Du har søgt på: +Rigsarkivet

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 1. juli 1834
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d: 1. Juli 1834

Kjere gode Andersen!

Med vemodig, rørt, taknemmelig, undseelig og glad Følelse modtog jeg Deres saa kjere, kjere Brev! Vemodighed var den herskende, ved Tanken om at De ængstes for at komme hjem, det bedrøver mig saa meget, Hjemvee er vel et Onde, men af de Onder, som Solon siger, vi bør dele med alle Mennesker, hvorfor føler De, min kjere, kjere Søn, da Intet deraf? jo De føler det ogsaa! altimellem, det er jeg vis, gad De dog nok talt med een af Deres Venner, altimellem er De glad i den Tanke hvor lykkelig De vil gjøre mig og mange af Deres andre Venner ved at vise dem Deres Tegninger fulgt af Deres lunefulde Beskrivelser - og dette, dette er Hjemvee, kun lidt eiendommelig. Jeg haaber til Gud her vil blive bedre end De tænker Dem det. De Danske er ikke slemme Mennesker - Rørt blev jeg over Deres inderlige Længsel efter det forjættede Land, jeg kan dog ikke begribe det, det maa De mundtlig see at gjøre mig tydelig, mig forekommer den Henrykkelse, Alle der føle, en Sandsefortryllelse, som jeg ikke begriber det tænkende Væsen saadan kan beruses af - dog jeg sætter min Dom tilside og vil gjerne overbevises om det Modsatte. Taknemmelig, undseelig og glad blev jeg fordi De uden at have faaet Svar dog var saa god imod mig og skrev; Aarsagen hvorfor jeg ikke har skrevet var i Grunden eensidig og jeg har tidt fortrudt den, uden at kunde gjøre den god igjen, da jeg ikke vidste De blev saa længe i München (Gud veed hvad De ogsaa vilde der saa længe) maaskee var det Digter Kongen der holdt Dem? jeg syntes nemlig ikke mit Brev kunne være værdt at betales fra Hamborg af, og De skrev: det gik ikke sikkert hvis jeg fra[n]kkerte det længere. I den sidste Maaned leed jeg virkelig ved den Tanke at jeg intet vidste om Dem, saa efter har jeg talt med Børnene om hvem jeg skulde vende mig til for at faae at vide om Ingen havde faaet Brev, men Resultatet blev uafladeligt: Edvard Collin - og da han forekommer mig saa overmaade stolt saa vilde jeg ikke gjerne uleilige ham. Jublende kom Thorald igaar springende og raabte: Brev, Brev! og al vor Uro havde Ende! Tak være De trofaste Ven! som i al Deres Herlighed ikke glemmer os der glemmes af saa Mange! mere hengivne, troere Hjerter finder De heller ikke, vi Alle ere Dem saa af Hjertet hengivne og glæde os ved Deres Glæde og bedrøve os ved Deres Sorg. Deres Farvel til Italien, er kraftigt og herligt, kun maa jeg sige Dem at Guds-Skaber-Kjerlighed er synlig i hver Vraae paa denne Klode, jeg hørte for nogle Dage siden en Forelæsning over Frøer af Professor Eshricht og føelte derved den dybeste religiøse Følelse der nogensinde har gjennemtrængt mig, det lille næsten foragtede Dyr viiste saadan hvorledes Guds Viisdom og uendelige Kjerlighed havde udbredt sig over det for at føde, opholde og vedligeholde det, at man maa undres hvor følende Mennesker kan foretage sig Andet end grandske og tilbede. Ja alle Steder skuer vi Guds Herlighed naar vi ville see den - At De ender med: Det var en Drøm! er usandt - nei gode Andersen, det var ingen Drøm, har noget været virkeligt i Deres Liv, saa har Deres Ophold i Italien været det, det haaber jeg til Gud vi ville see Beviser paa, Erindringen skal udbrede et venligt Lys over Deres hele Liv, Taknemmelighed over at De var den Udvalgte fremfor Tusinde der med samme Varme ønskede det, skal gjøre Dem mild og blid og overbærende og glad, thi selv paa den goldeste Mark vil Erindringen række Dem Bægeret fra den lifligste Kilde, nei det var Gud skee Lov ingen Drøm! min kjere Søn var og skal være lykkelig! De er engang Søn af et lille, fattigt Land, der fattes meget, men har meget, søg det og det har af Godt, dæk det Onde med Kjerligheds Kaabe, og De vil føle Dem tilfreds, meer skal vi ikke fordre, men mindre er Gudsbespottelse, han har sat os her for [at] nyde dette Liv i Roe og Tilfredshed, gjøre vi det ikke handle vi imod hans første, største Bud. Naar vi kun holde os den gamle Vises Ord efterrettelig: Ikke i Ønskers Opfyldelse men i deres Frasigelse ligger Lykken, saa give hver Stilling os blid Tilfredshed. Har jeg ikke nok Lov ifølge min Alder og det meget jeg har gaaet igjennem at tale saa for at overtale mine Kjere til at fordre meget af sig selv og lidet af Andre, ikke af Foragt mod Andre, men af Kjerlighed? - ------------- Jeg vilde gjerne fortælle noget om Hjemmet, men jeg veed Intet som er værdt at fortælle - For den Konstitution vi have faaet, kan jeg for Øieblikket, slet ikke regne for noget, engang i Tiden vil det maaskee være godt at den er installeret - nu er det en Rangle der dysser Barnet. Her kom forleden Dag en norsk Avis der raillerede Konstitutionen, Prinds Kristian og hans Søn meget, da den vel var læst, tog Politiet den. Theaterpersonalet har givet nogle Sommerforestillinger hvor en lille Vaudeville (Rataplan) har gjort megen Lykke, eller rettere Fru Heiberg som Tambour i den - Masaniello blev annonceret, men Pengene givne tilbage igjen, formodentlig for dens Frihedsyttringer - - En lille Tildragelse skeete forleden Dag, som gav Anledning til den herligste Anekdote jeg i mit Liv har hørt. Præsten Rothe gik paa Gaden og saae nogle Gadedrenge af Rendesteens Snavs at bygge en Kirke, ha, som skal altid snakke med, sagde, "Børn der bygge I jo en Kirke, nu skulde i lave en Præst med, nei svarede Børnene, dertil have vi ikke Snavs nok". Kjender De noget herligere end dette Svar, jeg er saa lykkelig derover at jeg maa meddele det til enhver, Rothe blev selv saa lykkelig at han fortæller det til enhver han seer. Neapels Gadedrenge kunde umueligen have svaret herligere. De beder mig hilse Ipsens, men jeg seer dem saa sjeldent da de ikke boe her meer[;] jeg boer i deres Værelser, her er eensomt nu, skjøndt kun Ludvig var ganske efter mit Sind saa savner jeg dem dog. Er det vist De kommer i September? for min Skyld vilde jeg ønske det, det vilde adsprede mig meget til den gruelige Oktober der forestaaer mig - Ludvig læser Dag og Nat og er dog modløs, men vil dog nok gaae op i Oktober, Fredrik læser ogsaa inderlig, og siger han tør ikke love det gaaer ham godt, men gaaer dog ogsaa op til Oktober, Kristian skal op til Philosophicum, men da han har h a u t baade i Hebraisk og Mathematik til Philologicum saa er det altid et Spørgsmaal om han faaer bedste Karakteer, Viggo skal konfirmeres til Oktober, saa det bliver mig en vigtig Maaned. Thorald og Viggo vare ganske bedrøvede fordi De ikke havde hilset dem. De skriver nemlig: hils fra Fredrik til Josef, men jeg trøstede dem med at De vist antog at Josef var den Yngste, da det smigrede deres Forfængelighed, saa vare de fornøiede dermed. - En tung Sorg jeg har havt og har i denne Tid, maa jeg betro min deeltagende Ven. Herman har begaaet den Ubesindighed at han har giftet sig, han er baade Mand og Fader og har Intet at ernære dem med - hun er hos sin Moder, som kun eier et lidet Hus og en saare liden Pension og han er Forvalter paa Dronninggaard hos Mariboes. Det er mig en stor, tung Sorg, men selv denne har sin ophøiede Glæde for mig, at see ham i disse Trængselens Dage at passe sit meget Arbeide med utrættelig Flid, see ham med mandigt Mod og uden at klage gjøre overordentlige Anstrængelser for at ernære dem, er mig et saligt Syn og gjør mig taknemlig mod Gud der lod mig blive Moder til saa herlig en Søn, jeg har nogle Dage paa Dronninggaard været et saligt Vidne til hans Pligts Opfyldelse og til den Roe han[s] Sind nyder uagtet hans Længsel efter sine Kjere, og det har beroliget mig meget, idag fjorten Dage reiser jeg til Falster for at see de kjere Mennesker og dele deres Glæde over den lille Dreng, der baade efter Moderens og Bedstemoderens Sigende, skal være et lille Vidunder af Elskelighed. De gode, naturlige Mennesker, Kjerlighed til Barnet har reent ladet dem glemme al den Sorg de har udstaaet! O i eenfoldig Naturlighed dræber Lykken! - Dine vil vist blive glad at faae Dem at tale om Theatret med, vi andre, som aldrig komme der, kunne hun jo ikke meddele sig, fortæl hende nu ret meget om alle Theatre, hun trænger til Opmuntring - hun lever ikke behageligt hos den gamle Bedstemoder og kan dog ikke tage fra hende, vi Fruentimmere ere jo som Fugle i Bure - dog kun vore Legemer! - Frøken Wulffs Lykke deeler jeg ret, skriver De saa hils hende saa inderlig fra mig, jeg agter hende saa meget at jeg vilde ønske jeg kunde tilbringe mit Liv i hendes Nærhed - gid hun maatte vinde sin Sundhed, skriver hun slet ikke om den? Folk der kjender Familien beklager hende at hun er reist med Peter istedet for med Kristian, jeg kjender ikke Brødrene - Fra Jomfru Hanck fik jeg et venligt igaar hvori hun taler saa venligt om Dem, jeg skal med det første svare paa det, det var meget naturlige end naar hun skriver til Dem - fra een Side er det vel ikke saa smigrende for mig, dog vil jeg nok have det naturligere, især naar det er saadan en elskelig Natur. Vor nyere Litteratur seer jeg slet Intet til, jeg haaber naar De kommer hjem, laa[n]er De mig engang imellem noget - Jeg læser det Gamle, derfor maaskee ikke det daarligere, dog længes jeg efter at see noget Nyt. - Jeg vilde saa gjerne skrive dette Brev til Wien, men da De ikke siger hvor længe De bliver der saa vil jeg ikke riske[re] det skal blive liggende til De kommer der igjen, især da jeg ikke veed om Vill[ien] dertil er saa stærk som den der dog sikkert atter vil føre Dem til Deres "bell[a] Italia". At De har lært at kjende saa mange interessante Mennesker anseer jeg for en reen Lykke, en høi, høi Nydelse. Castellis Bekjendskab misunder jeg Dem nesten, det lidet jeg kjender af ham er elskeligt. Nu, naar De faaer dette er De i Byen med den herlige Chamisso[;] Gud give Ord kunne udtrykke hvad jeg har føelt ved mange af hans Digte, de ere guddommelige - knæl for ham, kys hans Haand fra et qvindeligt Væsen (siig for Guds Skyld ikke jeg er over halvhundrede) thi en Mand bliver altid en Mand og han tilgiver intet Fruentimmer en Rynke, men siig ham dog hvor inderlig jeg har glædet mig selv og mange med mig over hans muntre som over hans alvorlige Digte. Gud give ham et langt Liv! Dahl er jeg bange De ikke træffer, da han jo er i Norge, det gjør mig ondt for Dem, man vil saa gjerne tage alt godt med. Ludvig skal nok hilse Brønsted[.] Ludvig logerer i Sommer paa Fredriksberg og har leiet i samme Hus hvor B: boer da De nok veed han læser med Sønnen. Venedig har De skildret grueligt, jeg vilde ikke sove der een Nat - der er jo skrækkeligt, men er det ogsaa mueligt at Gondolerne ere overbetrukkne med Sort, er det ikke Digteren der har seet det, Andre haaber jeg seer Overtrækket hvidt. - Naar jeg ret savner Dem, veed De saa hvad jeg gjør? jeg tager Deres Digte og de synes mig jeg er dog i Deres Selskab. Deres Resension, Kunstnerliv, Hvad jeg elsker, Pigen der vender Ryggen etc: etc: glæde mig altid saa uendelig, skriv dog, kjere Andersen! lad os dog høre noget fra Dem, skal Deres Farvel ikke indrykkes i noget Blad? uden Deres Tilladelse vover jeg ikke at gjøre det, men jeg vilde gjerne at mange skulle nyde det med mig; tro mig der er Mange der skjønne paa med mig hvad vi eie i Dem! Jeg længes ret efter at vide Dem i Roe her[;] da haaber jeg De ved Skriverbordet tryller Dem til Syden og tryller os Alle med Dem hvorhen De vil - Har De slet ingen Udkast i Hovedet til noget, det være sig Smaat eller Stort? eller trænger De nu ikke meer til at meddele det? De skriver jo rigtignok "Tanken er blevet Mand", men selv Manden nedværdiger det ikke at meddele sig til ærlige, tro Venner. Jeg haaber dog endnu eet Brev inden vi sees, et Fjerdingaar er langt, maaskee hviler jeg i Graven inden De kommer tilbage, husk paa hvor min Lykke undergroves fjorten Dage efter De for 3 Aar siden var reist til Harzen? Dage ere nok for at ødelægge og de kunne vi ikke erstatte!

d: 4. Juli

Først idag gaaer Posten, derfor lod jeg denne Strimmel aaben for nogle Dage sildigere at kunne sige Dem Farvel og for at sige Dem intet eklatant Onde er hændet paa Øerne og Halvøen i de Dage siden jeg skrev ellers vidste jeg det, Landet er jo ikke større end at man kan oversee eller overhøre det paa et Par Dage. Varmen er saa overvættes, Himlen saa blaa, Roserne, der omgive mig i h[v]er Krog baade i Stue og Have saa deilige, jeg skriver dette i Lysthuset hvor Valnøddetræet og Akazierne kappes om at tilvifte mig den meest duftende Kjøling. Søen fra Vinduet er saa deilig men det er azurblaat Vand jeg vil ikke have Olie - og forstaaer heller ikke, uden ved en fæl Stillestaaen at De kan faae det til Olie - mine smaae Bølger giver jeg ikke bort. - Alle hilse Dem paa det hjerteligste, men meest Deres

tro Moderlige Veninde Signe Læssøe

[Tilføjelse i margenen s. 1:] Jeg maa fortælle Dem et Indfald af Frydendal der er godt, bare De ikke kjender det. Han skal ifjor have ligget i Frederiksborg med sin gifte Datter og hendes Børn, nu gik han hver Morgen i en graa Kaseking og en stor guul Straahat ned til Kilden med Børnene, der mødte han tidt en Mand, som behagede ham, saa han ret talte meget og daglig med [ham], endelig siger Manden: det gjør mig usigelig ondt imorgen skal jeg reise jeg er Grev N:N: maa jeg spørge? jeg er Goldamme i Fredriksborg var Svaret, derpaa vendte han sig og gik, og Manden troede han var gal og havde sine lyse Øieblikke.

[Tilføjelse i margenen s. 2:] Gid De var her for at sætte Mod i Ludvig, han er græsselig mistrøstig, han taler om at søge en Assistent Post paa Guinea hvis det mislykkes, saa var han da i sin Grav. Beed [for] mig at den Tiid var godt forbi jeg er saa ængstlig! og kan dog slet Intet gjøre Andet end sige: "aa min Dreng det gaar jo nok godt, hvem der strider som Du den hjelper Gud" men det siger jeg eengang, det siger jeg en anden Gang, saa trættes ogsaa jeg.

[Tilføjelse i margenen s.4:] Jeg beder Dem! vær ved godt Mod over Hjemkomsten, det vilde smerte os Alle saa meget var De for nedstemt! -

[Udskrift:] S.T. Herrn H: C: Andersen in Dresden im Sachsen p o s t e r e s t a n t e f r a n c o.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (126)