Dato: 26. september 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 26 September 1834.

Min kjære Søster Jette!

Nu sidder jeg i Nyhavn, Charlottenborg-Side, hvor Solen aldrig kommer, men det er just som det bør! skal der være Gilde, saa lad det være til Gavns! en kold nordisk Skygge ligger over mit Arbeidsværelse, men udenfor seer jeg Vimpler og Segl; Skibene komme og gaae i det grønne Vand i Canalen, Bølgerne nikke imellem lidt, naar Maanen skinner paa dem, saa have de noget veemodigt, synes at ville fortælle om forrige Aar, da de skinnede som Svovl-Ild i den blaae Grotte og havde røde Kinder ved Skinnet af Vesuv; nu er det ganske anderledes og tale kunne jo Bølger ikke heller; det gjør mig ondt for de smaae Stakler, de fryse vist snart ihjel, jeg har en Anelse om det, skjønt vor Almanak ikke længer har Veirspaadomme. Mit Sovkammer er derimod beliggende mod Syden, den bothaniske Have699 udbreder sig som en grøn Lombarder-Slette bag Gaardmurens Alperække. Der staaer i Haven en høi bladfuld Poppelpiil, ved Maaneskin seer den ganske sort ud; saa tænker jeg paa de mørke Cypresser og alt det Smukke jeg drømte om forleden. Ja, jeg har drømt saa tydeligt at jeg ifior var i Italien, saa jeg maa skrive en italiensk Novelle,700 udaande Alt hvad jeg drømte og saae. Bogen er snart færdig og det er forunderligt med Folk, som have været i Rom, naar de høre et Stykke deraf, faae de Taarer i Øinene, ordentligt et Slags Hjemvee. Et Par Venner, som har hørt lidt, finde det saa vel skildret at de Alle sige: »Du har været i Italien, det seer man! « - Deres fortræffelige Moder vilde ogsaa nok høre lidt, jeg begyndte, hun hørte de 3 første Blade ,701 hvor et Barns Liv skildres; men hun sagde: »det er ganske den gamle Andersen, det er saa barnligt! « - Da der laae en Bebreidelse i Udtrykket og jeg ikke maatte forklare at et Barn, skal være barnlig , saa kom vi ikke til det Mandige eller nogen Begivenhed i Novellen, men jeg kom smukt tilbage til min første Beslutning ikke engang at læse den for Venner, skjøndt alle, paa Moderen nær, vare henrykte; Fru Lessøe har en sygelig Aand, blev der mig sagt og Eduard er jo ikke æstethisk, Christian Winther er en artig Mand og altsaa - ja saa kan De nok vide hvad Novellen duer; men nu vil jeg dog give den ud, De slipper jo for at læse den. - Ingemann, som jo ikke længer er Digter, eller har Sands for Poesie, da han sætter min Agnete saa høit, har jeg besøgt i Sorøe, han gratulerede mig til min Novelle, vi drak Punsch Skaaler paa dens Sundhed og prophetisk forudsagde han mig den store Virkning den vilde gjøre i Danmark, ja meget mere, glimrende Bobler lod han flyve mig forbi, men jeg veed jo nok det er Snak! Andersen er og bliver den gamle! - I disse Dage har jeg ellers havdt en stor Glæde! tænk, jeg har faaet Brev fra Jette Wulff; den kjære eiegode Søster! Brevet er rigtignok, et Aar gammelt men det Gamle er ogsaa godt! - Alvorligt talt, det Brev De ifior gav Thiele702 at besørge til mig, bragte Bissen mig i Søndags hjem fra Rom, han havde faaet det af Bøtcher sagde han. De veed hvad Tid De sendte det til Thiele, veed hvorofte jeg spurgte om det, har vel ogsaa hørt hvad Tid jeg forlod Rom, hvor Bissen da ikke havde Idee om noget Brev fra Dem til mig. Veed De hvad, men det er sagt mellem os, Brevet har neppe været ude af Kjøbenhavn. Bissen boer hos Thieles og nu har han faaet det for at levere mig; men De skal ikke tale derom, det er ikke værd at sætte ondt Blod, der er nok i denne Verden, som gjøre det; Brevet har jeg jo, det er Hovedsagen! Tak for hver Linnie deri! Det aander et trofast, søsterligt Hjerte, men næsten som Spot klinger det, naar De misunder mig den smuk[ke] Luft, jeg har over mig mens jeg læser Brevet og saa har en kold, raae, afskyelig Himmel, som De nok kjender fra gamle Efteraarsdage. Der er i Brevet flere smaa Synder, som De behage at kalde det, De beder mig om Tilgivelse for; blandt andre den, at De har sendt et Brev til Ingeborg, som ikke maatte have kommet der; jeg havde tilgivet før jeg vidste det! De ønsker at jeg altid ret broderligt betroer Dem hver min Sorg og Glæde, de[t] har jeg og vil ogsaa i dette Brev. Kan De kun holde ud at høre mig tale saalænge om mig selv! - Fra Hamborg sendte jeg Dem et langt Epistel, som jeg vil haabe De har modtaget; nogle Dage efter (den 3die August) kom jeg til Kjøbenhavn. Deres gode Forældre indrømmede mig et Værelse paa Academiet til jeg selv fik leiet Bopæl, hvor jeg nu boer. Samme Aften fløi jeg ud til Collins, hvor de kjærlige og rørte modtoge mig, som en Søn, der var vendt tilbage, selv i den gamle Collins Øine saae jeg Taarer og jeg har fra den Tid fundet samme kjærlige Sindelag mod mig som ved første Møde. Eduard har jeg sagt hvor vred jeg har været paa ham, og ved gjensidig Meddelelse, have vi lært at vurdere og dømme hinanden, han er mig en trofast Ven, jeg skatter hans mange gode Egenskaber, og nu jeg ikke længer er saa qvindlig blød i mine Følelser, gaaer det fortræffelig, det falder ham aldrig ind at være den belærende, vi staae nu ligesidet , og jeg holder ret inderlig af den prøvede Ven, som han af mig. - Overalt møder jeg kjærlige Mennesker, Jeg gjør ikke saa store Fordringer, som før, og saa gaaer det fortræffelig. Længe har mit Humeur ikke været saa godt, som nu; jeg føler det Punkt jeg staaer paa, seer bedre end før hvor dybt Menneskene stikke, omkring mig, kommer der engang en belærende Prædikant, af dem der, som før gjerne gad opdrage mig, hører jeg først om det er Sludder og finder jeg det, faaer han een over Næsen. Jeg mærker nok at mange af mine Læremestre mest have det i Munden; forresten er jeg særdeles høflig, hører paa megen dum Snak, forestiller ogsaa Beskeden og lader Andre glimre ved deres smule jeg. Ja jeg er endog blevet rost for denne Dyd Beskedenhed, skjøndt jeg var mere Eier af den i gamle Dage da jeg talte saa meget om mig selv, end nu jeg trækker mig tilbage. Saaledes gaaer Alt nu ganske deiligt og jeg lever i Grunden meget tilfreds. - Ingen behandle mig nu som Dreng, kun een eneste Gang efter min Hjemkomst har jeg prøvet dette; jeg vil ærligt fortælle Dem det, intet maa mere kunde overtyde Dem om min Tillid og broderlige Hengivenhed. - Det er Moderen , den ellers saa fortræffelige Moder, der viser sig mod mig, som var jeg hendes Søn, den mangelfulde Søn hun før dannede paa, men nu overseer at Sønnen voxer, at man ikke kan tale til den Voxne, som til Barnet. - »Grundigt Studium, fuldkommen Mangel paa dette, at jeg intet vilde lære!« - det var Ord, som sagdes mig og det ene tog det andet; Moderen forsikkrede mig at »den Mildhed hvormed altid Recensenterne havde behandlet mig, havde skadet mig; mine gramatikalske Feil i mine tidligere Sager; og som ogsaa vilde komme i det nye etc. etc. etc. - Hvert Ord er Sandhed, ikke revet fordreiet ud af sin Forbindelse; jeg hørte, og det begyndte ganske venskabeligt, Hvad jeg aldrig havde troet man nu skulde have sagt mig. - Roes og Kjærlighed, gjør mig ydmyg i Hjertet, ubillig Daddel vækker min Stolthed, og jeg udtaler den i Ord, det har jeg gjort, men krænket er jeg blevet dybt i Sjælen, og det af Deres Moder, som jeg altid føler hvor meget jeg skylder; Deres og min kjære Christians Moder, som jeg saa gjerne kaldte min. - Nu synes vel Alt glemt, vi sees som sædvanlig eengang om Ugen, tale om alle Slags, men jeg er ikke længer saa god som før, den bittre Braad sidder mig i Hjertet, der er en Skillevæg mellem os. - O kjære, kjære Jette, var De dog her, da kunde jeg med Glæde flyve til det gamle Hjem i Bredgaden, nu synes mig Huset tomt, - jeg er meget fremmed, hvor jeg saa gjerne vilde være hjemme. Faderen har sin gamle originale Maade at være paa, jeg skatter ham langt bedre end før, og naar en Gang efter min Død, mit Livs Erindringer703 træder frem at belønne de Gode og - kaste Kjærlighedskaabe om de Onde, skal han faae en Stjerne af mig, maaskee bedre end den Landet har givet ham. - Hvor jeg ellers i Byen ikke føler mig hjemme, der kommer jeg ikke; daglig arbeider jeg den hele Formiddag og ofte Aftentimerne med. Jeg har læst Dante, Wirgil og en Mængde Folianter over Kunst og Italien, sammenligner dem med mine egne Anskuelser og Produktet heraf, er det min Novelle vil udtale; første Deel foregaaer i Rom, anden Deel i Neapel og dens Omegn. - Digte har jeg aldeles ingen skrevet, og trykt er kun mit »farvel til Italien «,704 det gjorte Opsigt, blev omplantet i alle Blade og jeg mored[e] mig over en ung Mand, der blev saa vred paa Italiens Deilighed at han lod trykke en Art Parodie paa mit Digt, hvori han kun besang Danmark. Forvandlede »Marmor-Guderne« til »Oldtids Helte«; Orangerne, til Æbler og Kirsebær, og forsikkrede saa at vort »Lille Land var bedre end det store Italien .«705 Gid det var saa vel! Ellers er det grumme rare Folk allesammen her hjemme. Skuespiller Holst706 har skrevet et patriotisk Stykke: »Slaget i Kjøgebugt«, fuldt af Hverdags Tanker og megen Roes for vort Land og saa klappes der, saa man ei hører Ørelyd. - De maa nu ikke tro, det er Mangel paa Patriotisme hos mig. Jeg skatter sandelig, det meget Gode i mit Fædreneland, men idelig at sætte det frem som det første i Alt er dog for galt, og sammenligne dets Skjønhed med Italiens er da ogsaa for stærkt. Øehlenschlæger sætter endogsaa Danmarks Natur over Italiens. Den store Mand er i mange Ting grumme lille. Bissen kom her til i Søndagsaftes,707 reiste Mandagmorgen til Hirschholm og kom alt om Aftenen hjem som forlovet; han skal have en Jomfru Müller.708 Jeg var til Gilde med ham hos Thieles hvor Eckersberg,709 Freund, Kock, Hetsch710 Abrahams og flere Danske Romere vare. - Deres Moder fortæller mig at Christian Winther har slaaet op med sin Kjæreste.711 Det gjør mig ondt, thi hun er en fortræffelig Pige og han har ikke andet at sige, end at han ikke føler Kjærlighed længer. - Han har mig et underligt Hjerte, det maa altid bløde, læges Saaret, saa er Manden ikke frisk. - Jeg har lagt et lille Brev inden i dette, vil De ikke nok med første sikkre Leilighed, eller ogsaa naar De nu snart selv kommer til Rom give Bøtcher det, af ham faar De et lignende fra mig,712 skrevet den sidste Dag jeg var i Rom, et Par Ord for at sige Dem Velkommen naar De kom. Altid tænkte jeg paa den kjære Jette, mon De i Deres Tanker har været saa god mod mig? Det har ret bedrøvet mig at høre hvor liden Deel De har kunne tage i de Udflugter de Andre gjør; Deres Sygdom i Benet; men misunde Dem gjør jeg, den prægtige Girandola Vesuv har givet.713 Naar De kommer til Rom da tænk paa mig i Borgheses Billedgallerie, det har en dobbelt Interesse for mig, den bedste Scene i min Novelle foregaaer der.714 Paa den spanske Trappe ligger en Tigger med visne Fødder,715 har et hæslig sledsk Grinen og siger til Alle kun et »bon giorno!« han er Heltens Onkel i min Novelle, giv ham derfor en Bajok fra mig! glem det ikke. - Hvilke Skatte vente Dem ikke! Det prægtige Colloseum, den hellige Peterskirke! ja, der lærte jeg hvormeget der kan ligge i et Intet, hvilken Virkning der er i en religiøs Taushed. Maria Magiore, kaldte jeg min Kirke, der knælede jeg engang i en mørk Krog hvor Ingen saae mig! - Hils den gule Tiber, den gamle Engelsborg og Tritonen paa Piazza Barbarina. Bøtcher vil De vist synes bedst om af Landsmændene. Besøg Egerias Grotte,716 Tivoli og især den deilige Nemi-Søe; o hvor der er meget vi skulle tale om naar vi samles, dog ihvor inderlig jeg længes efter Dem, ønsker jeg dog at De ret længe maa nyde Paradiset; Overgangen fra det til os er større end De troer. Nu have vi fuldkommen Vinter (26 September) Enkelte have lagt i Kakkelovnen, Regn og Slud, lang Taage og naar Himlen en Dag er mælkeblaae, sige de gode Kjøbenhavnere, »see i Dag er det ganske en italiensk Himmel!« - Sommeren begynder først igjen til Juni, det er altsaa 9 Maaner jeg har at vente. - Man siger Lotte Phister717 snart skal have en Lille. Nielsen veed De er gift med Madam Wexschall, de leve særdeles lykkelige - endnu. De har giort Visit hos Collins; jeg er indviteret at komme der. Den hele Verden arbeider dog paa den store Forsonings Scene der ender Jordlivets Drama. - Til Dronningens Fødselsdag er bestemt Herolds: Pré aux clercs.718 Herts vente vi hjem i denne Uge,719 hans Penge have sagt stop. Fru Heiberg skal paa Tirsdag være Ninna i Baletten Ninna. Mad: Kretsmer er rasende.720 I Bournonvilles Elev Jomf Grahn721 faae vi en lille Taglioni. Hils Broderen Peder, Jensens og alle Landsmænd fra Deres altid trofaste poetiske Broder!

Glem ei at hilse mig i Brevene til Hjemmet.

[Udskrift]

Til Frøken Henriette Wulff i Neapel.

anbefales.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus