Dato: 2. november 1858
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn 2 November 1858

Kjære velsignede Fru Læssøe!

Det var i den sidste Tid længe i min Tanke at skrive Dem til, da jeg nu ikke længer kunde søge Dem ude paa Østerbroe, jeg vidste Deres Deeltagelse for Jette Wulff og alle Tanker hos mig dreiede sig nu flere Uger kun om hende og hendes Skjæbne paa Austria, jeg kom imidlertid ikke til at skrive, men De har, som altid med moderligt kjærligt Sind erindret mig, og givet mig varme, hjertelige Ord; tak for Deres Brev; jeg havde øieblikkelig besvaret det havde jeg deri kunnet see Deres Opholdsted, men nu har [jeg] først hos Fremmede maatte faae dette at vide og opsætter jeg noget een Dag, da gaaer der let flere! - Ved den første Efterretning om Austria blev jeg forfærdet, men, ligesom Fru Kock, jeg havde endnu Haab om at Jette var ræddet; Dag for Dag søgte og slugte jeg hver Efterretning Aviserne bragte, og sammensatte mig stykkeviis et fuldt Billede af den skrækkelige Begivenhed og jo tydeligere Billedet blev, jo svagere blev Haabet; det norske Barkskib var tilsidst den eneste Frelsens Muelighed, men da jeg hørte at dette kun havde bjerget Mænd, der havde holdt ud at drive Natten over paa Havet vidste jeg hun var borte fra os, det der ogsaa bekræftedes i T i m e s, hvor hendes Navn stod mellem Navnene paa dem der sikkert vare omkomne. - Dag for Dag var min Phantasie blevet betaget af Rædsels-Billedet, jeg blev selv angest over hvor febril levende jeg saae Alt; i flere Uger har jeg aldeles Intet kunne bestille; min Følelse troer jeg er nogenlunde beskuelig i det lille Digt jeg skrev over vor bortgaaede Veninde, det stod i "Dagbladet" 2 og da De maaskee ikke seer samme vil jeg her vedlægge en Afskrift. Mit Haab er at Jette Wulff har faaet Frelse i Døden mellem de deres [sic] tidligst sank i Havet, hun har ikke seet al den Rædsel der Time for Time blev skrækkeligere! Gud vor Herre har optaget hende i sin evige Alkjærlighed! paa Gud og paa sin forudgang[n]e Broder har hun visselig tænkt i de sidste Øieblikke, tænkt med den Inderlighed der i den største Angest giver Støtte. Hun hørte til de Enkelte, som ret inderligt holde af mig; hun skattede og i høi Grad overvurderede mig! hun havde en Fylde af Følelse at give og gav, den jeg, det bebreider jeg mig nu, ikke nok gjengjældte. Det piner mig nu at jeg ikke i Tydskland paa Hjemreisen i Sommer gjorte en Omvei, det hun ønskede 3, for at vi endnu engang før hun forlod Europa, kunde mødes; men jeg var syg i Udlandet, leed i fire Uger af Bylder, der gjorte al Reise besværlig for mig; det var piinligt, selv i mindre Dag-Toure, at naae Hjemmet. - Den ene af de ældre Venner gaaer efter den anden, Fru Hartmann, Ørsted, ak, de kjæreste og bedste, nu Jette; de nye Venner blive os ikke de som dog de ældste vare! - Dem, kjære Fru Læssøe holdt Jette Wulff uendeligt meget af, hendes Søster Fru Kock, hvem De i disse Dage har sendt et deeltagende Brev, gjentog igaar for mig hvor hjerteligt Jette hang ved Dem. De siger i Deres Brev til mig at De bebreider Dem at De ikke oftere saae og søgte hende; de Ord rører en øm Streng ved mit Hjerte, den der naaer fra Dem til mig; De er nu reist saalangt hen i en afsides liggende Deel af Landet, hvor tidt mon vel, i flere Aaringer, jeg faaer Dem at see; hvor let var det ikke før da De boede paa Østerbro, og hvor sjælden, hvor saare sjælden kom jeg derud; det var ikke af Mangel paa sønlig Hengivenhed, Venskab, Vedhængenhed, mit Hjerte var og er fuldt deraf, men jeg slentrede fra de varme Tanker og lod Dem mindre fornemme disse, det bebreider jeg mig. Glæd mig engang imellem med et Brev, jeg skal blive en trofastere Brev-Gjest end jeg var i Virkeligheden, som den Besøgende. - Ordene jeg skrev over Jette følge her.

Jette Wulff

#

I det brændende Skib, paa det rullende Hav,

I Rædsler, som ei vi udholde at høre,

Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,

Dødsmaaden og Kampen, naaer aldrig vort Øre!

#

Du dristige, kraftfulde Sjæl, Du Dig holdt

I et skrøbeligt Legem, høit stod Du i Vrimlen,

Og aldrig dit ildfulde Hjerte blev koldt;

Her Faae kun forstod’ Dig, men Flere i Himlen!

#

Du var mig en Søster, deeltagende stærk,

Min Sjæl holdt Du oppe naar Verden mig traadte,

Du kjendte, forstod mig og det er dit Værk,

At tidt jeg ei sank, naar synke jeg maatte.

#

Det Falske, det Tomme, det Bjældeklangs Smaa,

Har Hobens Beskyttelse, bæres af Strømmen,

Dens Løb ei forandres, Skum-Bølgerne gaae,

Og Jordlivet gaaer - det er endt, snart som Drømmen.

#

Farvel min Veninde fra Barndommens Aar,

Du var mig meer god end jeg det fortjente,

Nu har Du stridt ud; hos en Broder Du staaer,

Med hvem alt paa Jorden Dig Længsel foreente.

#

Din Kiste blev Havet, det rullende Hav,

Og Indskriften over Dig staaer i vort Hjerte,

Din Sjæl er i Himlen, der Herren Dig gav

Lyksalighed tifold for Dødsstundens Smerte.

#

I det brændende Skib paa det rullende Hav,

I Rædsler, som ei vi udholde at høre,

Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,

Dødsmaaden og Kampen naaer aldrig vort Øre!

___________

H.C. Andersen

Ikke sandt, jeg hører jo fra Dem, kjære Fru Læssøe, jeg faaer snart at vide om dette Brev er naaet til Dem, thi jeg er i Tvivl hos hvem af Deres to Sønner i Ribe Amt De er 4. Paa Udreisen i Sommer og da jeg kom tilbage, var jeg i Flensborg, begge Gange søgte jeg der den Grav der er Dem og os Alle saa nær 5, jeg tænkte saa varmt paa den herlige Frederik, et velsignet Ungdoms Brev, det eneste jeg har fra ham, gjemmer jeg i mit Album 6. Lev vel, hils Deres Børn inderligt! Deres sønlig hengivne

H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost