83. Til E. Collin.
Kjøbenhavn den 20 Nov 1834.
Kjære Ven!
De behagede at sige at jeg i Dag skulde rykke Dem i Ærmet om at gaae til Reitzel! Glem det ikke! Gjør det af i Dag, som De vil; kun at det bliver afgjort. Det er saa kjedeligt med det Penge-Vrøvl! Jeg er tilfreds, kun at vi faae Ende paa det! – See saa! nu om noget Andet. Om Aftenen bliver jeg føelsom; iaftes skrev jeg igjen et Vers til Dem, som De ikke faaer. Troe nu slet ikke, det er den gamle Føelsomhed, nei, det er, som min neapolitanske Signora siger, at Hjertet151 længes efter noget udenfor, og saa har jeg en idealsk Eduard, en meget elskværdig Ven, ham strækker jeg da Armene imøde, Dem er det slet ikke, De har altfor mange Feil, Skyggesider og Kjældermænd til at jeg kan drømme om Dem. – Vi have da heller ikke talt hjerteligt og fornuftigt sammen en eneste Gang siden jeg kom hjem, men det kommer altsammen af den fordømte Spillelyst. – Kan da ingen gjøre Dem mat?–Mundtligt mere. God Morgen!
Deres formelle Ven
H. C. Andersen.
[En Efterskrift er fraklippet ].