Dato: 23. juli 1857
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 383. Fra Henriette Wullf.

Kjøbenhavn d. 23 July 1857

Min kjæreste broderlige Ven!

Deres Brev fra Paris jeg modtog i Gaar, gjorde mig ret inderlig bedrøvet ved at see hvad De lider, baade sjæleligt og saa jo altid hos Dem - ogsaa legemligt. At De følte saa dybt at skilles fra Dickens og alle Hans, ja det forstaaer jeg saa til Fulde, som De føler det; jeg kjender altfor godt selv. hvad det er, kjærligt at slutte mig til Mennesker, og naar saa Skilsmissen kommer, er det som Hjertet skulde forbløde sig, men der er dog saa megen Trøst i ret at elske og agte, saa ubeskrivelig stor Glæde, at man ikke vilde give den bort, selv for at være frie for Savnet; men nu, min kjære Ven, haaber jeg De har fattet Dem, at De har gjenvundet Deres Ligevægt, naar dette møder Dem i gamle Dresden; Heden, der altid plager Dem, og gjør Dem syg, er vel ogsaa ophørt lidt sydligere, thi her er det aldeles Efter­aars koldt!

At De vilde tage Dem, den tossede Kritik i »Fædrelandet« nær, ventede jeg destoværre; men naar De, fordi een Mand

har noget at indvende mod Deres Bog, selv om han havde den største Uret i sin Mening, maae De, kjæreste Ven, ikke kalde det - hele Danmark! De veed, at jeg (destoværre for mig,) har meget at udsætte paa vores lille Land, og at det er befolket af det curiøseste lille arrogante tørretrillende Folk, det er destoværre ogsaa sandt, mais que faire, det kan nu eengang ikke være anderledes, og De, der som Digter skriver for hele den civiliserede Verden, behøver jo virkelig ikke at tage Dem det saa nær, naar en ung Mand øver sig i en esthetisk Stileøvelse over en Bog af Dem, det Halve forstaae vi Andre jo ikke; om han selv gjør det, skal jeg lade være usagt. Vær dog for stolt, og for meget Mand, til at gjøre Folk saamegen Ære!! Troer De at Dickens bryder sig om hvad der skrives mod ham? Og naar hans ædle menneskekjærlige Hand­linger udlægges som »Forfængelighed og Behagelyst« ja saa synes jeg, at den , der tænker og skriver saadant om ham, er hjertelig at beklage ­Dickens ikke! Her er en saadan Mængde at sige i den Anledning, at jeg slet ikke vil sige Meer, men De har tænkt det Alt selv, og er bleven rolig, og glad og taknemlig for Alt Godt og Kjærligt. Nu denne Morgenstund seer jeg i »Dagbladet« »Udtog af et Brev fra England« det er jo Deres til Udgiveren; det vil vist meget interessere det store Publicum at høre fra Dem og om Dem! Efter Deres Brev at slutte forlod De Paris i Gaar ­Onsdag - og er altsaa nu paa Deres Fart Øster efter, i Grunden kunde De ligesaa godt have ungaaet Paris, thi Glæde har De dog ikke haft deraf, Vejen havde jo været kortere over Belgien. Deres Fortælling om Albert Smith og hans Fest, interesserer mig højligen, jeg lider den Mand hjerte­ligen, gjennem Deres Beskrivelse. Om Dickens selv og Alle Hans skal jeg med Tiden gjøre nogle Spørgsmaal, men i Dag, har vi jo ikke Tid, skjøndt det jo altid vil være en Gjenstand af den allerkjæreste Natur for os begge at omtale! Det er jo herligt at Deres Værker kommer ud i Holland, hvil­ket Portrait mon man vil bruge? Jeg haaber det der staaer foran Deres Biographie i samlede Skrifter.

Jeg sender ikke den forlangte Kritik, da De naturligen har seet den i Paris, hvor »Fædrelandet« jo findes flere Steder. Egentlig kunde det være muligt at De ikke forlod Paris saa hurtigt, dersom De først traf nogle Ven­ner, der holdt paa Dem; jeg veed ikke om Alfred de Vigne er i Paris, ­Victor Hugo er jo i Landflygtighed, - ja der seer De, det er dog ogsaa en Digter - Andersen, og landsforviist ud af sit Fædreland; hvad vilde De sige naar De nu blev landsforviist for denne Deres sidste Bog - »so dangerous!« som De da kan være gandske rolig for den ikke er! Men De veed jo: de gustibus etc:3390) og i Grunden finder jeg det en stor compliment at sige: »den er farlig« - thi farligt kan kun være, hvad der er dygtigt!

Hvad kjærlige Yttringer mod mig angaar, da veed De, jeg holder saa meget af Dem, at Alt Sligt glæder mig fra Dem; Deres Deeltagelse for min nærmeste Fremtid, for mit Ophold i Vinter, gjør mig godt, saa eene jeg nu staaer her i Verden, et forvendt Barn, der pludselig staaer gandske allene paa Vejen; men Gud er mig nær, og vil jo føre mig til det Bedste; naar saa ogsaa et venligt Sind viser sig for mig, er jeg inderlig glad og tak­nemlig; man maae ikke vente eller fordre for meget af denne svage skrøbe­lige Menneskehed, der hvær har nok med sit Eget at bestille, derfor Tak, at De

udførte min commission i England, jeg har strax skrevet til Miss Bentley, og bedet om nogle yderligere Oplysninger om den Dame i Ha­stings hun anbefaler, endnu kan jeg ikke have Svar, og det er altsaa ikke bestemt endnu, om det lykkes for mig, men jeg haaber det Bedste, og at De

har taget initiativet gjør, at jeg venter mig det Bedste af den Plan! Saasnart det er bestemt, fortæller jeg Dem Alt desangaaende. Uagtet min store og tro Forkjærlighed for America, vilde jeg dog for det Første fore­trække at opholde mig i England.

I Dag er den gode Thorvald Lessøe med Gemalinde kommet til Byen jeg venter dem, og glæder mig til at gjøre hendes Bekjendtskab hun skal være meget god og elskværdig. - I denne Tid har her været et Kirkemøde, som De vel veed, et »Skandinavisk«.3391) Havde De været her, og fulgt de Møder, om saa blodt i Bladene vilde De have haft fuldt op af Ærgelse over Grundtvig og hans »Diciple« som de nu kalde dem. Nu er den gode Mand kommet saa vidt i Hovmod at han altid nævner Luther og sig Selv som to ligestaaende Personer, og man kan næsten være bange for, at han vil gaae videre i sine pretentioner!

Fra Jeanina, Elise og Holger mange Hilsner, de komme herind i højst forskjellige Øjemed, Jeanina for at være Brudepige for contesse Blü­cher,3392) Holger for at overvære Kirkemøderne, og min egen sødeste Elise for at omvende en Mormon-Dame, siger Jeanina, jeg haaber hun vil opgive det. ­

Fra min egen Søster Ida de kjærligste Hilsner, hun har det som De kjender det, opoffrende for sin syge Mand. Alle Sønnerne flyve omkring i denne Sommerferie; ja Henny er jo i sit Lands Tjæneste, som Lieutnant paa Corvetten Heimdal; vi vente den lidt hertil i disse Dage; han er yndig og elskværdig som altid.

Men Tiden iler, dette vil jeg have paa Stettiner Damperen Kl 1, altsaa maae jeg ikke snakke mere med Dem, men slutte, at det kan komme afsted. Og smukt modtage Dem naar De ankommer til mit kjære gamle Dresden. min første Ungdoms lykkelige Udflugt, med min elskede Christian.3393) Hvis Dahl mindes mig, da hils ham, og siig ham, skjøndt saa mange Aar, og et bevæget Livs Hændelser ligger mellem den Gang og nu , mindes jeg ham

og Alt fra den Tid, som var det i Gaar! - Det gjør han vel neppe, thi det er vist Faa, Gud har opfyldt den Bøn, som for mig, naar jeg beder: »God keep my memory green«.

Og frisk, ungdommelig er min Errindring af Dresden - og Dahl!

Now God bless you, my dearest friend! Jeg venter nu et lang roligt til­freds

landligt Brev fra Maxen, eller maaske før, nogle Linier fra selve Dresden, lad mig endelig sanfærdigen vide hvordan det er med Dem, jeg er lidt urolig for Dem, til jeg atter3394) hører fra Dem. Nu velkommen til Dresden!

De omfavnes søsterligt kjærligt

af Deres H: Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost