Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 25. november 1857
Fra: H.C. Andersen   Til: L. Wiedemann
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn 25 Nov 1857

Kjære Hr Wiedemann!

Mellem de nulevende danske Digtere staaer unægtelig i første Række Paludan-Müller, Forfatter til Adam Homo, Amor og Psyke, Venus &, men intet Værk af ham er, saa vidt jeg veed, kjendt i Tydskland; alle hans Digtninger er paa rimede Vers, have foruden det skjønne Indfald, en ypperlig Form, denne gjør det vanskeligt tro at gjen­give ham. I disse Dage har jeg imidlertid læst i Manuskript første Act af Venus, oversat paa Tydsk, den forekom mig vel og smukt gjengivet og meget tro mod Originalen. Oversætteren er en ung Of­ficeer Hr v. Jürs , hvis Fader saa / vidt jeg veed, er som Professor i det tydske Sprog ansat ved Landcadet-Academiet, jeg kjender aldeles ikke til Familien og saae den unge Mand første Gang, da han bragte mig sin Oversættelse, den, Paludan-Müller ogsaa skal være særdeles tilfreds med. V.Jurs bad mig om jeg vilde skrive Dem til og udtale hans Ønske at De overtog Forlag og Udgivelse af Bogen hvad Honorar angaaer, forstod jeg at han nok modtog hvad han kunde faae, men at dette ikke var Hovedsagen, denne bestod deri at Bogen kom ud og han altsaa ved den blev kjendt. Venus af Paludan-Müller er et dramatisk Digt, aldeles ikke for Scenen, den trykte danske Udgave er henimod elleve Ark. Dette Digt passer i et hvert Land, det har slet ikke dansk Localitet. - De vil kunde erholde Digtningen til Gjennemlæsning før De / tager nogen Bestemmelse, kun det er mig særdeles paalagt at bede Dem snarest, f Ex alt i næste Uge at skrive mig et Par Ord til om De vil see det tydske Manuskript.

Hvorledes gaaer det med "At være eller ikke være",? Efter de forskjellige tydske Blade jeg tilfældigviis har seet, er nok Meningerne deelte om den Bog. ---------------------------------­

I Breve fra Forskjellige i Tydskland, selv mig ubekjendte, faaer jeg stundom venlig Tak, lad mig ved Leilighed høre fra Dem hvad Godt de veed. Jeg har i den sidste Tid skrevet et Par nye Eventyr, som man stiller mellem mine bedste, eet af disse Flaske­halsen" kommer i Lose og Delbancos ny Folkecalender, de andre have jeg derimod lagt tilside indtil videre. Vil De være saa / venlig at sende et indbundet Exemplar af Sein oder nicht sein til Fru von Henselt (fra forfatteren, vil De foran tilføie) og adres­sen sammen men hendes Navn paa til Fru Majorinde Serre i Dresden, jeg veed ikke nøiagtigt Fru Henselts Adresse. De er saa god at sætte det paa Regning til mig. Til Auerbach har De rimeligviis sendt mine samlede Skrifter, den större Udgave, som jeg bad Dem om eftersom jeg fra ham har modtaget de udkomne første Dele af hans Skrifter. Hils paa det hjerteligste Hr Helms ligesom ogsaa den kjære Hr Lorck og hans Frue; bevar mig venlig i Erindring og lad mig snart have Besked til Hr Jürs; helst en god! En lille Ud­gave af "Venus", saaledes som mine Historier eller Billedbog er udkommet hos Dem gaaer vel bedst vel af?

Deres hengivne

H.C.Andersen

Tekst fra: H.C. Andersens Hus