Dato: 1. august 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 45. Fra H. C. Andersen. Hamborg den 1 August 1834.

Min kjære Søster Jette!

I Sandhed, jeg er intet almindeligt Menneske, ellers var jeg nu vred. skrev ikke et eneste Ord, thi ubilligt, høist ubilligt er det af min fortræffelige Jette, at lade sig stemme kjøbenhavnsk ved en fad kjøbenhavnsk Omgivning og ikke glæde mig med et eneste Ord; nei, jeg er slet ikke vred, kun bedrøvet og det er jo noget jeg er saa vant til. - Fuldkommen vis var jeg at i Hamborg laae Brev til mig fra Dem. Min Forklaring hvorfor Fremmede havde seet »Stykker« af Deres Breve, var ikke »greben hen i Luften«, det var Sandhed, den naturlige Sandhed, min overvættes Glæde, og da ethvert godt Hjertes medfødte meddelelses Lyst; De vil ikke være bekjendt! jeg gav Dem broderligt Ord paa at naar De nu skrev igjen og forlangte det, skulde ikke en Sjæl faae Brevet at see, De har ikke havdt Tillid til mig, De skriver ikke. Det skal hævnes! dersom mit Navn bliver udødeligt, ved den evige Gud, da skal Deres det ogsaa; De trøster Dem ved at min Udødelighed neppe bliver 8 Dage gammel, dog hvem kan vide! De Mennesker som have grebet ind i mit Liv og min Digtning skal leve med disse, og hvem har det mere end De min kjære - lidt ubillige Søster! - Læser man om 100 Aar mit Levnet skal man ogsaa læse Stykker af Deres Breve , jeg har dem endnu alle og nok til at Verden kan fatte Deres hele Fortræffelighed. I denne Verden vil De nu ikke komme til at skjænde paa mig for denne store Meddelelse, og vi faae altsaa en Scene sammen i Paradis, naar een eller anden Jordborger ariverer og fortæller jeg har læst af Frøken Wulffs Breve til Andersen. - De vil høre hvor smukt, hvor trofast De tænkte paa mig da De var i Danmark, jeg i Italien, men da ogsaa finde det - ikke godt, at da vi skiftede Plads, da Broderen med tungt Hjerte gik til et Hjem, hvor megen Smerte ventede ham, De da blev, øieblikkeligt et ganske almindelig Menneske i Deres almindelige Omgang. - Efter at have læst dette skriver De maaskee slet ikke, nu vel, gjør som De vil, jeg skriver aligevel til Dem, jeg holder af Dem som en Broder, hænger fast med min hele Sjæl ved Dem, selv om De ikke længer var mig god, det er dog ikke Jette, det er Omgivningen, det er det lille Kjøbenhavn, det lille nydelige danske Samfund, som, forunderlig nok, har Indflydelse paa Dem. Ofte har min Sjæl været ret bedrøvet ind til Døden, nu har jeg overstaaet disse Crisis, jeg føler ingen stor Smerte mere ved Alt hvad der møder, jeg har jo levet mit Liv, gaaer hjem til Kulden og dens Mennesker, hvor min Grav venter mig, jeg er kommet til det Punkt med mig selv, at bliver det mig for kjedeligt, for utaalelig oppe, saa gaaer jeg i det lille Kammer, enhver har jo Nøglen dertil, lad Folk saa et Qvarteers Tid pluddre om min for tidlige gaaen til Seng, Alt er mig ligegyldigt. Lev ret glad og lykkelig i det herlige Land, jeg aldrig glemmer, tænk venligt paa mig og det er mig nok for mine Breve, jeg vil ikke med Strid eller noget Spor paa Vrede, forbittre Dem de korte lykkelige Dage, det hele mellem os er kun en Misforstaaelse, en naturlig Følge af Landsmandsskabets Indflydelse. Nu skal De høre om min Reise, om min sidste Reise i den brogede, store Verden og hvad der ret har tiltalt mig. - Wien har ikke behaget mig, skjøndt som De veed, jeg havde frie Plads i Theatret og siden alle Poeterne besang mig. Fru von Weisenthurns662 Bekjendtskab var mig saare behageligt, det er en aandfuld Kone, hendes dramatiske Arbeider kjender De fra Hjemmet. Hun, Castelli, Grillparzer og Deinhardstein skrev ret nydelige Ting i min Stambog.663 - Reisen gjennem Bøhmen behagede mig, jeg saae ægte Zigeunere, med lange Ravnelokker og sydlig brune Ansigter, Naturen var rigtignok rundtom ganske Dansk, som hele Tydskland er, men den var ret i sine Søndags Klæder, med Duft og Farve. Prag

er den første By i Tydskland der har tiltalt mig, jeg vilde kun blive her i to Dage, men blev der paa 6te. Den er særdeles interessant. I Kirken saae jeg Carl X Hertugen af Angoulieme og Hertuginden,664 hele hendes Liv gik gjennem min Erindring, det er en sand filia dolorosa, o hvilket Sørgespil har hun ikke en stor Rolle i! - Paa Theatret saae jeg Wallenstein665 og i Byen selv, Stæderne hvor han har tumlet sig. Fra Prag gik jeg til Badet i Töplitz hvor jeg fandt Kongen af Preusen med Hertuginden af Liegenits,666 samt Spontini.667 - Her var ellers yderst kjedeligt. I Dresden var Dahl og Tieck borte, men jeg gjorte gamle Tiedges668 Bekjendtskab, der kjærligt erindrede Dem, jeg var til Middag hos ham og han oversætter nu det døende Barn.669 Theodor Hell670 viiste mig megen Opmærksomhed og Coopmanns671 ikke mindre; her var jeg i stort Minister Selskab, hvor Fürstenau672 blæste Fløite og Frøken Veltheim673 sang, begge bad mig saa meget at hilse Dem og den første kommer næste Sommer til Danmark. Frøken Veltheim haabede at see Dem i Dresden. - Berlin var mig utaaleligere end forrige Gang,674 skjøndt min Forfængelighed følte sig smigret, ved at jeg der var saa hæderlig bekjendt. Chamisso ) er Berlinernes første Digter, hans samlede Digte676 vare nyeligt udkommet med Portræt og Kobbere og mellem disse fandtes Oversættelser af 3 af hans kjæreste Digtere og disse ere - Victor Hugo, Berranger677 og H. C. Andersen. Af mig har han i Bogen 1) Lille Lise ved Brønden. 2) Martsviolerne. 3) Tyveknægten. 4) Soldaten, 5) og Spillemanden. Jeg fik et Exemplar af den smukt udstyrede Bog og min Ankomst i Berlin var mældt i et af de æstetiske Blade. Det glædede mig og det er vel tilgiveligt, sikkert er det sidste Gang mit Digterværd hyldes, hjemme venter mig Gadesnavs og tomme Læreregler. - O Gud Jette, gid jeg med rolig Fornuft kan bære al den Plage som nu om nogle faae Dage venter mig! - Den 26 kom jeg her til Hamborg og min første Vesit var paa det danske Vagtskib, Broderen var i Land, men Lieutenant Krenckel678 og Capitainen679 toge særdeles venligt mod mig ja denne indviterede mig til en stor Seilads paa Elben den 31 Juli, hvor Donners680 Og 1/4 Part af Altona skulle med, en Artighed jeg dog ikke kan benytte da jeg i Hamborg selv er næsten aboneret bort i Timeviis. - Broderen kom endelig ombord, han var lidt mavesyg og et Par Gange i den Situation jeg pleier at komme i naar Søen gaaer (nu er han rask igjen). Vi pluddrede flere Timer sammen og Aftenen efter havde jeg hans kjære Vesit i Hotellet hvor jeg boer. - Et interessant Bekjendtskab har jeg gjort her med Digter Dr: Toepfer681 (Forfatter til »Seer jer i Speil«, Carl XII etc.) jeg førte mig selv til ham og vandt ham saaledes i en halv Time at han i den følgende læste mig sit seneste nye Stykke, omfavnede mig og forsikkrede at jeg

var en sand Digter! Jeg har virkeligt faaet et eget Greb paa at indtroducere mig selv og da vinde Folk, ja, jeg er vis paa min kjære Søster, at var vi et Qvarteer sammen skulde jeg faae Dem ligesaa - elskværdig, som da De var i Hjemmet og sige, jeg skriver, jeg skriver! De sagde jo ogsaa engang om mig at enten var jeg et sjældent unbefanget Menneske eller ogsaa den største Skjælm og Politikus, jeg troer jeg er alle 3 Dele og det er noget meget godt. Ikke? Etatsraad Hornemann682 med Datter (Mille) og Søn er her og 50 andre Landsmænd, en slet fransk Theatertroup fra Berlin (som De vist kjender) der spilles saa koldt, saa phlegmatisk at jeg nok mærker hvor nordlig jeg er. Heden er ganske italiensk, men der ligger nogle Centner Bly i hver Luftning og den her saakaldte skyfrie Himmel seer ud som mine graae Strømper naar jeg har gaaet i Støvet ud til Altona. Alt bebuder at jeg nærmer mig cara patria mia! Paa Løverdag683 er jeg i Kiel og paa Søndag er min dybe Hjemvee endt, saa favnes jeg af Axels Volde. En Anecdote fra den gode By, som Fru Lessøe har tilmældt mig,684 maa jeg dog meddele, den er meget god. - For nyeligt legede nogle Gadedrenge og lavede da paa Fortouget af Rendesteens Snavs en Kirke, nu kom just Præsten Rhode685 og da han altid skal snakke med, sagde han: »ei Børn, der have I jo lavet en Kirke! nu skulle I ogsaa lave en Præst!« men Børnene svarede ganske uskyldigt: nei det kan vi ikke, for vi have ikke Snavs nok! - Rhode blev meget lykkelig derover og fortæller det til Alle. Weyse er færdig med 2den Act af Kennilworth, men da han har faaet Ordre at komponere en Kirkemusik 686 ligger vor Opera for det første. - Den unge Fru Collin (forrige Gusta Petzholdt)687 har faaet sig en Søn, begge ere vel. Jeg oversætter Victor Hugos Maria Tudor,688 men den bliver neppe antaget, thi vi have endnu de gamle Censores ved Theatret, desuden er den vel ikke anstændig nok for de dydige Kjøbenhavnere. Hu, Diavolo! - Dinesen er kommet til Kjøbenhavn, naar jeg kommer der, og har faaet Hilsen - Brev tør jeg [ikke] tale om, - da skriver jeg Dem en heel Pose Nyheder, ægte kjøbenhavnske Nyheder. Det er sandt Nielsen og Mad: Wexschall689 ere forenede. Jeg gratulerer! - At Linieskibet (?) Dronning Maria690 er løbet paa Grund i vore egne danske Farvande og det i godt Veir, og har maattet vende hjemad, veed De nok! - Thomas Christoffer Bruun691 (Digteren der, som ældre Mand blev confirmeret om igjen af Biskop Balle, er død); han blev efter eget Forlangende begravet i en hvid Kiste.692 - Oehlenschlæger693 og Hjort ligge i Strid om Prometeus, jeg synes det er ikke værd at skjændes om. Ingemann har digtet en ny Roman.694 Jeg fik i Wien et Brev fra ham,695 der ret glædede mig, han havde da nyeligt læst min Agnete og erklærede den for det herligste Værk jeg havde leveret, for et betydeligt Fremskridt. Agnete var ham en nordisk Skjærsommernatsdrøm, der havde, ved Læsningen, faaet ham i en sand poetisk Stemning, saa han selv maatte digte. Han bad mig, ikke lide ved Mængdens tomme Dom, og spaaede mig, hvad alt mit Hjerte længe har sagt, Agnete bringer Ære over min Grav. - Ja, »dette til Fortvivlelse, sammenjadskede Arbeide, som mine Venner burde holde tilbage, som viiste hvorledes jeg gik aldeles til Grunde etc. etc.«? som min første Ven behagede at skrive, vil og skal bringe mig Glæde for de Taare, de i Sønderknuselse tilbragte Nætter. Gud veed hvad Vennen , Vennerne nu sige naar jeg snart er saa lykkelig, saa oversalig, at træde iblandt dem; ja nu flyver jeg mod mit Getsemane, - til Judaskys og Smertedrik, men det er jo ganske poetisk; som Digter er jeg jo en Sommerfugl, og den er smukkest naar den spræller paa Naalen. Jeg er ogsaa i et ypperligt Humeur kan De troe, kun kan jeg ikke ret samle mig til al den Fryd som venter. O lykkelige Jette, nu er De i det smukke Sorent, der har jeg ogsaa vandret, nede i Voldgraven under Orangerne, staaet paa Balkonen ved Tasso's Huus696 og seet ud over det blaae Hav til det rygende Vesuv. Hils hver Pinie, hver Luftning og de ultramarinfarvede Bølger, siig dem at Norden skal drømme om deres Skjønhed,697 at mellem Snee og Taage skal mangt et ædelt Hjerte banke af Længsel efter at see dem; har De saaledes hilset fra Digteren, da hils fra Mennesket Andersen, og da er den første Hilsen til Broder Peter, senere hilse De Jensens, Mathiesens og d[e]698 romerske Landsmænd. Næste Sommer kommer De vel hjem til os, o hv[or je]g alt længes! dog bliv, bliv, saalænge De kan, De føler umueligt nu, hvormeget man taber ved at vende tilbage til Norden, ja, nu kjender jeg Hjemvee! næsten troer jeg det er lykkeligere at være Munk under Orangerne, end dansk Digter paa den skidne Østergade, o mia bella patria! Jeg faaer ellers meget Roes af de Danske, her fordi jeg er saa fornøiet ved at vende hjem, ja selv Broderen paa Vagtskibet finder, jeg er saa fornuftig og med slig Rolighed gaaer hjemad, men Læben taler heller ikke som Hjertet eller Brevene jeg sender bort, disse ere mit egentlige Jeg. I denne Morgen har jeg klippet mine Knebelsbarter af, det gjorte mig ordentligt ondt, de flaterede mine Tænder, men at beholde dem, gik ei an, saa blev jeg Folket hjemme for interessant. - Igaar sagde jeg til en Dansk der spurgte hvad jeg nu skrev, at jeg oversatte Maria Tudor! og man udbrød! Gud Andersen, De er vist blevet saa frivol paa Reisen, før var De saadant et anstændigt Mandfolk, Maria Tudor, o fy! - Men nu lev vel glem ei ganske for en bedre

Omgivning, Deres oprigtige Ven

Deres trofaste Broder - H. C. Andersen.

[Udskrift]

a mademoiselle Henriette Wulff

Recommandeé aux soins obligeants de Monsieur de Vogt ,

chargé d'affaires de S. M. le roi du Danimarck pres la cour

de Naples en Italie.

fr. italienische Gränse.

Tekst fra: H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling