H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Christian Wulff 25. oktober 1834

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 25. oktober 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Wulff
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 25 October 1834.

Min fortræffelige Ven!

See, her er jeg igjen! god Dag! - Du skrev og saa skal Du ogsaa strax have Brev igjen, saa sladdrer jeg dog med Dig! veed Du hvad? Jeg holder uendeligt meget af Dig! og tidt tænker jeg paa, hvor det dog er underligt, at da vi vare her hjemme sammen, var det i Grunden kun: god Dag og Farvel, det skulle være meget mere! Du siger, du ikke kommer til Italien i Vinter! jeg kunde græde over dig! kjære, bedste Ven, i hvor inderlig jeg glædes til at leve her med Dig, saa ønsker jeg dog; at Du ikke kom hjem, men til mit, til vort, Kunstens store Fædreneland la bella Italia! O Du drømmer ikke om hvor skjønt der er! jeg troer ofte, jeg har været død, seet Paradiis og er vendt tilbage til det daarlige Jordliv. Italien er Skjønhedens, Hjertets og Kunstens Hjem. Du maa derhen!-- Det kan ikke ske siger Du! - Og jeg er en Nar med mine Drømme. Jeg tænker som saa, hvem ved hvad jeg kan skrive i de følgende fire Aar, maaskee en lille Lod af Udødeligheden og ved streng Oeconomie 500 Species; til den Tid har Du vist ogsaa sparet en lignende Sum og veed Du saa hvad, saa række vi hinanden Haanden, som Marsk Stiigs Døttre i Kjæmpevisen og flyve ud i Verden, men i Gallop over det kjedelige Tydskland; jeg skal være Dig en god Guide; jeg kjender nu Maaden at reise paa i Italien, Pengeposen skal nok holde ud, og saa flyve vi afsted til Landet hvor Orangerne groe, hvor Alt er Toner og Duft og - vi fordærve ikke hinanden!; faaer de skjønformede Romerinder vort Hjerte til at banke lidt stærkere end det pleier i Norden - saa er det en privat Sag. - Ikke sandt, kjære Ven! - Hjertet maa ogsaa have sin Ret, det arbeider jo baade Nat og Dag. - I Bibelen staaer ogsaa: En Arbeider er sin Løn værd. - Gud bevares! fik Damerne her hjemme at see hvad jeg skrev, det vilde blive smukt! min fortræffelige Fru Drevsen og Louise, der ret sværme for min Roman, ere ganske fortvivlede over, at der kommer saa letfærdige Scener for i 2den Deel; jo, de skulde læse mit Brev! - Hvad Romanen angaaer, saa er det letfærdige der slet ikke andet, end at en smuk Neapolitanerinde taler, som hendes Nation taler og trykker Helten til sit Hjerte, forføre ham vil hun, men hun gjør det saa naturligt som man kan forlange. Du kan troe det er en god Roman! Den bliver da læst i alle Pigeskoler! - Min tragiske Vaudeville ligger paa sit grønne Øre medens jeg skriver paa Romanen, den tager al min Tid, thi jeg reenskriver og der ere saa mange lærde Noter, og latinske Citater. - Du kan troe, jeg er en Fandens studeert Karl, vil de sige. - Kommer Du hjem i Vinter, skal jeg overrække Dig et Exemplar, Jette faaer ingen, hun har Italien, Du maa nøies med mit Skyggerids af dette Paradies! Stakkels kjære Broder! / Naa, Du kan da troe, Molbech faaer Smør! og det deiligt! han har som sædvanligt, ækelt, gnavent recenseret Hauchs: Wilhelm Zabern, en Bog, der efter Fortjeneste, har gjort Lykke; nu har Hauch fortræffeligt svaret ham paa Kritik­ken; blandt andet har Molbech sagt: at i Romanen er "Faaborg" en Characteer, som ikke kan taales, det var ikke rimeligt at hans Om­givning vilde have fordraget ham! og nu svarer Hauch, at Molbech her viser stor Mangel paa Menneskekundskab, man har Exempler paa, at de meest vanskabte Characterer fordrages, see vi f Ex. til Maanedskriftets Selskab, det bestaaer jo af flere dygtige Mænd og har dog taalt Molbech imellem sig, ja selv ladet ham skrive. - Læn­gere nede sammenligner Hauch ham ved en Hund, denne er kun glad naar den lugter raadent Kjød, hører den derimod Musik, saa gjøer den! ­Man kan jo ikke forbyde slig en Hund at bjæffe, men saa slaaer jeg til ham og det maa han finde sig i. En Anonym har nu i Vers besjun­get Molbech, men det er dog lidt for grovt, det er saa personligt, det ønskede jeg dog ikke. Det lyder som saa:

"Hvordan blev han saa kold, saa bidsk mod hver Poet?

Hvi troer han sig saa viis, sit Blik saa skarpt som Uglens?

Formodentligt engang han sig i Speil har seet,

Og Billedet han saae var ganske Viisdomsfuglens."

Men Du vil vel helst høre lidet om det gamle tydske Stykke, jeg troer kunde blive et godt Skelet for dig at sætte Kjød paa, jeg vil gaae det igjennem for dig. Det hedder "Den forgyldte Løve". Personerne ere Verten i Den forgyldte Løve, hans Broderdatter, hendes Veninde (en Slægtning og muntert Gemyt) en ung Officeer, der elsker og en Reisende, med sin Tjener. Scenen er i Værtshuset "Den forgyldte Løve"; - Det gamle tydske Stykke er Gangen saaledes i. 1 Scene: Duet mellem begge Fruentimmerne, Broderdatteren er meget ængstelig, thi i denne Nat vil hun flygte bort fra Huset med sin Elsker, Veninden muntrer hende, de arangerer alt til Flugten, og haabe at det sjældne Tilfælde: at faae Gjæster, ikke vil skee, thi de boe paa et saa øde Sted, at her næsten aldrig kommer nogen, det vilde være en Ulykke skete det at nogen kom, thi Stuen hvori de ere og hvor de skulle ud af Vinduet er det eneste Gjæsteværelse. 2 Scene Nu kommer Verten, der er som de sædvanlig Formyndere, gnaven og komisk; Veninden driller ham; Pigerne beklage at det ryger paa deres Værelse at de ikke kan sove der, men vil være her i Gjæsteværelset da ingen Fremmede ere der, han siger nei, at han kan sove i deres og de i hans, men de veed Raad derimod og efter en komisk Scene, tillader han dem at blive her og Spillet er vundet, men saa banker det og det er en Reisende med sin Tjener, deres Vogn er gaaet itu i Skoven, de maa overnatte her, men de kom just i det Verten viiste Pigebørnene hvorledes Røveren kunne komme ind af Vinduet til dem, og derfor selv var krøbet der op. Tjeneren bliver strax forskræk­ket, Huset ligger ogsaa/ altfor øde, Verten giver en daarlig Forkla­ring, Pigerne ere forvirrede over Stregen i Regningen. 4 Scene, Verten er ude, Pigerne svare kort og næsten vredt, deres alvorlige Blikke, Hvisken, vækker Mistanke. 5 Scene, Tjeneren og den Reisende, tale om hvad det kan være for Folk, den første finder Alt mistænke­ligt. 6 Scene, Verten praler af de mange Gjæster han ofte har, siger at tidt kommer om Natten 30 til 40. Tjeneren troer det er en Forbandelse paa Røveren, i de følgende Scener blive de mere mistænkelige, og komme nu frem med Pistoler &, Verten bliver meget uroelig faaer den Idee at de ere Røvere, som ville overfalde ham, Pigerne styrke ham deri, og raade ham at sove i deres Værelse, thi der kan lukkes. Tjeneren skal langt fra sin Herre ned i Gaarden og den reisende Herre sove i Vertens, hvor de udenfra vil slaae en Skudde for; saa­ledes har de denne Stue nede fri, og kan altsaa slippe bort, medens begge de andre Partier svede i Sengen. Verten faae de saaledes bort, men nu skal de til Gjæsterne, de raade dem at reise da her ikke er sikkert, men Herren vil da ikke, da man nu anviser ham et andet Værelse, siger han nei, at han vil blive her nede. Pigerne ere for­tvivlede og maa nu bort. - Tjener og Herre lytte, nu kommer Elskeren, Herren opdager da Sammenhængen, lader for Spøg Strikkestigen [= Rebstigen] de have fundet hænges ud; Elskeren kommer nu for at bortføre begge Pigebørnene og finder 2 Mandfolk, men ved Lyset kjende de hinanden, de ere gamle Venner. - Verten har imidlertid hørt Larm og kommer til med Folk og vil gribe Røveren, men den Reisende forbløffer ham, siger at han er udsendt fra Retten for at kræve ham til Regnskab for de Midler af hans Myndlings, som han har sat Overstyr; nu kommer en komisk Scene hvori han nøder den Gamle til at finde sig i at de Elskende faae hinanden og saa er det forbi! Kan Du bare forstaae Ideen af det jeg nu har malet op. - Hele Brevet er da gaaet med, seer jeg! og der var saa meget andet at sladdre om, men skriv mig nu snart til, saa skal Du faae et bedre Epistel. - Paa Dronningens Fødsels­dag spilles da "Klærkevænget". Phister er den italienske Syngemester; det blev ham af Holstein forbudt at efterligne Siboni, men saa gik han til Siboni, og bad ham indstudere Rollen med ham og sige den nu i Alt ganske som han; "Han har selv lærdt mig den", sagde han saa til Holstein. "Er det ogsaa sandt, Phister?" - Jo, det kan jeg forsikre! - "Ja saa maa jeg forberede Hoffet derpaa!" - Her er saa koldt, saa vaadt, saa ækelt i Kjøbenhavn! hu hu! ­

Hils Lieutenant Krænckel og hvem flere af mine Bekjendtere Du kunde see. Lev vel!

lidt hastigt skrevet

Din Ven og Broder

H. C. Andersen.

[kuvertbrevets forside:]

ST. Hr. Lieutenant C. Wulff

paa det danske Vagtskib

ved

Altona.

Tekst fra: Solveig Brunholm