Dato: 1. juli 1858
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

299 Til Henriette Collin.

Brunnen ved Vierwaldstädtersøen den 1 Juli 1858.

Kjære Fru Collin!

Allerede er det paa tredie Uge siden jeg talte med Dem og fløi ud over Land og Sø; her i Brunnen er det alt femte Dag Harald og jeg have vor faste Bolig, tæt ved den dybe blaagrønne Sø, med de høie sneedækkede Bjerge foran os; man veed her i Hotellet hvem jeg er og næsten lidt Plage er det med de mange Fremmede der komme til mig, omtrent som De veed det var i Wildbad; paa Reisen herhid traf vi Venner af min Musa, Tydske, Hollændere, Engelændere, ja ved Farten herind i Schweitz sad i Vognen en Franskmand og læste paa Fransk: den Lille Havfrue, det har overrasket Harald ligesaa meget troer jeg som han er det af Bjergene; igaar og i for­gaaers gjorte vi iøvrigt en stor Bjergfart; jeg leiede for 45 Frank frem og til­bage en stor firesædig Vogn, der var Plads for Dem og Louise, det talte vi om, og kjørte saa op til Hospicet paa St Gothardt, den øverste Spidse, op i Snee og Vinter; vi spadserede et Stykke ned paa den italienske Side og overnattede siden i Hospenthal. Veiret der truede med at blive slet, blev da vi tog afsted det deiligste og meest klare, jeg sagde det forud i Ho­tellet og jeg fik til Alles Overraskelse Ret. »De er et Lykkens Menneske!« sagde Agathe Aufdermauer, Søster til vor Vert her i Blunnen og en be­geistret Malerinde af mine Skrifter; det er ogsaa mærkeligt hvor Alt vel­signet føier sig for mig paa Reisen.–For Haralds Skyld blev jeg halvanden Dag i Hamborg og et Døgn i Hanover, da jeg mærkede han fandt Alt saa nyt, i Frankfurth bleve vi to Dage og han maatte med til Middag hos den oldenborgske Gesandt, det kneb jo lidt! ja, mellem os, han er temmelig tung at faae med, den meest stille og indesluttede af Brødrene, tidt koger det op indeni mig, naar jeg ikke høre et Ord af ham »Jeg tænker!« siger han eller »saaledes er min Natur«, ja denne er vist meget fortræffelig, men ikke oplivende for den Medreisende; gamle Bygninger kan faae lidt Tale i paa Tungen og Teuffelsbrücke, hvor just den deiligste Regnbue spændte sig over Vandfaldet gjorde ham til et levende Menneske, da var han glad! jeg troer iøvrigt at han morer sig og er tilfreds, men ret udtalende derom er han ikke og det er ganske mod min Natur. Jeg har i Brev til hans Moder bedet om at erfare hvorledes han morer sig; det er en Omvei.–Jeg kan ikke nægte at jeg har Angest over377 ham naar jeg tænker paa Opholdet hos

Serres, jeg vil saa gjerne han der skulde føle sig tilfreds og ogsaa hos Familien der gjøre et godt Indtryk. Imellem sidder han ganske stille og seer hen for sig, jeg spørger om det er Hjemvee, han siger: »nei, det gaaer nok over!, det er efter min378 Fader jeg har det!« Jeg har nu vænnet ham til at gaae ordenlig Tid i Seng, synes ogsaa at han Dag for Dag livnes mere, det trykker mig, ligesom den stadige Vækken om Morgenen, men saa har han det Fortrin for Andre[:] han er ikke saa modsigende, han har en uendelig Retskaffenhed. Om alle disse Indtryk beder jeg Dem imidlertid ikke tale, jeg skriver det til Dem, fordi det opfylder mig, og jeg trænger til at udtale mig; de gode Sider ere mange og det jeg pines ved er ene, denne store Stilfærdighed, denne Mangel paa Udtalelse;–jeg vil haabe det kommer! Han glædede sig ved Heidelberg Slots Ruin, der mødte vi Ludvig Müller, som fra Ems, alene havde gjort Udflugt; vi traf ogsaa Maleren Libert, som med sin Kone i et Par Maaneder har boet her. Da Harald og jeg havde passeret Basel kom vi foran Olten, gjennem den største Tunnel der endnu findes, næsten en halv Miil lang, vi brugte 10 Minutter paa Farten gjen­nem den; her var det ifjor den store Ulykke skete, hvor saa mange Menne­sker omkom.–Imorgen gaae vi til Ragaz, hvor der skal være meget male­risk, ogsaa Schaffhausen besøge vi, jeg troer at Vandfald særligt interes­serer ham. Glæder De mig snart med et Brev da send det til München poste restante, skriver De først om 14 Dage fra Dato, da lad det gaae til Dresden poste restante. At De og Louise have det godt vil jeg haabe, ligesaa Frøken wanscher hils dem begge to, og gjør De Bekjendtskab med Venner af min Musa, da hils!–Et kort lille Brev fra Fru Drevsen og et noget større

fra Jette Wulff ere de to eneste jeg har faaet hjemme fra; Endnu engang, De taler ikke om det Tryk jeg føler ved min Reisekammerats Stilfærdig­hed, det kommer vel! Deres trofast hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost