H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Clara Heinke 15. oktober 1858

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 15. oktober 1858
Fra: H.C. Andersen   Til: Clara Heinke
Sprog: dansk, tysk.

Min kjære Veninde

Jeg havde saa gjerne skrevet til Dem før, men i den sidste Uge har jeg følt mig saa ulykkelig og forpint efter et Budskab, der er indløbet om Dampskibeet "Austria"s Forlis. Det er brændt og gaaet under langt ude paa Atlanterhavet. En elsket Barndomsvendinde af mig, Frøken Henriette Wulff, en Datter af Admiralen, Byrons og Shakespeares Oversætter, var om Bord! Den 1ste Sept. indskibede hun sig til New York. Hun var syg, srøbelig af Naturen, en stakkels Krøbling, men lige saa svagt hendes Legeme var, lige saa stærk var hendes Aand, et ildfuldt, genialt Menneske med det reneste, ædleste Hjerte - det læste man straks i hendes store, kloge, blaa Øine! Hun har altid været mig som den kærligste Søster, og i min Ungdom ikke uden Indflydelse paa mine Digtninge. Og nu er hun død, maaskee indebrændt ude paa det vilde Verdenshav. Har De ikke læst de rædselsfulde Skildringer om Ulykken? Og tænk saa paa denne lille, hjælpeløse Kvinde, ensom og alene, uden Ledsager! O - jeg kan aldrig faa denne Rædsel ud af mine Tanker!

Hvad jeg frygtede er sket! Henriette Wulff er omkommen! Det har overvældet mig, det fylder mig med en grænseløs Sorg. Jeg har Intet kunnet foretage mig, ikk ekunnet læse, endnu mindre skrive. Og jeg gør mig nu Bebreidelser, fordi jeg ikke synes, at jeg tilstrækkeligt har vist hende her i Livet, hvorinderlig kær hun var mig. Og nu er hun borte! O, gid hun maatte fornemme mine Tanker, saaledes som Gud hører et Menneske, naar vi beder til ham!

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Meine liebe Freundin! Ich hätte Ihnen so gern schon früher geschrieben, aber in der letzten Woche habe ich mich so ungklücklich und gequält gefühlt nach einer Nachricht, die über den Schiffbruch des Dampfers Austria eingelaufen ist. Er ist verbrannt und weit draußen auf dem Atlantischen Ozean untergegangen. Eine geliebte Kindheitsfreundin von mir, Fräulein Henriette Wulff, eine Tochter des Admiarals, des byron- und Shakespeare-Übersetzers, war an Bord. Am 1. September hat sie sich nach New York eingeschifft. Sie war krank, gebrechlich von Natur, ein armes veerkrüppeltes Geschöpf, aber so schwach ihr Körper war, so stark war ihr Geist, ein feuriger, genialer Mensch mit dem reinsten, edelsten Herzen, - das las man sofort in ihren großen, klugen, blauen Augen. Sie ist mir stets wie die liebste Schwester gewesen und in meiner Jugend nicht ohne Einfluß auf meine Dichtungen. Und jetzt ist sie tot, vielleicht verbrannt auf dem wilden Weltenmeer. Haben Sie nicht die grauenvollen Berichte über das Unglück gelesen? Und wenn man sich dann diese kleine hilflose Frau vorstellt, einsam und allein, ohne Begleiter! Oh ... ich kann dies entsetzen gar nicht loswerden aus meinen Gedanken.

Was ich fürchtete, ist geschehen! Henriette Wulff ist umgekommen! Das hat mich überwältigt, das erfüllt mich mit grenzenlosem Kummer. Ich habe nichts unternehmen,nichts lesen,noch weniger schreiben können. Und ich mache mir jetzt Vorwürfe, weil ich finde, daß ich ihr im Leben nicht deutlich genug gezeigt habe, wie von Herzen lieb sie mir war! Und nun ist sie fort! Oh, wenn sie doch meine Gedanken spüren könnte, so wie Gott einen menschen hört, wenn wir zu ihm beten.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter