Dato: 8. maj 1835
Fra: C H Lorenzen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø den 8. Mai 1835.

Det er længe siden, gode Ven, at vi to have vexlet Breve med hinanden. Jeg har ikke glemt Dig; hvergang Bladene omtalte Dig, mindedes jeg om gamle Dage; ogsaa Ingemann har jævnlig meddeelt mig et og andet af Dine Breve. Uden at Du anede det, har jeg deelt Din Lykke, Roes og Dine Reisers Nydelser med Dig; men ogsaa de Malurts Draaber, som nidske Slyngler eller vrantne Pedanter have heldt i dit Bæger, have smagt mig bittert; jeg følte mange gange Lyst til at forsvare Dig; men desværre, Tunge og Hænder ere bundne paa mig. I disse Dage har jeg læst Din Improvisator, og jeg bryder den lange Taushed egentlig kun for at takke Dig. Du taler om det store Indtryk, som Synet af Vesuv og dets Krater i hiin mærkværdige Nat havde gjort paa Antonio; hans Tvivl og Mismod forsvandt, og han følte en Kraft og Tillid til sig selv og Verden som han aldrig før havde drømt om. En lignende Forandring, synes jeg, maa nu være foregaaaet i Dig selv, siden Du har sendt Din Bog ud i Verden. Du kalder den med Rette det Bedste, Du eier, og jeg er vis paa, om Du ikke havde skrevet andet, og ingen Roes eller Velvillie høstet ved Dine forrige Arbeider, skulde Du dog vinde mange Hjerter ved disse to smaa, indholdsrige Bind, hvori der findes saa meget Skjønt og Fortrinligt, at man reent glemmer sin medfødte Tilbøielighed til at opløse eller, hvad Laugsbrødrene kalde det, critisere. Det er ikke blot Dine ypperlige, troe Skildringer af den sydlige Natur og Folkelivet, de glødende Farver paa Dit Maleri, som jeg holder saa meget af; ogsaa nogle af Dine Characterer, Antonio, Bernardo, Domenica, Annunziata, og især Lara, ere fortrinligt tegnede. Jeg har læst den flere Gange; det forekommer mig, at jeg lever mellem alle disse Personer og Billeder; Alting falder saa naturligt, ingen Kunst eller Affectation, hverken i Begivenheder eller Reflexioner. Du maa have tilbragt et deiligt Aar i Italien, kjære Ven, som Du har nydt og benyttet paa Din Vis. Jeg vil nu rigtig ønske af mit inderste Hjerte, at Du hverken seer til Høire eller Venstre, og ikke bryder Dig den mindste Smule om alle de Godtfolk, som forme, høvle og polere Dig, og i deres travle Iver slet ikke tænke paa, at de med deres Bjørnelabber omsider rive Hjertet ud af Kroppen paa Dig. De Enkelte lade nok være at omstøbe eller omskabe hverandre. Lad Enhver feie for sin egen Dør og file paa sig selv, naar han har Lyst til at være en glat og poleret Flødeskjæg. Det gjorde mig inderlig ondt, da jeg hørte, at Du havde taget Dig den flaue Recension over Din Agnete saa nær; i Kjøbenhavn sagde man, Du var bleven syg af Ærgrelse. Du er og bliver, hvad Du er, og lad Folk kun vrøvle, rive ned og behandle Dig, som om Du var umyndig i Aandens Rige, Du har Mange, og faaer endnu Flere, som holde af Din poetiske Natur og finde Behag i Dine Arbeider. Det er let at læse en Bog igjennem og siden at have en Slags Mening om den; Folk, der aldrig have bestilt Andet end skrive af og lave Mosaikstykker, have intet Begreb om, hvad det er at skabe. I Juleferien var jeg flere Gange i Dit Logis, men traf Dig ikke hjemme. Kommer Du ikke snart herud? Ingemanns fire Fortællinger har Du vel sagtens læst. Jeg synes, de ere ganske morsomme; den sidste holder jeg meest af. Hvad han nu skriver paa, veed jeg ikke; i den senere Tid har han havt mange Jern i Ilden. Wilsters Homer (Iliaden) blev færdig igaar Eftermiddags; hvornaar han agter at lade Trykningen begynde, veed jeg ikke. Nu kan man dog endelig sige, at man har en dansk Iliade. Den er udmærket i alle Henseender. Skriv mig snart til, et langt Brev, om hvorledes Du egentlig har det, og om Din Længsel efter Italien ikke begynder at tabe sig. Ogsaa her i Danmark er der godt; Du veed, kun i Fædrelandet kan man trives og slaae dybe Rødder.

Din Lorenzen.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (143)