Dato: 1. august 1857
Fra: H.C. Andersen   Til: Charles Dickens
Sprog: dansk.

[Maxen ved Dresden, den 1. August 1857.]

Kjære bedste Ven!

Endelig kan jeg skrive! Det har da ogsaa varet længe nok, altfor længe! Men alle Dage, næsten hver Time, var De i min Tanke. De og Deres Hjem er blevet som et Stykke af mit sjælelige Liv, og hvorledes kunde det være anderledes. I Aaringer elskede og beundrede jeg Dem; det var igjennem Deres Skrifter, men nu kjender jeg Dem selv. Ingen af Deres Venner kan inderligere hænge ved Dem end jeg. Dette Besøg i Engeland, Opholdet hos Dem er et Glandspunkt i mit Liv; derfor blev jeg saa længe, derfor var det mig saa tungt at sige Farvel. Tilvisse, da vi kjørte sammen fra Gadshill til Maidstone, havde jeg det saa tungt, det var mig næsten ikke muligt at føre en Samtale; jeg var ved at græde. Siden, naar jeg tænker paa Afskeden, føler jeg ret levende, hvor haardt det har maattet være for Dem nogle Dage derefter at følge Deres Søn Walther ombord og vide, at De ikke skulde see ham igjen før om syv Aar. Jeg har ikke Udtryk, selvom jeg kunde skrive mit Brev paa Dansk, til at sige Dem, hvor lykkelig jeg var hos Dem, hvor taknemmelig jeg er. Jeg forstod hvert Minut, at De var mig god, at De gjerne saae mig og var mig en Ven. De kan troe jeg skatter hvad det vil sige. Ogsaa Deres Hustru modtog mig saa hjertensgod, mig den Fremmede. Jeg indser, at det kan slet ikke have været saa behageligt for den hele Kreds at have i Uger om sig en Saadan, der talte Engelsk saa daarligt som jeg, En, der syntes faldet ned fra Skyerne. Dog hvor lidet lod man mig føle dette. Bring min Tak til dem Alle! Baby sagde til mig den første Dag jeg kom: "I will put you out of the window", men senere sagde han, at han ville "put" mig "in af the window", og jeg gjør hans sidste Ord til hele Kredsens. Efter at have levet i et saadant Hjem og været saa glad og opfyldt af det som jeg var, kunde Paris naturligviis intet Opholdssted være for mig. Jeg følte mig som i en heed Bikube, hvor der ingen Honning fandtes. Varmen var trykkende, jeg maatte afsted, men i korte Dagsreiser. Hele fem Dage hengik, før jeg naaede Frankfurt; først den, 27de var jeg i Dresden, hvor Familien Serre ventede mig. Dagen derpaa var det Husherrens Fødselsdag, og denne skulde feires hos en af Vennerne, den berømte Pianist og Komponist Henselt, der lever den længste Tid af Aaret i Petersborg" men i Sommertiden opholder sig paa sit Gods i Schlesien. Derhen kom vi til Glæde og Festlighed. Først igaar kom vi her tilbage til Serres Eiendom i Maxen. I den tidlige Morgen skriver jeg dette Brev. Det er, som om jeg selv bragte det. Jeg staaer i Deres Stue paa Gadshill, seer, som første Dag jeg kom, Roserne blomstre om Vinduerne, de grønne Marker løfte sig hen mod Rochester. Jeg fornemmer Æbleduften af de vilde Rosenhække ud mod Marken, hvor Sønnerne spille Criquet. O, hvormeget vil der ligge imellem, før jeg igjen fornemmer og seer det i Virkeligheden, om det nogensinde skeer! Men hvad end Tiden opruller, mit Hjerte vil trofast, kjærligt og taknemligt hænge ved Dem, min store, herlige Ven ro Glæd mig snart med et Brev; siig mig saa, naar De har læst "To be or not to be", hvad De dømmer om den. Glem kjærligt de Skyggesider, som Samlivet maaskee har viist Dem hos mig: Jeg vil saa gjerne leve i god Erindring hos den, jeg elsker som en Ven og Broder

Deres trofaste

Hans Christian Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost