Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: November 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

(Kjøbenhavn Nov. 1834)

God Dag! De troer nok; jeg er reist udenlands igjen siden der gaaer saa lang Tid mellem mine Breve? Naar De nu aabner dette Brev og seer Billedet, saa bestyrkes De vel i Troen? Men det er ikke saa! Nu har vi ogsaa faaet udenlandske Vuer paa vort Brev Papir, hele tre af Kjøbenhavn, og een med Helsingør, Kronborg og Sundet. Nu staaer De ved Peblingesøen paa det saakaldte Blegdam og seer over Søen og Farimag Veien; som en bereist Søster kan De nu gaae det igjennem for Caroline og Louise. – Husene i Forgrunden kan De sige om, at derinde foregaaer en Hverdags Historie, bag Hækkene trækker maaskee Amor Hjerter paa et Straae. – Det lille Lysthuus ved Søen, besynger Herts i sin Spadseretour. – Baaden der flyver afsted tilhører Eline, den bekjendte Donna del Lago188 . Veirmøllerne ovre ved Farimagsveien ere byggede i Form af de Don Quiquotte kjæmpede imod. Om de paa Volden kan De fortælle Sujettet af Oehlenschlægers miskjendte Kanariefugl189 , det brede Huus er Casernen, der slumrer Heltelivet; Rosenborg Slot ligger ved Rosenborg Have og Eventyret der kan De jo spille Dem paa Klaveret. – Nicolaitaarn er blevet udødeligt ved H. C. Andersens "Kjærlighed". Rundetaarn190har Rosenkilde skrevet noget fortvivlet om; Fruekirke hedder paa Fransk: notre Dame, og det er en Roman af Victor Hugo. Det høie Petritaarn har en Hane der gav Anledning til Bladet: den galende Hane191 ; og da vi nu tale om Anledninger, vil jeg bemærke at da Vignetten ingen Anledning giver mere til at vrøvle vil jeg holde op. – Nu komme vi til Deres første Spørgsmaal: Hvorfor har Andersen ikke saa længe skrevet? De veed ikke hvorledes jeg sidder i det! Jeg skriver just, skriver Nat og Dag og derfor har jeg slet ikke skrevet. – Min Roman voxer og voxer, den ligner sin gode Fader ogsaa i Væxten. To Dele bliver den og vi komme dog ikke længer end fra Rom til Neapel i den192 . – Kan det more Dem, skal jeg fortælle noget om den! De veed at Deres Tantes og i Sandhed, fleres Ønske, at jeg skulde komme med en Reise, ikke gaaer i Opfyldelse, jeg er blevet et Trodshoved, jeg gjør nu aldrig mere hvad Folk vente og forlange. En Reise kan Enhver skrive! og der er talt atter og atter om hvad jeg har seet nu kommer jeg derfor med Productet paa min egen Maade. De skal faae hvad jeg har seet, oplevet, følt og drømt paa de to interessanteste Steder i Italien, Rom og Neapel, men som Walter Scott, om jeg saa tør sige, skildrede Høilandene og dets Folk, giver jeg Hesperiens Natur og Mennesker. De skal komme til Italien, og jeg haaber at min Bog ikke er en stahlholsteinsk Corinna193 , en daarlig Sammenæltning af en "Guide" og en Kjærlighedshistorie. – Meget faae Mennesker kjende min Roman, men de Faae – ja De vil ikke misforstaae mig, men glædes derover – ere henrykte, jeg føler man skatter mig højere og jeg har ved at føle min egen Kraft faaet et Mod, en Munterhed, jeg ikke kjendte i mange Aar. – To høist forskjellige Mennesker, jeg kjende og som have været i Italien, stod Taarene i Øinene da jeg førte dem gjennem min Bog til deres tabte Paradis, og de som ikke vare der, faar ordentligt et Slags Reise-Vee. Hver Characteer er taget af Livet, hver ikke en er digtet, jeg kjender og har kjendt dem Alle. – Improvisatoren eller Rom og Neapel bliver rimeligviis Tittelen. Da der komme en Vrimmel af nye Sager til Nytaar, saa skal min ikke ud, jeg har ingen Hast! heni Februar, rimeligviis; naar det Andet er fordøiet vil jeg vove mig ud med mine Oranger og Druer. – Jeg vinder Dem, Tante, Bedstemoder, min halve Fødeby ved den Bog, kan De troe! jo der vil blive Rift om mig naar jeg til Sommeren kommer. – Jeg er dog en ungdommelig Forfatter endnu, hører De nok paa min Begeistring, min Troe paa Menneskeheden og – mine egne Arbeider! – Men nu Spøg til Side, Hvad bliver der af Deres belovede Bog? Maa jeg bede? Lidt derom synes jeg De nok kunde sige mig. – Lad mig ikke vente dermed til Sommeren. Til Sommeren? Ja det er et smukt Navn, men mere have vi da heller ikke; 9 Maaneders Vinter, een Foraar, een Efteraar og den ene derimellem Bagerovns eller rettere Drivhuus-Veir. Jo det er et deiligt Klimat vi leve i. – Nu har det regnet i 8 Dage i Træk! Det synes mig en god Idee om unge Mennesker her, naar de bleve forlovede, de da isteden at forære hinanden Ringe, da gave hinanden Paraplyer. – Gid dog det vilde fryse, ret fryse saa Alt blev Iis, det var dog noget! Skal det være Gilde, saa lad det være til Gavns! Ellers længes jeg meget efter den saakaldte Sommertid, at jeg kan komme over til Dem. – En Pakke af mine Kobbere, er rigtignok forliist mellem Civitta Vechchia og Livorno, men een Pakke gik over Land og den har jeg faaet. Jeg har nu ladet mig gjøre en Reisebog, hvor Vuerne ere klæbede i, den er gjort saaledes at den kan ligge i min Kuffert og jeg saaledes kan tage den med til Odense. – De store Kobbere maa jeg rigtignok lade blive, men i Bogen er da henved 150, og det er jo dog ikke saalidt og naar jeg end fortæller til, skal De faae et ganske artigt Begreb om Italien, desuden har De jo, før jeg kommer, læst Romanen og er altsaa ganske hjemme i Rom, Terrazina, Neapel og Amalfi. Kjender godt baade Vesuv og den blaae Grotte og har med min Antonio været saavel i Pompei, som ved de græske Templer inde i Calabrien. - - Daglig kommer jeg til Collins, men det er næsten ogsaa det eneste Sted jeg kommer, jeg har, som man siger slaaet Haanden af alle mine andre Venner! 2 Gange til Fru Lessøe om Ugen, driver mit Hjerte mig, da jeg veed hun ser mig saa gjerne, men jeg har ikke længer Lyst at være ude, skjøndt jeg overvældes med Indbydelser. – Hos Collins er mit Hjem; de smaae Datterbørn der, kalde mig Onkel og Conferentsraaden er mig saa ganske en Fader, som hans Børn ere mig Sødskende, at jeg maa være hjemme.

I disse Dage er jeg gaaet ind i Kunstforeningen, hvor der er særdeles interessant; mit Portræt var der før jeg, som De vel har seet af Kjøbenhavnsposten194 . – Det hænger nu hos Collins, hvor det jo er hjemme. Geburtsdagsstykket: Klærkevænget blev der da hysset af den anden Aften, men saa kom jeg og klappede og nu gaaer det. Jomf: Grahn195danser, som en Engel, jeg er ganske indtaget i hende og har bedet Bournonville196at indvitere os samme, hos sig; jeg gad nok vidst om hun har Aand, som hun har Been. Fru Heiberg siger mig at det skal være en dannet Pige. Forleden var der Digterselskab hos Collins: Hertz, Heiberg og Jeg vare de Fremmede; eller som den gamle Collin sagde, to Fremmede kun, thi Andersen er Søn af Huset; Heiberg var vittig, Hertz døv (men ungdommelig) og jeg var moersom. Ja De kan ikke troe hvor jeg har taget mig op. Er De ikke nysgjærrig derefter? – Vil De høre et Par Domme om mig. Fru Lessøe siger: "Han har faaet Menneskekundskab; han kan spille med største Natur den Aabenhjertige, men han fortæller dog kun hvad han vil. – Jeg forstaaer mig ikke rigtig paa ham!" – Den gamle Collin siger: Jeg troer virkelig han er blevet en ganske solid Fyr, men de gamle Manerer har han ikke lagt af. Fru Drewsen197og Luise198forsikkre. – Han er blevet ellevild og overgiven, kaad i høieste Grad; men dog saa adspredt, saa forunderlig, man veed dog ikke ret hvorledes han har det !" – Hvad troer nu De om mig? Ja siig mig det nu først efter De har læst Romanen, og [derpaa] efter at jeg har været i Odense. – At jeg endnu har den [gamle] Skik at snakke meget om mig selv seer De nok af Brevet, men det er jo ogsaa et langt Thema. Vil De takke den fortræffelige Bedstemoder og takke hende for det lange, smukke Brev. – Hører hun noget fra Milo199da veed hun nok at Penge er altid velkommen hos en ung Poet. Siig til Tanten og Dem selv at det slet ikke var smukt kun at sende mig en Lap Papir med fire Linier til min Velkomst, jeg som skrev Dem saadan et langt, nydeligt Brev til. – Maa jeg nu bede om et ordentligt. Dette De faaer idag seer jo rigtignok forskrækkeligt jadsket ud, men naar De betænker at jeg næsten hele Dagen maa skrive, saa kan De nok vide at Haanden kommer i Vane med at løbe. - De maae gjerne jadske igjen, men det kan De da ikke. - Min Spaniere i Odense tager jeg snart fat paa, jeg maa have min Fødeby paa Theatret, med baade Sprøiten og Trommen. Hils Faderen, Moderen og alle Sødskende. Vil De overrække Frøken Sleppegrel indlagte Blomst, det er en Anemone plukket ved Posylypgrotten paa Virgils Grav ved Neapel. – Der ere mange og have bedet om den, men trofast holder jeg mine Løfter. Lev nu vel! skriv snart; jeg boer 280 anden Sal i Nyhavn paa Charlottenborg Side. Hils B. Salomonsen. med broderlig Hengivenhed

Digteren

Tekst fra: H.C. Andersens Hus