Dato: 18. august 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Kirstine Marie Iversen
Sprog: dansk.

Sorøe den 18 August 1834

Kjære fortræffelige, kjære Mad. Iversen!

God Dag da see her er jeg nu, kun en lille Springvei fra Dem! Næste Sommer mødes vi Ansigt til Ansigt. - Jeg afsender dette Brev fra det poetiske, stridbare Sorøe, mellem sygeliggule Ege, blaagraat Vand og nordisk Lummerhed! Tak for Brevene i Dresden, fra Dem, Fru Søeborg og den kjære Jette H. - Hver af dem skulde nu vel have et Brev , men den gode Bedstemoder deler dette med dem, det skal blive langt og indholdsrigt, hvorfor da fordele i 3 Lapper Papir. Ja, der er meget at fortælle! - Fra Wien fik De jo mit sidste Brev? Jeg var i en heel Maaned i denne By, besøgte flittigt Theatrene, hvor jeg, som De veed, havde fri Adgang, gjorte flere interessante Digterbekjendtskaber, fra hvem jeg har smukke Stamblade; desuden lærte jeg at kjende een Digterinde, den gamle Fru von Weissenthurm, Skuespillerinde ved Burgtheatret, en interessant Dame, der eier et yndigt Landsted i Hietzing; hun skrev til mig:

Länder hast du geschaut, erforscht die Tiefen der Menschen!

Doch aus dem eigenen Born schöpfe jetzt Weisheit und Licht.

Wien behagede mig ellers ikke stort, som Alt paa denne Side Alperne; dog Menneskene vare elskelige, som jeg har fundet dem hele Veien og her hjemme. Digterne, Komponisten Straus, Billedgalleriet og Theatret var min Kjerne af Wien. - Med en gammel pedantisk Skolemester reiste jeg gjennem Mährenind i Böhmen; men, Du Himlens Gud, det var et ganske nyt Land! Folk talte slet ikke Tydsk, nei, det bøhmiske Tungemaal her er saa forskjelligt fra det Tydske, som noget andet Sprog. Jeg lærte da saa Meget, at jeg kunde raabe ud af Vognen naar vi kjørte forbi en Dame eller en Pige: "Kresna Diestja, dsi dschia miloju!" - men kun i Flugten; thi staaende havde jeg ikke vovet det, da det betyder: "smukke Pige, jeg elsker Dig!" - saaledes flyvende forbi har det noget ret venligt, pikant at raabe det til et Væsen, man seer første og sidste Gang. Bøhmen er et blomstrende Kornland, alle Veiene var duftende Lindealleer, og vi mødte Zigeunere, ægte Zigeunere med kulsorte Haar som Hestemaner og brungule ægyptiske Ansigter. En deilig Preciosa med Øine som sort Fløiel og en Holdning som var hun et bortrøvet Grevebarn, betlede ved min Vogn. Da vi naaede Prag, fik jeg Navnet at vide paa min gamle Reisekammerat og hvem var det? Ja, jeg skal ogsaa altid have Eventyr! Det var den bekjendte, gamle Professor Zimmermann fra Berlin. I Prag vilde jeg være to Dage, men pyt! Nei, jeg blev hele fem. Det var en interessant By, den behagede mig bedst af alle de tydske Byer, jeg endnu havde seet (Frankfurt undtagen). - Ægte catholsk og gammeltydsk, med Slavoniere, Ungarere og Zigeunere. Jeg var oppe paa Hradchin i den gamle Kirke, en mailandsk Dom i det Smaa og min sædvanlige Lykke lod mig finde der Carl X, Hertugen og Hertuginden af Angoullième samt Berrys Børn. Hertuginden af Berry med Gemal saae jeg derimod ikke; hun var paaa sit Lystslot i Brandeis, interessant for Danske, som det Sted, hvor vor Landsmand Tycho Brahe som forviist opholdt sig nogen Tid. - Det greb mig forunderligt at see Hertuginden af Angoulème, denne filia dolora; jeg tænkte mig hendes hele, sørgelige Liv, hvorledes hun som Barn kjørte med Moderen, Maria Antoinette, og hørte Folket raabe, "giv os Dine Tarme til Cocarder!" Jeg tænkte paa det lille Træsnit vi have, hvor Louis tager Afsked med sin Gemalinde og sine Børn og den ældste Datter hænger grædende om hans Fødder; dette Barn var nu den gamle Dame jeg saae, dette interessante levende Ansigt, Angoullème eier. I Prag besøgte jeg ogsaa Tycho Brahes Grav og saae flere Rester fra Wallensteins Tid og Væren; "Wallenstein" selv fik jeg ogsaa at see, det blev netop opført paa Theatret, Aftenen før jeg reiste. - Nu tog jeg Veien til Badestedet Teplitz, en lille, kjedelig By, hvor der saae ud, som holdt man evig Marked. Egnen var ret tækkelig: smaa Bjerge med Granskov, nogle spinkle Floder og det smukke Spadsere-Anlæg. Hver Middag gav preusssiske Soldater Musik og om Aftenen Skyerne Regn og Torden. Kongen af Preussen var der med sin til venstre Haand viede Gemalinde:Fyrstinden af Liegnitz, en ret smuk Dame; jeg saae dem meget tidt. Af de andre Badegjæster var Ingen europæisk bekjendte uden: Spontini. Efter to Dage reiste jeg over det sachsiske Schweitz til Dresden; hvor dette Schweitz dog var krøbet ind, siden jeg var her sidst, det var en ussel lille Rende det hele; jeg holdt for Øinene, for ei at glemme det første Indtryk heraf for 3 Aar siden, saa skyndte paa Kudsken og foer ind i Dresden til Raphaels Madonna, - hun var skjøn som før, ja langt skjønnere! Corregios Nat lyste ind i min Sjæl, og hans "Sebastian" med de skarpe Pile i Siden og Brystet mindede mig saa sælsom om Italien, hvor denne Helgen findes næsten i hver anden Kirke, at jeg syntes selv at faae lige saa mange Længsels Pile i Hjertet. Men Italien laae langt borte, Nordens Taage hang alt over Elben ved de gule Høie. Tieck var i Baden-Baden for at bruge Badene, Dahl i Norge, men saa gjorte jeg to herlige nye Bekjendtskaber, den ene med Theodor Hall, der har sjunget til mig:

Die Seelen sprechen ja nur eine Sprache,

Und aus dem Himmel stammt ihr Laut,

So ist dem Dänen ja der Ton vertraut,

Wenn ich mit deutschem Wort ihm sage:

Ich bin Dir nah' an deinem fernen Welt,

Im Herzen tragen wir ja unser Welt. -

Det andet Bekjendtskab, jeg gjorte, var med Uranias Forfatter, den gamle Tiedge, nu Tydsklands ældste Digter. - Jeg var en Middag hos ham, flere Poeter vare indbudne, blandt Andre von Maltitz; den gamle Tiedge læste da et smukt Digt han havde skrevet om Kongen af Danmark og udbragte hans Skaal, som jeg havde den Ære at takke for. I min Stambog skrev han nogle rørende Ord om Anelsen af sin korte Væren endnu blandt os. Fra Dresden fløi Schnellposten med mig ind i det brandenborgske Land, hvor jeg kun blev 2 Dage i det høist utaalelige Berlin. Willibald Alexis skrev da ogsaa noget ret interessant og af Chamisso fik jeg hans nye Udgave af Digtene; de ere herligt udstyrede og med flere Kobberstik, samt hans Portræt. Chamisso staaer unægtelig som Tydsklands bedste, nulevende Digter, det fornøiede derfor min Forfængelighed at see mellem de faaae Oversættelser der, efter Beranger og Victor Hugo 6 Digte af mine med mit Navn ved, jeg var ordentligt erkjendt i Berlin og nød flere behagelige Timer og mangen Artighed. - I to Nætter og Dage kjørte jeg nu halvkogt i en lukket Vogn over Mecklenborg og Lauenborg til Hamborg, hvor jeg blev hele 4 Dage; thi der er ikke kjedeligt.

Blandt mine mange Bekjendtere som jeg besøgte, var da ogsaa Salomonsens, der fornøiede sig meget over min Stambog. Her gjorte jeg ellers Bekjendtskab med Digteren, Doctor Töpfer, der har skrevet "Seer jer i Speil, Carl XII & & . Uden Anbefaling kom jeg til ham men da jeg havde talt et Qvarteer læste han mig strax sit nyeste Stykke, og næste Quarteer kyssede han mig, det tredie, bad han mig daglig til sig og før vi skiltes fik jeg hans Portrait af ham, og da han just fik det allersidste Blad, der var tilbage i Stambogen, skrev han

Wohne mit den schlechten Spruch,

Als der letzte in dem Buch;

in dem Herzen wünsch ich mir

Wohl ein stolzeres Quartier,

Räumt mir dort die Stelle ein,

Dar es nicht - die letzte sein!

Fra Hamborg tog jeg til Kiel, hvor Professor Nolte førte mig omkring til Badehuse og / al Kieler-Deiligheden, der kan være smuk nok naar man ei har været i Neapel og Amalfi. - Hjemme i Kjøbenhavn flyttede jeg ind til Commandeur Wulff paa Søcadet-Academiet, hvor mit Tøi endnu staaer, og besøgte samme Aften Collins, hvor det var Louises Fødselsdag; de tage Alle saa fader- og broderligt imod mig; jeg saae Taarer i Øinene selv hos den kjære Conferentsraaad; jeg var et hjemvandret Barn i den kjære Kreds. Kongen var ogsaa meget mild. Grev Moltke og Ministeren Møsting underholdt sig saare længe med mig, bød mig at komme igjen , og hos alle Venner saa jeg kjærlige Ansigter, endnu raabte de paa Gaden: "Velkommen, Velkommen!" Det er Hvedebrødsdagene, snart nok kommer den kjøbenhavnske Sladder, den critiske Mave-Suurhed, Møllebække og Rendestene, & &; men jeg lader dem hvæse! - Af Edvard hører jeg al Deres Godhed for mig og min stakkels Agnete. Her er min Haand, Tak! - I disse Dage kræve vi Penge ind; thi, en Hjemkommen trænger til slige Subsidier, jeg vil derfor ende min Reise med at bede Dem, sende mig hvad De har faaet ind (Rabatten fradraget); er det mueligt da send det før denne Maaneds Udgang (Exemplarerne der ere tilbage, blive naturligviis hos Dem); vil De adressere det til mig hos: Høivelbaarne Commandeur og Ridder Wulff paa Søcadetacademiet i Kjøbenhavn; thi her i Sorø bliver jeg kun nogle faae Dage. - Af de Exemplarer, De have, vil De her tage eet og skrive fori: Til Frøkenerne Ramshardt som et venligt "god dag" fra den til Danmark hjemvendte Forfatter!" og give det til Procurator Hansen og bede ham snarest mueligt sende det til de gode Frøkener; det er ikke min Skyld at de først nu faae det! - I mit interessante Rom og paradisiske Neapel var jeg flittig, mere end De troer. En Reise faaer De ikke; der kommer noget Bedre; jeg inddrak mit Italien i store Drag og troer, jeg kan gjengive det; men det er en Hemmelighed for Andre, end Dem og Deres allernærmeste; tal til Ingen derom i Odense! jeg har skrevet en Novelle i Rom og Neapel, og den haaber jeg skal vise Dem dette Lands Herlighed. De skal aande den friske Luft, gaae med mig under de høie Pinier, see de skjønne Mennesker, Oldtids Skattene og det ultramarinblaae Hav, hvor Øerne svømme; kun Slutningen, de sidste 4 Capitler, mangle; maaske skriver jeg dem ned her i Sorøe, thi de staae alt trykte i mit Indre. - Min Antonio seiler alt paa Middelhavet forbi Capri grønne Palmer og Klipperne med de blødende Sø-Æbler. Nu kjender jeg Hjemvee; hvor Orangerne groe, hvor Oliebladet drypper Nat, hvor Alt er Duft og Toner har Digteren hjemme. Jeg brænder af Begjærlighed efter Jettes Digte. Beed hende dog at skrive mig til, hils dem alle, allesammen! Mit Farvel til Italien har De dog læst? Alle Folk talte i flere Dage herom; man fandt det smukt - Fru Læssøe har hørt første Capitel af Novellen; aldrig har jeg seet Noget gribe hende som dette; hun sagde, jeg var en Engel; mon de troe det paa Overgade? Nei, De kjende jo min Oprindelse, saae mig uden Vinger, da jeg gik med Træskoe og Mælkespanden til Hunderup. Lev nu ret vel.

Med sønligt Hjerte

Deres

H. C. Andersen

Efterskrift

Fra Frøken Wulff har jeg i Dag faaet Brev; hun er nu i Sorrento; det ligger 3 Mile fra Vesuv; men Eruptionerne ere sa stærke at alle Træer ligge bedækkede med Aske. Torre del greco er nærved at bortskylles af Lavaen, i Neapel mærkes Jordstød, og man frygter for et mægtigt Jordskælv. hele Natten er Himmelen blodrød Ild; siden 1823 har ei Vesuv væltet en sadan Mængde Aske, Lava og Steen op. Det er yderst interessant, men frygteligt at see.

Den første September forlader jeg Commandeur Wulffs og fløtter ind i mit nye Logis, som jeg ret har udsøgt mig. Jeg skal boe i Nyhavn paa Charlottenborg Siden, faaer paa 2den Sal to smukke store Værelser, det ene vender ud til den botaniske Have, det andet ud til Canalen, hvor de tomasters Skibe ligger og Skibsdrengene hænger i Mastkurven. - Weyse er nu i sidste Act af "Kenilwort", men lidt doven. Lev vel!

Velædle Madam K. M. iversen

Enke efter Hr. Bogtrykker Iversen i Odense, Fyen

frit

Tekst fra: H.C. Andersens Hus