H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 5. juli 1835

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 5. juli 1835
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

84. Til E. Collin.

Lykkesholm i Fyen den 5 Juli 1835.

Kjære Ven!

Var jeg i Kjøbenhavn, De paa Landet, mon De da skrev mig til? Men Andersen vil gjerne skrive Breve, siger De! nei slet ikke! den Lyst er for- længe siden borte; jeg troer det fornøier Dem at faae Brev og derfor skriver jeg, og skriver, som De seer et langt Brev. Gid jeg havde Dem hos mig, kun et Døgn, hvor megen Glæde vilde det ikke være mig; men det skulde være her paa det romantiske Lykkesholm, det smukkeste Sted jeg kjender i Fyen, hvor man spiser ganske fortræffelig, og kan faae Viin og sød Fløde saameget man ønsker. Ja De vilde vel rigtignok ikke more Dem saagodt, en heel Dag i mit Selskab, som De kan det med Constantin, Wanscher etc.; dog da jeg, som Egoist seer meest paa min egen Fornøielse, ønsker jeg Dem hos mig. Det er Kai Lykkes Stamhuus jeg er paa. Den ene Fløi er ganske antik endnu, med dybe Voldgrave, hvælvede Lofter og vævede Tapeter. Jeg har faaet det interessanteste Værelse, i et af de store Taarne, en bred gammeldags Topseng med røde Damaskes Gardiner, hele Olym­pen er vævet i Tapeterne, og over Kaminen er hukket Kai-Lykkes Vaa­ben. Desuden spøger det her, hele Gaardens Besætning troer det, men jeg har endnu intet mærket, skjønt jeg, især den første Nat var noget aarvaagen. Er der Spøgelser til, haaber jeg at de har faaet den Fornuft i den anden Verden, at de ikke vise sig for Gemytter der have saalevende en Phantasie, at den kan slaae dem ihjel ved slig en Leilighed. Gangen til mit Værelse er behængt med adelige, stive Portrætter, der see noget skimlede ud I forgaars fik jeg den Idee at bløde en Klud og vadske, netop Øinene paa dem allesammen, De152 skulde have seet hvor de gloede. Een af Frøkenerne, som ikke vidste deraf og pludselig saae paa dem, blev gan­ske forskrækket. Vi har den deiligste Have med Terrasser, den staaer i Forbindelse med Skoven og en stor Søe strækker sig lige op under vore Vinduer.–Jeg roer daglig omkring og synger Baccarolen af Maria.– Den gamle Fru Lindegaard, som eier Gaarden er en elskværdig og sær­deles gjæstfri Kone; Frøken Ramsharteren er hendes Beslægtede og af disse var jeg indviteret ud; jeg vilde kun have blevet et Par Dage, men den smukke Egn, den søde Fløde, Meloner og Jordbær, gjorte et stort Ind­tryk paa mine Sandser, og da man ret meget bad mig blive, er jeg her nu paa 10de Dag. Fortæl Fru Drevsen at Damerne her, sværme for mig, som hun for Bulver, og saa er det naturligt, de kjæledægge for mig. Man forguder Improvisatoren, alt hvad jeg siger og taler finde de fortræffeligt, Alt hvad jeg yttrer Lyst til giver man mig. Man spørger mig om hvad Retter jeg vil have, om jeg vil kjøre Toure. De kan troe Øehlenschlæger hos sin Prinds, flateres ikke mere, end jeg. Det er første Gang jeg ret har følt Behageligheden af at være Digter.–Af andre Fremmede er her een af den 2den Aprils Helte, den gamle Excellense Ritsbrith og af unge Piger, en Jomf: Hansen fra Odense, som er ret smuk, (hun skal være forlovet med Mortier de Fontane.). I Skoven skal jeg nu vælge mig et Træ, hvor der skal sættes et Vers til Erindring om mig. Den eneste Skyggeside herude er'ndash;slemme Tyre. De har stanget flere, hvilket skal være høist ubehageligt. Besøg fra de adelige Nabogodser have vi hvert Øieblik.–Jeg kan ret studere Characterer, og det glemmes heller ikke. Fortæl Louise at de unge Damer flokke sig om Digteren, de kjende da allesammen Lara og Flaminia, troe maaskee de selv er en saadan og jeg bliver da en Antonio­.–Det er skade at De (min kjære Ven) ikke seer mig i disse Dage, jeg er saa uendelig elskværdig, naar jeg ret bliver smigret, De kjender mig slet ikke i denne Situation. Omtrent Halvdelen af 2den Act af min Vaude­ville: »Skilles og mødes« er nu færdig, før Saissonens Begyndelse kan den blive indleveret, den er unægtelig, det Bedste (og vistnok det eneste Gode af) dramatiske jeg har skrevet. Dog frygter jeg at den ikke bliver anta­get; under Molbecks Regjering bliver jeg nok en Camoens der oversees og maa sulte ihjel, jeg indseer de Fortjenester han har, men gjennem­skuer ogsaa hans store Feil og Mangler. I den æstetiske Verden er han en daarlig Karl, der rigtigt skulde negles. Heiberg kunde det, Hertz kunde det. Men den første er nu i et Slags Forhold til ham ved Theatret, og den anden er ogsaa en forsigtig Snegl, det kan ærgre mig; de to, som have kaldt sig Smagens Riddere, de ikke sparger en Tudse bort af Banen.–At kjæmpe imod Hauck, som ingen Indflydelse havde paa Publicum, var til Unytte, at røre ved den sælle Kjøbenhavns Post, det var heller ikke stort, at hellig Andersen fik lidt kan have været ret gavnligt for ham, som var noget vilter, men det var dog ikke noget Udbytte for Smagen. De skulde hugge anderledes ind, da de dog ere fødte Smagsdrabantere, men de lægge deres egen Interesse i den ene Vægtskaal og hele Verden i den anden.–Har De ikke hørt noget til den tydske Oversættelse af Improvi­satoren, jeg længes efter at høre hvad Indtryk den gjør paa Tydskerne. Det er min bedste Bog, og den blev slettest betalt. Havde jeg været fransk og havdt ligesaa stort et Publicum i Frankerige, som jeg forholdsviis har i Danmark, da havde jeg ikke været en Betler, kunde have gjort en Reise igjen; inddrukket nye Billeder, beriget min Aand med andre Skatte.– Havde vi en virkelig kunstelskende Prinds, der følte for Kunst, virkede for den'ndash;da var jeg nu paa Veien til Grækenland. Hvor ganske ander­ledes kunde jeg nu ikke have Gavn af en Reise, hvor langt billigere reise.–Et nyt Arbeide, mere fuldendt, mere hædrende for mig, vilde jeg, med Guds Hjælp levere. Troe ikke jeg er uskjønsom, kjære Ven, jeg føler godt, hvormeget, der er gjort for mig. Men jeg kan ikke lade være at tænke, hvorlidet, der behøves til at give mig Leilighed igjen til at skabe et fuld­komnere Værk, og jeg indseer at det aldrig skeer. Nu kjender jeg for godt Verden, veed hvorledes det gaaer.–Det er Vennen jeg taler til, den eneste jeg har, den der er mig Ven, saa fuldkommen han kan være mig, efter hans Livsforhold, jeg synes munter, lykkelig, aldrig har jeg maaskee følt153 en større Smerte end siden jeg kom hjem. Jeg kan ikke gjøre for det. Jeg føler mig fremmed her i Hjemmet, min Tanke lever kun i Italien. O Eduard havde De indaandet den Luft, seet al den Deilighed, De vilde længes, som jeg. Husk, jeg har ingen Forældre, ingen Slægt, ingen Brud'ndash;faaer aldrig! jeg er saa uendelig ene [i] Verden. Kun hos Deres Forældre, drømmer jeg mig sommetider et Hjem, men hvor snart kan vi ikke der alle skilles ad, De gaaer bort, Louise følger Lind, det bliver engere og engere, Aarene flyve hen, jeg bliver gammel, og lever vist længe, meget længe; det er sørgelige Udsigter, kan jeg da ikke sukke efter Hjemmet, det Sted hvor jeg følte mig Hjemme, det varme Syden, det er den Brud, jeg længes efter, hendes Skjønhed fortryller mig, begeistrer min Sjæl. O kunde jeg dog sælge en Riig mine Livsaar; jeg gav ham Halvdelen for at kunde leve den ene Halvdeel i Italien. Eengang kunde jeg barnligt bede Gud om de forunderligste Ting og jeg havde et Slags lykkeligt Haab om Bønhørelse, nu er jeg blevet saa fornuftig, at154 jeg ikke kan bede engang om atter at see det deilige Syden; jeg veed jo det skeer ikke. Saae De til Bun­den i min Sjæl, De vilde fuldkommen indsee Kilden til min Længsel, og'ndash;beklage mig. Selv den aabne gjennemsigtige Søe har sine ukjendte dybe, Grunde, ingen Dykker kjender. Dog, De har jo dykket ned i hver lønlig Krog i min Sjæl'ndash;sagde De eengang.–Maaskee!–O var jeg dog meget riig. Da reiste jeg imorgen, i Dag, De skulde med, De vilde det nok! De skulde see al den forunderlige Herlighed, vi ikke her kjende, hvor Sommeren kun er en Scirokko, vi skulde ret blive Venner, staae smukt lige for hinanden. O, jeg har mange Goder i Vente i den anden Verden: Penge og Kjærlighed. Det første er jo Sjælen i denne Verden, det andet Sjælen i hiin. Begge fik jeg aldrig i dette Jordliv.–Siig ikke jeg nu er blevet følsom, at det gamle Klynkeri er kommet i mine Breve, jeg var saa smukt fornuftig i Vinter, kold, ligesom de andre Mennesker. Men kjære Ven, det er Sommeren, den varme Luftning, som virker ind paa mig og smælter. Om 14 Dage fryser det igjen. Jeg bliver jo i Danmark.–Bring mine kjærligste Hilsener til Forældrene og Deres kjære Sødskende, fortæl at »Lille Viggo«, er en Yndlings Sang her paa Gaarden. En meget elskeværdig Frue smæltede i Taarer over den, da en ung Dame sang om »Moders egen Dreng«, jeg har maatte fortælle om Originalen, den ædleste Blodsdraabe i den drevsenske Slægt. Hvad jeg elsker skal Verden ogsaa elske. Eengang maaskee skal den store Viggo synge den for sine Smaa. – Siig til Deres Jette at hver Gang jeg tænker paa Danmarks Deilighed for at trøste mig ved Tabet af Italien, siger jeg altid, Bøgeskoven, Jette Thyberg og vore Kløvermarker. Hils altsaa Nummer to af det Skjønne i mit Fædreland. Dersom De er galant, skriver De mig til, vil De gjøre mig en Glæde, gjør De det ganske vist, dog vente det'ndash;nei, jeg venter aldrig Behageligheder. – Fortæl mig om de nye Stykker der gik til de sidste Sommerforestillinger. Hvorfor fik vi ingen originale? Man sagde dog at Arnesen havde skrevet et Stykke. Naar venter man Fregatten. Hils Emil Hornemann; jeg kan særdeles godt lide ham. Næsten kunde vi blive Venner. Ønsk Deres Broder en lykkelig Reise. Bed ham bringe min Hilsen til Landsmændene i Rom, især Bøtcher og Fritz, siig han maa endelig bringe mig et Brev fra een af disse. Bed ham tænke paa mig naar han aander den milde Luft, seer den første Pinie, og de forunderlige sorte Øine, Sydens Døttre eie, den herlige Peters Kirke og Grotte azurra! skal jeg dog aldrig gjensee denne Herlighed! jo, jo! det kan ikke være umue­ligt! jeg vil da gribe Glæden, drikke Livet i store Drag. Nyde den store; Herlighed'ndash;som kun fløi forbi min Sjæl! Lev vel kjære Eduard! skriver De, da send Brevet til Odense.

Deres broderlige

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin