Dato: 6. juli 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

Til Jonas Collin. Wien den 6 Juli 1834

Min eiegode, kjære Fader!

Tak for den tilsendte Sum, ærlig skal jeg betale den igjen naar Kennilworth kommer paa Theatret, før, bliver det mig neppe mueligt! - Hvor inderligt ønskede jeg ikke at have faaet et lille Brev fra Eduard, ventet det havde jeg rigtignok ikke, thi han tænker vel: nu kommer jo Andersen snart! Ja, ret snart er jeg hos Dem, dog trækker jeg det ud tilsidste Skilling med at komme, jeg lever saa at sige i en evig Beregning! Det er altsaa mit sidste Brev her ude fra, det er sidste Gang jeg skriftligt kan tale med Dem fra et fremmet Land! o hvor meget ligger der mig ikke paa Hjertet, sønlig Tak, Længsel efter at see Dem og dog en forunderlig Angest for Hjemmet, Forholdene og mange Mennesker der. Hvorledes mon jeg vil opfatte Livet der, hvorledes mon Andre være i deres Dom over mig? Dog det bliver Dem nok for alvorlig en Begyndelse, De skal høre om min Reise. - München, veed De, behagede mig ikke saa særdeles, man havde spændt min Kunst-Forventning for høit, Menneskene fandt jeg derimod ganske fortræffelige. Forsynet med flere Anbefalings Breve til Wien forlod jeg München den sidste Mai, og rullede i meget behageligt Selskab til Salz­burg, der ligger ganske herligt; Byen har næsten et italiensk Udseende, flade Tage og Viinranker op ad Muren, Bjerge med Graner og Løvskov og den raske brusende Salzach, som deler Staden i to Dele. Herfra gjorte jeg Fodtour ind i Bjergene, saae Pas Lueck, bekjendt i Krigshistorien fra 1809 hvor Tyrolerne kjæmpede for deres Frihed under Andreas Hofer. Jeg saae Oeffen, hvor Floden har sprængt Klipperne; har kravlet om Afgrunden der og var eengang nær styrtet paa Hovedet ned - saa var jeg ikke kommet til Danmark. Tyrols største Vandfald, som jeg saae ved Gol­ling er dog kun en Unge, selv mod det i Tivoli. - I Hallein blev jeg iført en hvid Bjergmandsdragt fik Lampen i Haanden og steeg nu med et »Glück auf!« ned i det dybe Saltværk, omtrent I dansk Fjerdingvei var jeg inde hvor de arbeidede ved Lampelyset. Det søde Vand ledes ind fra oven, Gruben fyldes og Vandet suger saaledes Salt Partiklerne i sig og ledes derpaa, gjennem Rør, ned til Hallein,hvor det afkoges i en uhyre Jern Pande, stor som en Fiskepark. - Fra Salzburg kjørte jeg i et kjedsommeligt Selskab til Linz, en Corporal med Kone og deres skraalende Unge; de fandt Alting deiligt, gjorte mig opmærksom paa hver lumpen Papaver og sølle Lyststed, og saa aad de kogt Kjød uden Brød og sang Duetten af Don Juan: Date mi la mano, og det paa østerisk Tydsk. - I Linz saaejeg første Gang Donaustrømmen og Jernbanerne; flere Lastvogne, kjedede sammen, rullede af sted; man arbeidede paa de nye Baner, der skulle gaae til Salzburg. Det var mig ellers saare interessant at see. I Kloster Mölk var jeg i Napoleons Sovkammer og gjorte mig en Skizze af hans. Udsigt der, til den østeriske Leir. Den 6 Juni kom jeg da til Wien, der er lige saa dyr at leve i, som Paris, man betaler Alt doppelt saa dyrt som i München, Himlen veed hvor den har faaet Navn af et billigt Levested; jeg maa saaledes oekonomisere at man bestemt ikke finder en Pille Fedt ved mig naar jeg kommer hjem. Anbefalet til Regjeringsraad Dein­hardstein (Forfatteren til Garik i Bristol og Hans Sachs) der er Directeur for det keiserlige Burgtheater, blev jeg strax som dansk Digter indviteret til at benytte en Plads i første Parterre, (vort 1ste Parquet) hver Aften, saa­længe jeg var i Wien, og det har jeg ogsaa troligt gjort. Da vi tale om fri Plads, falder det mig ind, vil De ikke nok tage Dem lidt af mig, til jeg kom­mer hjem, at jeg kan faae en Billet [i] andet Parquet, selv er det kun 3 Gange om Ugen. -De veed jeg har skrevet 3 Stykker, har eet antaget og desuden oversat 2;jeg maa da altsaa kunne faae 3 Gange ugentligt fri Adgang hjemme, naar jeg ude kan faae det hver Aften. Directionen gav jo Hr Paludan Muller og Hansen fri Adgang i Parterret før de leverede. noget for Scenen, jeg har derimod leveret og- dog jeg har jo et Slags Ret - og naar De vil- kan jeg ikke lide Uret! - Tænk paa mig! - Af poetiske Bekjendtskaber behage mig mest her, det jeg har gjort med CastelIi, det 5 er en særdeles naturlig, elskværdig Mand og saa boer han saa yndigt ude paa Landet, at man hos ham maa blive en halv Poet. - Han har foræret mig sine seneste Digte og selv skrevet et lille til mig, der lyder saaledes :

Es ist eine seltsamme Sache:

Ich sprach Deutsch und Dänisch Du.

Und doch verstanden wir uns im Nu!

Ja Freund! im Aug' liegt die Sprache,

Und im Herzen den Schlüssel dazu! ­

Digteren Grillparzer, vist nok for Øieblikket Tydsklands første Digter, kommer jeg i mellem til, han interesserer sig meget for dansk Litteratur, viser mig megen Venlighed og skatter meget det Par Digte Chamisso har oversat af mine. - Det sonnenleithnerske Huus, hvor alle Danske komme og hvor jeg var anbefalet til af Jomfrue Rocherc: Conferentsraad Ørsteds Svigerinde, har jeg fundet et halv Hjem i, og det er en Deel, thi Wien be­hager mig heller ikke, her er saa koldt, Climatet vexler hver Dag og jeg har været noget syg, lider for mit Bryst, o, hvem der var i mit deilige Ita­lien! - Billedgalleriet paa Belvedere har herlige Sager af Rubens og van Deyck, der tilbringer jeg flere Timer. - I forgaaers fik jeg et kjærligt Brev fra Ingemann, det greb ret min Sjæl, thi det berørte en Streng, jeg i mange Tider ikke vovede at see til, fordi dens Tone havde grebet forstyrrende ind i mit I.iv. - De veed hvor oprigtigt Ingemann har altid været mod mig i sin Mening om min æstetiske Virken, det vil derfor vist glæde Dem at høre hans Dom over Agnete, som den har glædet mig. - De har vist maatte høre meget Ondt, der hjemme ;ja, ja, det er naturligt! hør nu hvad Ingemann siger, det er dog ogsaa en Stemme, og glæd Dem, som jeg har glædet mig, siden tale vi aldrig mere om Agnete, nei hjemme aldrig - før engang om mange Aar, naar Tiderne blive anderledes. Ingemann skriver: Jeg har opsat med at skrive til jeg fik Agnete læst; det er en virke­lig poetisk Frembringelse, riig paa sand Følelse og Phantasie. Der gaaer en ægte romantisk Tone derigjennem, som hos mig har frembragt een af de poetiske Stemninger jeg holder meest af. - Det er en nordisk roman­tisk Sommetnats Drøm! Til Lykke med denne Digtning! Den er i mine Tanker, Deres bedste Arbeide, og et lykkeligt Fremskridt! Ængst Dem ikke for Fremtiden! De har oprigtige Venner i Fædrelandet! See kun at sætte Dem paa en fri uafhængig Fod, med Hensyn til det Ephemeriske i Aandens og Litteraturens Verden og hvad Vorherre vil der skal blive af os driver han vel igjennem. - I Grunden er det gode Tegn naar Hunden gjøer, saa er der Folk paa Veien, men:

»Smaahund ei Hingsten jager

Den gjør sig træt og hæs. -«

Han gaaer ogsaa ind i Digtets Enkeltheder og dømmer disse lige saa kjær­ligt og rosende. Dog ikke mere derom, jeg havde besluttet aldrig at tale om Agnete, men - skrive er jo ikke at tale, og hvad der glæder mig maa [jeg] dog fortælle Dem, som jeg jo altid siger mine Sorger. - Dette Brev sender jeg først hjem fra Prag, saa er jeg Dem saa meget nærmere, der vil jeg først slutte det. - Hils Fru Drevsen ret meget, jeg seer at altsaa min lille Viggo ikke har gjort nogen Virkning, jeg faaer altsaa intet Brev? Vil De ganske ironisk sige den berømte Replik: »Hvor Du er god Marthe!« ­dog jeg vil være bedre, jeg vil ganske sikkert være i Danmark saaledes at jeg kan drikke Vedkommendes Skaal den 23 August, thi jeg anse er mig alt som indbudet. Til Lovises Fødselsdag indtræffe to Ubetydeligheder, som jeg haaber hun vil ret venligt modtage, især den ene. Bring hende imidlertid om Morgenen min kjærlige Lykønskning, saa trofast som et Broder-Hjerte kan ønske hendes Vel. - Hils Deres gode Kone og hele den kjctre Omgivning hvor jeg snart træder op som gammelt Medlem, jeg er jo velkommen i Hjemmet?­

Prag den 11 Juli 1834.

See, nu er jeg da her i Böhmens Hovedstad, hører et Sprog jeg aldrig kjendte og har seet Zigeunere, ægte Zigeunere med ægyptiske Ansigter. - Den 8de forlod jeg Wien, hvor jeg i de sidste Dage gjorte et meget be­hageligt Dame-Bekjendtskab. Jeg blev nemlig presenteret Digterinden Fru von Weisenthurn, en meget elskværdig Kone, og af hvem vi hjemme jo have flere Stykker (det sidste Middel; hvilken af dem er Bruden etc. etc.) hun har igjen anbefalet mig videre til skjønne Aander i Dresden og saaledes gaaer jeg fra Haand .til Haand, som »et særdeles interessant, elsk­værdigt Menneske!« - Hvor man dog i denne Verden dømmer let, enten godt eller ondt, man kjender mig dog i Grunden ikke, aligevel veed man at udpege saa meget hos mig, at var Alt Sandhed, saa var jeg virkeligt ganske exemplarisk. Der endog mange gode Mennesker til og de Poeter som sige at Verden er en Jammerdal, med Kjæltringer i, skulle have Prygl. Grillparzer har skrevet et nydeligt lille Digt i min Stambog, som De nu snart skal see. Dr: Thune var den eneste Landsmand jeg traf i Wien. Rei­sen her til Prag har meget afkræftet mig, eftersom jeg i to Nætter og tre Dage sad i en tung, snever Vogn; til Reiseselskab havde jeg et Jøde-Par, hvor Konen talede for 7 Andre og sværmede for den spanske Litteratur, som hun neppe kjendte, talede idelig om Dannelse og fine Sæder medens Manden sov Nat og Dag, med sit store Hoved, i hendes Skjød, desuden en gammelagtig Person, som jeg tog an for en Skolemester, da han altid kom med latinske Floskler og slog ind paa Romer og Græker; da vi skildtes ad fik jeg hans Navn at vide, det var den bekjendte gamle Professor Zimmermann; saaledes fører Skjæbnen mig altid sammen med kjendte Folk, eller giver Eventyr Andre sjælden finde. I Rom spaaede ogsaa Landsmændene mig at jeg vist traf paa Røvere, eftersom jeg oplevede Alt, hvad en Reise kan bringe, men Røvere - saa heldig har jeg endnu ikke været; dog de kan komme endnu, her i B6hmen huserer en Bande, hvem veed? - Carl X og Hertuginden af Berry er her i Prag, jeg længes efter at see dem. Tycho Brahe har jeg alt besøgt, han staaer i Ridder-Rustning med sin forlaarne Næse. Vil De ikke nok lade indlagte lille Sæddel besørge til Fru Wulff, den indeholder Anmeldelsen om min høie Ankomst og om at faae et Værelse hos Wulfs til jeg selv har leiet eti Byen. -Jeg veed Wulffs have og at jeg er velkommen. Her følger ogsaa et løst Blad til Eduard, som De vil give ham; Alle de Andre bringe De rriin Hilsen, fra Deres egen Kone og ned til den lille Ole Navnløse i Vuggen hos Drevsens, dog det er sandt, i 1 1/2 Aar har vel Barnet faaet Navn. Glem mig ei med Billetten til Theatret ! - Lev ret vel! snart er jeg hos Dem! Den gode gamle Gud lever, ham vil jeg betroe mig, hvad Hjemmet end bringer mig, gid jeg altid maa bevare de Følelser og Anskuelser Reisen har indgivet mig, gid jeg altid fortjene mine sande Venners Kjærlighed. - Nu i Guds Navn hjemad!

Deres sønlige

Andersen.

Tekst fra: Helge Topsøe-Jensen