da blev jeg altid ude, kom aldrig hjem; kun i Syden kan jeg trives, og at vende der tilbage vil min hele Stræben gaae ud paa, det er mit Fremtids Maal. Spørge nogle Videbegjærlige dig, hvorfor jeg alt kommer nu hjem (det er kun 1½ Aar), da siig, at jeg har selv lagt ligesaa meget til, som mit Stipendium var, og nu har jeg ingen flere Penge, det er slet ikke af Længsel jeg kommer, nei det veed den gode Gud. Dog da jeg maa hjem, er der ogsaa Enkelte jeg ret inderlig glæder mig til at see, og der er du mellem de første, min eiegode, kjære Broder! Hils din Frue og hendes Frøken Døttre, naar jeg kommer, skal jeg have den Ære at aflægge en Vesit. Hils særdeles den vittige Arnesen, gid han maatte faae Leilighed til at see sig om, lidt herude! Jacobæus, Graae, din lille Doctor-Ven og alle gamle Bekjendtere og Venner hilses her skriftligt, snart mundtligt. Ak du hellige Chathrina, beed for mig! Hvorledes skal det dog gaae, naar man atter traver i det kolde Sneevand paa Østergade og spiser den lange Taage! ifior ved samme Tid gik jeg sommerklædt under Laurbærtræer og spiiste Oranger og tunge Druer. O dio mio! Nu er det forbi. - Lev ret glad og vel! skriv, er der Tid, men tænk altid kjærligt paa din broderligt hengivne

H. C. Andersen.

(Hils dine Forældre og Johan.) Idag fik jeg et særdeles kjærligt Brev fra Ingemann, han sætter Agnete øverst af hvad jeg har skrevet og lykønsker mig til et sandt poetisk Værk.

Tekst fra: Riborgs Broder. H. C. Andersens Brevveksling med Christian Voigt