Dato: 24. juli 1858
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

302. Til Henriette Collin.

Maxen 24 Juli 1858.

Kjære Fru Collin!

De alene er næsten den Eneste, som denne Gang glæder mig med Brev fra Hjemmet, De skal altsaa ogsaa have Brev igjen; fra Fru Drewsen har jeg kun eet eneste lille Brev uagtet jeg har skrevet tre, eftersom Harald ikke er at drive til at sætte Pen til Papiret, og jeg synes dog hans Moder skal vide hvor vi er og hvad vi see. Deres kjære Brev modtog jeg i München, strax ved Ankomsten, efter et Besøg i Schweitz paa tredie Uge. Jeg fortalte Dem nok sidst at jeg havde lagt Veien op over St Gothardt og overnattet der­ oppe; senere da vi kom tilbage til Brunnen og havde udhvilet os gik vi med Deligense til Glarus, tog senere til den melankolske Wallenstädtersøe, altid af den Deel i Schweitz jeg ikke før kjendte og vi kom endelig til det, saavel af Digteren Cooper, som af den Reisende Kohl særdeles beundrede Sted Ragaz; de erklærer det for den største Mærkelighed i hele Schweitz og jeg erkjender det samme. Aldrig har Naturen i den Grad ved sin Storhed over­vældet mig; ja, jeg blev rystet, saa at Legemet leed et Par Dage derved. Ragaz har det meest storartede Hotel, som jeg endnu har seet, ganske amerikansk storartet, med Kirke og Theater; herfra gaaer en Klippe-Kløft en Times Længde, denne kan befares med en lille Vogn og i en saadan kjørte Harald og jeg mellem lodrette Klipper, der løftede sig ind i Skyerne, tæt under os, brusede den vilde Flod Taômina, endelig naaede vi en klosteragtig Bygning der spærrede os Veien, det var Bad Pfeffers; gjennem de lumre, uhyggelige Klosterhaller, der stinkede af Beufsteg kom vi atter ud i Naturen, men saa vild, saa trykkende, saa forfærdelig stor, at jeg strax stod stille derved: de lodrette Fjeldvægge mødte hinanden, her var dybt Tusmørke, Veien hørte op, men paa vaade Bjælker, spigede ind i Klippen, var et Galleri, med en eneste Træstamme til Gelænder, der førte, svævende, hen over den brusende Flod, som ved Enden af Galleriet, et Qvarteers Vei, springer kogheed ud af Klippen. Jeg sank formeligt to Gange sammen, men vilde dog naae Maalet, da jeg nu var, omtrent hundred Skridt derfra blev jeg grebet af en saadan Svindel at jeg skreeg høit og Føreren holdt mig fast, saa hans Negle gik ind i min Arm; jeg maatte ud og sank ganske betaget til Jorden. Den rolige Harald gik derimod til Maalet, men sagde dog »Det var forfærdeligt!« og altid kommer han tilbage til dette Indtryk, som det meest Uforglemmelige fra Sweitz. Vi gik til Wesen og siden over hele Zürickersøen, i al dens Længde, boede udmærket i Bauers berømte Hotel i Schweitz hvor man faaer elleve Retter Mad, men naar man har boet hos Baron Henrik Stampe, som Harald har, saa er man ikke vel beværtet i380 Schweitz; Kjøkkenet paa Christinelund og især Vinen der er bedre!–det er meget kjedeligt at høre gjentage!–Men hvad har jeg ikke maatte høre, og hvad vil jeg ikke faae at høre, der hvor i381 hver Yttring af den Ene kun er den rene Sandhed. De Fordringer og Forlangender, som den unge Slægt af det Drevsenske Huus har382, er overraskende, ingen Prinds kan være bedre tilvant. Tidt har jeg i Stilhed lidt til Taarer og jeg veed'ndash;jeg vil senere kun have Utak til Tak!–Ja, ja! jeg kjender mine Mennesker!–Dog vær mere taus med hvad jeg siger, end jeg her fornuftigviis er det.–I München bleve vi en Uge, Harald morede sig, og Nürnberg overraskede ham og han var livlig og tilfreds, siden tog jeg for hans Skyld til Bamberg der ogsaa til­talte ham; Reisen fra Nürnberg til Leipzig, den jeg altid gjør i een Fart, brugte vi tre Dage til, da han og hans Brødre, ikke taale at reise længe paa Jernbanen, og strax klage over Udmattelse. I Dresden modtog Hr og Fru Serre os paa Jernbanen, og efter to Dages Ophold i Byen kjørte vi her ud til Maxen, hvor jeg synes at spore, første Gang, at Reisen har været Harald til Oplivelse; han er her meest omgjængelig, taler en Deel, spaserer med Damerne og de sige at han udtrykker sig godt, paa Tydsk, kun lidt lang­somt; han synes godt om Maxen, om Menneskene og om Maden. Imorges stod han, af sig selv op, Klokken otte, noget jeg ikke før oplevede, og han ligger i dette Øieblik med megen Velbehag i Sophaen og læser Auerbachs »Barfüsle«, jeg har i et Par Dage været stærk forkjølet, han, der hver Nat ligger med et Lagen, eller slet Intet over sig, har faaet Snue, jeg har smittet ham klager han over; det er ogsaa kjedeligt at høre, dog som sagt, her er han høist elskværdig i opgaaende Velbefindende, Himlen holde ham i det Humeur. Schaffhausen som vi besøgte, troer jeg tiltalte ham mindst, vi beseilede hele Bodensøen lige til Lindau, men hvad der har efter­ladt en blivende Erindring hos Reisekammeraten er Luzern, Brunnen, St Gotthardt, Bad Pfeffers, og Nürnberg. Nogle Tegninger har han gjort, men skrive Breve, det er det umueligt at bringe ham til; da vi heller ingen erholde fra hans Familie hjemme, uagtet jeg har anstrænget mig med at skrive, saa vil jeg lade ham i Ro, om ikke andet, saa for Huusfredens Skyld. Jeg er kommet til Erfaring ikke at søge Gjenklang for noget Indtryk, ikke at høre Deeltagelse, ikke at høre Udtalelse uden hvor der er Ting at sige der ikke kan fornøie mig, Stædernes Mangler f Ex, stærk Anti-Tydskhed, der jo er høist roesværdig hos en Dansk. Af de fire Reise-Kammerater jeg fra Huset hjemme har ført ud at see lidt af Verden er Indtrykket paa mig: Viggo var den interessanteste men meest sære og heftige; Einard den kjærligste, men særdeles vanskelige, Edgard, den omgjængeligste, Harald den meest tause og den som har størst Fordringer. Mellem os være dette sagt!

for Himlens Skyld, jeg faaer vel Ubehageligheder og Ærgrelse nok'ndash;i Ti­den!–Gid Harald maa vedblive i den Tilfredshed og Ro han synes stillet i her i Maxen, Viggo kunde slet ikke udholde det her, og med Einard gik det kun i 5 Dage, saa jog han mig afsted. Harald synes at finde sig i at kunne ligge stille et Sted, hvor man har det godt.–Den 28de er det Serres Fødselsdag, da komme her et Par hundred Mennesker; vi blive vistnok endnu en 14 Dage i Udlandet, kan De, da glæd mig derfor snarest med Brev: Dresden poste restante. Jeg veed ikke om De faaer dette Brev paa Føhr eller i Kjøbenhavn. Hils Louise og Jonas, lige saa Frøken Wanscher, Deres Mand, naturligviis, ikke at forglemme. Nu lev hjertelig vel! Gud glæde og bevare Dem og Deres Hjerteligst

H. C. Andersen.

[I Margen: ] Tilgiv, fra Maxen kan jeg ikke frankere dette Brev.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost