Dato: 16. juli 1835
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

86. Til E. Collin.

Odense den 16 Juli 1835.

Min kjære, fortræffelige Eduard!

Igaar kom jeg fra Lykkesholm, og fandt da et Brev fra Dem, som – ærligt talt – jeg slet ikke ventede, thi i Brevkapitlet har De slemme Synder! det glædede mig særdeles; det var et af de Øieblikke hvori jeg føler, at De er mig kjær, kjær, som en Broder, ja næsten, som Italiens Natur. Posten gik samme Dag, men der var ikke Tid til at sende Svar med den, jeg kan nu først faae dette Brev afsted om 3 Dage, og havde dog saa gjerne skrevet strax. Hør nu om mit Ophold paa Lykkesholm; det blev længere end jeg havde bestemt, man ønskede at beholde mig, flaterede Digteren og gav Mennesket den bedste Mad, Viin og Fløde og saa lod Andersen sig over­tale til et Ophold paa 17 Dage. Man søgte at skræmme Helten derude. Satte en lebendig Hane under min Seng, fyldte Oldenborg i Kræmmer­huse, som hæftedes paa Omhængene, lagde Ærter i Sengen etc. etc., men jeg opdagede Alt, og var ædelmodig med ikke at hævne mig. Rigtignok havde jeg den Beslutning at lægge mig selv, som et Spøgelse i een af de i unge Damers Seng (de havde lagt en qvindlig Dukke i min), men jeg betænkte mig, jeg frygtede for at blive for nærgaaende. Den gamle Frue, som jeg betroede mig til derom, syntes ogsaa at have Betænkeligheder. Det var Dagen før Sanct Knuds Markede jeg forlod Lykkesholm og kom til Odense. Slugte Deres Brev og – hør nu en høiest fürgterlig Historie og glem ikke at fortælle Deres Søster og Jette den. Jeg har et Par tynde Skoe fra Paris, de ere uden Kappelæder og holdes kun ved Kantningen. Disse tog jeg paa og for at være ret nydelig om Pusselankerne maatte jeg ogsaa iføre mig mine parisiske smukke Silkesokker, der da ere saa tynde, at man aldeles ikke aner at de ere paa. Nu gaaer jeg da paa Gaden. At jeg har løftet Beenklæderne lidt, for at Strømperne kunne sees, er rimeligt. Ellers havde man jo ingen Fornøielse deraf. Jeg gaaer, men Kantningen i Skoene gik ogsaa, dog gjorte det ikke andet, end at Skoene blev lidt rummelige. Om Middagen er jeg hjemme og sidder ved Bordet, da siger man: »Er der ikke noget Galt ved Skoene«; jeg griber med min lille Haand ned om Foden og føler bag i en nøgen Hæl der forlænger sig opad, saalangt jeg kan føle. Himlens Hærskare! Begge de tynde Silkesokker er gledne ned, men lidt efter lidt og ind i Skoene. Jeg har kun Strømper om Vristen og den halve Underfod, hele Skaftet, sad inde under Foden og saaledes har jeg gaaet ganske blottet! I Bevidstheden om de deilige Strøm­per har jeg vidst hævet lidt Pantalonerne og man maa have seet de hvideste Hæle, en Homeer kunde give Venus. I første Øieblik blev jeg sønder­knuust, men nu er jeg fattet. I den Overbeviisning, at har man seet mine hvide Bagdeele-Been, (O: Hæle) man sikkert har tænkt at det var hvide Silke Strømper. Men det er altid en net Historie! N'est pas! – Nu have vi Markede. Luften er opfyldt med Lugt af Bønderne. Jydepotterne have seet deres Digter og Solen skinner endelig engang lidt varmt. At man gjør meget af Improvisatorens Digter her i Odense, maa jeg ikke glemme at mælde Dem; men de komiske Forklaringer jeg hører over hvem der skal være meent ved enkelte Personer i Bogen bør heller ikke forbigaaes. Den dummeste er da at – og det skal være ganske sikkert, er der sagt: at den gamle Eccellence er Deres fortræffelige Fader, og Signora Francesca – tænk: Deres Moder! Jeg har da beedt de kjære Sjæle at læse Dedicationen i Bogen nok en Gang, den passer ikke til den borghesiske Slægt. Lara skal være et virkeligt Væsen jeg har elsket i Neapel. Forleden Aften var jeg i Selskab med een af Honoratiores Fruer fra Byen Faaborg, en meget pyntet Dame, jeg viiste hende nogle Kobberstik og siger da: »Her skal De see Indkjørselen til Rom, piazza del popolo. Der staaer en Obelisk som er 3000 Aar gammel.« »En Organist!« siger hun. »Nei, en Obelisk!« – »Ja vist! men hvor kan en Organist blive 3000 Aar!« – Jeg vil døe paa at det er Sandhed hvad jeg fortæller. Et heel Selskab var Vidne dertil. Jeg fortalte ogsaa om Alperne, der hævede sig over Skyerne. »O,« sagde Fruen, »tæn­ker De at jeg troer det! skulde der være Bjerge op til Skyerne!« – Jeg for­sikkrede at man med sex Heste kunde kjøre der. »Saa maa man jo falde ned!« sagde hun. »Nei, jeg veed nok at de, som reise! de digte og De er nu saadan en Digter!« – Men jeg vil gaae tilbage til Deres Brev; der kunde være et og andet at besvare. De siger at De troede det var en Slags Trods hos mig at jeg ikke, før henved en Maaned var gaaet, skrev Dem til. Nei det ligner jo slet ikke mit alfor bløde Gemyt. Seer De, jeg skrev jo, men skrev først til Louise, fordi Damerne maa man være galantest imod og – jeg troede hun satte mere Priis paa mit Brev end De. Dernæst spørger De mig: »Faaer De Deres Thee paa Sengen?« – Nei, hvor kan De troe det! jeg vil heller sidde imellem en Kreds af unge, nydelige Damer og drikke af deres Øine og Theekoppene, end være alene i den tossede Seng. De glæder Dem over min practiske Fornuft! ja, seer De kjære Ven, det har jeg altsammen af Deres Omgang, jeg kan endogsaa være gnaven, hæftig, grov, Noget der slet ikke lignede mig i min Phantasies Uskylds-Alder. – Jeg har faaet en Fleersidighed, De vist vil beundre. Jeg kan sværme for en herlig Kjødsuppe og Dyresteeg, som for sorte Øine og Bellinis Melodier. Jeg drikker heller Kjernemælk, end Morgenrøde; og Champagne er den Kilde, som risler deiligst i mine Digterlunde. – Deres Skildring af mig som Digter, (poîein) naar jeg har spiist godt, er træffende, men ikke nye. Jeg havde ventet noget mere af Dem, især da De jo ogsaa giver Dem af med dette poîein Haandværk, baade i løs og bunden Stiil, aandelig og legemlig, og Deres har det egne, at det formelig smælte[r] sammen. De siger at De har Lyst at drille mig! Hvor vi dog ligne hinanden i vort Ond­skab! see det er netop samme Lyst, som besjæler mig! som gjør mig Dem saa interessant, saa umistelig. De klager over en indgroet Negl paa den store Taae, jeg har en Liigtorn paa den lille, som smerter mig utilladeligt, ogsaa heri mødes vore Følelser. De læser gjerne en god Bog, jeg læser helst mine egne Digte, see det er atter Overeensstemmelse. De vil spille Boccia! see kjære Ven, det er een af mine første Passioner, men jeg gjør det nu mere i det store, jeg spiller med poetiske Stene og kun i det høie Digterkompagnie. Jeg kaster Improvisatoren, Bulver lod »Studenten« ryge af, og Paludan Møller lod een gaae, som vi kalde Zuleimas Flugt. – De har nu en Kjæreste, en elskværdig, næsten alfor smuk lille Skabning – men jeg har dog een ligesaa elskværdig og smukkere: den store Natur. Hun har en heel Verdens Forstand og en Ungdommelighed, som aldrig taber sig. Hun synger for mig, hun kysser mig og det er fra hende jeg faaer Smør, Kjernemælk og Jordbær, altsammen en staaende Medgift. Men nu til en anden Historie Jeg har læst Litteraturtidenden hvori Critikken over Improvisatoren staaer. Da man sætter min Bog over Corinna, maa jeg være157 tilfreds, skjøndt jeg ikke sætter Corinna farligt høit, hvad ellers den gode Mand siger er jo meget smigrende; men De kan troe mig, kjære Ven, det er en egen Følelse, at see sin Dommer, hæve Ting, man selv seer under den Værdie og derimod aldeles at glemme Ting, der ere de Bedste. Han har ikke været i Italien, ellers var ganske andre Steder, blevet bemærket, end han udpeger. Hvad Oversættelsen af det dantiske Vers angaaer, da er det noget Sludder af ham at skrige paa Ukorrecthed i Oversættelsen, det er jo ganske anderledes at sætte det i Prosa og saa at gjengive det i Vers. Hvad de »italienske Ord«-Synder angaae – Ja, saa var det ønskeligt at de ikke vare, men ærgre mig, som De beder mig om – det er jeg ikke oplagt til. Næste Gang maa man see bedre efter dette Pillerie og det er jo nok! Jeg er tilfreds med Critikken, skjøndt den gode Mand, ikke er Bogen voxen (han kjender seer jeg ikke Italien), Feilene har han bedre vidst at finde, end Skjønhederne. – I samme Nummer fandt jeg en Critik (sidste Halvdeel) over Christian Winthers Digte, den behagede mig, jeg fandt den meget billig, og godt skreven. Jeg troer den er af Bagger. Imid­lertid seer jeg i Kjøbenhavns Posten at en Antikritiker er meget vred og – mig synes det saa – antager Critikken i Litteraturtidenden for at være af Molbech158, men hvor kan man det! Iøvrigt er der meget godt i denne Antikritik, kun at den ikke høre hjemme der hvor den er kommen. Winther har ingen været ubillig imod. Den 13de Juli er altsaa Louise reist til Jylland, Gud veed om jeg er i Odense naar hun og Lind komme derigjennem paa Tilbageveien, det vilde glæde mig saa uendeligt at see dem.

Linds Svoger gjorte jeg nyligt Bekjendtskab med hos Professor Saxdorfs, han ventede at Lind og Louise besøgte ham, ogsaa mig var han saa artig at indvitere159, dog kommer jeg ikke, jeg veed jo de andre neppe komme, og jeg er mere udbuden, end jeg kan overkomme. Improvisatoren er sær­deles elsket og læst i Fyen, den har alt været udsolgt her hos Hempel og Milo, saa de have maatte skrive om nye Exemplarer; paa alle Herregaarde er Bogen, og nu vil de ogsaa have Digteren. Jeg faaer den bedste Mad og de nydeligste Damer flokke sig om mig, det er den første Sommer jeg trækker Renter af mit Digtertalent. Jeg griber nu ogsaa bedre den flygtende Glæde. Gid at min Udenlands Reise begyndte iaar, hvor langt anderledes skulde jeg ikke nyde Alt, reise ogsaa, som Menneske. Hvad der ellers meest glæder mig er de mange fornuftige Mænd, der vise mig Opmærksomhed, meer, end jeg før har kjendt. De sige Alle, jeg har vundet saa betydeligt ved min Reise og at en nye maa kunne realiseres – ja, see, i det Capitel ere de ikke saa fornuftige. Men vi ville ikke tale om Reisen, ikke tænke paa mit Hjertes Kjærlighed, den blomstrende Italia, mit Brev skal være160 Glæde, jeg er jo øieblikkelig glad. Det er varmt Solskin og jeg taler med min kjære, kjære Eduard! Lad Jette sige Dem smukt fra mig: »Jeg elsker Dig!« Hun tør nok sige »elsker«, nok kunne dutte, hos en Mand bliver det til161 Sentimentalitet og det er noget jeg har rystet af Ærmet, ligesom Bernardo, rystede sin Uskyldighed. Istedet for dette: »Jeg elsker Dig!« lad os da altid sige: »Jeg driller Dem162!« naar kun Meningen er god, saa kan det øvrige være det samme. Naar De skriver mig igjen til, skal De strax faae et Brev; jeg bliver her i Fyen bestemt 14 a 16 Dage endnu, tager saa til Nørager eller Sorø. Fru Bangs venlige Brev takker jeg meget for. Det fornøiede mig, som jo altid det Behagelige maa gjøre. – Seer jeg Bekjendtere paa Nørager? Af Nyheder har jeg ingen, uden at det er varmt! hils Deres Fader og Moder ret meget. Jeg vilde saa gjerne have seet ham og Drevsen paa deres Tilbagereise. Adjunkt Hanck bragt[e] mig Fade­rens Hilsen. – Fortæl mig endelig om hvorledes det gaaer med Deres Sø­ster Fru Drevsens Bryst! taler hun da slet ikke om mig! hvad siger Viggo, den fyensk berømte Viggo. Alle spørge mig om hans Elskelighed. Hils alle de kjære, smukke Børn. Beed Deres Broder ikke at glemme mine Hil­sener til Bøtcher og Fritz. Et Livs Lyksalighed venter ham! den Lykke­lige! men der kommer jo en Tid han ogsaa siger: Jeg var der! – Atter Bedemands Stiil! vi ere lystig, ville være det og det er jo Sommer, den varme, otte Dage lange velsignede nordiske Sommer! Naar venter man Fregatten? Jeg længes efter Jette Wulff! hun var vist lykkeligere havde hun døet i Italien, var flyvet fra Jordens Paradiis ind i det himmelske. Bring hele det thybergske Huus en Bouquet af Hilsener, men den smukkeste Hilsen, Rosen, hvorpaa jeg trykker mit Kys, presentere De for Deres Jette. Nu kan jeg jo nok gjøre det, da Louise er borte, for ellers sagde hun, nok, som ellers: han er altid galantest mod Jette. Dersom Emil ikke takker for mine Hilsener, saa er denne, den næstsidste han faaer. Lev nu vel! har jeg glemt nogen af de kjære! – Ak jo! Een! hils Hjalmars Moder og den lille Søn. Nu lev vel! Broderen!

(Har Moderen ingen Bog paa Søndag, saa lad hende læse dette Brev).

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin