H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Filippo Berti April 1835

Hop forbi menu og nyheder

Dato: April 1835
Fra: H.C. Andersen   Til: Filippo Berti
Sprog: dansk.

[Kjøbenhavn i April 1835.]

Kjære -

Erindrer de endnu en ung dansk Digter Andersen, der i April forrige Aar paa Hjemreisen fra Rom besøgte Dem med et Anbefalings Brev fra Christian Winther. De viiste mig saa megen Hjertelighed, at jeg ret ønsker at have kundet leve længer med dem. Nu er alt et Aar forløbet, hvoraf jeg har været den halve Tid her hjemme i Norden. Som en smuk Drøm ligger min hele Reise for mig. Mit eneste Ønske er atter at flyve tilbage over Alperne, de blaae Bjerge, de smukke Mennesker og de hellige Ruiner. Jeg elsker Syden, elsker Italien med hele min ungdommelige Sjæl og kommer der vist aldrig mere skal døe i Norden, det kolde Norden! Neapels Natur har især grebet min Sjæl, i dens Orangehaver, ved dens blaae Hav drømmer min Tanke. Der saae jeg OldtidsByer staae op fra de Døde, saae Bjergets evig brændende Vunde. Min Sjæl har inddrukket Billedet af Italien, dets Deilighed og særegne Folkeliv. I en Roman "Improvisatoren", har jeg søgt at udtale dette for mine Landsmænd, den er i disse Dage kommen ud i to Bind og har vakt megen Opmærksomhed, man finder jeg levende har gjengivet Italien, og den første Critik jeg alt har seet siger at jeg ved denne Bog synes at være bleven retsgyldig naturaliseret blandt de fremmede Sydlændere. En tydsk Oversættelse er alt under Arbeide af Professor Kruse, saa at Bogen om kort Tid vil komme ud ogsaa i Tydskland; over Alperne kommer den vel ikke, skjøndt det kan jeg forsikkre Dem, at, skjøndt den er skrevet af en Protestant, vilde vist den strengeste geistlige / Censur lade den optræde i ethvert catholsk Land. Det hellige hos Nationer er ogsaa mit Hjerte helligt! Alle Personerne i Bogen paa en Eneste nær, ere Italienere. Det Skjønneste og Bedste, der har grebet mit Hjerte, har jeg udtalt. Da De ikke kan læse den danske Bog, sender jeg Dem ingen; dog vilde jeg gjerne give dem en lille Erindring om mig, en ganske lille Bog, som De, som et Curiosa, kan gjemme. Det er et ganske dansk Digt, nationalt nordisk: Agnete og Havmanden efter en gammel Vise, Bønderne endnu synge i vore lyse, deilige Bøgeskove. For dog at give dem en Slags Idee om den, vil jeg kortelig fortælle Hovedindholdet. - En ung Fiskerpige; har fra sin tidligste Barndom følt en sælsom Kjærlighed til Havet, en forunderlig Længsel, efter Noget, hun ikke selv kan forklare sig. Moderen troer det staaer i Forbindelse med hendes Fødsel; thi da hun var svanger med hende og hun en dag gik ud paa Havets Sandbund, hvor Vandet ved Ebben var borte, og hvor hun da vilde samle Rav, fik hun ondt, maatte sætte sig paa et Skibsvrag der stak frem af det hvide Sand og fødte der Agnete; men nu kom Floden, Bølgerne vendte pludselig tilbage; Manden tog da den syge Kone og det spæde Barn og flygtede mod Land, forfulgt af den stigende Sø, hvor Brændingen oversprøitede dem; den var Agnetes Daab. Hun er voxet til og forklarer selv sin forunderlige / Higen i efter hvad hun ikke selv veed at nævne, ved, at hun maa tænke paa en Jongleur, hun engang saa spille med flere Guldkugler i Luften; han greb hver, for i samme Øieblik at kaste den; ved hver han fangede var hans Tanke alt forud kun at gribe den følgende. Paa Agnetes Bryllupsdag stiger Havmanden fra Dybet, lokker hende ved sin Sang og Havets Deilighed, og hun styrter sig i hans Arme. Det er den første Afdeling af Bogen. Nu gaaer 50 Aar; men for hende synes de kun som syv Somre; hende Skjønhed forandres ikke, og Havmanden skaber hende en Verdens Herlighed paa Dybet. En Dag hun sidder ved Vuggen og leger med sine smaa Børn, bringer Havmanden [overstr: hende] dem en lille Fugl han har fanget over Havet, den synger Veemod i hendes Sjæl, synger om Verden hun har levet i, og falder derpaa Død i hendes Skjød, nu hører hun gjennem Havet Kirkeklokkerne ringe og Længsel efter at gaae endnu engang i Messe, nyde det hellige Brød griber hendes Sjæl, hun bønfalder Havmanden, lover at vende tilbage til ham og de kjære Børn, og han fører hende op igjen. Men 50 Aar ere gaaet, Alt er forandret, hendes Nærmeste ere døde, hun begriber det ikke, troer det er kun syv Aar. Hun træder ind i Kirken, men alle de hellige Billeder vende sig om paa Væggen, vise hende Ryggen: hun har jo forladt sin Gud. Fuglene flygte for hende. Hendes Hjem staaer øde. Hun møder en gammel Gubbe, det er just hendes Brudgom, han kjender hende, thi hun er ung og skjøn / som før, han korser sig og flyer. De døde synge fra Gravene, at hun ei maa vende tilbage til Havmanden, hun beslutter det, da kommer han alt, de smaae Børn strække Hænderne efter hende, hun høre deres Graad og bevæges - men synker død om ved Stranden hvor Fiskerdrengen begraver hende under en Steen, hver Morgen er den vaad - det er Havmandens Graad. - Her har de det løse Skelet.

Hils de venlige mennsker, de førte mig til! Dagligt tænker jeg paa det deilige Italien. Dette brev sender jeg dem med en af mine Venner, en dansk Søofficeer Wulff der følger vor Fregat til Livorno for at afhente en Deel af Thorvaldsens {overstr: Værker] Arbeider samt møde en aandrig Søster og kjær Broder, der nu et Aar har levet i Neapel og Rom. Mange Hilsener fra Christian Winther! Han har nyligt skrevet et Bind allerkjæreste Digte fulde af Poesie og Hjerte. Glæd mig med et Brev, send det med en Dansk, eller med Posten, naar de kun skriver mit Navn og disse faa ord: Nyhavn 280 og da Copenhague, saa flyver Brevduen i mine Arme; gid jeg snart kunde flyve i Deres!

Af ganske Hjerte Deres

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 199-202)