Dato: 6. august 1858
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 434. Fra Henriette Wulff.

Liebenstein3624) d 6 August 1858.

Min kjære gode Andersen!

Her sidder jeg ved et nydeligt lille Badested, hvor jeg har i Sinde at blive en 3 Uger i al Fred og Roe, og det er herhen jeg nu gjerne vilde at De lagde Deres Vej, naar De gaae hjem efter; det kan ikke være meget af Deres Vej, enten De gaae lige op mod Norden, eller gaaer først lidt Vester efter, at jeg kan see Dem lidt i al Stilhed, skjøndt for Dem veed jeg ikke om der er Stilhed her i Tydskland; dog her, hvor der vel er en Deel Menne­sker, kan man dog leve ret stille uforstyrret for sig, naar man vil, det kan jeg alt mærke, og det vilde være en usigelig Glæde at see Dem, endnu engang, og dette er den eeneste Maade jeg seer det gjørligt paa, da jeg først skal være i Hamborg d 1 Sept for at gaae over Atlanterhavet.

I Tirsdags sendte jeg et Brev til Dem, hvorpaa jeg maaske snart faaer Svar, men vilde dog ikke oppebie det, før jeg sender denne lille Efter­skrift, for at sige Dem hvor jeg er, og hvor jeg gjerne vilde have en lille rendezvous med Dem. Det er 3 Timers Kjørsel fra Eisenach, hvor »die hohe Herschaften« som de sige her, forlader om nogle Dage, jeg troer ikke engang at dette hører med til Eisenach, men til Meiningen, eller en anden stor potentat. Hvilken Jammerlighed her i Tydskland med alle de smaa Fyrster, og smaa underdanige Undersaatter; det er gandske curiøst at see for et Menneske, der kommer gandske friskt ind i det. Det var mig rigtignok en Umulighed at leve i dette Land, Gud frie mig fra at døe i det! Jeg er her ellers gandske rask og som en Fugl i Luften, kjender ingen uden min gode Ven Hamilton, der bruger Badet, Stakkel han er slet ikke vel; men han er inderlig god og trofast, som en Broder imod mig, han hilser Dem venligst; og vilde være blandt de Lykkelige hvis De kommer her; han har meget forandret sig i alle de Aar, og jeg troer de Fleste vil finde til hans store Fordeel.

Jeg troer sikkert De vil finde det meget skjøndt her, afvexlende frodige Korn-Marker, og Skov bevoxede Bjerge, hvor de smaa Byer og Badesteder ligge saa gjemte og skjulte nede i Dalene og i Bjergpasserne; men De kjen­der vel hele denne Thüringer Natur; det er ingen storartet Natur, men Venlig og Indtagende; men Vand mangler her gandske forfærdeligt, ikke at her jo regner nok, men jeg mener Hav - Søer - Floder - Vandløb blodt, jeg tørster bestandigen! Baade Sjæl og Legeme.

Og nu De min gode Ven, hvordan mon det gaaer Dem? Jeg haaber bedre end da De skrev sidst, og at De snart siger mig det, - mon De kom­mer her over? Jeg er meget længselsfuld efter Deres Bestemmelse; som jeg kjender Dem, kunde jeg næsten troe, De kunde blive lidt vred, naar man vil komme med en idée der forandrer Deres engang lagte Plan, men dennegang, og paa mig nu , troer jeg ikke det skeer, skjøndt jeg veed det vil gjøre Dem ondt hvis? De ikke kan eller vil samtykke i mit Ønske. Allons - nous verrons!

Fra Hjemmet har jeg ofte Brev, fra min kjære søde Ida, hun har det jo tungt her i Verden, men Gud giver os jo intet Kors at bære, uden ogsaa at give Kræfter dertil; hvem har følt og føler det dagligen, hvær Time - meer end jeg, hvis Skjæbne er saa besynderlig, at jeg ofte selv forundres over hvad Gud i al sin Kjærlighed tilskikker mig til Prøvelse og Tugtelse. ­

Vejret er uroligt i Dag, men dog smukt, som Vinden driver Skyerne hen ad Himlen, snart skinner Solen stærk, snart er det gandske mørkt, hvorved fremkommer herlige Belysninger over Landskabet, som det her ligger ud­strakt for mine Vinduer.

Men nu Farvel min kjæreste broderlige Ven; dette er skreven i stor Fart , jeg skal til at spise, og dette skal paa Posten endnu i Aften.

Hvorledes De end opfatter denne min idée med at gaae her over Lieben­stein, og sees her, saa lad det blodt være i al Venlighed, og slet ingen anden Følelse maae De derved have mod Deres som altid trofast hengivne

Søster Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost