Dato: 6. november 1835
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Den 6. November 1835.

Tilgiv, at jeg saa længe har udsat at sige Dem min Mening om Deres Eventyr! Jeg har ofte besluttet det, men i denne Tid været saa sysselsat, at jeg matte udsætte det fra Postdag til Postdag. Nu vil jeg endelig bryde overtvært; jeg maa kun bede Dem at undskylde, at mine Bemærkninger blive saa korte. Jeg siger Dem naturligviis min Mening uden Omsvøb; thi enhver anden Fremgangsmaade vilde være at fornærme Dem. De to mellemste af Deres Fortællinger forekomme mig meget passende paa deres Plads, og jeg kan næsten ubetinget give dem mit Bifald. Prindsessen paa Ærten er i mine Tanker et baade moersomt og træffende lille satirisk Eventyr, og mangen Moder gifter ikke sine Børn bort paa bedre Grunde, end den her anførte. Den gamle Dronnings Fiinhed er ubeskrivelig stor, og ingen borneert Adelsdame kunde have den større. Fortællingen "Lille Claus og store Claus" er ogsaa, saavidt jeg kan skjønne, (trods Alt, hvad den fine Portion af Læseverdenen kan have derimod) et sandt Foster af en barnlig, men derfor ikke liden Indbildningskraft. At Billederne ere groteske og derved fremtrædende, skader Intet, tvertimod maae de vel i en slig Fortælling netop være saa. - Den første Fortælling behager mig mindre, og jeg troer, at den moralske Ligegyldighed, der ligger deri, er den til Skade. Forstaa mig kun ret! Man skal naturligviis ikke i noget Eventyr hverken for Børn eller Voxne (om Fabler og om gnomiske Digte tale vi ikke her) skue en Pegepind, der hen peger paa et moralsk ABC. Moralen skal, som bekjendt, ikke ligge udenfor, men i Digtet selv. Digteren behøver ei at spilde en eneste Reflexion derpaa, men fra Digtets inderste Kjærne skal den levende springe os imøde. Det er en stor Vildfarelse, derpaa er jeg saa vis som paa mit eget Liv, at ville bortfjerne og foragte den; thi overalt i Verdenslivet træder den frem, og uvilkaarligen tage vi Part for det Gode mod det Slette, og den Digter, der ikke agter herpaa, formindsker aabenbart sine sande Læseres Deeltagelse, hvilken ingen Konsttheorie kan erstatte ham. De har i den anden Fortælling ogsaa i det Hele løst hiin Opgave; i store og lille Clauses Skjebne see vi (skjøndt paa en barnlig Maade) ligesom Fingeren af en høiere Magt, der beskytter den Svage mod den Stærkes Uretfærdighed. I den første Fortælling er det derimod stødende, at Soldaten saa aldeles uden Samvittighed og Taknemmelighed dræber den gamle Kone til Gjengjeld for hendes Tjeneste, lad være, at hun ogsaa har viist ham denne af Egennytte. De vil sige, at Børn ikke tænke ved Sligt, at den barnlige Naivetet hopper let herover. Men de Voxne, der ogsaa bør kunne læse slige Fortællinger med Fornøielse, tænke derved, og et klogt Barn behøver ei at være meget stort, før det gjør det Samme. En anden Feil ved dette Eventyr er, at det er en Efterligning af et bedre Digt, nemlig Alladdins Lampe. I Deres sidste Eventyr (Den lille Idas Blomster) findes der aabenbart meget smukke Ting; dog minder det lidt formeget om Hofmanns bekjendte Maneer; men De er en god Digter nok for ikke at trænge hertil. Dette er hvad jeg efter min Overbeviisning med den høieste Oprigtighed kan sige om Deres Eventyr. Flere Digte, som de to mellemste, troer jeg maatte kunne læses med megen Fornøielse af Enhver, som har baade Naivetet og Hjerte nok til at kunne sætte sig ind i Børneaarene igjen. At Mange ville være for fornemme, for satte og for eensidig udviklede dertil, forstaaer sig af sig selv; men en Digter skal mindst af Alle ville smigre Enhvers Smag; naar han først har vundet de Bedste for sig, da vinder han nok siden den hele Verden; men om han omvendt havde vundet den hele Verden, de Bedste undtagen, da vilde dog Vinden snart dreie sig, og Verdens Bifald forsvinde. - Fra Ingemann skal jeg hilse Dem paa det Venligste. I Kjøbenhavn er man vel nu saa politisk, at Poesien betragtes som et Børneværk, der neppe mere finder Indgang? - Besøg os snart her i Sorø! Skulde De vide, hvor Ludvig Böttcher boer, da vilde De vise mig en sand Tjeneste ved med Tiden at underrette mig derom. Han er en gammel Ven af mig, hvis Bekjendtskab jeg af flere Grunde gjerne vilde fornye. Med sand Hengivenhed og Høiagtelse Deres

C. Hauch.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (155)