Dato: 26. september 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 26 Sept: 1834.

Kjære, gode Professor!

Nu er jeg da i Rolighed, ja har været det i næsten 14 Dages Tid, saa jeg i Grunden kunde og burde have skrevet før, men i hvormeget jeg dagligt tænkte derpaa, blev der dog ikke noget af, thi min Novelle beskjæftigede mig saa meget at jeg maatte skrive og kun skrive paa den. Med Guds Hjælp haaber jeg at faae Glæde af den, jeg er tilfreds med det Skrevne og Characterertegningen overgaaer min egen Forventning. Jeg var lidt ængstelig just i denne Henseende da jeg frygtede for min egen Subjectivitet. - Men jeg begynder strax at tale om mig og mine Sager, det er nu min gamle Feil, derfor ikke mere for Øieblikket, men min hjerteligste Tak for de stille, deilige Dage jeg nød i Deres Huus; næsten troer jeg at naar jeg engang skulde slaae mig fra Verden jeg da vilde være Eremit i Sorøe, bare der ikke var saa mange Tyre, jeg mener virkelige fiirbenede Tyre, de danne Skyggesiden af Sorøe og dens Omegn. - Ellers er jeg veltilfreds med mit nye Logie i Kjøbenhavn, jeg har et smukt Værelse ud til Kanalen hvor Skibene ligge og Vinden piber i Seilene, Lazaroni, der ikke kjende Macaroni ligge i Stillinger ved Rækværket og deres veldraperede Veninder staae ved Siden og øve sig i Veltalenhed. - Fra mit Sovkammer, kan jeg beskue den bothaniske Have og Hornemanns Frøken Døttre desuden see Solen, naar Himlens Graahed tillader det. Under mig boer en Spillemand, der giver mig gratis Consert hele Dagen og oven over græder en heel Børneflok, saa jeg lever mellem Toner, Harmonier og Dissonantser, som man jo maa i denne Verden. - Af Nyheder er da den, at Billedhuggeren Bissen er kommet hjem fra Rom; noget De vel alt veed af Bladene, men jeg kan fortælle Dem mere, end disse have sagt: Bissen kom Søndagaften, reiste Mandagmorgen til Hirschholm, forlovede sig der med en Jomfru Møller og var samme Aften her igjen. Dagen efter var jeg, som efter Bissen er den yngste Romer i Kjøbenhavn i Selskab hos Thieles med en Slump gamle Romere, Ekkersberg, Abrahams, Freund & & og der blev Forlovelsen declareret. See saa maa det jo være sandt! - Bissen bragte mig et Brev fra Rom, men tænkt det var skrevet her i Kjøbenhavn forrige Aar i September og nu flakket om den lange Tid for at finde mig hjemme. Det var fra Frøken Wulff, som nu er i Italien, i Brevet misunder hun mig den herlige Luft jeg aander og saa sidder jeg og trækker Taage og nordisk Kulde; jeg blev ordentligt veemodig derved. Det er dog ogsaa ynkeligt at vi ikke kan faae Sjælland til at svømme op mellem Capri og Ischia, jeg gav gjerne alle de Penge - jeg venter at sætte i Sparekassen - kunde dette skee. - I disse Dage have vi havdt over 70 Graders Kulde, efter min Beregning, og skal det saaledes tage til, saa gaaer jeg ud, som en anden Blomst; jeg er slet ingen Alpeplante, der kun kan trives i Sneen; Dag for Dag bliver min Længsel større efter Italien, jeg veed ikke hvad jeg vilde lide for at komme der igjen, ja - tænk, jeg troer næsten jeg vilde reise med Molbeck, var det den eneste Maade til at komme derhen. Der seer De da hvad et Menneske kan drives til! /

Jeg kan hilse Dem fra Frøken Hansteen, jeg saae hende igaar reise hjem med det norske Dampskib. En Doctor Kiesewetter giver i denne Tid declamatoriske Oplæsninger, jeg har hørt ham een Gang, han synes at forstaae hvad han læser, men hans Maade at læse paa er for sydlig dramatisk til at den kan behage i Norden, hans Indbildskhed, eller mildere talt, Selvfølelse, har ogsaa alt skaffet ham en Deel Modstandere. - Rygtet har fortalt mig at De har sendt os en pæn lille Skovtrold fra Sorøe, den lader sig nok først see ved Juletider? Skulde De hændelsesviis støde paa Wilhelm Zaberns Digter, vil De da ikke ret venligt sige ham "god Dag!" fra mig. - Christian Winther har slaaet op med sin Kjæreste, det skal være en fortræffelig Pige, han slog op fordi Kjærligheden gik over. Det gjør mig ondt, thi jeg holder meget af Winther, baade som Digter og som Menneske, men han har saadant et underligt Hjerte, der altid maa bløde; læges Saaret, saa bliver Manden syg. Den arme Archiater Schønberg gaaer det da slemt ud over her i Byen, de sætte ham ordenligt Kniven paa Struben; jeg har aldeles ingen Begreber om hans Fortjenester, som vist ere saare negative, men det troer jeg dog at hans mange Ordener ogsaa er en Pind til hans Liigkiste; de Fleste sige: "er hat ein Bandwurm!" at han er en Nar, der kun fisker efter Ordener, men Mange af de Talende, blev dog vist saare lyksalige fik de saadanne en lille een. - Hertz ventes hjem paa Søndag, eftersom hans Penge have sagt stop! Jeg troer vi faae nogle "Kjøbenhavnske Skildringer", af ham ligesom Merciers af Paris, han skrev i det mindste paa dem i Rom og skal have været flittig under pariser Opholdet. Her tales om at vi til Dronnings Fødselsdag faaer Herolds Opera Le pré aux clercs, Overskou planter den om, under Tittel af "Præstevangen". - I Mandags saae jeg Bournonvilles Elev, vor nye Dandserinde Jomf: Grahn, hun er ganske nydelig, synes at have Taglioni til Forbillede og er den første Dandserinde jeg har seet udenfor Paris. Candidat Müller, med Tilnavnet "den hebraiske", [overstr: ellerogsaa] holder i denne Tid Forelæsninger over den danske Historie, jeg har hørt det to Gange og det er ret interessant, han holder det frit, det er en Strøm af Fortællinger indflettet med Digtninger af de ældre og nyere Digtere. Hans Organ er ikke smukt, det skader noget Foredraget. Tilhørernes Tal er særdeles stort, især er der mange Damer, og da det ikke koster noget, synes man at være dobbelt tilfreds. - Vil De hilse Deres gode Kone fra Manne Neergaard og Fru Læssøe, den sidste har i denne Tid en slem Spænding at være i; tre af hendes Sønner ere oppe til Examen, Een paa Høiskolen, Een til Philosophicum og Een til Artium. - Nu veed jeg ikke flere Nyheder og De er maaskee ogsaa træt af de jeg har opvartet Dem med. - At bede Dem glæde mig snart / med et Brev, var vistnok formeget forlangt, eftersom jeg har udsat det saalænge med at skrive, men De maa huske paa at den hellige Fader i Rom, har givet mig Syndsforladelse for dette Aar, og saa maa De ogsaa bære over med mig. - Min Antonio (Helten i Novellen) er i denne Tid paa Reisen fra Rom til Neapel, sidste Gang jeg talte med ham, reed han [overstr: i Maaneskin] med Hænderne, bundne, bag paa Røvernes Hest der jog i Maaneskin over den øde Campanie; naar jeg nu er færdig med dette Brev skal jeg have ham løst ned; o De kan troe han har gaaet meget igjennem siden De saae ham sidst, men jeg vil ikke fortælle noget; om 2 a 3 Maaneder haaber jeg at han selv kan bringe Dem en Hilsen fra mig, jeg tænker han ved den Tid aflægger Dem og Deres Kone en Vesit. Vil De ikke nok tage venlig mod ham, jeg skal sende et Anbefalings Brev med. - Naar faae vi Deres Roman? Fru Collin spørger mig hver Dag derom og har bedet mig sige, der ere Mange, som længes efter den. - "Romanen er kommen ud!" sagde Een mig forleden Dag! "Hvad hedder den?" spurgte jeg. "Jerusalem Skomager", svarede han, "det staaer i et af Bladene, men jeg har ikke læst den endnu!" - Saa er det Sibberns Critik Mennesket har troet var Deres nye Bog. Den 3/4 Deel af Publicum er et rart Partie! men een Fjerdedeel er dog et Hjørne, og er Hjørnestenen god saa holder vel Bygningen. - Hvorledes gaaer det med Deres Søsters Sundhed? Hils hende og Deres kjære Fru ret meget fra mig og naar De saa faaer Tid - saa sætter De jo Pennen til Papiret og sender et Brev til: Nyhavn, Charlottenborg Side No 280, anden Sal, der boer jeg. - Vil De hilse Lorentzen og sige ham, at det gjør mig ondt at jeg ikke traf ham i Sorøe, da jeg var der, men til Julen haaber jeg at see ham i Kjøbenhavn. Den gode Harder har lovet mig en lille Skizze, jeg ved ikke om han hører til de geniale Folk, der glemme hvad de love, jeg beder Dem at De vil rykke ham lidt i Ærmet at jeg ikke maa lade mig nøie med kun hans Løfte. - Vil De hilse Professor Wilster! og nu lev vel,

altid bliver jeg af Hjertet

Deres hengivne

Kjøbenhavn den 26 Sept: 1834.

Kjære, gode Professor!

Nu er jeg da i Rolighed, ja har været det i næsten 14 Dages Tid, saa jeg i Grunden kunde og burde have skrevet før, men i hvormeget jeg dagligt tænkte derpaa, blev der dog ikke noget af, thi min Novelle beskjæftigede mig saa meget at jeg maatte skrive og kun skrive paa den. Med Guds Hjælp haaber jeg at faae Glæde af den, jeg er tilfreds med det Skrevne og Characteertegningen overgaaer min egen Forventning. Jeg var lidt ængstelig just i denne Henseende da jeg frygtede for min egen Subjectivitet. - Men jeg begynder strax at tale om mig og mine Sager, det er nu min gamle Feil, derfor ikke mere for Øieblikket, men min hjerteligste Tak for de stille, deilige Dage jeg nød i Deres Huus; næsten troer jeg at naar jeg engang skulde slaae mig fra Verden jeg da vilde være Eremit i Sorøe, bare der ikke var saa mange Tyre,jeg mener virkelige fiirbenede Tyre, de danne Skyggesiden af Sorøe og dens Omegn. - Ellers er jeg veltilfreds med mit nye Logie i Kjøbenhavn, jeg har et smukt Værelse ud til Canalen hvor Skibene ligge og Vinden piber i Seilene, Lazaroni, der ikke kjende Macaroni ligge i Stillinger ved Rækværket og deres veldraperede Veninder staae ved Siden og øve sig i Veltalenhed. - Fra mit Sovkammer, kan jeg beskue den bothaniske Have og Hornemanns Frøken Døttre desuden see Solen, naar Himlens Graahed tillader det. Under mig boer en Spillemand, der giver mig gratis Consert hele Dagen og oven over græder en heel Børneflok, saa jeg lever mellem Toner, Harmonier og Dissonantser, som man jo maa i denne Verden. - Af Nyheder er da den, at Billedhuggeren Bissen er kommet hjem fra Rom; noget De vel alt veed af Bladene, men jeg kan fortælle Dem mere, end disse have sagt: Bissen kom Søndagaften, reiste Mandagmorgen til Hirschholm, forlovede sig der med en Jomfru Møller og var samme Aften her igjen. Dagen efter var jeg, som efter Bissen er den yngste Romer i Kjøbenhavn i Selskab hos Thieles med en Slump gamle Romere, Ekkersberg, Abrahams, Freund & & og der blev Forlovelsen declareret. See saa maa det jo være sandt! - Bissen bragte mig et Brev fra Rom, men tænk[t] det var skrevet her i Kjøbenhavn forrige Aar i September og nu flakket om den lange Tid for at finde mig hjemme. Det var fra Frøken Wulff, som nu er i Italien, i Brevet misunder hun mig den herlige Luft jeg aander og saa sidder jeg og trækker Taage og nordisk Kulde; jeg blev ordentligt veemodig derved. Det er dog ogsaa ynkeligt at vi ikke kan faae Sjælland til at svømme op mellem Capri og Ischia, jeg gav gjerne alle de Penge - jeg venter at sætte i Sparekassen - kunde dette skee. - I disse Dage have vi havdt over 70 Graders Kulde, efter min Beregning, og skal det saaledes tage til, saa gaaer jeg - ud, som en anden Blomst; jeg er slet ingen Alpeplante, der kun kan trives i Sneen; Dag for Dag bliver min Længsel større efter Italien, jeg veed ikke hvad jeg vilde lide for at komme der igjen, ja - tænk, jeg troer næsten jeg vilde reise med Molbeck, var det den eneste Maade til at komme derhen. Der seer De da hvad et Menneske kan drives til!

Jeg kan hilse Dem fra Frøken Hansteen, jeg saae hende igaar reise hjem med det norske Dampskib. En Doctor Kiesewetter giver i denne Tid declamatoriske Oplæsninger, jeg har hørt ham een Gang, han synes at forstaae hvad han læser, men hans Maade at læse paa er for sydlig dramatisk til at den kan behage i Norden, hans Indbildskhed, eller mildere talt, Selvfølelse, har ogsaa alt skaffet ham en Deel Modstandere. - Rygtet har fortalt mig at De har sendt os en pæn lille Skovtrold fra Sorøe, den lader sig nok først see vedjuletider? Skulde De hændelsesviis støde paa Wilhelm Zaberns Digter, vil De da ikke ret venligt sige ham »god Dag!« fra mig. - Christian Winther har slaaet op med sin Kjæreste, det skal være en fortræffelig Pige, han slog op fordi Kjærligheden gik over. Det gjør mig ondt, thi jeg holder meget af Winther, baade som Digter og som Menneske, men han har saadant et underligt Hjerte, der altid maa bløde; læges Saaret, saa bliver Manden syg. Den arme Archiater Schønberg gaaer det da slemt ud over her i Byen, de sætte ham ordenligt Kniven paa Struben; jeg har aldeles ingen Begreber om hans Fortjenester, som vist ere saare negative, men det troer jeg dog at hans mange Ordener ogsaa er en Pind til hans Liigkiste; de Fleste sige: »er hat ein Bandwurm!« at han er en Nar, der kun fisker efter Ordener, men Mange af de Talende, blev dog vist saare lyksalige fik de saadanne en lille een. - Hertz ventes hjem paa Søndag, eftersom hans Penge have sagt stop! Jeg troer vi faae nogle »Kjøbenhavnske Skildringer«, af ham ligesom Merciers af Paris, han skrev i det mindste paa dem i Rom og skal have været flittig under pariser Opholdet. Her tales om at vi til Dronning[en]s Fødselsdag faaer Herolds Opera Le pre aux clercs, Overskou planter den om, under Tittel af »Præstevangen«. - I Mandags saae jeg Bournonvilles Elev, vor nye Dandserinde Jomf: Grahn, hun er ganske nydelig, synes at have Taglioni til Forbillede og er den første Dandserinde jeg har seet udenfor Paris. Candidat Müller, med Tilnavnet »den hebraiske«, holder i denne Tid Forelæsninger over den danske Historie, jeg har hørt det to Gange og det er ret interessant, han holder det frit, det er en Strøm af Fortællinger indflettet med Digtninger af de ældre og nyere Digtere. Hans Organ er ikke smukt, det skader noget Foredraget. Tilhørernes Tal er særdeles stort, især er der mange Damer, og da det ikke koster noget, synes man at være dobbelt tilfreds. - Vil De hilse Deres gode Kone fra Manne Neergaard og Fru Læssøe, den sidste har i denne Tid en slem Spænding at være i; tre af hendes Sønner ere oppe til Examen, Een paa Høiskolen, Een til Philosophicum og Een til Artium. - Nu veed jeg ikke flere Nyheder og De er maaskee ogsaa træt af de jeg har opvartet Dem med. - At bede Dem glæde mig snart med et Brev, var vistnok formeget forlangt, eftersom jeg har udsat det saalænge med at skrive, men De maa huske paa at den hellige Fader i Rom, har givet mig Syndsforladelse for dette Aar, og saa maa De ogsaa bære over med mig. - Min Antonio (Helten i Novellen) er i denne Tid paa Reisen fra Rom til Neapel, sidste Gang jeg talte med ham, reed han med Hænderne, bundne, bag paa Røvernes Hest der jog i Maaneskin over den øde Campanie; naar jeg nu er færdig med dette Brev skal jeg have ham løst ned; o De kan troe han har gaaet meget igjennem siden De saae ham sidst, men jeg vil ikke fortælle noget; om 2 a 3 Maaneder haaber jeg at han selv kan bringe Dem en Hilsen fra mig, jeg tænker han ved den Tid aflægger Dem og Deres Kone en Vesit. Vil De ikke nok tage venlig mod ham, jeg skal sende et Anbefalings Brev med. - Naar faae vi Deres Roman? Fru Collin spørger mig hver Dag derom og har bedet mig sige, der ere Mange, som længes efter den. - »Romanen er kommen ud!« sagde Een mig forleden Dag! »Hvad hedder den?« spurgte jeg. »Jerusalem Skomager«, svarede han, »det staaer i et af Bladene, men jeg har ikke læst den endnu!« - Saa er det Sibberns Critik Mennesket har troet var Deres nye Bog. Den 3/4 Deel af Publicum er et rart Partie! men een Fjerdedeel er dog et Hjørne, og er Hjørnestenen god saa holder vel Bygningen. - Hvorledes gaaer det med Deres Søsters Sundhed? Hils hende og Der[e]s kjære Fru[e] ret meget fra mig og naar De saa faaer Tid - saa sætter De jo Pennen til Papiret og sender et Brev til: Nyhavn, Charlottenborg Side No 280, anden Sal, der boer jeg. - Vil De hilse Lorentzen og sige ham, at det gjør mig ondt at jeg ikke traf ham i Sorøe, da jeg var der, men til Julen haaber jeg at see ham i Kjøbenhavn. Den gode Harder har lovet mig en lille Skizze, jeg ved ikke om han hører til de geniale Folk, der glemme hvad de love, jeg beder Dem at De vil rykke ham lidt i Ærmet at jeg ikke maa lade mig nøie med kun hans Løfte. - Vil De hilse Professor Wilster! og nu lev vel,

altid bliver jeg af Hjertet

Deres hengivne H.C. Andersen.

H.C. Andersen. /

[Udskrift:]

S.T.

Hr: Professor og Ridder

B. S. Ingemann

i Sorøe

frit

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 85-88)