Dato: 21. august 1857
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 387. Fra H. C. Andersen.

Maxen den 21 August 1857

Min kjære søsterlige Veninde!

Tak for Deres Brev, det jeg senest modtog og med det, Bilag af Dag­bladet! hvor De dog altid er trofast og god mod mig, De ene er den jeg oftest hører fra i det danske Hjem; De skulde kun fornemme min Glæde hver Gang Deres Breve komme! sidste Gang var De ellers lidt for vred paa alle Tyskerne og utilfreds med at jeg gjerne er her, men husk paa hvor meget Venskab jeg her møder, hvor hjerteligt man forstaaer mig, og at det er Landet hvor Goethe, Mozart, Kant, ikke at nævne Luther fødtes, levede og virkede ind paa os. Dog alt dette veed og forstaaer De nok. Hvorfor jeg ikke blev længer i Engeland? Spørger De og forundrer Dem! hvor man ret inderligt ønskede at blive længe og føle sig vel, der skal man bryde af i god Tid, Menneskene beholde ikke sine Søndagsklæder paa, bliver man der mange Uger. Man har tidt alvorlige Grunde til sine Hand­linger, Grunde man ikke udtaler; jeg troer saaledes at De har det, og det Grunde der i Følelses Sag kan være aldeles overbevisende, hvorfor De ikke bliver i Hjemmet, hos en kjærlig velsignet Søster.

Naar vi, om Gud vil, engang mødes skal jeg fortælle Dem Meget om Engeland, mere end jeg har skrevet; dog De vil da altid høre at Dickens var den elskeligste meest deeltagende Ven, at hans Opmærksomhed var lige inderlig og stor fra den første til den sidste Time, og dog vilde jeg ikke længer

blive i Engeland. - Her i Maxen lever jeg som i mit danske Hjem, og læser en Deel, jeg har Ingen besøgt i Dresden,3411) tager ikke derind og vilde nu i næste Uge til Danmark. I Weimar skal den 3die August3412) Schillers, Goethes og Wielands Statuer afsløres, det er Carl Augusts l00 aarige Fest; Sangersalen i Wartburg skal, troer jeg, ogsaa indvies; Stor­hertugen vilde see mig der, men jeg var aldeles bestemt paa ikke at kom­me. Siden forrige Sommer jeg var der har jeg ikke skrevet ham til,3413 ) det er underligt nok og ikke Ret af mig, da han nøiagtig og inderligt strax gjengjelder hvert Brev, jeg var reist iaar forbi Weimar, men nu at gaae hjem uden at skrive et Brev derhen var mig piinligt, jeg skrev,3414 ) fortalte om mit Ophold hos Dickens, mit Besøg i Maxen, og tilsidst at jeg i disse Dage reiste hjem; jeg fik strax en Skrivelse og det med Ret dadlende fordi jeg ikke saa uendelig længe havde skrevet, og nu ikke vilde komme; der var iAlvor og Inderlighed udtalt saa Meget der lod mig nu see ind i etædelt Hjerte, en Ven jeg ikke havde viist nok min Hengivenhed[;] i det mindste, var det i min Tanke, jeg erkjendte at jeg burde nu tage mod den gjen­tagende Indbydelse at komme til Festen, og jeg skrev iforgaars at jeg kom. Festlighederne ende den 6te September, den syvende gaaer jeg afsted og er da midt i September, rimeligviis, i Danmark! De skal høre fra mig før jeg forlader Weimar, det vil sige om jeg veed at De er i Kjøbenhavn. Brev til mig gaaer nu til Weimar poste restante, derhen reiser jeg den 29 August. - Dickens skrev jeg til strax da jeg kom til Maxen, det er nu 3 Uger siden mit Brev gik afsted og jeg har ikke hørt et Ord, jeg frygter at mit Brev ikke er kommet til ham, her fra Maxen hører jeg gaae ikke saa sjælden Breve tabt, imorgen skriver jeg altsaa igjen; naar De sender Brev til Mis Bentley hils hende da og fortæl at jeg er til Schiller-Goethe Wielands Festen hos Hertugen af Weimar; spørg om hendes Brødre3416 ) ere reist til Norge og naar de vende hjemad over Danmark. Det glæder mig at høre De synes godt om den ny Fru Lessøe, bring de unge Folk min Hilsen, ligesaa min egen Fru Lessøe; Ingemann, der jo er blevet Conferentsraad,3417 ) fortæller mig at Vermehren3418 ) ogsaa er blevet gift, er det med hans tidligere Forlovede, eller med en Anden? Fra Sibbern3419 ) hørte jeg aldrig, hverken Ondt eller Godt siden jeg dedicerede ham min sidste Roman og sendte ham den! Ørsteds ere vel nu komne hjem fra Aalborg?, jeg længes ret efter dem begge to og efter Sønnen,3420 ) som jeg saa længe ikke saae og nu er vendt hjem fra Engeland, hils dem hjerteligt! Det er ret tungt at det gaaer saa sygeligt altid med Deres Svoger, han der var saa kraftig og livs­frisk, det er ogsaa bitterligt for Deres Søster. Hils dem begge to saa deel­tagende saa inderligt, bring ogsaa Sønnerne en venlig Hilsen, bryde de sig derom. - Med Varmen synes det nu forbi her i Maxen, de sidste fire fem Dage havde vi stadigt Skylregn og det er Efteraarskoldt. I denne Egn kom­mer aldrig Storken, det var derfor en stor Overraskelse da forleden Aften et Storkepar havde taget Natleie her paa Taget, hele Gaarden var det en Begivenhed, Fru Serre meente at Storken kom for at hilse paa mig. I Dalen nedenfor var ikke færre end et Par Hundrede at see, næste Morgen fløi de bort Alle tilsammen. Mit Fyrretræ kneiser nok saa prægtigt og den lille Eeg jeg plantede for to Aar siden skyder Grene og Blade, et Dane­brog vaier over det lille Træ, det har Miss Minna 3421 ) plantet. Bille har sendt mig Anmældelsen i Dagbladet, men De havde tidligere betænkt mig; jeg har skrevet ham nogle Ord til igjen vil De ikke nok sørge for at disse komme snart og sikkert i hans Hænder; i det Brev staaer aldeles Intet han kan lade aftrykke, men jeg har lovet ham Brev om Festlighederne i Weimar, disse kunne maaskee have offentlig Interesse meddeelte af et Øienvidne. Og nu lev vel min trofaste, søsterlige Veninde! Jeg veed ikke, men jeg har den faste Forestilling endnu at De bliver i Danmark Vinteren over, jeg næsten er forvisset derom, det er som om jeg i Drømme havde hørt det baade af Deres Svoger og Søster.

Deres broderlige VenH. C. Andersen.

Til Frøken Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost