H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Jonna Stampe, f. Drewsen til H.C. Andersen 17. juni 1857

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: kjærlighed

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 17. juni 1857
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

(på brevpapiret et tryk af Trinitatis) Kirke Christinelund d. 17de Juni 1857.

Min kjæreste Andersen! Der skal Sind og Tid til naar en god Bog skal læses, derfor har det varet saa længe inden jeg gav mig ifærd med den kjære Gave De for omtrent en Maaned siden har sendt mig, og som jeg igaaraftes endte med stor Bevægelse. Tak for den, kjæreste Andersen! Jeg kan see hvor dybt og inderligt De har levet Dem ind i Tanken om Deres Helts sjælelige Udvikling, at det for Dem har været et Livsspørgsel. Min Tro er for mig ogsaa et Livs-Spørgsmaal og Alpha og Omega deri er vor kjære Herre og Frelser, gjennem den dybeste SyndsBevidsthed er jeg kommet til Ham, og jo længer jeg lever desmere forstaaer jeg at Intet i mit Liv har Betydning uden at det tilhører llam og har sit Udspring fra Elam. - Deres Bog er ikke naaet til Ham, ikke efter mit Begreb. Gud, Forsynet, Skabningens Herre har Deres llelt erkjendt og bøiet sig for; Udødeligheden, Livet efter dette har han grebet og det er blevet ham hans Trøst i Sorgen over den Elskedes Tab; men Synds-Bevidstheden i sin stærke Fortvivlelse har han ikke kjendt og har følgelig ikke kunnet naae til Ham som "tog vor Synd og vor Skam." Med særdeles megen Interesse har jeg fulgt ham, jeg har været meget opfyldt af Bogen og Udviklingen forekommer mig at være baade redelig gjennemtænkt og poetisk smukt gjengivet, saa det vil ikke krænke Dem, naar jeg siger at jeg kjender et Stadium, som han ikke er naaet til. - Barndomstiden paa Rundetaarn er smuk, og poetisk skjøn er den Drøm, der lader ham Elnde sin Moders gamle Bibel - Drømmen blev jo Virkelighed. Dog staaer Hjemmet paa Heden maaskee endnu mere levende og smukt for mig, en saadan skikkelig Præstemand med et godmodigt Nul til Kone, og en inderlig, dyb Natur som Bodils findes baade paa Heden og i den brogede Verden; Bodil holder jeg egentlig mest af, hun er saa tro og udholdende og hun maa igrunden nøies med saa lidt; det falder hende aldrig ind at klage, dertil er hun for ydmyg og finder sig selv for ringe dertil, men just derved rører hun saameget. Blot eet Sted ønskede jeg hun var traadt kraftigere op og det er der, hvor lille Karen betroer hende sin Synd. Taterqvinden er ypperlig, og Ideen med at lade hende finde "Alako" da Sønnen lige er død er saa poetisk og rørende. Det Capitel som i sin Begyndelse taler om Afgrundens Rose og som i Slutningen nævner Himlens rene Rose, rørte mig meget og jeg forstod saa godt, saa godt den forskjellige Magt som forskjelligt?stemte Breve kunne have, baade den knusende og den opreisende Magt. Esther er smukt og interessant beskrevet, paa eengang aaben og meddelende, sin Anskuelse tro og dog beskeden ligeoverfor sine kjære, ydmyg for Gud. Det er ogsaa smukt at hun døer førend at de faae talt om deres gjensidige Kjærlighed og at de ikke komme til at leve i og med den; maaskee hun var for reen til at føle den jordiske Kjærlighed, saa er det ogsaa mere harmonisk at de mødes i den Verden, hvor man "ikke tager til Ægte." - Jeg kan slet ikke være enig med Dem i Deres Fremstilling af "orthodoxe" Mennesker, jeg kjender ikke saa Faa af dem og jeg har

altid fundet dem menneskekjærlige, overbærende, lempende deres Fordringer efter hvert Menneskes Udvikling og kun trofast værnende om de Grændser som Herren selv har afstukket for Hans Læres Bekjendere. Endnu mindre, langt langt mindre kan jeg finde mig i Hr. Svanes Opfattelse af Kierkegaard. Kjendte De hele den lndflydelse Kierkegaard har havt paa mit Liv og min Udvikling, vilde De ikke sige at jeg med "Sypige?Aand siger at forstaae ham," hvad da heller ikke vilde være mig til videre menneskelig Roes, thi han er paa en vis Maade ikke høit i Anseelse; havde Esther læst ham mere og bedre, var hun ikke faldet over et Sprog, der er fyldigt og udtryksfuldt, som kun faa Menneskers ere det; og havde hun levet sig ind i hele hans SkribentVirksomhed, vilde hun ikke, med den Sandhed hun for øvrigt har, kunnet klage over "at det grønne ikke var friskt fremskudt.

Jeg behøver ikke at sige Dem, at jeg med bankende Hjerte læste om Krigen og dens stærke Strømninger i vort Folk; de Strænge kunne ikke anslaaes, uden at give stærk Genklang hos mig. Ogsaa Beskrivelsen af Choleraen bevægede mig meget. Hele tredje Deel gjør saadan et smukt, et smeltende Indtryk, og hele Bogen forekommer mig saaledes at være skrevet udaf Deres Sjæls mange Strømninger, jeg gjenkender Dem saa levende deri, baade Deres Evne til at opfatte Menneskets comiske Side, Deres engang rodfæstede Anskuelser, hvori jeg er uenig med Dem, men som ikke lade sig forandre, Deres bløde Gemyth der seer det Gode og bevæges deraf i de forskjelligste Skikkelser og Deres uudslukkelige poetiske Blik, der maler os Scener og Tildragelser saa vi næsten troe at have oplevet dem; saaledes har jeg sikkert været i Hjemmet paa Heden og seet Tatersken med sit stakkels Barn, sin saa dyrebare Byrde. - Jeg ønsker Dem inderligt at De maae faae Glæde af denne Bog, at den maae forstaaes, som den er skrevet, af et redeligt Sind og med et godt Hjerte; og at dens Betydning i Deres eget Indre maae være til Velsignelse. Og jeg vil af Hjertet bede Dem ikke at blive vred for hvad jeg her saa frimodig har udtalt; jeg veed sandelig saa godt, hvor lidt Betydning min Mening har, hvor udygtig jeg er til at afgive en Bedømmelse, men De foreslog mig selv at skrive "udførligt", og jeg var dertil saa interesseret i Bogen, at jeg ikke godt kunde lade den gaae upaatalt hen, og at sige en halv Mening er efter min Anskuelse Uredelighed, De maa heller blive vred paa mig, end tro mig for godt. Lad mig nu takke Dem for Deres kjærlige Modtagelse, da jeg kom til Byen og al Deres Godhed mod mig og Børnene mens vi vare der, Sligt glemmer mit Hjerte ikke, om der end gaaer lang Tid inden jeg kommer til at sige det; jeg husker det mangen en Gang, naar jeg enten seer den kraftige Vedben, som De har givet mig til at slynge om vort Bøgetræ, eller jeg gaaer op paa den "AftenrødeBænk", som De gav mig Ideen til at lade lave; eller ogsaa naar Et eller Andet i mine Minder fremkalder Deres Billede, jeg husker Dem altid med trofast og ublandet Venskab, men en inderligere Forstaaen end De tænker paa, og med en ubestikkelig Taknemlighed for den Venlighed De fra Barn har vist mig. - Jeg vilde blive overordentlig glad ved at faae Brev fra Dem snart, yære Andersen! jeg veed nok at jeg ikke fortjener det, men det vil dog tynge paa mig, indtil jeg veed om De er bleven vred paa mig eller om De har forstaaet mit Venskab endogsaa i min Frimodighed.

Deres gamle Jonna.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus