Dato: 19. maj 1858
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 425. Fra Henriette Wulff.

Kjøbenhavn d 19 Maj 1858.

Min kjære Andersen!

Skjøndt De nu er omringet af alle mulige Foraarets Dejligheder, ­skjøndt jeg tænker mig, at der strømmer ind paa Dem Glædes og Tak­sigelses-Skrivelser for Deres sidste Gave til os Alle, saa kommer jeg dog efter gammel Vane gandske trøstig med mit Skriverie, som altid naar De er borte, og ogsaa med min

Tak, for nu har jeg rigtig læst »Dyndkongens Datter« og det flere Gange til min store Glæde, skattende den oprigtigen! Jeg havde megen Lyst at tale med Dem om den i detail, udhæve hvær enkelt Sted hvor jeg udbryder enten i Taare eller i Smiil, thi alle de for­skjelligste Stemninger der kunde røre sig i Sjælen, sættes jo i Bevægelse ­dog De har vist hørt saa Meget, ikke allene Godt, men godt sagt om den Digtning, at Alt hvad jeg kunde sige vilde forekomme som Intet, og jeg føler det for dybt til at jeg vil, det skal lyde svagere end det er følt.

Er De tilfreds med »Dagbladets« Anmeldelse?3576) Jeg kan nok lide den; men er ikke af hans Mening om »Hurtigløberne« at den ikke er for Børn; jeg troer som altid at de vil tage den ligefrem; medens de Gamle opfatte Satiren; som jeg finder meget moersom og vittig, men en lille bitte Smule mere bidende end De plejer. Det er moersomt hvor de forskjelligste Mennesker, der ellers aldrig læse Noget, dog skal læse »Dyndkongens Datter«; det er en heel epoque det gjør.

Medens De nu vandrer i Bøgeskov Morgen og Aften, maae jeg lade mig nøje med Bøgegrene her i Kruus paa mit Skrivebord, jeg tog dem i Dyre­haven i Gaar, jeg finder den dejligere i Aar end nogensinde; i det Hele gjør Foraaret et besynderligt stærkt og smukt Intryk paa mig i Aar - maa­ske er det, det Sidste jeg seer3578), idet Mindste her i mit Fødeland, thi Pla­nen lader til at modnes hos mig, at gaae over til hiinsides Havet i denne Sommer; det er jo altid vanskeligt naar man staaer pludselig saa aldeles eene i Verden, som jeg nu , at se fuldeligen hvad der er det Rette at gjøre; dog føler jeg nu gandske rolig, hvad jeg end beslutter, thi jeg veed

jo at Gud er med mig; og naar Han er med mig, hvo kan saa være imod

mig!

Denne Maaned er ret en Errindringens for mig, den Sidste jeg levede her paa Jorden med min elskede Christian, og skjøndt to Aar

siden, staaer dog Alt saa levende for mig, som da vi for to Aar siden ved denne Tid forlode det yndige Guadeloup, hvor vi havde opholdt os 4 Maaneder, og tilbragte de sidste Dage med den højst elskværdige Monsignore de For­cade3579) Biskop i la Basse Terre; har jeg aldrig fortalt Dem om denne inter­essante Personlighed? (en naturlig Søn af den store

Napoleon) og ham saa liig som to Draaber Vand hinanden; nej det er sandt jeg fortæller jo aldrig Dem

noget om alle mine mærkelige Erfaringer; jeg holder meer af at høre

paa Dem! Hvilke Dage tilbragte vi med denne Mand, lige elskværdig af Forstand som af Hjerte! Tre Uger efter at være skildt fra ham og andre kjære Venner paa Guadeloup, efter et kort Besøg paa vores egen kjære Ø St. Thomas, var det den syvende

Dag i Juni, at engelske Matroser bare min elskede Christians afsjælede Legeme til sit sidste Hvilested paa en fremmed Kyst under de eviggrønne Ege! Guds Villie skee!

Derfor gjør ogsaa al Venlighed dobbelt godt i denne Tid, og trøstende og kjært har flere sande Yttringer og Beviser paa trofast gammelt Venskab været mig, just i denne Tid! Hvilken Glæde er der i, til Fulde at see, at føle hvor Mennesket er skabt i Guds Billede!

Der er gode Efterretninger fra London fra Fru Jerichau, Billedet3580) blev godt istandsadt og er nu derovre. Lessøe med Hustro ere nu komne fra Horsens, og glæde dem til at see Dem . I Aften har Marie Hauch3581) Bryllup i Frederiksberg Kirke og i Morgen Aften debutere den syngende

Hr Wiehe3582) i Figaro; hvad synes De om mig der veed saaledes Nyheder at fortælle Dem. En Herre der gik nu fra mig, fortalte dette Sidste, men tillige at den unge Mand var bleven lidt ængstlig for sin Stemmes Styrke, da han første Gang sang med Orchester, De

vil jo snart være her og selv dømme. Ja dertil glæder jeg mig, at det kun er en saa kort Tid De er borte, og at jeg endnu en liden Stund skal see Dem. Jeg troer det vil falde mig ind at skrive til Fredrike Bremer3583) i disse Dage til Villa Nardi, dog sender jeg det ikke bort før De er her, og jeg kan faae nogle Ord med, for at give mit Brev den rette Glands. Men nu først hører jeg fra Dem, kjære Broder-Ven! Lad mig høre De har det fuldkomment dejligt, og ogsaa at De lidt venligen mindes Deres som altid søsterlig hengivne

Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost