Dato: 1. juli 1858
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 431. Fra Henriette Wulff.

Kjøbenhavn d 1 July 1858.

Min kjære fortreffelige Ven!

Nu begynder jeg at blive lidt urolig over Intet at høre fra Dem fra Brunnen, hvorhen jeg sendte Brev d 19d Juni, efter at have modtaget Deres sidste lille venlige Farvel fra Korsøer af 16d.

Jeg er nu næsten fuld færdig til at sætte af til min Fart, men endnu paa Fallerebet, - for at blive i mit kjære Sømandsprog - et lille Farvel til Dem, endnu her fra Hjemmet - som denne By dog altid maa i Tanken vedblive at være for mig, selv om jeg ingen Tag mere har der, ingen Arne, at hvile mig ved. Guds Soel skinner jo overalt, som Guds Godhed og Fader Haand vil vaage - over den eensomme Vandrer eller Eeneboer. Paa Mandag d 5te gaaer jeg ned til Bøget3597) og bliver en otte Dage paa Jungshoved3598) hos Elise og Holger, gaaer saa til Kiel for at blive nogle Dage med min moderlige Veninde Baronesse Adeler, og saa maaske lidt ned i Thüringen eller - om jeg fik tillokkende Efterretninger fra Dem om Brunnen, for at træffe sammen, med en anden vandrende Ven,3599) for Øje­blikket i Kiessingen, at tage til Schweitz; men nu faae vi see! Hvordan mon De har haft det i disse hele fjorten

Dage, er De rask og er De tilfreds? Hvad gav jeg ikke for Besvarelsen af disse Spørgsmaal! Jeg gaaer nu i Dag til Ørsteds for at tage Afskjed, og har udsadt det saa længe, for om muligen at bringe Nyheder og gode Tidender om Dem! Her er Varmen aldeles ophørt, det er endogsaa koldt, og regner hvær Dag, gandske af de velbekjendte vaade kolde danske Somre!

Jeg haaber, hvis De er i Brunnen De har modtaget mit Brev, og glædet Dem over Dickens Erklbering. »Dagbladet« holder sig, som Bille sagde, aldeles rolig i den Sag; derimod har »Fædrelandet« efter at Alle Andre tie begyndt at »snakke« derom, og er slet ikke god eller værdig i sine Anskuelser om Sagen.3601) Never mind, - det er værst for den selv, dog Skade gjør den jo altid ved at rippe op i Sligt, da der ere svage Aander nok, der gjerne løbe med slige Liimstange. Jeg tænker mig Dem nu i alle mulige behagelige og gode »Tilstande og Stemninger« nydende i fulde Drag den friske Bjergluft, der gjør Dem

ligesaa frisk og sund paa Sjæl og Legeme som den er selv! Engang imellem kommer en lille Svartalf, og for­styrre disse mine glade Forhaabninger, ved at lade mig blive bange for at De ikke skulde være vel, eller Noget i Vejen - f: ex: ved Passet!

- nej dette er nu Spøg; jeg haaber det er ligesaa godt med den lille Fejlskrift, som noget Pas kan være. Mit

egentlige Pas jeg

tager med mig er - nogle af Deres

Breve, Deres

Portrait - seer De, det hjelper allerbedst en Dansk frem her i Verden, og er man nu af de Lykkelige der er lidt af en Søster og gammel Ven, bytter jeg ikke mine

Pas bort for alle Potentaters, hvis Kroner kan vippes af i et Nu - Deres sidder fastere med hvært Aar, og varer - ja længer end De og jeg kan tænke! Min kjære gode Andersen, hvor jeg er glad for Dem, og over Dem, naar jeg tænker paa Dem, rigtig

saadan De virkelig er - og at jeg gjør det ofte behøver jeg da ikke at sige; hvor ofte i en Række af Aar har jeg gjordt det, - men jeg tier ikke der med - før jeg tier gandske! ­

Foruden min Længsel efter at høre fra Dem og om Dem, ønskede jeg jo ogsaa meget at vide lidt om detaillerne i Brunnen's Aigle d'or,3603) og om De syntes det kunde være comfortablet, for a lonely Lady.

Fra den gode Stad Kjøbh er der aldeles Intet at fortælle, det er en total Mangel paa alle mulige Interesser; et »Læge-Møde« skal være her i disse Dage fra alle tre nordiske Riger, en »scandinavisk« Fest skal afholdes den 4d July i Ramløse3605) - voilà tout! At jeg føler stor Smerte ved at skulde forlade min kjære kjære Søster vil De vide, uden jeg siger det, dog som Gud vil, det er vist Alt til det Bedste, og jeg vil glæde mig til at skrive Dem til naar jeg er ude i det Grønne, det Frie, det vil vist ogsaa gjøre mig Godt, og jeg har det bedste Haab - til Alt vil gaae godt! Men Tiden iler, dette maae afsted jo før jo heller, for om muligt at gribe Dem i Flugten. Lad mig endelig snart høre fra Dem. Venligste Hilsner fra Søster Ida. Fru Jerichau er kommet; til hende gaaer jeg nu ogsaa hen, for at høre Nyt fra London.

I dette Øjeblik smiler Solen, der nu er en Sjeldenhed her, den skinner maaske ogsaa paa Alperne, De nu i dette Øjeblik betragter!! Farvel, kjære gode Ven, De er rigtig godt, søsterligt, venligst tænkt paa af Deres

H: Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost